Om os  |  Nyhedsbrev  |  Støt  |  Foredrag  |  Kontakt

Eutopia Stage i Gellerup: Teater fortæller historier fra poesiens og erindringens land

”Somaliske erindringer” – her med Hanaan Yusuf i forrest på scenen – opføres på Eutopia Stage i Gellerup den 20. og 21. februar 2018. (Foto: Rasmus Bruun Jørgensen)

10/02-18 16:44

Kategori: Kultur

Syv dansk-somalieres historier om skønhed, sorg, savn og glæde bliver brugt til at bygge bro mellem mennesker og verdener, som ellers sjældent mødes. Det sker på Eutopia Stage i Gellerup, hvor borgernes fortællinger bliver til folkeligt teater på højt kunstnerisk niveau.

 

Af Malene Fenger-Grøndahl

 

”Det er i dag. Det er nu. Det er i dag, jeg får mit danske pas. Jeg bliver dansker i dag. Hvad gør jeg? Hvad plejer danskerne at gøre? Morgenbrød! Jeg ser mange danskere stå i kø ved bageren om morgenen. Så jeg tager til købmanden. Køber forskellige ting til at putte på brødet. Marmelade. Ost. Men efter ét stykke er jeg mæt. Hvordan kan de spise så meget brød om morgenen, de der danskere? Bliver jeg nogensinde rigtig dansker?”

En sort kvinde med lilla tørklæde og matchende kjole står på scenen med front ud mod publikum. Bag hende er scenegulvet fyldt med kunstige hvide kirsebærblomsterblade, og skråt foran hende står en sort balje med vand, hvorfra der lyder en rislende lyd. Skråt bag hende ligger en stor oppustelig globus, og lige bag hende sidder tre andre kvinder, også sorte og med tørklæder og tøj i forskellige farver. To af dem med kjole, en i bukser og med hvide sneakers. Kvinden forrest på scenen hedder Fatima Yusuf Abdi. Hun er født i Somalias hovedstad Mogadishu, men bor nu i Danmark, hvor hun kom til som femårig i 1991 – i første omgang til Esbjerg, siden til Viby ved Aarhus, hvor hun bor i dag. Når folk spørger hende, hvor hun kommer fra, ved hun ikke, om hun skal sige Esbjerg eller Somalia. Hun opfatter sig selv som moderne nomade. Har boet både i Dubai, Norge, Egypten og England. For hende er Somalia poesiens land, erindringens land og fortællingens land. Men hun opfatter også Danmark som sit land.


Mødested og brobygger

Det er det, Fatima fortæller om, mens hun står på scenen i Eutopia i Aarhus-forstaden Gellerup. Eutopia Stage er en scene og et mødested mellem den lokale befolkning, besøgende og skabende kræfter fra alle hjørner af verden. Der produceres teaterforestillinger, som involverer og engagerer områdets beboere, og der lægges hus til debatter og kunstnere af mange slags. Lederen af stedet hedder Brigitte Christensen. Hun er internationalt anerkendt skuespiller, instruktør og iscenesætter, og hun har arbejdet med såkaldte community plays, borgerspil, i mange lande. Det er hende, der har inviteret de fire kvinder ind på scenen. I samarbejde med den lokale somaliske Gobaad Kulturforening er Brigitte Christensen og hendes team af ansatte og frivillige ved at udvikle og øve forestillingen ”Somaliske erindringer”, som skal vises to aftener i februar på Eutopia Stage, forhåbentlig for fulde huse, det vil sige med 200 publikummer per aften. De seneste år er det lykkedes at fylde salen adskillige aftener til teater- og danseforestillinger, debatter og dialogmøder. Alle med det formål at bygge bro mellem mennesker i lokalområdet og mellem lokalområdet og det omgivende samfund.

”Det er jo som regel de samme veluddannede kvinder over 40, der er kulturbrugere. Men ved at engagere og involvere borgerne og lade dem selv mærke adrenalinen, når de står på scenen, får vi knyttet andre grupper af mennesker til teatret,” forklarer Brigitte Christensen.

Hun tilføjer, at når mennesker, som ellers ikke opsøger teatrene, kommer ind for at se deres venner og bekendte på scenen, føler de sig spejlet og talt til, og de begynder at opfatte teatret som deres sted – især hvis man sørger for, at de får en oplevelse, som både taler til dem og samtidig er af høj kunstnerisk kvalitet.

