Om os  |  Nyhedsbrev  |  Støt  |  Foredrag  |  Kontakt

Dansk-indisk par: Vores tro bygger bro over kulturelle forskelle

Bagerst: Morten Skrubbeltrang med børnene Sahana og Christopher – og forrest: Priya Skrubbeltrang. (Privatfoto)

03/09-18 22:12

Kategori: Sameksistens

Priya er vokset op i det sydlige Indien med en synlig og udadvendt kristendom. Morten er vokset op i et kulturkristent hjem i Danmark. Men selv om deres tro har forskellige kulturelle udtryk, er det den, der binder dem sammen og bygger bro over forskelle i kultur og personlighed.

 

Af Malene Fenger-Grøndahl


”Man kan godt sige, at det er min fars skyld, at vi sidder her sammen. Han blev kristen som 15-16-årig og giftede sig med min mor, som var født i en kristen familie. Uden hans kristne tro havde Morten og jeg nok aldrig fundet sammen, for så var jeg nok i stedet vokset op i en hinduistisk landsby, var blevet gift tidligt og ville have haft svært ved at bryde med de kulturelle normer, som er fremherskende i de mere traditionelle miljøer i Indien,” siger Priya Skrubbeltrang.

Hun og hendes mand, Morten Skrubbeltrang, sidder ved et rundt, hvidt bord i et stort, lyst køkkenalrum i en rødstensvilla i det vestlige Aarhus. Her flyttede parret ind for et halvt års tid siden, da Morten blev ansat som sognepræst i Aarhus-bydelen Hasle. Det er Mortens første job som sognepræst; tidligere har han bl.a. været ansat som projektleder FDF og som generalsekretær i Kirkefondet, inden han i 2013 blev generalsekretær i FDF.

”Jeg kan faktisk også takke FDF for, at Priya og jeg fandt sammen og turde satse på vores forhold på livstid. Vi havde mødt hinanden, mens jeg var studerende og var i Sydindien for at deltage i et dialogprojekt, men vi blev ikke kærester i første omgang. Jeg vendte så tilbage nogle gange i forbindelse med mine studier og siden som leder af et missionsprojekt i Indien, som FDF stod for. Havde FDF i stedet haft et missionsprojekt i Uganda på det tidspunkt, er det ikke sikkert, at jeg var vendt tilbage til Indien alene for at besøge Priya. Så jeg er glad for, at det netop var i Indien, FDF engagerede sig på det tidspunkt,” siger Morten med et smil.


Dialogprojektet førte dem sammen

De to mødtes første gang i 2004, da Morten var på et ophold i byen Tiruvannamalai i den sydindiske delstat Tamil Nadu som en del af et dialogprojekt under den kristne forening IKON. Priya boede på en missionsstation i byen, hvor hendes far ledede et projekt for enlige kvinder, og hvor der var et gæstehus til udenlandske besøgende. Priya deltog desuden i en række dialogmøder med de danske gæster fra IKON. Året efter skulle Priya til Danmark for at gå på højskole, og det gav dem mulighed for at mødes igen. Kort efter vendte Morten som teologistuderende tilbage til Indien og tog på besøg i Tiruvannamalai hos Priya og hendes familie, og halvandet år efter deres første møde havde den umiddelbare gensidige sympati forvandlet sig til forelskelse og kærlighed, og de blev kærester.

I begyndelsen fortalte Priya dog kun sin mor om forholdet, da hun var bekymret for, om det kunne få negative konsekvenser for hendes familie, hvis det kom ud i lokalsamfundet, at hun var kæreste med en udlænding.

”En af mine søstre skulle giftes med tysker, og det var allerede usædvanligt. Så hvis mit forhold til Morten blev kendt, kunne det skabe negativ sladder om min familie, og det ville jeg gerne skåne dem for,” forklarer Priya.

Morten tilføjer med et smil: ”Du og dine søstre gjorde det da heller ikke let for din far. Først giftede din søster sig med en tysker, så blev en anden af dine søstre gift med en hindu, og så fandt du mig.”
Priya griner og understreger, at da hun fortalte sin familie om sin beslutning om at gifte sig med Morten, mødte hun ingen bebrejdelser.

