Om os  |  Nyhedsbrev  |  Støt  |  Foredrag  |  Kontakt

Flere politiske forsøg i årets løb på at begrænse muslimers religionsfrihed i Danmark

Et flertal i Folketinget forkastede tidligere i år et forslag fra Dansk Folkeparti om at forbyde, at der opføres minareter ved moskeer i Danmark.

05.09.2017 17:39

Kategori: Religionsfrihed, Muslimer

Forbud mod minareter, forbud mod bederum på uddannelsesinstitutioner, forbud for offentligt ansatte mod at bære religiøs hovedbeklædning på arbejde. Det er tre af de beslutningsforslag, som Folketinget har, eller har haft, på dagsordenen i den folketingssamling, der slutter om en måneds tid. Dansk Folkeparti har siden oktober 2016 fremsat fem beslutningsforslag, der alle – hvis de vedtages – vil begrænse især danske muslimers religionsfrihed. Samtidig vil en vedtagelse af forslagene gøre Danmark til et mere sekulariseret samfund. (Opdateret 7/9-2017)

 

Tekst & foto: Bent Dahl Jensen

Artiklen er senest opdateret 07-09-2017

 

Dansk Folkeparti fremsatte tre af forbuds-forslagene i oktober 2016 – kort tid efter indledningen af det nye folketingsår. Det var beslutningsforslag om forbud mod maskering og heldækkende beklædning i det offentlige rum, forbud mod opførelse sf minareter ved moskeer i Danmark samt et forbud mod minoritets særhensyn i offentlige institutioner i Danmark.

Alle tre beslutningsforslag blev – med forskellige begrundelser – afvist af regeringen og de øvrige partier. Det betyder dog ikke, at DF står alene med deres synspunkter. Debatten om forslagene viste, at der i flere partier, især i Venstre, er stor sympati for flere af tankerne i Dansk Folkepartis forslag om at diskriminere muslimer og begrænse religionsfriheden.

 

Forslag afvist, fordi det er i strid med det kommunale selvstyre. Kun få henviste til religionsfriheden

Det kom fx frem i folketingsdebatten den 13. januar 2017 om forslaget om at forbyde, at der opføres minareter ved moskeer i Danmark.

De øvrige partier afviste Dansk Folkepartis forslag med, at det ville være et brud med det kommunale selvstyre. Spørgsmålet om, hvordan bestemte områder skal anvendes, og hvilke bygninger der må opføres, fastlægges i lokalplaner, der vedtages af de respektive kommunalbestyrelser. Og det skal Folketinget ikke blande sig i.

Venstres udlændingeordfører, Marcus Knuth, sagde: ”Når det kommer til minareter, er det nu engang ikke noget, som bliver besluttet her i Folketinget. Vi har kommunalbestyrelser siddende rundtomkring i Danmark, og det er nu engang dem, der tager beslutninger om og krav til lokale bygningers udseende og højde, og det gælder altså også minareter.”

Samtidig tilføjede han, at han ”sådan set (er) meget, meget positiv over for” DF’s tanke om at ”indføre et forbud mod at opføre minareter ved moskéer i Danmark”.

Kun enkelte partier begrundede deres afvisning med, at DF’s forslag diskriminerer muslimer og begrænser religionsfriheden.

En af dem var Johanne Schmidt-Nielsen fra Enhedslisten:

”I Danmark har vi ligesom en lang række andre lande, som har tilsluttet sig Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, religionsfrihed. Det her beslutningsforslag retter sig mod en særlig bygningsmæssig detalje, som kun findes på moskeer, og som ikke findes på hindutempler, synagoger eller kristne landsbykirker. Forslaget går altså ud på, at man diskriminerer – eller at man ønsker at diskriminere – negativt i forhold til en bestemt religion og dens udøvere. De skal skilles ud fra resten af samfundet og have færre rettigheder end andre. Hvad lige præcis den tilgang til mennesker har ført til andre steder i verden, rummer verdenshistorien jo altså mange sørgelige eksempler på, og særlig grotesk bliver det jo, når Dansk Folkeparti så i deres bemærkninger til det her forslag, hvor man ønsker at diskriminere muslimer i forhold til alle mulige andre religiøse mennesker, begrunder det med, at man ønsker at integrere muslimer i Danmark,” sagde Johanne Schmidt-Nielsen.