”Vi laver teater, som er raffineret, men folkeligt. Vi finder nok ikke på at lave en abstrakt teaterinstallation med 40 nøgne mennesker på scenen, for vi skal tænke på den kontekst, vi arbejder i. Men vi laver kun forestillinger på et højt kunstnerisk niveau. På den måde får vi folk til at forelske sig i det, de oplever her – i at være sammen om noget, som ligger uden for hjemmets fire vægge og tv-zapningen,” siger hun.

Brigitte Christensen og de øvrige ansatte er professionelle teaterfolk og kunstnere og sikrer det høje niveau. Det er dem, der skal sørge for, at de almindelige borgere, som står på scenen ved mange af forestillingerne på Eutopia, lærer de nødvendige teknikker, og at deres bidrag iscenesættes, så det fremstår helstøbt og overbevisende. Men samtidig med en særlig hudløshed og autenticitet, som kommer af, at borgerne ikke lægger nogen distance ind mellem sig selv og det, de fortæller.

”Når man sidder og hører på de poetiske og voldsomme fortællinger om flugt og savn og krig og hverdag, er det meget bevægende, fordi man ved, at når stemmen knækker, er det ikke skuespillerteknik, men kommer lige fra hjertet,” som Sofie Jørgensen, en af de frivillige, der til daglig læser dramaturgi på universitetet, siger.


Erindringer på scenen

Baggrunden for den nye forestilling, ”Somaliske erindringer”, var en henvendelse fra Gobaad Kulturforening, som ønskede at invitere kunstnere fra Somalia til Gellerup for at præsentere somalisk kultur på scenen. Men i samarbejde med Brigitte Christensen udviklede ideen sig, så det i stedet blev til en forestilling, hvor dansk-somalieres erindringer og fortællinger om både Danmark og Somalia bliver bearbejdet og bundet sammen, så de fungerer som teater. Det er det, Brigitte Christensen har som mål, når hun ved de mange øveaftener udfordrer deltagerne til at træde frem på scenen og fortælle forskellige dele af deres erindringer og udvikle dem.

Denne aften er kun fire af de syv borgere, der skal stå på scenen under forestillingen, mødt frem. De tre mandlige deltagere er syge, og kvinderne bliver grinende enige om, at det bare beviser, at det er kvinder, der styrer verden. Men de glæder sig alligevel til, at mændene kommer med på scenen igen, så de kan øve alle de scener, der skal bindes sammen til en forestilling på 40-45 minutter.

I mellemtiden bruger de denne øveaften til at udvikle et element i forestillingen, som skal rumme en fortælling fra hver af deltagerne, som handler om en dag i Danmark og indeholder tre begreber, de forbinder med Danmark, samt noget, der har med dansk mad at gøre. Fatimas fortælling handler om den dag, hun fik sit danske pas. Hun fortæller historien med høj, klar stemme, mens hun står rank på scenen og kigger op mod tilskuerrækkerne, hvor instruktør, scenograf, en række universitetsstuderende, der arbejder som frivillige eller er i praktik på teatret, samt nogle af deltagernes børn sidder og følger nøje med.


Det rødbedefarvede pas og de tre t’er

”Det kommer kl. 10 med posten, det rødbedefarvede pas. Så bliver jeg dansker. Endelig. Men vent. Jeg går ikke i dansk tøj. Kan jeg så være dansker? Vil jeg være dansker? Ja! Hvorfor? På grund af de tre t’er,” siger Fatima. ”Trafikken, hvor man aldrig sidder i kø i mere end en time. Tilliden. Mange tror, at der ikke er så meget tillid i Danmark, men den er større her end nærmest alle andre steder i verden. Og tavshedspligten, respekten for tavshedspligten. Derfor elsker jeg Danmark.”

Fatima går tilbage og sætter sig på sin stol ved siden af de tre øvrige. En anden af kvinderne, Ilhaam Mohamed Ali, der er klædt i sorte bukser og bluse og gult tørklæde, rejser sig og træder frem på senen. Hendes fortælling handler om mødet med den danske drukkultur, da hendes klassekammerater mandag morgen fortalte om at være ”helt blæst” til festen i weekenden og brække sig, ligge på gulvet og ”se patter og røv”. Ilhaam fortæller, hvordan hun forstår, at jo fuldere kammeraterne har været, jo bedre en fest har de haft. Og hun fortæller om at lære at holde af rugbrød og om at føle sig dansk, når hun er i udlandet, men ofte skulle forklare, hvordan hun kan være dansker, når hun er sort.

