Om os  |  Nyhedsbrev  |  Støt  |  Foredrag  |  Kontakt

Kristent-muslimsk par: ”Vi har jo ikke valgt at være sammen, fordi det skal være nemt”

Ahmed og Petrea blev først gift i Danmark og siden i Marokko. (Privatfoto)

08/02-18 18:35

Kategori: Kærlighed på tværs af tro og livssyn, Sameksistens

Petrea er dansker og kristen, Ahmed er marokkaner og muslim. Sameksistens mødte dem for to år siden, hvor de fortalte om deres kærlighed på tværs af kultur og religion. Her kommer fortsættelsen på deres historie.

 

Af Malene Fenger-Grøndahl

 

”Forleden, da vi skulle til at sove, spurgte jeg Ahmed om noget grammatik på arabisk, som jeg ikke kunne forstå. Jeg ville virkelig gerne have styr på det. Men Ahmed syntes, at jeg skulle lægge mig til at sove, for det var sent, og vi var begge to trætte. Det viser nok meget godt en af forskellene på os,” siger 24-årige Petrea Svejdal Christiansen Fenassi.

Hun begyndte for fire-fem måneder siden på et arabisk-kursus på aftenskole, og selv om hun synes, at det er noget af en mundfuld at skulle lære et helt nyt alfabet og et sprog med en meget anderledes grammatik og udtale end hendes danske modersmål, er hun stædig. Hun vil lære arabisk, og hun er indstillet på at kæmpe for det og gå struktureret og disciplineret til værks. Ahmed, hendes 32-årige mand, som er født i Marokko og har arabisk som et af sine modersmål, er også viljestærk og holder fast i sine beslutninger. Men han har ofte en mere tilbagelænet, afslappet og afventende tilgang til tingene. Så selv om han er glad for og stolt over, at hans hustru vil bruge tid og energi på at lære hans modersmål, og selv om han gerne hjælper og støtter hende, synes han nu nok, at det er vigtigere at få sin nattesøvn – og tage tingene lidt mere, som de kommer.

”Vi er meget forskellige af personlighed, og selvfølgelig kommer vi også fra forskellige kulturer. Som jeg vist nævnte, da du interviewede os for et par år siden, har Ahmed et mere afslappet forhold til tid og aftaler, end jeg har, og det har nok meget med kultur at gøre. Men vores personligheder spiller også ind, og det kan vi mærke i mange situationer i dagligdagen. Så jeg vil bestemt ikke sige, at vi har valgt den letteste løsning ved at beslutte os for at leve livet sammen. Men hvem har også sagt, at livet først og fremmest skal være let og bekvemt. Det tror ingen af os på, er meningen,” siger Petrea.

 

To bryllupper

Da netavisen Sameksistens.dk talte med parret for to et halvt år siden, var de kort forinden blevet forlovet ved en fest i Ahmeds fødeby, Casablanca, som er Marokkos største by, og de boede sammen med Petreas far i en lejlighed på Vesterbro i København, hvor også to undulater og papegøjen Sami gjorde dem selskab. Bofællesskabet holder stadig, og Sami og undulaterne blander sig gerne i samtalen på deres pludrende tungemål. Faktisk taler de en del mere end Ahmed, og det er en anden af forskellene på ham og Petrea. Mens Petrea gerne sætter ord på sine holdninger, følelser og tanker, har Ahmet sjældent behov for at bruge ret mange ord.

”Hvis det var ord, jeg havde behov for at få fra Ahmed for at mærke hans kærlighed, ville jeg nok hurtigt blive frustreret. Og det kan da også ske, at vores forskelligheder, hvad det angår, skaber frustrationer. Men for det meste er det ikke noget problem, for jeg ved, at når Ahmed gør noget, ligger der en holdning bag. Så hans handlinger viser hans værdier,” siger Petrea og nævner, at det derfor i sig selv var en stor glæde for hende, da Ahmed den 22. oktober 2016 stod ved siden af hende foran alteret i Nygårdskirken i Brøndby og sagde ja til at gifte sig med hende og leve med hende i medgang og modgang.

