Om os  |  Nyhedsbrev  |  Støt  |  Foredrag  |  Kontakt

Boganmeldelse

Ny bog: Kunst er en overset mulighed i integrationspolitikken

 

Af Malene Fenger-Grøndahl

Artiklen er oprettet 25-08-2017 

 

Kunst kan alt det, mange integrationsprojekter mislykkes med: Skabe ligeværdige møder, hvor mennesker med forskellig baggrund sammen skaber noget nyt – og hver især får en betydningsfuld rolle at spille. Derfor er kunst en genvej til integration, lyder argumentet i interviewbogen ”Magiske møder” – med undertitlen ”Kunstens rolle i integration”.

Bogen er en interviewbog, redigeret af forfatter Inge-Helene Fly, der, som hun beretter i forordet, selv har oplevet integrationens svære kunst, da hun som ung flyttede fra Jylland til København for at studere litteraturvidenskab på universitetet. I de første år var det svært for hende at blive inkluderet i fællesskabet af studerende, fordi hun ikke anede, hvad de andre talte om, når de talte om litteratur, musik og kulturelle begivenheder.

”Jeg har derfor siden været optaget af, hvordan enkeltindivider passer ind i grupper og i sidste ende i samfundet,” forklarer hun i forordet, hvor hun også konstaterer, at ”der er tilsyneladende ikke mange, der beskæftiger sig med kunstens rolle i integration”. Det har hun sikkert til en vis grad ret i, men jeg kom dog selv under læsningen af bogen adskillige gange i tanker om oplagte eksempler på personer og projekter, som netop kombinerer kunst og integration, og jeg er sikker på, at der findes mange flere eksempler, både historiske og nutidige, ligesom der er eksempler fra udlandet, som det ville være oplagt at inddrage.

Seks personers magiske møder
Forfatterens hensigt har imidlertid tilsyneladende ikke været at undersøge, hvilke eksempler der faktisk findes på, at kunst skaber integration, men snarere at give stemme til nogle få aktører, der har gjort sig erfaringer med og tanker om denne kombination. Det er med andre ord ikke nogen udtømmende eller meget grundig bog om emnet, men snarere en lille mosaik, som kan inspirere læseren til selv at undersøge sagen nærmere. Med denne ”advarsel” in mente kan man imidlertid give sig i kast med den lille bog og glæde sig til mødet med seks inspirerende mennesker, som hver på deres måde har gjort sig erfaringer med, hvordan kunst kan skabe de såkaldte ”magiske møder”, som har givet bogen dens titel – møder mellem mennesker, som for en tid ophæver eller i hvert fald nedtoner kulturelle, etniske, religiøse og sociale forskelle.

Skulptør og sølvsmed Jens Galschiøt, der tidligere har lavet projekter med musik, beskriver, hvordan musikere lader sig inspirere af hinanden uden at overtage hinandens musik fuldstændigt:

”Når en musiker møder en mand fra Mali, som spiller på et mærkeligt strengeinstrument med nogle lange fingre, så ville enhver musiker, der bare har en smule respekt sige: ’Det var sgu da interessant, hold da op mand. Hør hvordan det harmonerer, og hvordan kommer de der harmonier frem, og hvor er det interessant’. (…) Hvis musikeren er rigtig interesseret, tager han en guitar frem, og så prøver han at gå ind i musikken. Han prøver at indarbejde den andens harmonier i sine egne harmonier.” 

Og skuespiller og kunstnerisk leder af projektet Eutopia i Gellerupparken ved Aarhus, Brigitte Christensen, beskriver effekten af en workshop, hvor mennesker med meget forskellig baggrund mødtes for at udsmykke foyeren i det genåbnede teater i Gellerupparken, som hun er leder af:

”Man kan mærke, at der er sket en forandring, når piger med tørklæder på og ældre etnisk danske kvinder taler sammen, som om de altid har kendt hinanden. I begyndelsen af workshoppen stod de langt fra hinanden – lige så meget på grund af generthed. (…) Men under workshoppen begyndte deltagerne lige så stille at tale sammen og spørge hinanden: ’Må jeg låne lidt af den fuchsiafarve? Gider du lige tage min pensel med til mig? Hvem laver kaffe? Hvem tager kager med i morgen?’ Efterhånden var der ingen, der kiggede på, hvilket tøj man havde på.”