Josephine Fock fra Alternativet tog udgangspunkt i en af bemærkningerne til forslaget, hvor Dansk Folkeparti skriver: »Synlige og markante islamiske symboler bidrager negativt til samfundsudviklingen ved at understrege forskellene mellem muslimer og danskere«.

”Jeg blev oprigtigt ked af det, da jeg læste det. Jeg kan sådan set fuldt ud respektere, at man fremsætter et beslutningsforslag, hvor man ønsker at forbyde noget, fordi man ikke er enig i det, der foregår, men jeg bliver ked af, at man faktisk begrunder det med, at der er forskel på at være muslim og være dansker. Som Enhedslistens ordfører også så udmærket redegjorde for, har vi ca. 300.000 muslimer i Danmark, hvoraf to tredjedele er danske statsborgere.

Jeg synes, at når man kommer med den slags begrundelse, er man med til at påvirke tingene i retning af, at der bliver større forskelle, end jeg mener, der er,” sagde Josephine Fock.

Naser Khader fra Det Konservative Folkeparti var enig med DF i, at der ikke skal ”kaldes til bøn fra minareterne i Danmark”.

”Jeg forstår godt selv, at man nogle steder ikke vil have en minaret, men det er noget, man bliver enige om lokalt. Vi har religionsfrihed i Danmark, og derfor mener jeg ikke, at vi skal lovgive om, hvordan en moské skal se ud,” sagde Naser Khader.

• Læs mere om partiernes holdning til forslaget her.

 

Neutral indpakning af forslag, der primært rammer muslimer

Mens beslutningsforslaget om minareter i sin udformning tydeligt er rettet mod muslimer, så fremstår andre af Dansk Folkepartis forslag mere neutrale. Det gælder fx beslutningsforslaget om forbud mod minoritets særhensyn i offentlige institutioner i Danmark, hvor overskriften generelt går på minoriteter. Men af bemærkningerne til beslutningsforslaget fremgår det, at forslaget særligt er rettet mod kønsopdelt svømning, og det er et idrætstilbud, som i langt overvejende grad benyttes af muslimer.

”Dansk Folkeparti mener, at særhensyn til minoriteter som eksempelvis kønsopdelte svømmehold er med til at forstærke social kontrol. Dansk Folkeparti ønsker et opgør med social kontrol, for virkeligheden bag de kønsopdelte svømmehold er, at disse pigers familier ikke tillader, at de går til svømning, hvis der er drenge eller en mandlig livredder tilstede,” skriver partiet i bemærkningerne.

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) afviste beslutningsforslaget, fordi der ”for nærværende” ikke er brug for, at Folketinget dikterer kommunerne, hvordan de skal håndtere minoritetshensyn.

Selv om udlændingeministeren afviste forslaget, gav hun også til kende, at hun er enig i målet med forslaget.

”Det er bestemt en god ting at lære at svømme, men integration er nu altså meget vigtigere, og man kan altså ikke blive integreret, ved at vi i Danmark viderefører forældede kønstraditioner og opfattelser af, at aktiviteter for kvinder skal holdes adskilt fra aktiviteter for mænd,” sagde Inger Støjberg. Hun henviste til, at Aarhus Kommune for nylig indført forbud mod kønsopdelt svømning i offentlige svømmehaller. 

Der er delte meninger om, hvorvidt kønsopdelt svømning fremmer eller modvirker integrationen i samfundet. Fx sagde børne- og ungdomsborgmester Pia Allerslev (V) i et interview med Sameksistens.dk den 5. maj 2017:

”Jeg har altid talt for kønsopdelt svømning, da hensynet til, at piger kommer ud og får sig en god oplevelse, er større end tåbelige bekymringer på det religiøse, ligestillingsmæssige og alt muligt andets vegne, som man prøver at pakke det ind i.”

Børne- og ungdomsborgmesteren stemte i marts imod sine partifæller i Københavns Repræsentation, da hendes parti foreslog, at kommunen ikke måtte give økonomisk støtte til kønsopdelt svømning. Forslaget blev afvist med 38 stemmer mod 12.

 

S: ”Ligestilling og demokrati står over religiøse særhensyn”

Ved folketingsdebatten om Dansk Folkepartis forslag om at forbyde minoritetshensyn, som tilgodeser kønsopdelt svømning, blev der ikke talt meget om hensynet til religionsfriheden. Det skete dog under en ordveksling mellem den socialdemokratiske ordfører, Rasmus Horn Langhoff, og Carolina Magdalene Maier fra Alternativet.

