Om os  |  Nyhedsbrev  |  Støt  |  Foredrag  |  Kontakt

Boganmeldelse

Årets bog: Stærk debutroman om flugt, rodløshed og håbet og mindernes kraft

 

Sanseligt og stærkt billedmættet sprog præger romandebut om flugt, rodløshed og kampen for at finde sig til rette et nyt sted – og i livet i det hele taget. Vinderen af en romankonkurrence om flygtninge har skrevet en stærk bog, som dog handler mere om konsekvenserne af flugten end om krigen og den farefulde rejse væk fra den,” skriver journalist og forfatter Malene Fenger-Grøndahl i anmeldelse af Sara Linderoth Bouchets debutroman ”Hjem”, som hun kalder "årets bog".

 

Af Malene Fenger-Grøndahl
Artiklen blev oprettet 20-12-2016

 

Et ekspertpanel i P1 kårede forlede årets ord: Danskhed. Det blev udvalgt i et finalefelt på 13 ord, og det kan selvfølgelig diskuteres, om det nu også er netop danskhed, der som enkeltstående ord siger mest om debatten og dens tone og temaer det seneste år. Sikkert er det dog, at debatten om danskhed har fyldt ganske meget, ikke mindst som en del af processen med den nye Danmarkskanon. En helt anden måde at sætte årets vigtigste temaer på ord finder man i det, jeg uden større tøven vil kalde ”årets bog”, nemlig Sara Linderoth Bouchets debutroman ”Hjem”.

Romanen, som udkom tidligere denne måned, blev udvalgt blandt 27 manuskripter i en konkurrence, som Dansk Flygtningehjælp, Dansk Forfatterforening og forlaget Tidernes Skifter udskrev i september 2015. Opgaven lød på at skrive en roman med flygtninge som hovedtema – i håb om, at vinder romanen kunne give ”et billede af, hvad det vil sige at være flygtning, på en måde, så det er mere nærværende og bedre formidler den oplevelse, flygtninge har.” 

Den opgave kunne godt have resulteret i en vinderroman, som især handlede om krig og flugt, om desperate forsøg på at undslippe belejrede byer, om ophold i midlertidige flygtningelejre i nærområder og om mislykkede forsøg på at krydse havet. Samt om ophold i asylcentre, ventetid på familiesammenføring, afhøringer uden brug af velkvalificerede tolke, konflikter og uro i asylcentrene og mødet med fortravlede sagsbehandlere og stressede sprogskolelærere. For det er en del af mange flygtninges baggrund og første tid i Danmark.

Sara Linderoth Bouchets roman rummer også en baggrundhistorie om den eskalerende krig i Syrien, der set gennem den nu voksne Arons øjne – men erindret med barnets fortættede billedunivers – langsomt eskalerer fra demokratihungrende oprør og frustration med et undertrykkende regime til et ragnarok af bomber, mortergranater, tilfældig død, øget forfølgelse og tab af det land, som oprørerne og deres støtter ønskede at frigøre af regimets greb og gøre helt til deres eget. Romanen rummer også erindringen om flugten over havet, hvor døden ser Aron og hans familie stift i øjnene og kun nødtvungent slipper grebet om dem.

Temaet om havet, bølgerne og redningen fra det altopslugende vand går igennem romanen som et fint spor, der viser, hvordan flugten sidder i kroppen og i tavsheden i familien og mellem dens medlemmer. Som når Aron og hans mor sammen går ned til havet i den provinsby i Danmark, som skal blive deres nye hjem, og Aron ved, hvordan moren desperat forsøger at komme sig over tabet af det barn, hun bar under flugten og mistede på grund forliset og de mange timer i det kolde vand.

Men mest af alt handler romanen – som titlen antyder – om at etablere et sted, et rum og en tilstand, der meningsfuldt kan kaldes hjem. I begyndelsen, da familien har fået asyl, bor de under usle forhold i en lille lejlighed, og moren drømmer om at flytte til Solhaverne, som angiveligt er lige så idyllisk et sted, som navnet antyder. Sådan oplever familien det næsten også i begyndelsen, og på en sær måde forbindes både drengen Aron og hans søskende, den lidt yngre søster Selda og den meget yngre bror Eli, og forældrene Salem og Zaina, også med dette sted, som bliver deres skæbne. Selv da det med tiden udvikler sig til at blive mere og mere slidt, præget af hærværk og håbløshed både hos beboerne og kommunen, domineret af kriminelle bander og sociale problemer, alkoholisme, vold og omsorgssvigt, ja, så holder Aron og hans familie af stedet og magter kun delvist at forlade det. Heri ligger nok også en klog erkendelse af, at man ikke blot kan flygte fra det, der har formet en, og bliver man tvunget til at gøre det, bliver tabet en evig smerte, sorg og uro.

Tabene går som en linje af blodpletter, der løber fra et sår, gennem historien. Tabene fra krigen og de tab, som krigen fortsat giver, efter at Aron og familien har reddet livet og er kommet i sikkerhed. Slægtninge forsvinder, dør i krigen og under flugtforsøg, og det er med til at gøre det næsten umuligt for forældrene at fortsætte kampen for at skabe et stabilt liv.

I perioder, hvor tabene bliver for nærværende, forsvinder moren ind i sin egen verden; går lange ture, er på arbejde i døgndrift på forskellige vikartjanser og fylder lejlighedens vægge, gulve og lofter med mere og mere dystopiske tegninger – en vane, datteren Selda fortsætter på papir og tilsyneladende i en mere helende og sund form. Aron laver lister over – over lyde, han holdt af, over ting, der blå, over ting, som hans første forelskede, den mystiske og skæbnetyngede pige Bea, har fortalt, at hun holder af, og over tegn på, at nogen er død.

