Om os  |  Nyhedsbrev  |  Støt  |  Foredrag  |  Kontakt

Boganmeldelse

Forfatter Stig Dalager (th.) i samtale med forfatteren Michael Svennevig. (Foto: David Blazek)

”Et menneske bliver først til, når det fortælles”: På bunden af rædslen er … kærligheden

 
”Et menneske bliver først til, når det fortælles, og i Stig Dalagers tilfælde er det også sådan, at et menneske bliver til, når det fortæller. Jeg tror at det samme gælder, når man lytter,” skriver lektor Marianne Olsen i en anmeldelse af bogen ”Et menneske bliver først til, når det fortælles. Fire samtaler om eksistens og engagement i Stig Dalagers forfatterskab”, skrevet af forfatteren Michael Svennevig.
 

 

Af Marianne Olsen

Artiklen er oprettet 30-08-2017 

 

Forfatteren Stig Dalagers kæmpe forfatterskab (foreløbig 60 værker fordelt over romaner, skuespil, film og digte) er emnet for de fire samtaler mellem Michael Svennevig som den nysgerrige inspirator og Stig Dalager som beredvillig reflekterende medspørger og til dels svarer. Læseren hvirvles ind i en slags tornadolabyrint, der afslører eksistensens ud-kastethed i tilværelsen. Den realitet kalder på engagementet for at komme ind i livet, for at lade sig føde og fortælles og blive menneske, det bestemte menneske, som de to i samtalen er, og de mennesker, der fortælles, hvad enten det er Stig Dalagers fortalte mennesker eller dem, de har læst andres fortællinger om.

De fire samtaler indledes med fem termokander, så de kan gå i gang, tænke sammen, fortælle og udfordre hinanden.

 

Skriften som erkendelse

Dalagers uophørlige skrift afsøger mennesket i verden og verden i mennesket. Skriften har fire planer: Der er for det første ”nutidslaget og i kronologisk række de steder og byer og personer, han (den digtede hovedperson) konfronteres med”. For det andet er der ”via et drømmespor og i kontrast til nutidslaget en række fortidsdykkende fortællinger, hvori han indgår som en tænkende og handlende person, og der er [for det tredje] et løbende (...) filosofisk eller tankereflekterende lag, som på forskellig måde kommenterer eller indirekte stiller spørgsmål om fortællingen.” For det fjerde er der ”det mytologiske lag (…)” (p. 130) Skønt denne karakteristik peger på en bestemt roman, og skønt jeg kun har læst tre-fire af Dalagers romaner, tør jeg godt bruge hans beskrivelse som noget alment i hans digtning, og især også for deres samtale, der bevæger sig i mange ”nutider”, samtidig med at fortider, refleksioner og kulturers mytologi følger med i den fortælling, hvor mennesket bliver til.

 

Rejsen

Rejsen spiller en stor rolle. Dalager selv er vidt berejst og præget af de lande og byer, han har færdedes i. Hans fortælling om mødet med DDR er uhyggelig realistisk. Nogle af os har erfaret hele tiden at have en skygge efter os der. Jeg gad vide, om Dalager har fået en udskrift af, hvad der er i Stasi-arkiverne om hans færden, for jeg gætter på, at der er en hel del. Man kan få et indtryk af stemningen ved at se ”De andres liv”, en fremragende film, som de også nævner i deres samtale.

Der er mange andre rejser i deres samtaler, også rejser i stuen: Kierkegaards far går rundt i den store københavnerlejligheds stuer med sin søn ved hånden og fortæller ham om alle de steder, de ser på deres tur i København; rejser der er ligeså dannende som rejserne rundt i verden. Hele tiden er der de fire planer.

For at tydeliggøre meningen understreges tidsbegrebet: Tiden er ikke bare kronologisk, men også et kontinuum. Jeg må gå til Den Danske Ordbog for at finde den nøjagtige definition: en ”ubrudt rækkefølge, hvor overgangen fra et element til det næste er næsten umærkbar, mens yderpunkterne er klart forskellige.”

 

Kultur og krig

Rejsen i Mellemøsten fører tanken hen på vores fælles kultur og på de ulykkelige forhold der. Med Dalagers kærlighed til jødedommen og den derfra udsprungne kristendom som grundlaget og jødisk diaspora sammenholdt med Israel i dag rulles der en verden af kærlighed og samvittighed op for læseren. Og et blik på den dualisme, der fører kristendommens grundlæggelse til hadfortællingerne imod jøderne – og nu desværre også imod islam og muslimer. Fortællinger og opfattelser, der strider imod Evangeliets frelser og frelse.

At være Israels ven får ham til at grue over den lange besættelse og alle de ulykker og den vold, som rammer civilbefolkningerne. Man kan ikke være besættelsesmagt i så mange år uden selv at være ramt, også sjæleligt.

I samtalens kontinuum ser vi Dalager som en dreng på 11 år, der kom til at tænde for fjernsynet. Han fik sit første voldsomme chok og ”står helt lammet. Det var en dokumentarudsendelse på svensk tv med muselmænd og børn tatoveret med Auschwitz-numre på armene, som de selv viste frem bag pigtrådshegn iført fangedragter, altså børn på min egen alder. Bunker af lig og mord på mennesker, som jeg kan forstå er jøder, de fleste af dem. Greuelbilleder fra et univers, som jeg ikke vidste eksisterede, men jeg fornemmede meget klart det uhyrlige og ”ondskaben” i det hele. (…) noget af det, der plagede mig var, hvor den ondskab (…) kom fra? Og hvad jeg kunne stille op med den?” (p. 119-120)

 

Hvor er virkeligheden?

