Om os  |  Nyhedsbrev  |  Støt  |  Foredrag  |  Kontakt

Tro i Harmoni-uge indledt med lysgudstjeneste i Helligåndskirken i København

Der deltog gæster fra flere forskellige trossamfund, da Tro i Harmoni-ugen blev indledt med en lysgudstjeneste i Helligåndskirken i København.

02.02.2014 21:41

Kategori: Religion, Muslimer, Kristne, Jøder, Buddhister

De danske arrangementer i anledning af FN’s Interfaith Harmony Week, der holdes den første uge i februar, blev søndag eftermiddag indledt med en lysgudstjeneste i Helligåndskirken i København, hvor biskop Peter Skov-Jakobsen prædikede. Den kommende uge byder tirsdag aften på foredrag om Kierkegaard og sufisme, og torsdag aften kan man høre om forskellige religioners bønspraksis.

 

Tekst & foto: Bent Dahl Jensen
Artiklen blev oprettet 02-02-2014 


- Jesu tale til os i dag kunne meget vel være: I skal ikke gemme jer bag jeres talemåder og bag jeres floskler, sagde Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen, i sin prædiken ved lysgudstjenesten i Helligåndskirken den 2. februar. Han tog udgangspunkt i versene fra Matthæusevangeliet, kapitel 5, vers 13-16, hvor Jesus blandt andet siger: ”I er jordens salt. … I er verdens lys. … Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene.”

Biskoppen mindede om, at biskoppen ikke skjulte sig eller isolerede sig i helligdommen, men at noget af det, der kendetegner Jesus, er, at han er på en stadig vandring hen mod mennesker.

- Mon ikke vi skal vandre efter ham, der ikke var bange for at tale med dem, som andre enten ikke turde tale med eller havde fået nok af.

- Vi lever i et samfund, hvis grundværdi er, at mennesker skal dele sammen i samtale og i diskussion. Her hos os brydes meninger hele tiden, og debatten kan sagtens blive hård. Vi er et af de samfund, der har levet længst med demokratiske traditioner. Vi ved, at det først er, når tavsheden lægger sig mellem mennesker, at der for alvor kan bryde fjendskab ud. Så længe, der er diskussion, kan man da i det mindste få fat i sin modpart, sagde Peter Skov-Jakobsen videre og betonede vigtigheden af samtale og dialog.


Gæster fra andre trossamfund
Ved afslutningen af gudstjenesten bragte gæster fra flere trossamfund hilsner. Gæsterne var fhv. overrabbiner Bent Melchior, Ani Tenzin, buddhistisk nonne fra Phendeling, imam Jehad Al-Farra og Parvinder Singh Randhawa fra Sikh Menigheden. Flere af dem refererede til lysets betydning i deres respektive religioner.

Der var desuden et musikalsk indslag med den muslimske gruppe Hanin.

Lysgudstjenesten var det første af tre arrangementer i anledning af FN’s Interfaith Harmony Week, der holdes den første uge i februar. I Danmark organiseres ugen af Tro i Harmoni, der er en forening, som arbejder med tværreligiøst samarbejde.


Foredrag om Kierkegaard og sufisme samt møde om bønspraksis
World Interfaith Harmony-ugen byder i de kommende dage på yderligere to arrangementer i København.

Tirsdag den 4. februar kl. 18.00-20.00 er der foredrag i Den Store Moske, Vingelodden 1, (hjørnet af Rovsingsgade) på Nørrebro. Her taler Safet Bektovic om Kierkegaard og Sufisme. Det giver samtidig mulighed for at besøge den nye moské.

Torsdag den 6. februar kl. 19.00-21.00 lægger VerdensKulturCentret, Nørre Alle 7, på Nørrebro lokale til et arrangement om forskellige religioners bønspraksis. Her deltager Ani Tenzin (buddhistisk nonne), rabbiner Jair Melchior fra Mosaisk Trossamfund, gadepræst Mia Rahr Jacobsen og hospitalsimam Naveed Baig.

 

Tro i Harmoni
Tro i Harmoni er en forening for anerkendte og godkendte trossamfund i Danmark. Foreningen blev stiftet i juni 2012 med det formål at fremme harmoni, åbenhed, respekt, dialog og glæde mellem forskellige trosretninger i Danmark.
Tro i Harmonis arbejde støttes af bl.a.:
Peter Skov-Jacobsen, biskop for Københavns Stift 
Bent Melchior, fhv. overrabbiner 
Mustafa Gezen, talsperson, Muslimernes Fælles Råd 
Getsulma Tenzin Drolkar, buddhistisk nonne ved Phendeling - Center for Tibetansk Buddhisme 
Foreningen optager både enkeltpersoner og menigheder fra anerkendte eller godkendte trossamfund. Det koster 300 kroner om året for enkeltpersoner (150 kroner for studerende, arbejdsløse og pensionister). 1.000 kroner om året for menigheder og 500 kroner for medlemsdrevne organisationer.

 

Læs mere

• FN-uge med fokus på harmoni mellem trosretninger – Sameksistens.dk, 09-01-2014

• Tro i Harmoni   

• Tro i Harmoni på Facebook  


Nyhedsbrev

Kalender

København: Regnbuekonference med migrantmenigheder på Sjælland

26 sep 17:00 - 20:30

Det Mellemkirkelige Stiftsudvalg i København holder i samarbejde med Tværkulturelt Center...Læs mere

København: Nørrebro og NV inviterer til debat forud for kommunalvalget

27 sep 16:00 - 18:00

Medborgerne holder møde i Nørrebrohallen, Nørrebrogade 208, 2200 København N med...Læs mere

Odense: Demonstration på Grønttorvet

30 sep 10:00 - 11:00

Bedsteforældre for Asyl - Fyn demonstrerer på Grønttorvet i Odense. • Læs mereLæs mere

Følg Sameksistens.dk

 

Sameksistens.dk støttes af

TrygFonden, Region Hovedstaden støtter projektet om religionsfrihed.


Vi modtager ikke offentlig mediestøtte, og vi bringer ikke annoncer på Sameksistens.dk, derfor er vi taknemmelige for bidrag, der kan støtte udgivelsen af netavisen.

Tegn støtteabonnement
via netbank eller MobilePay

Bidrag i september 2017: 750 kroner
Bidrag i alt i 2017: 14.300 kroner
Mange tak for ethvert støttebidrag.