Rasmus Horn Langhoff afviste både forslaget og idéen om kønsopdelt svømning. Han sagde blandt andet: ”Som jeg har oplevet debatten, er det mit indtryk, at vi alle sammen er enige om, at kønsopdelt svømmeundervisning for drenge og piger bag nedrullede gardiner bestemt ikke er noget, der fremmer ligestillingen. Det er sikkert velment, men det er et misforstået hensyn, som gør mere skade end gavn.

Forslaget her er dog ikke den rette vej at gå. Vi skal ikke med lov forbyde samtlige offentlige institutioner i kongeriget muligheden for at tage hensyn til et mindretal, og det vil ramme alt for bredt,” sagde Rasmus Horn Langhoff. Han sagde, at der fx skulle være mulighed for at lave særlig svømmeundervisning for handicappede.

Carolina Magdalene Maier kommenterede udtalelserne om, at særhensynet ved kønsopdelt svømning skubber ligestillingen og integrationen tilbage. ”Men hvad med religionsfriheden? Skubber det ikke også religionsfriheden tilbage? Altså, hvis vi antager, at grunden til, at der er nogle piger, som ikke vil bade sammen med drenge, er, at det ligger i deres tro, har vi så ikke som samfund en forpligtigelse til at respektere, at man har nogle forskellige handlinger, som er funderet i ens tro? Er vi ikke et land, der altid har vægtet vores religionsfrihed rigtig højt? Hvorfor gør vi det så ikke i det her tilfælde?” spurgte Carolina Magdalene Maier.

Hertil svarede den socialdemokratiske ordfører, at ”ligestilling og demokrati til enhver tid i det danske samfund bør stå over religiøse særhensyn, til enhver tid. Jeg kan ikke finde et eneste eksempel på, at jeg ønsker at bøje hverken ligestillingen eller demokratiet eller unge og børns rettigheder til at blive velfungerende borgere her i landet på grund af nogle religiøse særhensyn.”

 

Forslag om at forbyde tildækning af ansigtet i det offentlige rum

Dansk Folkepartis beslutningsforslag om forbud mod maskering og heldækkende beklædning i det offentlige rum er også udformet som et generelt forbud mod ”tildækning af ansigtet i det offentlige rum”, herunder muslimske klædedragter som niqab og burka.

I bemærkningerne til beslutningsforslaget henviser Dansk Folkeparti til, at partiet tidligere har stillet forslag om forbud mod at bære niqab og burka i det offentlige rum. I 2009 blev et sådan forslag afvist med henvisning til, at det sandsynligvis ville være i strid med retten til religionsfrihed. Siden har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol givet først Frankrig og siden Belgien medhold i, at det ikke er i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, at disse lande har indført forbud mod offentligt at gå klædt i tøj, der helt eller delvis dækker ansigtet.

Dansk Folkeparti begrunder beslutningsforslaget om at indføre et forbud mod maskering og heldækkende beklædning i det offentlige rum med, at ”det i dansk og vestlig kultur er en afgørende del af vores omgang med hinanden, at vi rent faktisk kan se hinandens ansigter. Det er således afgørende for menneskers interaktion og samlivet i Danmark, at man ikke kan skjule sit ansigt eller sin identitet for sine medborgere.” Derfor er det ifølge partiet ”afgørende for den sociale samhørighed, at maskering og heldækkende beklædning som f.eks. burka og niqab generelt forbydes i det offentlige rum”. Partiet tilføjer, at ”der ikke er tale om et forbud, der specifikt retter sig mod visse former for religiøse beklædningsgenstande, men at der derimod ønskes indført et generelt forbud mod tildækning af ansigtet i det offentlige rum i Danmark.”

Dansk Folkepartis forslag blev afvist af de øvrige partier i Folketinget. Det skete for udlændinge- og integrationsminister Inger Støjbergs (V) vedkommende blandt andet med disse bemærkninger:

”Målet er vi altså helt enige om. Vi skal gøre op med den kvindefjendskhed og den modkultur, som vi ser, og som burkaen er et udtryk for. Men regeringen mener ikke, at ny lovgivning i form af et generelt forbud er den rette metode at opnå målet på. Regeringen lægger afgørende vægt på hensynet til den personlige frihed, herunder retten til selv at bestemme, hvordan man vil klæde sig. En så grundlæggende frihedsrettighed skal burkaen ikke få os til at give køb på. Vi vil i stedet for åbent konfrontere mørke ideologier.