Ondskaben i europæisk kultur bliver fremhævet i det manglende opgør med nazismen. Beundringen for kansler Merkel viser Tyskland som en håbefuld undtagelse. Østrig har ikke noget at prale af, og læseren kan glæde sig over, at den østrigske Thomas Bernhard bliver nævnt som en stærk kritiker af det åbenlyst højreorienterede samfund. Det er ham, der siger, at ”i roman- og skuespilkunsten er den tid forbi, hvor det er den ydre realitet, der tæller. Det drejer sig derimod om eventyret om menneskets indre mangfoldige verden. Det er efter min mening at sætte tingene på spidsen, selv om jeg forstår hans pointe (…)” (p. 65)

 

Vores fælles vilkår: Vi er født

Dalager fremhæver den jødiske filosof Hannah Arendt som et af de mennesker, han gerne vil skrive om. Hun tænker, siger han, i modsætning til sin læremester, Heidegger, der meldte sig ind i nazistpartiet, at det fælles for alle mennesker er, at de er født, mens det almindelige er at opfatte vores fælles lod som døden. Den er det eneste, vi kan være sikre på. Arendts synspunkt optager Dalager meget mere og kalder på hans refleksion. For Arendt ”bliver fødslen som fænomen styrende for hendes analyse af, hvad et menneske og et menneskeliv er.” (p. 242)

I den forbindelse drejer deres samtale hen på den skæbnesvangre opfattelse af ”dem” og ”os” som modsætninger, der medfører racisme og angst. Arendt, hvis elsker Heidegger var i en periode, taler om at turde se verden med den andens øjne og således overskride den isolerende grænse.

 

Håbet

Evangeliet, som Dalager også kredser om, forarger ved at tale imod ”dette kun at kunne elske sine nærmeste og at ville fortolke kærligheden på en så snæver måde (...)”. Det duer ikke kun at ville dyrke et entydigt fællesskab ”med sine etnisk og holdningsmæssigt ligesindede, eller dem som man opfatter som sine ligesindede.” (p. 188)

 

Skibet

Livet er som ”skibet, der gynger. Det er sådan vores liv er. Hvis vi er heldige, er der en vis indre ro, men kun hvis vi er heldige.” (p. 240)

 

Empati kontra sympati

Det, jeg har fundet som det karakteristiske for samtalerne, er et alvorligt ønske, jeg fristes til at sige ”kald” til at forstå ved at skrive. F.eks. at skrive om Hitler. Her nævner Dalager ”Der Untergang”, den fine tyske film fra 2004, hvor man ser Hitler spillet med empati. Hitler skal skrives med empati, for han skal ikke dæmoniseres. Men han skal ikke skildres med sympati: Empati er evnen til at genkende og forstå andres følelser, evnen til at sætte sig i en andens sted, mens sympatien er evnen til at dele følelser med en person dvs. at man oplever den samme følelse som den, man sympatiserer med. 

 

Lytte, tale – fortælle

Svennevig og Dalager taler og lytter veloplagt, og der er kommet en fremragende og underholdende bog ud af deres samtaler. Jeg har kun to bittesmå forbehold, og de er af samme slags: To gange besvarer Dalager Svennevigs spørgsmål med ”både og”. Nej, det går ikke i dybdeborende afsøgninger af, hvad mennesket og livet er, når vi kommer derned, hvor kærligheden er gemt under rædslen.

Et menneske bliver først til, når det fortælles, og i Stig Dalagers tilfælde er det også sådan, at et menneske bliver til, når det fortæller.

Jeg tror at det samme gælder, når man lytter.

 

Læs mere

• Samtale med Stig Dalager: En meget gammel historie på en ny måde. Om at skrive en nyfortolkning af historien om Jesus – og om at optage film på Vestbredden – Sameksistens.dk, 04-08-2017 

• Samtale med Stig Dalager: Humanismen tur/retur – Sameksistens.dk, 07-07-2016 

Michael Svennevig:

Et menneske bliver først til, når det fortælles. Fire samtaler om eksistens og engagement i Stig Dalagers forfatterskab

Forlaget Epigraf, 2017

261 sider

Pris: 298 kroner (inkl. moms og forsendelse, ved køb hos forlaget)

Link til forlag

Nyhedsbrev

Kalender

København: Regnbuekonference med migrantmenigheder på Sjælland

26 sep 17:00 - 20:30

Det Mellemkirkelige Stiftsudvalg i København holder i samarbejde med Tværkulturelt Center...Læs mere

København: Nørrebro og NV inviterer til debat forud for kommunalvalget

27 sep 16:00 - 18:00

Medborgerne holder møde i Nørrebrohallen, Nørrebrogade 208, 2200 København N med...Læs mere

Odense: Demonstration på Grønttorvet

30 sep 10:00 - 11:00

Bedsteforældre for Asyl - Fyn demonstrerer på Grønttorvet i Odense. • Læs mereLæs mere

Følg Sameksistens.dk

 

Sameksistens.dk støttes af

TrygFonden, Region Hovedstaden støtter projektet om religionsfrihed.


Vi modtager ikke offentlig mediestøtte, og vi bringer ikke annoncer på Sameksistens.dk, derfor er vi taknemmelige for bidrag, der kan støtte udgivelsen af netavisen.

Tegn støtteabonnement
via netbank eller MobilePay

Bidrag i september 2017: 750 kroner
Bidrag i alt i 2017: 14.300 kroner
Mange tak for ethvert støttebidrag.