”Jeg vidste, at hvis Ahmed havde haft nogle forbehold over for at stå der som muslim og blive viet af en præst i en kirke, ville han ikke have været der den dag. Når han stod der sammen med mig, var det, fordi han havde besluttet sig for, at det var i overensstemmelse med hans værdier og det, han vil med sit liv,” siger Petrea.

Vielsen i Nygårdskirken, som efterfulgtes af en stor reception med venner, familie, kolleger og bekendte blandt gæsterne, var det første af to bryllupper, som Petrea og Ahmed besluttede sig for at holde for at formalisere deres kærlighed og deres beslutning om at dele livet – trods deres mange forskelligheder og de vanskeligheder, de kan medføre.

Bryllup nummer to holdt de i august 2017 i Marokko, hvor de blev viet på islamisk manér hjemme hos Ahmeds forældre i Casablanca og holdt en bryllupsfest efter marokkansk tradition. Med fest hele natten og masser af gæster, som gav parret pengegaver efter marokkansk tradition. Før festen var Petrea til frisør i fem timer, og under festen skiftede hun kjole 5-6 gange, mens Ahmed skiftede tøj 2-3 gange.

”Der var nogle kvinder, som hjalp mig med tøjet, for de traditionelle marokkanske kaftaner er virkelig tunge, og selv om der var aircondition, havde jeg det virkelig varmt,” husker Petrea.

 

”I mange år var jeg mest alene med min tro”

Hun er vokset op i et miljø med mange forskellige kulturer, har gået på international skole og har haft mange muslimske venner. Så det at forelske sig i en muslim og via ham lære en anden kultur at kende har på intet tidspunkt skræmt hende. I første omgang var det især den negative reaktion fra medlemmerne af den frikirke, som hun i en periode kom i, der var den største udfordring, da hun forelskede sig i Ahmed. Ret hurtigt fandt hun også ud af, at det ikke truede hverken hendes kristne tro eller hendes relation til Gud at danne par med en muslim. Og selv om hun måtte sige farvel til den frikirkelige menighed, hvor mange advarede hende mod forholdet til Ahmed og mente, at det ville føre hende væk fra Gud, har hun på intet tidspunkt mistet sin tro på Gud eller sin kristne overbevisning.

 

Det har kun styrket min tro, at Ahmed og jeg deler troen på Gud. Vi ved begge, hvor vigtigt det spirituelle er for os, og derfor har vi stor respekt for hinandens tro og praksis.

Petrea Svejdal Christiansen Fenassi

 

”Siden jeg var barn, har jeg haft en relation til Gud, som jeg dyrkede alene. Jeg voksede op i et miljø, hvor det ikke var sædvanligt at tale som sin tro på Gud, så i mange år var jeg mest alene med min tro. Det er jeg på en måde stadig, men det gør ikke noget. Og det har kun styrket min tro, at Ahmed og jeg deler troen på Gud. Vi ved begge, hvor vigtigt det spirituelle er for os, og derfor har vi stor respekt for hinandens tro og praksis,” siger hun.

Det var vigtigt for Petrea at blive viet i en kirke, hvor hun kunne bekræfte sin kærlighed til Ahmed over for Gud og få Hans velsignelse. Samtidig var hun bevidst om, at vielsesritualet, de kristne salmer og hele den kirkelige kontekst var fremmed for Ahmed, både fordi han er muslim, og fordi han ikke er vokset op i Danmark. Han har boet det meste af sit liv i Marokko, men har også studeret i Frankrig, og han har boet i Sverige, inden han kom til Danmark.

 

Gift og konfirmeret i samme kirke

”Da vi skulle vælge salmer og planlægge vielsen i kirken, var det mine ønsker, der var afgørende. Ahmed havde gjort op med sig selv, at han godt kunne stå inde for at blive viet i en kirke, og så overlod han egentlig det meste til mig,” fortæller Petrea.