Så vil jeg også kraftigt opfordre relevante aktører som f.eks. skoleledere, arbejdsgivere og kommunale repræsentanter til at bruge de gældende regler, herunder ledelsesretten, til netop at sige fra over for brugen af f.eks. burka. For allerede i dag har vi med afsæt i gældende regler rig mulighed for at sige stop, når vi konfronteres med brug af burka på f.eks. skoler, arbejdspladser og i forhold til det offentlige system. Derfor og med den begrundelse indstiller regeringen hermed til, at forslaget afvises,” sagde Inger Støjberg, som også henviste til, at der i 2010 blev gennemført en lovgivning, så man kan straffes med fængsel i op til 4 år, hvis man tvinger nogen til at bære burka eller niqab, og at man ikke kan møde tilhyllet som vidne.

Venstres ordfører, Marcus Knuth, afviste også forslaget. Han tilføjede, at ”ledelsesretten giver rig mulighed for, at man kan nægte nogen at bruge burka og niqab, f.eks. i skoler, på arbejdspladser og i det offentlige system, og kommunerne kan gøre det.”

Socialdemokratiets ordfører, Dan Jørgensen, sagde, at han har ”ganske stor sympati for det, som er hovedintentionen med det her beslutningsforslag, nemlig at gøre op med et forældet, et religiøst betinget og et kvindeundertrykkende krav om, at kvinder skal gå fuldt tildækket for at bevare deres ære”.

”Når det så er sagt, kan vi alligevel ikke bakke forslaget op. Problemets omfang er jo trods alt og heldigvis forholdsvis beskedent i Danmark, og derfor mener vi, at det på nuværende tidspunkt er et alt for stort og voldsomt skridt at lave et generelt forbud og en generel lovgivning. At lovgive om folks beklædning er et stort skridt at tage, et potentielt indgreb i menneskers frihed, noget, man kun skal gøre, hvis det er absolut nødvendigt,” sagde Dan Jørgensen.

Enhedslistens ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, konstaterede indledningsvis, at hverken burka eller niqab er et udbredt fænomen i Danmark.

”Der er uden tvivl også kvinder i Danmark, som tvinges til at dække sig til. Og det er et problem. Det er et problem for de kvinder, det rammer. Og det er et problem for os alle sammen, når der er mennesker i vores samfund og i vores fællesskab, som udsættes for ulovlig tvang.

Der er ganske givet også nogle kvinder, som ganske frivilligt vælger at tage en burka eller en niqab på. Det synes jeg personlig er underligt, men jeg synes ikke, at det er et samfundsproblem, at der findes kvinder, som træffer nogle personlige valg, som jeg synes er underlige,” sagde Johanne Schmidt-Nielsen, som tilføjede, at hun ikke ønsker at lovgive om, hvordan mennesker skal gå klædt.

”Det centrale spørgsmål må være, hvordan vi kommer tvang og social kontrol til livs. Jeg tror ikke på, at forbuddet mod burkaen eller niqaben på nogen måde er et brugbart redskab. For det første går jeg ud fra, at forslagets formål primært er at være en hjælpende hånd til kvinder, som udsættes for tvang. Jeg har svært ved at se, hvordan man hjælper disse kvinder ved at straffe dem. For det andet risikerer vi, at en gruppe kvinder, som i forvejen lever i ydercirklen af vores samfund, skubbes endnu længere væk. Vi risikerer altså, at de aldrig kommer uden for en dør. Det synes jeg heller ikke lugter frigørelse,” sagde Johanne Schmidt-Nielsen.

Hun foreslog, at tvang og social kontrol bekæmpes ”ved at sikre, at kvinder, mænd, drenge og piger, som udsættes for social kontrol og tvang, rent faktisk får tilbudt den hjælp, der er nødvendig, for at de kan forlade det miljø eller de personer, som udsætter dem for tvang. Og at de er bevidste om, at hjælpen eksisterer.”

Det Konservative Folkeparti støtte beslutningsforslaget om at forbyde maskering og heldækkende beklædning i det offentlige rum, da forslaget var til førstebehandling i Folketinget den 17. november 2016. Ved den endelige afstemning om forslaget en måned senere (den 16. december 2016), stemte partiet dog imod. Forklaringen er formentlig, at partiet i mellemtiden var blevet en del af VLAK-regeringen og derfor valgte at stemme sammen med resten af regeringen.