Faren drikker og fortryder og bebrejder sig selv. Og alle hiver sig selv op gang på gang – af de bølger af tab, der når dem fra fortiden og igen i nutiden. Farens restaurant, som han møjsommeligt har bygget op sammen med en anden flygtning, bliver brændt ned, og han beskyldes for forsikringssvindel, og efter en periode, hvor han stædigt-optimistisk søger job, mister han modet, inviterer danske kammerater uden job, men med gavmilde leverancer af øl, på besøg og mister mere og mere grebet om sig selv og familien.

Det var alt sammen skrøbeligt. Far drak for at holde sig selv ud, for at holde os andre ud, holde dagene ud, mor skreg mere og mere uden en lyd. Hun smurte madpakker, når hun kunne, hun omfordelte kødet i frostposerne, hun arrangerede det hele i de store frysekummer. ”Salem åbner snart en restaurant igen,” sagde hun, far skulle bare lige samle kræfter. Så snart vi var væk, krøb nye kulstreger hen over vores lofter og vægge. Se, sagde hendes tegninger, jeg er fortvivlet, magtesløs, jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre. (s. 269-270).

Det er i beskrivelsen af livet i Solhaverne, af familiens indædte kamp og af de mange personer, der beboer området med hver deres skæbne, at bogen står stærkest. Arons forsigtige forelskelse i Bea og samværet med hende, der er som en sansemættet flugt fra de barske realiteter i familien, er så smukt og stærkt beskrevet, med en ildevarslende undertone, at man gyser og frydes på samme tid. Her fornemmer man både håbet, styrken i livsviljen og den altid truende undergang, som også kan vente på dem, der ikke har en krig med i bagagen.

Også det det tætte forhold mellem Aron, Selma og Eli er fint beskrevet, på en måde der gør det alment og kunne handle om søskende i en hvilken som helst familie med omsorgssvigt og forældre, der kæmper hårdt, men næsten er dømt på forhånd til at tabe. Her er troværdigheden stærk, ligesom den er i beskrivelsen af den spirende teenagedreng, Arons oplevelse af livet i det boligsociale område og af forældrenes balanceakt på kanten af et sammenbrud.

Passagerne fra Damaskus og resten af Syrien før krigen er mere romantiserende. Måske er det intenderet, fordi man herigennem skal se, hvordan Aron forsøger at fastholde et billede af en lykkelig barndom, der aldrig for alvor har eksisteret? Det er da også fyldt med sanselige beskrivelser af souken, dens krydderier og dufte, af bønnekald fra minareter og kimen af kirkeklokker, og umiddelbart virker det: Jeg får stærke erindringer om mine besøg i Damaskus og det øvrige Syrien, men mest i form af den genkendelse, der netop spejler en rejsendes besøg et eksotisk sted, ikke den indfødtes hverdagserfaring med alle dens nuancer.

Det samme gælder flugten, som er beskrevet kortfattet og næsten for poetisk flot i sproget uden dog helt at gøre så ondt i kødet og sjælen, som man fornemmer, at det må have gjort på Aron og familien. I beskrivelsen af Syrien både før og under krigen og af flugten fornemmer jeg, at der en førstehåndserfaring eller lidt grundigere research kunne have tilført større troværdighed og dybde.

Men jeg tilgiver meget, når efterhånden som jeg lærer Aron og hans og familiens liv i Solhaverne at kende. Jeg tilgiver også den til tider næsten for formfuldendte fortællerstemme, der usædvanligt afklaret og gennemreflektereret beskriver universelle sandheder om flugt, tab, sorg og kampen for at finde fodfæste i livet. De passager kunne jeg ønske, at en redaktør havde luget ud i. Men det ændrer ikke på, at jeg vil kåre ”Hjem” til årets læseoplevelse og anbefale den – som julegave - og som læseoplevelse langt ind i det nye år.

 

Læs mere

Forfatterdebutant vinder romankonkurrence med roman om flygtningeSameksistens.dk, 15-12-2016

Sara Linderoth Bouchet:
Hjem
Tiderne Skifter, 2016
301 sider
Vejledende pris: 299,95 kr.
Link til forlag

 

 

 

Nyhedsbrev

Kalender

Odense: Demonstration på Grønttorvet

21 okt 10:00 - 11:00

Bedsteforældre for Asyl - Fyn demonstrerer på Grønttorvet i Odense. • Læs mereLæs mere

Sandholm: Demonstration ved Center Sandholm

22 okt 14:00 - 15:00

Bedsteforældre for Asyl demonstrerer ved Center Sandholm, Sandholmgårdsvej 40, 3460 Birkerød. •...Læs mere

Odense: Demonstration på Grønttorvet

28 okt 10:00 - 11:00

Bedsteforældre for Asyl - Fyn demonstrerer på Grønttorvet i Odense. • Læs mereLæs mere

Følg Sameksistens.dk

 

Sameksistens.dk støttes af

TrygFonden, Region Hovedstaden støtter projektet om religionsfrihed.


Vi modtager ikke offentlig mediestøtte, og vi bringer ikke annoncer på Sameksistens.dk, derfor er vi taknemmelige for bidrag, der kan støtte udgivelsen af netavisen.

Tegn støtteabonnement
via netbank eller MobilePay

Bidrag i oktober 2017: 750 kroner
Bidrag i alt i 2017: 15.050 kroner
Mange tak for ethvert støttebidrag.

Til eftertanke

Alt det vi deler
Video fra TV2, 2017


Ingen er anderledes.
Vi er alle forskellige.

Peter Mygind,
skuespiller