Kadra M. Ali, som er iklædt tøj i grønne og brune nuancer, fortæller om at skifte til en skole, hvor der kun var etnisk danske børn, og hvor det at spise ris med banan, når man kom hjem fra skole, pludselig fik hende til at føle sig anderledes. Hvordan hun – trods et godt forhold til klassekammeraterne – følte sig anderledes, indtil hun fik job i en børnehave. ”Børnene behandlede mig på lige fod med alle de andre voksne. De så ikke mit tørklæde eller min kjole eller min hudfarve. De så bare søde Kadra. Først da kunne jeg mærke følelsen af at være accepteret,” siger Kadra – og fortæller om at glæde sig til at komme hjem til Danmark, når hun er ude at rejse. Om glæden ved de grønne farver, solskinnet og togturene, hvor man kan sidde og bare nyde det flotte danske landskab.

 

Kartoffelsuppe og købepizza

Til slut træder Hanaan Yusuf frem på scenen iført blåt tørklæde og sort kjole. Hun er 34 år og har boet i Danmark i 14 år. Hun drømmer om at rejse tilbage til Somalia. Hun husker sin mormors fortællinger om aftenen i hendes barndom og savner dem stadig. Hun har fem børn og drømmer om, at de får en god uddannelse. Mens hun står på scenen, fortæller hun om sin første oplevelse af fællesspisning i sin ældste datters skole. Menuen var kartoffelsuppe, og hendes børn var så skuffede over maden, at de intet kunne spise. Hanaan selv spiste lidt af høflighed, og så tog de hjem og bestilte pizza. ”Så besluttede jeg sammen med to andre, at vi ville lave mad til næste fællesspisning, og så lavede vi en stor buffet med kylling og kød og laks, og der var masser af mad.”

Hanaans børn, som sidder på tilskuerrækkerne, fniser lidt, mens hun fortæller, og lidt senere, da øveseancen er forbi, er der højlydt grin, mens Brigitte Christensens drillende spørger Hanaan, om det var et stort traume for hendes børn at få kartoffelsuppe. Der er enighed om, at mange danskere har noget med alkohol. At det især for unge bliver et mål i sig selv at være fulde, når de skal hygge sig. Og at for somaliere er der noget med, at der skal være god mad.

Hvis det ikke er lavet i gryde, er det ikke rigtig mad”, siger Ilhaam, og de andre nikker og griner. De er gået op i foyeren, hvor der er sat kaffe og te frem, og Najma, som er aktiv i Gobaad Kulturforening og har været med til at finde deltagere til forestillingen, har stillet et stort plastikfad med samosaer og somaliske pandekager frem.


Surdejspandekager og søde danskere

”For mig er Somalia duften af surdejspandekager og af te med kardemomme og kanel. Det er også folkets latter, for selv om der er meget at græde over i Somalia, er der også mange ting, som mennesker kan føle glæde over og samle sig om og grine af,” siger Kadra.

Hun arbejder til daglig som ergoterapeut på et center for rygmarvsskadede og har ikke nogen drøm om at blive skuespiller. Men en anden af de medvirkende i forestillingen, Ilhaam, hev hende med til et af de første møder om projektet, ”og så var jeg med til at lave nogle af de første øvelser, og pludselig var jeg ligesom fanget i det,” siger hun med et smil. Hun tilføjer, at hun egentlig altid har haft det svært med at stille sig frem foran mange mennesker og sige noget. Så da hun pludselig stod på scenen og fortalte sin historie, gik det op for hende, at nu havde hun chancen for at udfordre sig selv. Så det gør hun. Og samtidig får hun lov at give et andet billede af dansk-somaliere end det, der dominerer i medierne. ”I medierne handler det jo meget om, at somaliere er overrepræsenteret i statistikker over kriminalitet og arbejdsløshed, og det er sikkert også rigtigt. Men vi er mange, som klarer os godt, uddanner os, arbejder og gerne vil bidrage til samfundet. Det vil jeg gerne være med til at vise. Og så håber jeg, at de, som kommer ind og ser vores forestilling, kan relatere til os som mennesker. For selv om Somalia er anderledes end Danmark, er mange af vores følelser de samme,” siger hun.

