Om os  |  Nyhedsbrev  |  Støt  |  Foredrag  |  Kontakt

Kvindemoskéen holdt åbent hus i anledning af FN’s World Interfaith Harmony Week

”Religion er for mig ikke noget, der fordømmer, men noget der inkluderer,” sagde Fatima Osborne, da der var åbent hus i Mariam Moskeen. (Foto: Inger Dahl)

04/02-17 18:07

Kategori: Muslimer, World Interfaith Harmony Week, Sameksistens

Mariam Moskeen, der som den første kvindemoské i Danmark åbnede i 2016, holdt fredag aften den 3. februar åbent hus, hvor interesserede kunne høre mere om moskeen, dens baggrund og visioner. Arrangementet var et af de 12 arrangementer, der holdes i København i den første uge i februar frem til den 7. februar for at fejre FN’s World Interfaith Harmony Week.

 

Af Inger Dahl og Bent Dahl Jensen
Artiklen blev oprettet 04-02-2017 

 

Mariam Moskeen åbnede i marts 2016, og der blev første gang holdt fredagsbøn under ledelse af en kvindelig imam fredag den 26. august 2016. Bønnen blev ledt af imam Sherin Khankan, der er religionssociolog, og fredagstalen (Khutbah) blev holdt af imam Saliha Marie Fetteh, der er lektor. Der holdes fredagsbøn en gang om måneden i moskeen, der holder til i Ubuntu-huset i det indre København. Fredagsbønnen er kun for kvinder.

 

Islamisk feminisme
Mariam Moskeen er åbnet på initiativ af bevægelsen Femimam, der blev stiftet i 2015. Femimam er et feministisk projekt, der blandt andet har som mål at få uddannet kvindelige imamer i Danmark.

”Islamisk feminisme handler om at ligestille mænd og kvinder, så de får lige rettigheder og muligheder,” sagde Sherin Khankan, da hun fortalte om Femimam ved et møde i februar 2016. Her forklarede hun, at islamisk feminisme står i modsætning til traditionelle fortolkninger, der taler om, at kvinder og mænd skal komplimentere hinanden, og hvor mænd og kvinder anses som ligeværdige, men ikke ligestillede.

”Et af målene er at udbrede en progressiv islam, hvilket vil sige, at vi gør op med den komplementære opfattelse af kønnene og den patriarkalske kultur, der er i moskéerne i dag,” sagde Sherin Khankan.

 

Kvindelige imamer er ikke et nyt fænomen
Selv om det ikke er udbredt med kvindelige imamer, så er det ikke et nyt fænomen, skriver Femimam på Facebook – og henviser til, at der findes eksempler fra den islamiske tradition på kvindelige imamer, der leder bøn for andre kvinder, heriblandt Aisha (en af profeten Muhammeds hustruer) og Umm Waraqa (en kvinde, der levede samtidig med profeten Muhammed).

I nyere tid finder man kvindelige imamer i Kina, Sydafrika, Canada, USA, Tyskland og enkelte steder i Mellemøsten, skriver Femimam – og tilføjer, at Al-Azhar Universitetet i Kairo i Egypten samt tre af fire islamiske retsskoler anerkender kvindelige imamer, der leder bønnen for andre kvinder.

Fatima Osborne fra Mariam Moskeen fortalte ved åbent hus-arrangementet fredag aften, at muslimske kvinder ikke er alene om at skulle kæmpe for deres plads i samfundet.

”I dag er der også steder, hvor kristne kvinder ikke kan være præster, fx i Libanon,” sagde hun.

 

”En moské, hvor man kan komme, som man er”
Fatima Osborne talte også om, hvad der særligt appellerer til hende ved Mariam Moskeen.

”Den her moské er for mig det sted, hvor samfundets outcasts, ligegyldigt hvilken religion de har, kan komme, og hvor vi åbner vores arme og omfavner de unge, der har brug for os. Vi vil gerne være her for alle, uanset etnicitet, seksualitet og hvad de kommer med i bagagen.

Det her sted er et sted, hvor man kan komme, som man er - uanset hvad samfundet forventer, man skal være, eller hvad den kulturelle baggrund, man kommer fra, forventer.

Det er for mig religion. Religion er for mig ikke noget, der fordømmer, men noget der inkluderer. Og det skal der også være plads til i islam. Det er nogle gange svært at få folk til at forstå det, især folk fra vores baggrund, men for mig handler det ikke om, hvad man kan finde i teksten. For mig handler det om at være menneske først,” sagde Fatima Osborne.

 

Fredagsbøn i Mariam Moskeen
Fredagsbønnen i Mariam Moskeen er forbeholdt kvinder.
Alle kvinder uanset tro er velkomne til at deltage i fredagsbønnen.
(Tørklæde er ikke påkrævet, og børn er velkomne.)
Kilde: Mariam Moskeen

 

Læs mere

Mariam Moskeen (Facebook)

Fredagsbøn i Mariam Moskeen (Facebook)

Foredrag ved Tro i Harmoni-ugen: Der er så meget for monoteister at være fælles om – Sameksistens.dk, 03-02-2017

Første fredagsbøn i Mariam Moskéen – Sameksistens.dk, 31-08-2016

• Kvindelige imamer og ligestilling til debat – Sameksistens.dk, 04-03-2016

 


Køb medieanalyse

Hvem tegner billedet af muslimer og islam i danske medier?

Analyse af syv dagblades omtale af islam og muslimer i danske nyhedsartikler i 2017.

Rapporten forhandles af forlaget Vindelsti. Pris 99 kr. (+ forsendelse). Bestil her.

 

Nyhedsbrev

Kalender

Sjælsmark: Demonstration ved Udrejsecenter Sjælsmark

22 jul 14:00 - 15:00

Bedsteforældre for Asyl demonstrerer ved Udrejsecenter Sjælsmark, Sjælsmarkvej 10, 2970...Læs mere

Sjælsmark: Demonstration ved Udrejsecenter Sjælsmark

12 aug 14:00 - 15:00

Bedsteforældre for Asyl demonstrerer ved Udrejsecenter Sjælsmark, Sjælsmarkvej 10, 2970...Læs mere

Sjælsmark: Demonstration ved Udrejsecenter Sjælsmark

26 aug 14:00 - 15:00

Bedsteforældre for Asyl demonstrerer ved Udrejsecenter Sjælsmark, Sjælsmarkvej 10, 2970...Læs mere

Følg Sameksistens.dk

 

Støt Sameksistens.dk

Støt via netbank eller send
via MobilePay til 22 54 74 12

Bidrag i juli 2018: 5.750 kroner.
Bidrag i alt i 2018: 25.250 kroner.
Mange tak for ethvert støttebidrag.

Foredrag

Netavisen tilbyder foredrag om:

  • Mediebilledet af islam og muslimer i Danmark
  • Chikane af kristne, muslimer, jøder og andre religiøse grupper
  • Religionsfrihed og ytringsfrihed

Læs mere

Til eftertanke

Alt det vi deler
Video fra TV2, 2017


Ingen er anderledes.
Vi er alle forskellige.

Peter Mygind,
skuespiller