Hun valgte, at vielsen skulle finde sted i Nygårdskirken i Brøndby, hvor hun som teenager fik et nært forhold til præsten i forbindelse med konfirmationsforberedelsen, og hvor hun stadig indimellem går til gudstjeneste.
”Jeg havde ingen faste forestillinger om, hvordan mit bryllup skulle være. Men da vi skulle vælge salmer, valgte jeg nogle dybe, betydningsladede salmer, bl.a. ”Hil dig, frelser og forsoner”, som passer godt til mit gudsbillede og min tro. Jeg tænkte ikke på at vælge salmer fra, fordi de kunne være særligt problematiske for Ahmed i forhold til hans tro,” siger hun.

”Men vi havde en snak med præsten om, hvad det betød, når vi skulle knæle foran alteret og velsignes, og præsten gjorde det meget klart, at det ikke var hende, men Gud, vi knælede for,” siger Petrea.

Hun tilføjer, at der naturligvis blev sagt og sunget ting om Jesus, som Ahmed som muslim ikke fuldt ud kan tilslutte sig. ”Men det opfattede jeg som noget, der især var sagt eller sunget til mig, og så var jeg tryg ved at vide, at vi deler troen på Gud og på, at det er kærligheden til Ham og til hinanden, som tæller – ikke folks normer og ideer om, hvad der kan lade sig gøre eller ikke lade sig gøre,” siger hun.

 

Inden vi besluttede at gifte os, læste jeg i Koranen og om, hvad profeten Muhammed har sagt og gjort, og jeg fandt intet, der talte imod et ægteskab mellem en muslimsk mand og en kristen kvinde.

Ahmed Fenassi

 

”Der står intet i Koranen om, at man ikke kan gifte sig med en kristen”

Ahmed er enig. ”Jeg går ikke op i, hvad andre muslimer mener om mig eller om, at jeg er gift med en kristen. Jeg går op i, hvad Gud mener om det. Inden vi besluttede at gifte os, læste jeg i Koranen og om, hvad profeten Muhammed har sagt og gjort, og jeg fandt intet, der talte imod et ægteskab mellem en muslimsk mand og en kristen kvinde. Der står intet i Koranen om, at man ikke kan gifte sig med en kristen. Det understreges, at man som muslim skal knytte venskab med kristne og jøder, og det gjorde profeten Muhammed også,” siger han.

Ahmed kender til en del tværreligiøse ægteskaber blandt sine marokkanske venner og bekendte, og heller ikke i hans familie i Casablanca har det skabt problemer, at han har valgt at gifte sig med en kristen kvinde.

”Allerede til vores forlovelsesfest blev min familie meget glade for Petrea, og ved brylluppet kom vores familier til at lære hinanden at kende og blev rigtig glade for hinanden,” siger Ahmed.

Petrea inviterede både sin familie og et par nære veninder, som havde været brudepiger ved brylluppet i Nygårdskirken, med til brylluppet i Marokko, og det gjorde hende både glad og bevæget, at de alle valgte at rejse med til Casablanca for at deltage i vielsen.

Bryllup og sightseeing i Casablanca

”En ting er, at Ahmed og jeg har valgt, at vi vil det her – at vi vil leve sammen og udforske hinandens baggrund og kultur for at forstå hinanden og lære at få det til at fungere. Og min familie var i udgangspunktet åbne over for det. Men en helt anden ting er, at de faktisk tog med til Marokko – brugte tid og penge på det – og var med til alle festlighederne fra start til slut. Selv min morfar, som jo ikke er helt ung, var med til bryllupsfesten helt fra kl. 23 til næste morgen kl. 7,” fortæller Petrea.

Og næste dag var familien endda klar til sightseeing i Casablanca – efter ganske få timers søvn.

Det var dog lige før, at Ahmed og Petrea ikke selv var klar til turistturen. For de havde glemt at sætte uret til at ringe, da de kom tilbage til hotellet ved 9-tiden om morgenen. Så da familien stod samlet i lobbyen kl. 14, var de ikke vågnet, og chaufføren, som de havde hyret til at køre turistbussen, blev hurtigt træt af at vente og kørte sin vej. I mellemtiden fandt Ahmed ud af, at han havde glemt både sko og rent tøj i bilen.

