Om os  |  Nyhedsbrev  |  Støt  |  Foredrag  |  Kontakt

Boganmeldelse

Godt læsestof i valgkampen: ”Det relationelle menneske” – om personalisme i perspektiv

 

Af Marianne Olsen
Artiklen blev oprettet 28-05-2015

 

Efter grundbogen i personalisme og den første antologi ”Det personlige samfund” foreligger nu den anden antologi ”Det relationelle menneske”.

Med sine 21 tekst-indlæg, fotografier, fakta- og forklaringsbokse danner dette tredje bind et tæppe af fine mønstre, eller et musisk samspil, der med de samlede bidrag giver indtryk af, hvad personalismen er og kan være, samtidig med at de mange tænkeres helt unikke tekster står klart hver for sig og snarere kalder på udtryk, som er vakt af læsningen. Det er derfor mine tanker ved læsningen snarere end en egentlig anmeldelse, jeg vil prøve at nedfælde her. Og jeg tillader mig at gøre det på den måde, fordi jeg tror at have begrebet, at det faktisk er det, personalismen går ud på: Læse, lytte, inspirere, svare og modsige.

 

Tilbageblik og fremsyn
Hvor Det personlige samfunds omslagsillustration viser nutidige dansere uden for og inde i en ramme med en brungrumset baggrund, der illustrerer hverdagens nyheder og den menneskelige historie i den hensigt at vise hen til personalismen i praksis, er vi med tredje bind nået til personalismen i perspektiv. Den brune hverdagsfarve er nu skiftet ud med det blå udsyn, og de nutidige dansere er blevet til renæssancens kendte og elskede figurer, ligesom bidragene sammenholder de personlige relationer, som er vores vilkår, når det går bedst, med fortidens tænkere og kunstnere.  

 

Personalismens menneskesyn
Personalismens menneskesyn er et etisk begreb. Mennesket er andet og mere, end en kortlægning muliggør. Derfor har personalismen besluttet, at mennesket er værdigt, engageret og relationelt, dvs. at mennesket lever af at være i fællesskab med andre mennesker, ligesom vi anerkender hinandens værdighed og under hinanden engagement, at hver enkelt af os blomstrer og udfolder os, fordi vi under vore medmennesker at blomstre og udfolde sig, fordi vi ved denne måde at indordne os på lever det bedste liv – til det fælles bedste.

 

Integration: Spejl og vindue
Hristo Kyuchukov, der er roma og forsker i integration i skolen, har sagt det klogeste, jeg har hørt om undervisning, og som jeg også selv har brugt. Det handler i første omgang om romaer, men det gælder alle slags elever: ”Skolen skal være et vindue og et spejl (...) Den skal give udsyn til den store verden, men den skal også spejle eleverne, så de føler sig anerkendt. Det kan være en lærer, der taler romani, og romaernes musik, historie og kultur skal inddrages i bøgerne og i undervisningen. Så kan romabørnene genkende sig selv. På den måde føler de sig trygge og kan lære nyt.” (Side 260) I stedet for romaer og romani kan man indsætte alle slags børn og sprog her i landet, alle vore mangfoldige etniciteter.

 

Et middel: Dannelse
Et af midlerne til, at sådan en udfoldelse og indordning kan blive gode liv, er nemlig skolen. Men sådan som skolen er i dagens Danmark, demonstrerer den mere uddannelse end dannelse. Og det er direkte farligt. Konkurrencestaten er, når dannelsen er fortrængt af ren uddannelse, tests og kompetencerytteri et alt for tyndt lag over primitiviteten, og læseren bliver mindet om, at ”Det primitive altid ligger under overfladen hos os mennesker. Derfor er det afgørende med andre spirituelle strømme”. (Side 33)

 