”Jeg håber, at forestillingen kan være begyndelsen på en bro mellem mennesker, som ellers ikke mødes eller lærer hinanden at kende,” tilføjer hun og understreger, at også dansk-somaliere har fordomme om etniske danskere.
”For nylig var jeg sammen med en flok somaliske kvinder på restaurant inde i Aarhus, og tæt ved os sad nogle ældre danske ægtepar, som vist var ret fulde. Vi bad dem om at tage nogle billeder af os med vores telefoner om et minde om aftenen, og så kom vi i snak med dem, og de blev meget overraskede over at høre, at vi ikke var undertrykte, arbejdsløse og svage kvinder, selv om vi går med tørklæde. Og jeg blev egentlig overrasket over at opdage, at ikke alle ældre danskere er negative over for flygtninge og indvandrere. Det er også godt for mig at blive mindet om alle de søde danskere,” siger hun.

Og forestillingen kan have samme effekt, håber hun: ”Når vi ser mennesker, der er anderledes end os selv, føler vi ofte, at der er en verden til forskel, og vi tror, at der er en distance, som ikke kan overkommes. Men der skal ikke så meget til for at gøre afstanden mellem vores verdener mindre.”


Poesi og professionalisme

Najma A. Mohamoud fra Gobaad Kulturforening er enig: ”Somalia er kendt som en nation af poeter, og vi har gennem historien brugt digte til at kæmpe mod hinanden, til at afslutte krige og til at fortælle om hverdagens oplevelser. Nu kan vi også bruge poesien til at sætte andre ansigter på, hvem vi er, end de billeder, som dominerer i medierne. Det fantastiske er, at Eutopia er en platform, hvor vi kan blive hørt på en anden måde, fordi vores fortællinger bliver sat professionelt i scene.”

 

”Somaliske erindringer”
”Somaliske erindringer” spiller tirsdag den 20. og onsdag den 21. februar, begge dage kl. 19. 
Medvirkende: Hanaan Yusuf, Sakarie Ibrahim, Fatima Yusuf Abdi, Said Mohamed, Saleban Aideed, Ilham Mohamed Ali, Kadra M. Ali
Iscenesættelse og koncept: Brigitte Christensen
Scenograf: Catia Hauberg
Musikalsk konsulent: Nikola Diklic
Lysdesign: Ernst Steen Hansen
Instruktørassistenter: Stine Nielsen og Sofie Jørgensen
Foto: Rasmus Bruun Jørgensen
Produktion: Najma A. Mohamoud, Søren Højgaard og Mathilde Späth


Læs mere

Info om forestillingen og billetbestilling

Info om Eutopia Stage

Info om Gobaad Kulturforening

Gobaad Kulturforening på Facebook


Køb medieanalyse

Hvem tegner billedet af muslimer og islam i danske medier?

Analyse af syv dagblades omtale af islam og muslimer i danske nyhedsartikler i 2017.

Rapporten forhandles af forlaget Vindelsti. Pris 99 kr. (+ forsendelse). Bestil her.

 

Nyhedsbrev

Kalender

København: To nonner fortæller om deres liv som nonner

24 maj 19:00 - 21:00

Tro i Harmoni holder møde i Phendeling, Nørregade 7B, 2.th., København K. Måske har du tænkt over,...Læs mere

Odense: Demonstration på Grønttorvet

26 maj 10:00 - 11:00

Bedsteforældre for Asyl - Fyn demonstrerer på Grønttorvet i Odense. • Læs mereLæs mere

København: Fejring af FN's Internationale Familiedag

27 maj 14:00 - 17:00

FN's Internationale Familiedag fejres ved et arrangement i FY-byen, Marmorvej 51, 2100 København...Læs mere

Følg Sameksistens.dk

 

Støt Sameksistens.dk

Støt via netbank eller send
via MobilePay til 22 54 74 12

Bidrag i maj 2018: 5.750 kroner.
Bidrag i alt i 2018: 13.750 kroner.
Mange tak for ethvert støttebidrag.

Foredrag

Netavisen tilbyder foredrag om:

  • Mediebilledet af islam og muslimer i Danmark
  • Chikane af kristne, muslimer, jøder og andre religiøse grupper
  • Religionsfrihed og ytringsfrihed

Læs mere

Til eftertanke

Alt det vi deler
Video fra TV2, 2017


Ingen er anderledes.
Vi er alle forskellige.

Peter Mygind,
skuespiller