Om os  |  Nyhedsbrev  |  Støt  |  Foredrag  |  Kontakt

Tre ud af fire amerikanske muslimer: Der er megen diskrimination af muslimer i USA

Muslimer i USA er bekymrede for deres plads i det amerikanske samfund. Bekymringen er større blandt kvinder end mænd. (Foto: Pixabay)

07.08.2017 06:09

Kategori: USA, Muslimer

Muslimer i USA er bekymrede for deres plads i det amerikanske samfund, men de holder fast i den amerikanske drøm. Det viser en ny undersøgelse af den amerikanske tænketank Pew Research Center. 75 % af de adspurgte amerikanske muslimer mener, at der forekommer megen diskrimination af muslimer i USA. Samtidig svarer 92 % af dem, at de er stolte over at være amerikanere.

 

Af Bent Dahl Jensen

 

Den amerikanske tænketank Pew Research Center har i perioden fra den 23. januar til den 2. maj 2017 foretaget en omfattende undersøgelse af, hvordan muslimer i USA ser sig selv i forhold til det amerikanske samfund og deres holdninger til aktuelle spørgsmål.

Der er en generel utilfredshed med den seneste tids udvikling i USA. Således svarer 64 % af de adspurgte muslimer, at de er utilfredse med den retning, der kendetegner det amerikanske samfund i 2017 – sammenlignet med en utilfredshed på 38 % blandt muslimerne i 2011, hvor Barack Obama var præsident.

I 2017 svarer 74 % af muslimerne, at præsidenten (Donald Trump) er uvenlig over for muslimer, mens kun 5 % svarede det samme i 2011. Og 68 % svarer ”ja” på spørgsmålet: ”Gør Donald Trump dig bekymret?”

Ifølge Pew Research Center er de muslimske amerikaneres misbilligelse af Donald Trump i dag ikke større, end den var af den daværende præsident George W. Bush for et årti siden.

Halvdelen af muslimerne siger i 2017, at det inden for det seneste år er blevet vanskeligere at være muslim i USA, mens 44 % mener, at der ikke er stor forskel.

 

Flere oplever diskrimination – og flere møder sympati

Næsten halvdelen af de adspurgte muslimer (48 %) svarer i 2017-undersøgelsen, at de inden for det seneste år har oplevet mindst et tilfælde af religiøs diskrimination, herunder trusler eller chikane. Det er flere end ved tilsvarende undersøgelser i 2007 og 2011. Ved disse undersøgelser svarede henholdsvis 40 % og 43 %, at de havde oplevet religiøs diskrimination inden for det seneste år.

Diskriminationen af muslimer rammer i højere grad kvinder (55 %) end mænd (42 %).

Samtidig viser undersøgelsen også en modsat tendens – nemlig at et stigende antal muslimer møder sympati.

Omkring halvdelen af muslimerne (49 %) siger i 2017, at de inden for de seneste 12 måneder har oplevet, at en anden person har udtrykt støtte for dem, fordi de er muslimer. Her er der sket en betydelig stigning siden 2011 og 2007, hvor henholdsvis 37 % og 32 % af de adspurgte muslimer havde haft tilsvarende oplevelser.

 

Stor bekymring for religiøs ekstremisme

Undersøgelsen viser også, at muslimer i vid udstrækning deler den almindelige bekymring i befolkningen for religiøs ekstremisme – faktisk lidt mere end ikke-muslimer. 66 % af de adspurgte muslimer svarer, at de er meget bekymret for ekstremisme, der begås i islams navn, og 16 % er noget bekymret. For befolkningen som helhed er 49 % af amerikanerne meget bekymret, og 33 % noget bekymret for ekstremisme, der begås i islams navn. Blandt muslimer såvel som ikke-muslimer er det således over 80 %, der er meget eller noget bekymret for ekstremisme i islams navn.