 

Forslag om forbud for alle offentligt ansatte mod at bære religiøs hovedbeklædning på arbejde

Dansk Folkeparti har i denne folketingssamling også fremsat et beslutningsforslag, som – hvis det vedtages – pålægger regeringen inden udgangen af 2017 at fremsætte et lovforslag om at forbyde offentligt ansatte i stat, regioner og kommuner at bære religiøs hovedbeklædning på arbejde.

Forbuddet mod at bære religiøs hovedbeklædning skal gælde alle religioner og alle former for religiøs hovedbeklædning. På den anden side indebærer forslaget, at det fortsat vil være tilladt for alle offentligt ansatte, uanset religiøs overbevisning, at bære små diskrete religiøse symboler i form af mindre smykker. Vurderingen og den konkrete afgrænsning af, hvornår et religiøst symbol bliver for voldsomt, skal ifølge forslaget være op til den lokale ledelse.

Beslutningsforslaget er endnu ikke blevet behandlet i Folketinget.

 

Forslag om forbud mod bederum på uddannelsesinstitutioner blev trukket tilbage – og fremsat i en ny udformning

Det femte beslutningsforslag i folketingssamlingen 2016-2017, der vil begrænse religionsfriheden, er et forslag om at forbyde bederum på uddannelsesinstitutioner.

Ved førstebehandlingen af forslaget afvist af Folketingets øvrige partier, som alle – uanset deres holdning til bederum i øvrigt – henviste, at det er et spørgsmål, der skal afgøres af ledelsen på de enkelte uddannelsesinstitutioner.

Dansk Folkeparti trak herefter beslutningsforslaget tilbage og fremsatte et nyt, hvor målet var det samme, men hvor der var ændret i bemærkningerne til forslaget.

I det oprindelige beslutningsforslag (B 54) stod der blandt andet:

”Formålet med forslaget er, at Folketinget skal sikre, at alle offentlige uddannelsesinstitutioner – fra folkeskolen til de videregående uddannelser – ikke understøtter islamisk social kontrol og dermed en videre islamisering af det danske samfund. …

I takt med at der kommer en større grad af indvandring primært fra muslimske lande, stiger kravet fra indvandrere om at indrette Danmark og få forhold, som tilpasses muslimske forskrifter og sædvaner.

I den muslimske tradition er der samtidig en stærk tradition for kontrol af, om andre overholder den hellige lov, shariaen. I Danmark kalder vi det social kontrol. Offentlige uddannelsesinstitutioner skal ikke understøtte social kontrol ved at indrette lokaler, som kan benyttes til bederum. Det bliver nemlig en mulighed for at kontrollere, om en elev eller studerende benytter disse bederum, og om udøvelsen foregår efter særlige ritualer.

Forslagsstillerne har den klare opfattelse, at når man åbner flere og flere bederum på uddannelsesinstitutionerne, er det samtidig udtryk for en tendens til at tage flere religiøse hensyn på uddannelsesinstitutionerne, hvilket forslagsstillerne finder hverken passende eller formålstjenstligt. …

Helt grundlæggende er Danmark et kristent land, hvor vi nyder religionsfrihed, men ikke religionslighed. Grundlovens § 4 giver forrang til kristendommen, da staten skal understøtte folkekirken bl.a. økonomisk. Endvidere er religion i Danmark en privat sag, som vi ikke har tradition for at gøre offentlig, og slet ikke som en del af de offentlige uddannelsesinstitutioner. Ønsker man at bede, kan man gøre det for og med sig selv.”

 

I det nye beslutningsforslag (B 152) står der blandt andet:

”Formålet med forslaget er, at Folketinget skal sikre, at alle offentlige uddannelsesinstitutioner – fra folkeskolen til de videregående uddannelser – forbydes at give plads til at indrette rum eller områder, som er tiltænkt udøvelse af religion, uanset hvad man kalder et sådan rum (refleksionsrum, stillerum, bederum el.lign.). …

Når man går på en uddannelsesinstitution, skal man følge den undervisning, der er tilrettelagt, uden at ens religiøse udøvelse bliver et offentligt anliggende. Forslagsstillerne har den klare opfattelse, at når man indretter flere og flere bederum på uddannelsesinstitutionerne, er det samtidig et udtryk for en tendens til at tage flere religiøse hensyn, hvilket forslagsstillerne ikke finder passende eller formålstjenstligt for en uddannelsesinstitution.