”Det var virkelig kaotisk og lige ved at være for meget for mig. Ikke nok med, at jeg skulle giftes i et land, hvor jeg ikke kender kulturen og traditionerne ret godt og ikke taler sproget og derfor langtfra forstod alt, hvad der foregik og blev sagt. Jeg skulle også agere turistguide for min familie – og samtidig lægge angsten for, hvad der kunne ske mig, til side, efter at jeg under mit første besøg i Marokko var blevet syg og havde været indlagt flere gange,” siger Petrea med henvisning til, at hun under sit ophold i Marokko i forbindelse med forlovelsen blev alvorligt syg og måtte rejse hjem før end planlagt.

 

”Kærligheden er det vigtigste”

At hun alligevel valgte at tage til Marokko for at blive viet på marokkansk, islamisk maner – og involvere hele sin familie i det – er et af mange eksempler på, hvad det koster at få kærligheden på tværs af kultur og religion til at holde.

”Vi er jo begge gået ind i det her, fordi vi tror på, at kærligheden er det vigtigste. Vi har ikke valgt hinanden, fordi vi passer perfekt sammen på papiret og er så ens som muligt, så vi kan fungere sammen uden gnidninger eller besvær. Så det koster noget, og det var lige ved at være i overkanten for mig under brylluppet. Men samtidig var det en kæmpe oplevelse og en stor velsignelse at opleve, hvordan min families opbakning blev omsat til handling,” siger Petrea.

Med et grin fortæller hun, at hun et par dage før brylluppet, da Ahmed ikke helt kunne redegøre for, hvad der præcis kom til at foregå, insisterede på at tage hen til hans familie og få dem til at forklare, hvad bryllupsseancen ville indeholde.

”Så fik jeg en lang forklaring fra Ahmeds familie – og så blev det alligevel ret anderledes, da det kom til stykket,” siger hun, og tilføjer: ”Det er vist meget typisk marokkansk, og det er så noget af det, jeg må vænne mig til i min hverdag med Ahmed.”

 

”Vi må øve os i at tage konflikterne og uenighederne hen ad vejen”

Petrea, der har læst jura og blev kandidat i sensommeren 2016, er til daglig ansat i Udlændinge- og Integrationsministeriet, og Ahmed arbejder i et køkken, hvor han møder kl. 4.30-13 mandag til fredag. Desuden arbejder han enkelte aftener på en restaurant.

De håber, at de kan få råd til at flytte i egen lejlighed i Københavnsområdet inden længe, og når de har fundet et nyt sted at bo, vil de gerne have børn. At det kan bringe udfordringer med sig er de begge bevidste om. Og de har – som de også fortalte til netavisen Sameksistens i det første interview – talt om både dåb, omskæring, madvaner og opdragelse. Alligevel understreger Petrea, at hun bestemt ikke tror, at deres samtaler forhindrer konflikter, uenigheder og dilemmaer i fremtiden.

”Vi har talt mange af de ting igennem, som vi kan forestille os, kan give konflikter. Men det er jo ikke sikkert, at vi mener det samme, når vi står i situationen. Jeg tror ikke, at man kan tale sig ud af tingene på forhånd. I stedet må vi øve os i at tage konflikterne og uenighederne hen ad vejen og acceptere, at vi ikke altid forstår hinanden umiddelbart. Hvis vi ville undgå den slags vanskeligheder, skulle vi jo slet ikke være gået ned ad denne her vej,” siger hun.

 

”Vanskeligheder handler mere om vores forskellige personligheder end om vores religion”

Petrea og Ahmed understreger, at det ikke primært er deres forskellige religion, der giver anledning til uoverensstemmelser i hverdagen.