En fin mosaik
Interviewpersonerne er hver for sig interessante, og samtalerne med dem danner en fin mosaik, hvor man får mange vinkler på spørgsmålet om kunstens potentiale i forhold til integration. Der er både kvinder og mænd blandt interviewpersonerne, og de har forskellig baggrund etnisk, religiøst og nationalt og repræsenterer adskillige kunstarter (scenekunst, litteratur, billedkunst, musik) og er også aldersmæssigt spredt. De er ifølge forordet alle blevet stillet de samme spørgsmål, men fordi spørgsmålene er redigeret væk, er det dels ikke muligt at identificere, hvad de reelt svarer på, eller om forfatteren har forsøgt sig med opfølgende og kritiske spørgsmål, når interviewpersonerne (tilsyneladende) får lov at holde enetale om deres egne kæpheste. Nogle af dem kommer fint i mål med spændende pointer, mens andre – i hvert fald i visse passager – ender i nogle lidt overfladiske og generelle betragtninger om, hvad kunsten i almindelighed eller deres foretrukne kunstart i særdeleshed kan, når det handler om at skabe møder, forståelse og dialog på tværs.

Som læser sad jeg mange gange undervejs med opfølgende spørgsmål i hovedet, som jeg ærgrede mig over ikke at få svar på. Generelt svarer interviewpersonerne fx kun kort eller slet ikke på, hvordan de møder og den ligeværdighed, der opstår i den kunstneriske proces, kan forlænges og fortsætte i hverdagslivet og i samfundets øvrige sfærer. Hvordan kan den ligeværdighed, der opstår i teaterworkshoppen, i musiklokalet eller i mødet mellem digter og publikum fastholdes og udvides og tages med ind i skolen, familielivet, på hospitalet, i retssalen, i den offentlige debat? Og hvordan adskiller den kunstneriske proces og dens integrationspotentiale sig kvalitativt fra fx det, der kan opstå i idrætsforeningen, børnehaven, supermarkedet eller kirken? Dog bidrager sanger, komponist og musikpædagog Tina Buchholtz med rørende eksempler på, hvad musik kan bidrage med i en skolesammenhæng, og her er noget, som det virker oplagt at tænke ind i enhver folkeskole!

 

Energi og engagement
Alle seks interviewpersoner understreger, at kunsten ikke bør gøres til et simpelt redskab for integrationspolitikken, og at den kunst, der eventuelt støttes for sit integrationspotentiale, bør have høj kvalitet. Det er opmuntrende!

Opmuntrende er det også at mærke den energi og det engagement, som alle seks personer giver udtryk for. Man fornemmer, at de har erfaringer, som det er værd at lære af og bygge videre på, men eftersom de netop primært er kunstnere, er deres analyse af, hvorfor nogle processer skaber ”magiske møder” og andre ikke gør, ikke så udfoldet og præcis, som man kunne ønske sig. Her kunne forfatteren (måske) have fremtvunget skarpere pointer og mere brugbare modeller at bygge videre på ved at stille flere uddybende og opfølgende spørgsmål. En strammere redigering kunne have fået interviewpersonernes meget forskellige vinkler til at fremstå skarpere og dermed gøre det tydeligere, hvor interviewpersonerne nuancerer hinandens synspunkter, eller hvor de ligefrem er uenige. Oplagte spørgsmål, som jeg i hvert fald som læser sidder tilbage med, berøres kun kortvarigt eller sporadisk, fx: ”Hvordan kan man sikre høj kvalitet i kunsten, når den indlemmes i en politisk debat om integration? Kan og må kunsten gøres til redskab for integrationspolitiske tiltag? Hvad er forskellen på kunstens og fx idrættens evne til at skabe integration?”

Lettere at skabe magiske møder med børn end med voksne
Flere af interviewpersonerne peger på, at kunsten – hvis den skal virke integrerende – skal ud til de mennesker, der ikke af sig selv opsøger kunst- og kulturinstitutionerne, og det er opløftende med de erfaringer og visioner, som interviewpersonerne præsenterer i den sammenhæng. Det gælder ikke mindst førnævnte Brigitte Christensen, der fx har erfaring med at lave teater med livstidsfanger i italienske fængsler, samt skuespiller og scenekunstner Marie-Lydie Melone Nokouda, der har afrikansk baggrund og har boet i Danmark, siden hun var 10 år.