I undersøgelsen har man også spurgt, om det for at fremme en politisk, social eller religiøs sag kan retfærdiggøres at dræbe civile. Her svarer 76 % af muslimerne, at det aldrig kan retfærdiggøres – og 8 % at det sjældent kan retfærdiggøres. I den amerikanske befolkning som helhed svarer 59 %, at den slags aldrig kan retfærdiggøres, mens 24 % mener, at de sjældent kan retfærdiggøres.

 

Utilfredshed med pressedækningen

Både blandt muslimer og i befolkningen som helhed mener et flertal, at de amerikanske mediers dækning af islam er unfair. Den holdning deles af 60 % af de amerikanske muslimer og af 53 % af amerikanerne i almindelighed.

27 % af muslimerne og 39 % af befolkningen som helhed mener, at mediedækningen af islam er fair.

 

Religiøs mangfoldighed

Undersøgelsen viser videre, at der er en stor mangfoldighed blandt ​​muslimer i USA, når det gælder tro og religiøs praksis.

De fleste amerikanske muslimer (64 %) siger, at der er mere end en sand måde at fortolke islam på. De er også mere tilbøjelige til at sige, at traditionelle forståelser af islam skal fortolkes i lyset af moderne kontekster (52 %), end at sige, at traditionelle forståelser er alt, hvad der er nødvendigt (38 %).

De adspurgte muslimer blev også spurgt om, hvad der for dem er en afgørende del af at være muslim (de kunne vælge flere svar):

85 % svarer, at det er afgørende at tro på Gud.

72 % svarer, at det er afgørende at elske profeten Muhammed.

69 % svarer, at det er afgørende at arbejde for retfærdighed og lighed i samfundet.

62 % svarer, at det er afgørende at arbejde for at beskytte miljøet. (Pew Research Center oplyser i den sammenhæng, at da det samme spørgsmål blev stillet til amerikanske kristne, svarede 22 %, at det som kristen var afgørende at arbejde for at beskytte miljøet.

59 % svarer, at det er afgørende at følge Koranen og Sunna (sædvane).

48 % svarer, at det er afgørende at spise halalmad.

44 % svarer, at det er afgørende at klæde sig anstændigt.

41 % svarer, at det er afgørende at blive gift.

 

Læs mere

U.S. Muslims Concerned About Their Place in Society, but Continue to Believe in the American Dream – Pew Research Center, 26-07-2017

Voldelige overgreb mod muslimer i USA steg sidste år til det højeste niveau siden 2001 – Sameksistens.dk, 22-11-2016

Hadforbrydelser mod muslimer i USA steg med 67 procent fra 2014 til 2015 – Sameksistens.dk, 15-11-2016


Nyhedsbrev

Kalender

Odense: Demonstration på Grønttorvet

19 aug 10:00 - 11:00

Bedsteforældre for Asyl - Fyn demonstrerer på Grønttorvet i Odense. • Læs mereLæs mere

København: Festivalen JA TAK, TIL KAFFE

20 aug 13:00 - 16:00

Festivalen "JA TAK, TIL KAFFE - om engagement og medmenneskelighed" afsluttes med et...Læs mere

København: Fakkeloptog på Nørrebro

21 aug 20:15 - 22:00

Lokale foreninger på Nørrebro arrangerer fakkeloptog for sammenhold og tryghed på Nørrebro. Det...Læs mere

Følg Sameksistens.dk

 

Sameksistens.dk støttes af

TrygFonden, Region Hovedstaden støtter projektet om religionsfrihed.


Vi modtager ikke offentlig mediestøtte, og vi bringer ikke annoncer på Sameksistens.dk, derfor er vi taknemmelige for bidrag, der kan støtte udgivelsen af netavisen.

Tegn støtteabonnement
via netbank eller MobilePay

Bidrag i august 2017: 2.750 kroner
Bidrag i alt i 2017: 13.450 kroner
Mange tak for ethvert støttebidrag.