Emmanuel Mounier – den bevidste personalist
Det var Emmanuel Mounier (1905-1950), der hele sit liv var optaget af dannelsesbegrebet. Hans tid taget i betragtning forklarer en hel del af det: de kollektive strømningers ødelæggende tornadoer hen over verden krævede simpelthen et fællesskab, hvor der også var plads til den enkelte, men netop den enkelte i samspil med andre. Det svimlende tab af hin enkelte person i flokkens tsunami viste netop i hans tid, 1920’erne, 1930’erne og videre sin destruktive virkelighed. Det var også i den tid, at den franske eksistentialisme brød frem, men Mounier appellerede til, at mennesket ikke kun var et individ, der blev bedømt af den andens blik, men også var en person, der kunne gribe ind i det andet menneskes liv, og som selv blev påvirket, så ansvaret kunne blive et fælles bevidst anliggende og grundlag for handling. Det skrev han om i ”Manifeste au service du personalisme” (1936) og ”Qu’est-ce que le personalisme” (1947). Men han skrev også om Camus og Sartre, der er kendt som eksistentialister, André Malraux, der var kulturminister i de Gaulles regering, og Georges Bernanos i ”’Espoir des désespéres” (De fortvivledes håb). Om Bernanos kan man læse på min blog: ”Som et solhærget landskab”. Når jeg nævner disse digtere og kulturpersonligheder, er det for at vise både personalismens slægtskab med eksistentialismen, og for at det skal kunne ses, at personalismen er mere omfattende end den. Her tænker jeg på den ærkekatolske Bernanos.

 

Hal Koch
Hal Koch siger i 1942 om skole og opdragelse, at ”demokratiets krise ikke er en ’systemets krise’, men en ’opdragelseskrise’. Den skyldes, at ’man har ladet problemet ungdomsopdragelse sejle sin egen sø’. Mange får ikke en videre skolegang efter konfirmation, og de, der får mere, får kun rent faglig uddannelse og ikke tillige ’en menneskelig, borgerlig, ’politisk’ opdragelse.” (Side 157)

 

Skole før og nu
I skolen kan tests være udmærkede, men ”Det overdrevne fokus på forsimplede målinger af fagligt niveau sker uundgåeligt på bekostning af noget andet: relationsdannelsen. (…) Vi skal stå fast på vores måde at møde eleverne i Kierkegaardsk øjenhøjde, vi skal værne om relationernes betydning for læring og trivsel, og sammen skal vi understrege, at det handler om videnskab, filosofi og relationer.” (Side 55)

 

En indvending – et ekko fra gamle dage
Men når det hævdes at dette at sige ”De” til læreren, som det sker i Tyskland, eller når man rejser sig op, når læreren kommer ind i lokalet, skulle være udtryk for underdanighed er denne gamle kone uenig i. Det er rigtigt, at vi ikke tror på det her i landet, men det er, så vidt jeg kan se, udelukkende et historisk – ikke et etisk – fænomen, og jeg kan i hvert fald forsikre min kære læser om, at vi i forrige århundrede havde megen videnskabelig fødsels spas og varm personalisme i praksis sammen med vores lærere – hvis vi ville, og vi behøvede ikke tvivle på, at læreren og eleverne havde lige megen værdighed.

 

Sund fornuft
Hvad er sund fornuft? Det har også jeg ofte spurgt om, når udtrykket bliver slynget ud, som om vi alle ved, hvad det er. Sund fornuft er i denne bog et tomt (hvidt) felt, hvori der stikker et par arme op. Det er det klogeste, jeg har set som definition af begrebet. Og det vil jeg huske næste gang, jeg støder på det begreb eller andre af den slags selvfølgeligheder, der slet ikke er selvfølgelige.

 

Strategi for forandring
Hvis vi tør indse, at mennesket er en bevægelig størrelse, og at samfundet derfor er i bevægelse, når vi tør være bevidst om usikkerheden og forstå, at alle sværd er tveæggede, må vi også have en strategi for den forandring sådan en forståelse indebærer. Ellers bliver det bare tom snak:

”Det europæiske samfund er førhen blevet ændret igennem revolution nedefra såvel som reform oppefra. Relationel Tænknings reformstrategi fokuserer på forandringer i civilsamfundets organisationer, som ligger imellem individet og staten. Det er disse organisationer, der har den største handlekraft i samfundet, de er i stand til at påvirke opad, på regeringsniveau, og nedad, på det personlige niveau.” (Side 91)

Der ligger altså både et stort potentiale og et stort ansvar i samfundets NGO’er.

 

Halfdan Rasmussens bukser
Vores forbundethed med hinanden bliver billedliggjort med Børge, der har fået ild bagi, fordi han har Bennys bukser på. Bogen giver den venlige fortolkning, at Benny har lånt ham dem, men hvad enten de er udlånt eller hugget, så er det vores grundvilkår, digtet afspejler, og det kan vi lige så godt tage til os. ”Empati og andre former for biologisk udviklet socialitet, sammenhør, bærer præg af en nådeløs mekanisme: den handler om dem, der er indenfor, ikke om dem, der er udenfor (…) Så skal man holde sig fra de andre? Eller lige netop blande sig mest muligt med dem? Så de holder op med at være ’de andre’? og i stedet bliver til ’den anden’?” Personalismen tvivler ikke, men råder sådan: ”vekselvirkning er vejen frem. Bland dig!” (Side 113 ff.)