”De kendte allerede Morten, og fordi det var danske missionærer, der etablerede kirken og de kristne institutioner, hvor min far arbejdede, var de positivt stemt over for danskere og kendte en del til dansk kultur.”

 

Dubai, Danmark eller Indien?

I august 2007 blev de gift i Indien ved en stor fest med 45 gæster fra Danmark og 1.000 indiske gæster. Herefter boede de et år i en indisk landsby, hvor Morten fortsatte sine teologistudier, mens Priya var leder af en højskole. Herefter besluttede de at flytte til Danmark.

”Vi overvejede, om vi skulle bosætte os i et tredje land midt imellem Danmark og Indien. Hvis vi havde bosat os i Dubai, ville vi have fire timer til Indien og seks til Danmark, og vi ville være lige langt fra vores familier. Men vi syntes, at det var bedre at bo et sted, hvor i det mindste en af os havde familien tæt på, og så valgte vi Danmark, fordi chancerne for at få et job som dansk teolog i Indien var ret dårlige, mens Priya som lærer bedre ville kunne få arbejde i Danmark,” forklarer Morten.

I Danmark bosatte de sig i første omgang i Aarhus, men flyttede til København, da Morten fik job først som generalsekretær i Kirkefondet og siden i FDF. Familien faldt efterhånden godt til i København og fik venner og et godt netværk. Men jobbet som øverste chef i den kirkelige ungdomsorganisation bød imidlertid på mange møder rundt om i landet og lange arbejdsdage. Så Morten og Priya besluttede, at der skulle ske et skifte, så familielivet kunne få højere prioritet, og der kunne blive mere ro og mere fælles tid på hjemmefronten. Da stillingen i Hasle blev ledig, vidste Morten med det samme, at han ville søge den, og da han fik jobbet, kunne familien rykke tilbage til Aarhus. Så på mange måder er det som at komme hjem, også for Priya, selv om hun har levet de første mange år af sit liv i det sydlige Indien.

”Det er godt at komme tilbage til Aarhus. Jeg kender byen, og vi har mange venner her. Jeg har fået venner, som jeg har et nært forhold til, og som har valgt mig til, selvom de også har barndomsvenner og familie tæt på. Det er stort for mig, for det kan godt føles ensomt at flytte til et andet land, hvor man ikke har nogen af dem tæt på, som har kendt én hele livet. Det mærker jeg virkelig i de her år, hvor jeg selv har fået børn. Min familie er virkelig langt væk, så når børnene er syge, eller der er andre ting i hverdagen, som jeg kæmper med, kan de jo ikke lige komme forbi. De ville gøre det, hvis de kunne, men der er trods alt for langt fra Sydindien til Aarhus,” siger Priya og ler en stille latter, som bærer på en tone af alvor og melankoli.

”Til gengæld betyder det meget, at min familie kan bede for os. Når jeg ringer hjem og fortæller om nogle vanskeligheder, giver min far mig som regel et bibelord, som kan trøste mig, og han lover at bede for mig. Det er kommet til at betyde enormt meget for mig, og det har gjort det endnu tydeligere for mig, hvor meget troen betyder i mit liv – og i min relation til både min familie og til Morten og vores børn,” siger Priya.

”Da jeg ringede til min far forleden, og vores datter fortalte ham, at hun var syg, sagde han som det naturligste i verden, at han ville bede for hende, og hun svarede, at hun også ville bede for ham. Den lille ordveksling sagde meget. For i Danmark er det ikke helt så almindeligt at tale så direkte og åbent om tro, heller ikke blandt mange troende kristne. Men for vores børn er det noget naturligt, som de får med fra Morten og mig, men også i høj grad fra familien på min side. Så på den måde binder troen det indiske og danske i deres identitet sammen,” siger hun.


Priya satte ord på den tavse tro

Morten Skrubbeltrang nikker.