”Vi tror begge på Gud, og det er en kæmpe styrke, at vi har det til fælles. Det giver os en respekt for den andens trospraksis og for den andens værdier. Det vanskeligste kan være de små ting, som skaber misforståelser. For eksempel kan det give problemer, at Ahmed ikke har dansk som modersmål. Indimellem kan nogle nuancer i det, jeg siger, gå tabt for ham, eller han kan misforstå, når jeg bruger ironi,” siger Petrea.

Så kræver det tålmodighed at få redet trådede ud, fortæller parret. Og det kræver – med Petreas ord – at ”vi husker at se tingene i helikopterperspektiv”.
”Selvfølgelig kan det være svært at være nysgerrig og forstå, hvordan sproglige og kulturelle forskelle kan spille ind, når man kommer træt hjem fra arbejde, og der opstår en konflikt. Men så prøver vi at huske os selv og hinanden på, hvorfor vi er sammen. Det er vi jo, fordi vi tror på kærligheden, ikke fordi det skal være nemt og bekvemt,” siger hun.

 

De vanskeligheder, vi har, handler mere om vores forskellige personligheder end om vores religion. Religionen er faktisk en styrke for os, fordi vi har troen til fælles.

Petrea Svejdal Christiansen Fenassi

 

Hun tilføjer, at hun af og til, hvis hun fortæller andre om hendes og Ahmeds konflikter i hverdagen, møder en holdning i stil med, at ”vi jo bare kunne have tænkt os om, før vi giftede os med en fra en anden religion og kultur.”
”Det giver slet ikke mening for mig at tænke sådan. For vi vidste da godt, inden vi blev gift, at det ikke bare ville blive nemt og være sådan, som folk gerne vil fremstille deres forhold på de sociale medier. Men de vanskeligheder, vi har, handler mere om vores forskellige personligheder end om vores religion. Religionen er faktisk en styrke for os, fordi vi har troen til fælles,” siger hun.

”Når det er svært, kan vi finde styrke i, at vi begge tror på, at vi en dag skal stå over for Gud og stå ved vores valg. Og den dag vil vi hellere være dem, som valgte kærligheden, i stedet for dem, som valgte det lette eller det, som normerne lagde op til.”

 

Andre artikler i serien ”Kærlighed på tværs af tro og livssyn”

Jødisk-kristent par: Vi har aldrig udskudt de svære samtaler – Sameksistens.dk, 24-05-2016

Dansk-tamilsk par: Religion har været det mindste problem for os – Sameksistens.dk, 12-04-2016

• Kristent-muslimsk par: Det bankende hjerte var stærkere end frygten – Sameksistens.dk, 01-10-2015

• Kristent-muslimsk par: ”Det ville være meget sværere for mig at være gift med en ateist” – Sameksistens.dk, 28-09-2015

Kristent-muslimsk par: Kirken var den største trussel mod kærligheden – Sameksistens.dk, 21-09-2015


Nyhedsbrev

Kalender

Odense: Demonstration på Grønttorvet

24 feb 10:00 - 11:00

Bedsteforældre for Asyl - Fyn demonstrerer på Grønttorvet i Odense. • Læs mereLæs mere

Sjælsmark: Demonstration ved Udrejsecenter Sjælsmark

25 feb 14:00 - 15:00

Bedsteforældre for Asyl demonstrerer ved Udrejsecenter Sjælsmark, Sjælsmarkvej 10, 2970...Læs mere

Odense: Demonstration på Grønttorvet

03 mar 10:00 - 11:00

Bedsteforældre for Asyl - Fyn demonstrerer på Grønttorvet i Odense. • Læs mereLæs mere

Følg Sameksistens.dk

 

Støt Sameksistens.dk

Støt via netbank eller MobilePay

Bidrag i februar 2018: 750 kroner.
Bidrag i alt i 2018: 1.500 kroner.
Mange tak for ethvert støttebidrag.

Til eftertanke

Alt det vi deler
Video fra TV2, 2017


Ingen er anderledes.
Vi er alle forskellige.

Peter Mygind,
skuespiller