Sidstnævnte arbejder bl.a. med børneteater, og hun beskriver, hvordan netop børnene formår at gå fordomsfrit ind til fx en teaterforestilling: ”De sidder ikke og undrer sig over, hvorfor jeg er sort. Det har ikke forstyrret dem i forståelsen af historien, der bliver fortalt, fordi de er så optagede af at se og høre, hvad der bliver fortalt om pigen. ’Hvad sker der med pigen? Dør hun så, eller gør hun ikke?’ Der er så mange ting i historien, der er vigtigere for dem fremfor de fordomsfulde billeder, som kører i medierne.” Børnene er med andre ord lettere at skabe magiske møder med, mener Nokouda, og hun overvejer – uden at nå frem til sikre opskrifter – hvordan det voksne publikum kan sættes i stand til på samme måde at sænke paraderne og lade sig forvandle og forføre af teatrets fortællinger.

Hvordan opfattes kunsten i samfundet?
Et andet interessant aspekt, der berøres i bogen, er kunstens generelle status i samfundet. Opfattes den som reelt betydningsfuld og dermed potentielt ”farlig”, eller er den reduceret til underholdning og glasur på middelklassens hverdagskage?

Jan Pet Khorto, syriskfødt journalist og digter, der flygtede til Danmark efter at have været fængslet og udsat for tortur i sit fødeland, påpeger, at kunsten i Syrien tages så alvorligt af både borgere og politikere, at kunstnere, der ytrer sig kritisk om regimet, netop bliver forfulgt. I Danmark bliver kunst og litteratur ifølge Khorto til gengæld langtfra taget seriøst nok, når det gælder integration, og både han og flere andre af bogens interviewpersoner – herunder den kurdisk-danske forfatter Adil Erdem – påpeger, hvordan tidligere tiders støtte til kunst skabt af kunstnere med minoritetsbaggrund – er stort set udraderet.

Et inspirerende indspark
Efter endt læsning er det da også mit håb, at bogen vil finde vej til politikerkontorerne rundt omkring i byråd, folketing m.m. Og selv hvis det håb bliver gjort til skamme, kan bogen forhåbentlig få en effekt. For som den også nævner eksempler på, kan integrationen heldigvis finde sted uden politikernes indgriben eller offentlige institutioners finansiering. Det er en anden håbefuld pointe i bogen: Kunst skabes, hvor mennesker stiller spørgsmål og søger svar, og den er hverken afhængig af politisk velvilje eller velformulerede integrationspolitikker.

Derfor er bogen et inspirerende indspark i den integrationspolitiske debat og en god lille sag at have stående på hylden og trække ud indimellem for at udfordre sig selv på spørgsmålene om, hvad integration er, hvordan vi alle kan være med til at skabe den, og hvorvidt og hvordan kunstneriske processer kan være en genvej – eller en i sig selv meningsfuld omvej – til netop integration. 

Inge-Helene Fly:

Magiske møder. Kunstens rolle i integration

Forlaget Fly, 2017

 

95 sider

Vejledende pris: 198 kroner

Link til forlag

Nyhedsbrev

Kalender

København: Regnbuekonference med migrantmenigheder på Sjælland

26 sep 17:00 - 20:30

Det Mellemkirkelige Stiftsudvalg i København holder i samarbejde med Tværkulturelt Center...Læs mere

København: Nørrebro og NV inviterer til debat forud for kommunalvalget

27 sep 16:00 - 18:00

Medborgerne holder møde i Nørrebrohallen, Nørrebrogade 208, 2200 København N med...Læs mere

Odense: Demonstration på Grønttorvet

30 sep 10:00 - 11:00

Bedsteforældre for Asyl - Fyn demonstrerer på Grønttorvet i Odense. • Læs mereLæs mere

Følg Sameksistens.dk

 

Sameksistens.dk støttes af

TrygFonden, Region Hovedstaden støtter projektet om religionsfrihed.


Vi modtager ikke offentlig mediestøtte, og vi bringer ikke annoncer på Sameksistens.dk, derfor er vi taknemmelige for bidrag, der kan støtte udgivelsen af netavisen.

Tegn støtteabonnement
via netbank eller MobilePay

Bidrag i september 2017: 750 kroner
Bidrag i alt i 2017: 14.300 kroner
Mange tak for ethvert støttebidrag.