”Det er egentlig besynderligt, for selv om jeg er vokset op i en familie, hvor vi bestemt var kristne og også gik i kirke jævnligt ud over højtiderne, har vi aldrig talt højt om vores tro. Min far er endda formand for et menighedsråd i dag, og det har vist sig, at min mor har bedt aftenbøn hele sit liv. Men jeg husker ikke, at nogen af dem i min barndom talte med mine søskende og mig om, hvad kirken og troen betød. Det var bare noget, der lå der som et værdigrundlag, og det er jo nok meget typisk for store dele af det kristne miljø i Danmark. Det er først, efter at Priya er kommet ind i familien, at de er begyndt at tale om troen, så der har Priyas indiske baggrund betydet en forandring i min familie,” siger Morten.

Selv som teologistuderende og siden ordineret præst til FDF var Morten ikke så tydelig omkring sin tro, som han oplevede, at mange af de indiske kristne, han mødte i Tiruvannamalai.

”Religion er jo på alle måder meget udadvendt og tydelig i Indien, både i samtaler og i hverdagslivets praksis. Det gælder ikke kun kristne, men alle de forskellige religiøse grupper. Det oplevede jeg meget stærkt, da jeg var i Indien, og jeg oplevede det også hos nogle af de danske kristne, som var med i dialogprojektet. Men det faldt mig ikke let at deltage i fri bøn og bede højt sammen med andre. Troen har altid været meget privat for mig. Når jeg blev bedt om det, syntes de andre nok, at jeg havde meget få ord at bidrage med,” siger Morten med et smil.

Priya griner.

”Ja, Morten siger ikke så meget, og det gælder ikke kun i forhold til troen. Det er både en udfordring og en styrke i vores forhold. For faktisk er jeg heller ikke så udadvendt omkring min tro, som de fleste i min familie og mit barndomsmiljø var. Bøn har altid for mig været noget, jeg gjorde alene og ikke brød mig om, skulle være offentligt. Men min familie og folk omkring mig var meget udadvendte med deres tro, og jeg troede, at det gjaldt danske kristne også, for jeg vidste jo, at det var danske missionærer, der havde omvendt de kristne i området, hvor jeg voksede op, så den kristne kultur der var præget af den danske mission. Men mødet med Morten og mange af de andre i dialogprojektet fik mig til at forstå, at den missionske kultur, mine forældre var præget af, slet ikke var repræsentativ for alle danske kristne,” siger hun.

Morten Skrubbeltrang tilføjer, at Priyas far vist også blev noget forundret, da han opdagede, at svigersønnen trods sine teologistudier kunne langt færre bibelske skriftsteder udenad end mange indiske kristne.

”Der står jeg svagt i forhold til en gennemsnitlig indisk kristen præst. Så det tog nok lidt tid, før min svigerfar fandt ud af, at min tro skam er alvorlig nok,” siger han med et smil og skynder sig at understrege, at han er blevet utrolig godt modtaget af Priyas familie.

 

Bollywood-drama og danske kønsroller

Han tilføjer, at han og Priya godt kan savne et tæt kristent fællesskab i hverdagen, men samtidig af teologiske grunde ikke føler sig hjemme i de mere konservative, karismatiske og missionske miljøer, som ofte har stærke kristne hverdagsfællesskaber.

”Vi ligner nok hinanden ret meget, når det kommer til måden at leve troen på, og det har nok mest med personlighed at gøre. Vores forskelle og ligheder er ikke altid kulturelt betinget,” siger han.

Priya nikker og tilføjer med et drillende sideblik til Morten, at hans lidt ordknappe facon godt kan være en udfordring, som bliver større af de forskellige kønsrollemønstre i Danmark og Indien.

”I Indien er der tit store ord og tydelige følelser i et parforhold, sådan som man ser det i Bollywood-filmene, og der ligger nogle koder mellem linjerne, så en indisk mand fx ved, at når hans kone er ked af det og siger, at hun bare vil være i fred, så skal han ikke lade hende sidde for sig selv og græde, men komme ind til hende og tage sig af hende eller forsøge at gøre hende glad ved at tage blomster eller snacks med hjem. Det er ikke, fordi jeg savner at få blomster af Morten, men nogle gange, når jeg er ked af det eller frustreret og siger, at jeg bare vil være alene, vil jeg egentlig helst have, at han ikke tager det for pålydende, og det er han altså ikke altid så god til at forstå. Så jeg øver mig i at være mere tydelig,” siger hun og tilføjer, at hun ellers ikke føler sig bundet af de traditionelle indiske kønsroller.