Religion i Danmark er en privat sag, som vi ikke har tradition for at gøre offentlig og slet ikke som en del af de offentlige uddannelsesinstitutioner. Ønsker man at bede, kan man gøre det for og med sig selv. Offentlige uddannelsesinstitutioner skal dermed ikke skabe rum for, at ens religion kan blive praktiseret. Det skal udelukkende være et mellemværende mellem den enkelte og dennes gud.

Endvidere er forslagsstillerne bekymrede for, om offentlige uddannelsesinstitutioner understøtter social kontrol ved at indrette bederum. Der er eksempler på, at bederum på uddannelsesinstitutioner også giver en mulighed for at kontrollere, om en elev eller studerende benytter disse bederum, hvilket må betegnes som social kontrol.

Trods stor debat om bederum erkender forslagsstillerne, at der på nuværende tidspunkt ikke er mange uddannelsesinstitutioner, hvor der er bederum. Dansk Folkeparti ønsker med beslutningsforslaget at være på forkant med udviklingen, da der gradvis vil komme flere og flere bederum på uddannelsesinstitutionerne, og det er en udvikling, som forslagsstillerne ikke ønsker.

Forslagsstillerne mener, at Folketinget bør tage principiel stilling til at forbyde bederum på uddannelsesstederne og ikke lade det være op til den enkelte lokale ledelse at skulle bruge ressourcer på at beslutte ud fra lokale interesser, om den vil tillade eller forbyde bederum.

Forslagsstillerne har stor respekt for friheden til at have den religion, man nu engang ønsker at bekende sig til, men finder det ikke formålstjenesteligt, at en offentlig uddannelsesinstitution skal indrette særlige rum eller områder for at støtte op om denne frihed.”

 

Beslutningsforslag B 152 har været i høring. Her kom der 20 svar, som indgår som bilag til forslaget. Beslutningsforslaget er endnu ikke blevet behandlet i Folketinget. Derfor er det uvist, om den nye version har ændret på de øvrige partiers holdning til, om Folketinget skal forbyde bederum på offentlige uddannelsesinstitutioner.

Se samlet oversigt over de 5 beslutningsforslag.

 

Seks lovforslag foranlediget af ”Moskeerne bag sløret”

Folketinget har i folketingsåret 2016-2017 vedtaget seks lovforslag, der alle er foranlediget af den politiske debat, som fulgte i kølvandet på tv-serien ”Moskeerne bag sløret”, der blev sendt på TV 2 i marts 2016. Nogle af disse lovforslag har medført nye indskrænkninger af religions- og ytringsfriheden. Læs mere her.

 

Læs mere

TV-udsendelser om moskeer førte til seks lovforslag, der blandt andet begrænser religions- og ytringsfriheden – Sameksistens.dk, 05-09-2017

Flertal afviste DF-angreb på religionsfriheden: Nej til forbud mod minareter ved moskéer – Sameksistens.dk, 21-01-2017

• Oversigt over temaartikler om religionsfrihed

• Nyheder om religionsfrihed


Nyhedsbrev

Kalender

København: Regnbuekonference med migrantmenigheder på Sjælland

26 sep 17:00 - 20:30

Det Mellemkirkelige Stiftsudvalg i København holder i samarbejde med Tværkulturelt Center...Læs mere

København: Nørrebro og NV inviterer til debat forud for kommunalvalget

27 sep 16:00 - 18:00

Medborgerne holder møde i Nørrebrohallen, Nørrebrogade 208, 2200 København N med...Læs mere

Odense: Demonstration på Grønttorvet

30 sep 10:00 - 11:00

Bedsteforældre for Asyl - Fyn demonstrerer på Grønttorvet i Odense. • Læs mereLæs mere

Følg Sameksistens.dk

 

Sameksistens.dk støttes af

TrygFonden, Region Hovedstaden støtter projektet om religionsfrihed.


Vi modtager ikke offentlig mediestøtte, og vi bringer ikke annoncer på Sameksistens.dk, derfor er vi taknemmelige for bidrag, der kan støtte udgivelsen af netavisen.

Tegn støtteabonnement
via netbank eller MobilePay

Bidrag i september 2017: 750 kroner
Bidrag i alt i 2017: 14.300 kroner
Mange tak for ethvert støttebidrag.