Om os  |  Nyhedsbrev  |  Støt  |  Foredrag  |  Kontakt

Tro og religiøse lederes rolle i en fredsproces

04/01-18 18:30

Kategori: Sameksistens, Religion

Under overskriften ”En rabbiner, en imam og en præst kommer ind i et rum …!” sætter foreningen Tro i Harmoni søndag aften den 7. januar fokus på tro og religiøse lederes rolle i en fredsproces. Det sker ved en paneldebat med overrabbiner Michael Melchior, imam Abdul Wahid Pedersen og domprovst Anders Gadegaard og med professor Jakob Skovgaard-Petersen som moderator. Mødet holdes kl. 18.30 i Bethesda i København.

”Kan et sekulært samfund som Danmark lære noget?” spørger arrangørerne, den interreligiøse forening Tro i Harmoni, i oplægget til mødet, hvor overrabbiner Michael Melchior bl.a. vil fortælle om erfaringer fra Israel og Palæstina, hvor man – efter årtiers forgæves sekulær fredsproces – har haft fokus på at få det religiøse element ind i fredsprocessen.

 

Erfaringer fra Israel og Palæstina

Michael Melchior har siden 2002 været igangsætter af fredsarbejde i Mellemøsten og har været igangsætter af en bevægelse ved navn Mosaica, The Middle East Religious Peace Initiative, som har et stort jødisk center i Jerusalem og samarbejder med Islamic Adam Centre i Østjerusalem, Ramallah, Jenin og Gaza. Michael Melchior er præsident for Mosaica, som har været involveret i bilæggelse af konflikter gennem flere år.

Arbejdet i Mosaica førte i november 2016 til et fælles møde i Spanien mellem radikale ortodokse rabbinere og imamer, som offentligt sammen opfordrede regionens politikere til at forhandle fred. Her underskrev de religiøse ledere et dokument, hvor der bl.a. står:

”Alle tre monoteistiske religioner betragter menneskelivet som helligt. (...) Den vold, der påstås at være udført i Guds navn, er en besudling af hans navn, en forbrydelse over for dem, der er skabt i hans billede, og en fornedrelse af troen.”

”Når vi har at gøre med en religiøs konflikt, må vi nødvendigvis også prøve at finde en religiøs fred. Både Israel og Palæstina er traditionelle, religiøse samfund, og hvis vi vil være alvorlige om en fredsløsning, må de religiøse værdier være udgangspunktet. Ellers bliver det blot en fred mellem nogle ledere og ikke imellem to folk,” siger Michael Melchior.

 

”I Danmark frakendes tro ofte legitimitet”

Det er på den baggrund, at formanden for Tro i Harmoni, Anna Eskelund, drager paralleller til Danmark.

”Selv om politikere med jævne mellemrum pointerer, at Danmark er et kristent land, så er situationen i Danmark nærmest den omvendte af den i Israel: I Danmark frakendes tro ofte legitimitet, og erfaringer, der har rod i tro, afskrives ofte som enten latterlige eller farlige.

Det er uforståeligt, når politikere frakender handlinger som fx en våbenhvile i bandekrigen værdi, fordi handlingerne har fundet sted i et religiøst rum. Og specielt uforståeligt, når politikere, der normalt står vagt om ytringsfriheden, synes, at gejstlige skal holde sig ude af samfundsdebatten og undlade at løse samfundsproblemer. Erfaringerne fra Israel viser, hvor stort et potentiale tro har,” siger Anna Eskelund.

 

Religiøse ledere kan genopbygge tillid, hvor der er mistro

”Religiøse splittelser er ikke uundgåelige. For 70 eller 170 år siden var religion ikke det, der splittede folk i Mellemøsten. Men når folk først udvikler en dyb mistro over for andre trosgrupper, er der brug for religiøse ledere til at bygge tilliden op igen. Også her i Danmark,” siger Jakob Skovgaard-Petersen, professor ved Institut for Tværkulturelle og regionale studier på Københavns Universitet og moderator ved mødet den 7. januar.

De tre paneldeltagere er:

• Michael Melchior, overrabbiner i Norge og forhenværende israelsk parlamentsmedlem.

• Abdul Wahid Pedersen, imam ved Dansk Islamisk Center, medstifter af Islamisk-Kristent Studiecenter og leder af den humanitære hjælpeorganisation Danish Muslim Aid.

• Anders Gadegaard, domprovst ved Vor Frue Kirke, debattør og modtager af Hesbjerg Fondens fredspris 2017.

Mødet holdes søndag den 7. januar 2018, kl. 18.30-21.30, i Bethesdas festsal, Rømersgade 17, København K.

 

Om Tro i Harmoni
Tro i Harmoni er en Interreligiøs forening.
• Vi vil ændre det billede, der dæmoniserer troende, som om der var lighedstegn mellem tro og terrorisme.
• Vi vil nedbryde det dogme, hvor medierne altid har fokus på konflikter mellem trosretninger.
• Vi vil gøre dig nysgerrig efter at vide mere om andre trosretninger, andre kulturer og andre mennesker.
• Vi vil som forening skabe et ­fællesskab, der har fokus på harmoni, åbenhed, respekt, dialog og glæde mellem forskellige trosretninger.
• Vi vil være med til at bidrage til en oplevelse af, at religiøs ­forskellighed er en rigdom og ikke en trussel.
• Tro i Harmoni er en fælles platform for medlemmer af anerkendte og godkendte trossamfund i Danmark med det formål at tage initiativer ud fra ovenstående retningslinjer.
• Tro i Harmoni anerkender alle menneskers ret til at tro på deres egen måde, men vi har valgt at arbejde indenfor en ramme af anerkendte og godkendte trossamfund i Danmark for at skabe en forening, der kan fungere i praksis og rumme flest mulige mennesker i Danmark.
Kilde: Tro i Harmoni.


Køb medieanalyse

Hvem tegner billedet af muslimer og islam i danske medier?

Analyse af syv dagblades omtale af islam og muslimer i danske nyhedsartikler i 2017.

Rapporten forhandles af forlaget Vindelsti. Pris 99 kr. (+ forsendelse). Bestil her.

 

Nyhedsbrev

Kalender

Valby: Møde for flygtningevenner

22 sep 11:00 - 18:00

Antiracister og flygtningevenner mødes i Bygge-, Jord og Miljøarbejdernes Fagforening, Mølle...Læs mere

København: Fejring af FN's internationale fredsdag

23 sep 14:00 - 17:00

Universal Peace Federation (UPF) indbyder til fejring af FN's internationale fredsdag i...Læs mere

Sjælsmark: Demonstration ved Udrejsecenter Sjælsmark

23 sep 14:00 - 15:00

Bedsteforældre for Asyl demonstrerer ved Udrejsecenter Sjælsmark, Sjælsmarkvej 10, 2970...Læs mere

Følg Sameksistens.dk

 

Støt Sameksistens.dk

Støt via netbank eller send
via MobilePay til 22 54 74 12

Bidrag i september 2018: 5.750 kroner.
Bidrag i alt i 2018: 36.750 kroner.
Mange tak for ethvert støttebidrag.

Foredrag

Netavisen tilbyder foredrag om:

  • Mediebilledet af islam og muslimer i Danmark
  • Chikane af kristne, muslimer, jøder og andre religiøse grupper
  • Religionsfrihed og ytringsfrihed

Læs mere

Til eftertanke

Alt det vi deler
Video fra TV2, 2017


Ingen er anderledes.
Vi er alle forskellige.

Peter Mygind,
skuespiller