”Jeg var lidt af en oprører gennem min opvækst. Jeg har altid stillet mange spørgsmål til den måde, tingene bliver gjort på. Det skyldes nok min personlighed, men også at mine forældre altid har lagt vægt på, at deres børn skulle uddannes, så de kunne leve et selvstændigt liv. Vi er seks piger og en dreng, og min far har gået meget op i, at vi alle skulle have en uddannelse, så vi piger ikke blev afhængige af en mand. Alle mine søstre er uddannede og har arbejdet,” siger hun.

Ligesom flere af sine søstre er hun uddannet lærer og arbejdede i Indien bl.a. som leder af et højskoleprojekt. Efter flytningen til Danmark har hun taget en kandidatgrad i pædagogisk filosofi og har bl.a. arbejdet som højskole- og folkeskolelærer. For tiden er hun ansat i et vikariat på den lokale folkeskole.

 

Indisk gæstfrihed i det danske parcelhus

”Det har været et slid at lære dansk, og jeg oplever stadig, at det er svært at få arbejde på lige fod med danskere, fordi jeg ikke taler sproget som mit modersmål. Det kan godt være hårdt hele tiden at blive vurderet på min indiske baggrund, for jeg synes, at jeg har kæmpet hårdt for at blive integreret, og det er, som om jeg her i Danmark må gemme mit kritiske blik på tingene, fordi jeg skal gøre mig umage for at passe ind,” siger hun.

Morten Skrubbeltrang nikker.

”Da jeg mødte Priya, gjorde det indtryk på mig, at hun virkede mere ærlig end de andre indere i dialogprojektet. Hun turde sige, hvad hun tænkte og mente. Det var noget af det, der gjorde, at jeg havde lyst til at vende tilbage og lære hende og hendes familie bedre at kende,” siger han.

Han tager sønnen Christopher på armen og finder en bog frem til ham. Femårige Sahana sover for længst, og det er egentlig også langt over Christophers sengetid. Men han har haft ørepine og kunne ikke falde i søvn, og da han hørte, at der var gæster, blev han nysgerrig og ville gerne med ind i stuen. Så Priya opgav at putte ham til sædvanlig tid og lod ham komme ind og sidde med ved bordet, hvor der er sat krydret te og bananchips frem.

”Gæstfrihed er en vigtig værdi for mig, som vi prøver at udleve her i vores danske virkelighed i et almindeligt parcelhuskvarter. Vi inviterer gerne folk på aftensmad, for jeg er vant til fra Indien, at der altid er mad til gæsterne, også selv om man til hverdag næsten ikke har mad til sin familie,” siger Priya, og Morten nikker.

”I Danmark takker mange nej, hvis man inviterer dem til at blive til middag, men så stiller vi som regel bare maden frem, og så finder folk ud af, at vi faktisk mener, at de bare skal blive og spise med,” siger han og tilføjer, at de laver både dansk og indisk mad, men ikke med så mange retter, som de er vant til at få serveret hos Priyas familie i Indien.

”Vi laver som regel fusionskøkken, og især efter at børnene er kommet til, kommer der lidt flere danske indslag. I går fik vi kartoffelmos, i dag lavede vi indisk mad, og så fik børnene lidt rester fra i går sammen med det indiske. De blander bare tingene og kan lide det hele, hvis bare vi ikke laver det indiske alt for stærkt,” siger Priya.

Morten tager en slurk te og tilføjer: ”Fordi vi begge kender både Indien og Danmark ret godt, kan vi se, hvordan ingen af stederne er perfekte. Der er gode elementer i begge måder at indrette et samfund på, og vi er fælles om at mærke fordele og ulemper både i vores hverdag i Danmark, og når vi er på ferie i Indien for at besøge Priyas familie. Her i Danmark er alting jo meget velordnet, men til gengæld kan systemet være lidt stift. Det kan faktisk være mere besværligt at få tid hos en ørelæge i Danmark, end det er i Indien, hvor man bare selv kan gå til den læge, man ønsker. Til gengæld er der stor sikkerhed i Danmark, og vores økonomi er også bedre her,” siger Morten.

 

Troen bærer og binder sammen

Beslutningen om at bosætte sig i Danmark blev taget i fællesskab, og de er glade for det familieliv – med troen som fælles grundlag – de har bygget op sammen. Efter flytningen til Aarhus bor de tæt på Mortens forældre, som ofte hjælper dem i hverdagen, fx når børnene er syge.

”Christopher skal ikke i vuggestue i morgen, når han er sløj. Men så kan mine forældre komme og passe ham. Det gør jo en kæmpe forskel,” siger Morten, og Priya nikker.

Det har dog samtidig en pris at bo så langt væk fra Priyas familie, understreger de begge.

”Jeg savner det indiske klima og nærheden til min familie, og min familie savner mig. Men de gør, hvad de kan. Vi kan bede for hinanden, og når jeg har haft det sværest, har min tro båret mig. Så har et skriftord fra min far været et lys i det danske vintermørke,” siger Priya med et smil, der lyser op i aftenmørket denne sensommeraften.

”Den geografiske afstand er klart den største udfordring i vores forhold. De kulturelle forskelle kan vi overvinde og bruge positivt, men geografien er et vilkår, vi må leve med,” siger Morten.

Priya tilføjer, at de rejser til Indien i hvert fald en gang om året, og at de fx flere gange har prioriteret at fejre jul og påske hos hendes familie. Desuden er Christopher døbt under et ophold i Indien, i den kirke, hvor Priya har fået kristendommen ind som barn.

”Troen binder tingene sammen,” siger hun.

 

Andre artikler i serien ”Kærlighed på tværs af tro, kultur og livssyn”

• Kristent-muslimsk par (del 2): Kirken var den største trussel mod kærligheden – Sameksistens.dk, 08-02-2018

• Jødisk-kristent par: Vi har aldrig udskudt de svære samtaler – Sameksistens.dk, 24-05-2016

• Dansk-tamilsk par: Religion har været det mindste problem for os – Sameksistens.dk, 12-04-2016

• Kristent-muslimsk par: Det bankende hjerte var stærkere end frygten – Sameksistens.dk, 01-10-2015

• Kristent-muslimsk par: ”Det ville være meget sværere for mig at være gift med en ateist” – Sameksistens.dk, 28-09-2015

• Kristent-muslimsk par: Kirken var den største trussel mod kærligheden – Sameksistens.dk, 21-09-2015


Køb medieanalyse

Hvem tegner billedet af muslimer og islam i danske medier?

Analyse af syv dagblades omtale af islam og muslimer i danske nyhedsartikler i 2017.

Rapporten forhandles af forlaget Vindelsti. Pris 99 kr. (+ forsendelse). Bestil her.

 

Nyhedsbrev

Kalender

Valby: Møde for flygtningevenner

22 sep 11:00 - 18:00

Antiracister og flygtningevenner mødes i Bygge-, Jord og Miljøarbejdernes Fagforening, Mølle...Læs mere

København: Fejring af FN's internationale fredsdag

23 sep 14:00 - 17:00

Universal Peace Federation (UPF) indbyder til fejring af FN's internationale fredsdag i...Læs mere

Sjælsmark: Demonstration ved Udrejsecenter Sjælsmark

23 sep 14:00 - 15:00

Bedsteforældre for Asyl demonstrerer ved Udrejsecenter Sjælsmark, Sjælsmarkvej 10, 2970...Læs mere

Følg Sameksistens.dk

 

Støt Sameksistens.dk

Støt via netbank eller send
via MobilePay til 22 54 74 12

Bidrag i september 2018: 5.750 kroner.
Bidrag i alt i 2018: 36.750 kroner.
Mange tak for ethvert støttebidrag.

Foredrag

Netavisen tilbyder foredrag om:

  • Mediebilledet af islam og muslimer i Danmark
  • Chikane af kristne, muslimer, jøder og andre religiøse grupper
  • Religionsfrihed og ytringsfrihed

Læs mere

Til eftertanke

Alt det vi deler
Video fra TV2, 2017


Ingen er anderledes.
Vi er alle forskellige.

Peter Mygind,
skuespiller