 

Skandsebakkens velfærdsteknologi. Et eksempel på praksis
I Vejle Kommune ligger Skandsebakken, et bosted for mennesker, som er fysisk og psykisk udviklingshæmmede. Der har de ansvarlige taget personalismen til sig i praksis: man tager udgangspunkt i, at beboerne i videst muligt omfang skal have de samme muligheder som andre mennesker, og noget af det, vi alle sammen har brug for, er ikke-betalte relationer, netop ”fordi vores liv skabes af relationer til andre.  Det motiverer at blive set. (…) Når man ved, at der hele tiden kommer gæster, er det langt nemmere at udvikle en god arbejdskultur, end hvis man går alene dag ud og dag ind. Arbejdet bliver mere meningsfuldt.” (Side 123) Politikernes svar har indtil nu være mere kontrol. Nu, hvor der netop skal være valg, er det måske værd at overveje at bære sig anderledes ad. Som i Vejle Kommune. Mere fantasifuldt OG realistisk!

 

Psykisk sundhed
Ethvert menneskes grundvilkår af forbundethed er nemlig det samme som ethvert andet menneskes: ”Det enkelte menneskes identitet og udfoldelsesmuligheder hænger sammen med relationen til medmennesket. Det vil sige, at hvis det enkelte menneske mister eller fremmedgøres i relationer, da mister det en del af sig selv eller fremmedgøres for sig selv. Det sunde sind er forbundet med andre, og det vil naturligt reagere med psykisk ubehag, når relationer opløses, mistes eller fremmedgøres.” (Side142)

 

Gode penge
Men penge spiller selvfølgelig også en rolle i et samfund, der er præget af personalismen. Desværre har denne anmelder ikke forstand på økonomi. Ikke desto mindre har jeg været fascineret af tanken om, at pengene udveksles mellem opsparere og låntagere. På den måde kommer økonomien til at fungere, som de fleste af os tror, at den fungerer, ikke på den måde, at bankerne bestemmer, hvor mange penge der bliver skabt, som kritikerne mener: ”Betalingssystemet og skabelsen af penge bør i stedet administreres af en demokratisk instans under offentlig bevågning og med ansvar over for Folketinget og den danske befolkning. (…) Banker vil således fungere ganske ligesom investeringsforeninger, pensionsselskaber og realkreditinstitutter – det vil sige som rene pengeformidlere.” (Side 171)

 

Martin Luther King
Martin Luther King er en af de store amerikanske forkæmpere for økonomisk retfærdighed. I hans forståelse af, hvad vi skal bekæmpe, har han trillingerne: racisme, materialisme og militarisme: ”Vi må i al hast påbegynde skiftet fra et ’tingsorienteret samfund’ til et ’personorienteret’ samfund. Når maskiner og computere, profitmotiver og ejendomsret, anskues som vigtigere end mennesker, kan de vældige trillinger, racismen, materialismen og militarismen, umuligt besejres. En civilisation kan opleve tilbagegang på grund af moralsk og åndelig såvel som finansiel bankerot.” (King citeret side 187)

 

Åndeligt forfald: Forholdet til flygtninge og indvandrere
Heldigvis lykkes integration ganske ofte, når vi møder hinanden og lærer hinanden at kende. ”Da krigen kom til Toftlund”, som vises i TV i disse uger, har nogle gode eksempler på det. Og integrationen kan virkelig lykkes; den ”fremmede” kan afmystificeres med den personalistiske tænkning som (ubevidst) hjælper: ”Personalismen er som skabt til at være fundament for integration – i hvert fald hvis den skal foregå på en værdig måde og i respekt for den enkeltes særpræg.” (Side 235) Faktisk er det katastrofalt, med katastrofale konsekvenser, hvis man gennemtvinger Søren Pinds ønske om at ”når indvandrere og flygtninge kommer til Danmark, skal de blive danske og skal ikke lave Danmark om.” (Side 236) Desværre er forståelsen af det andet menneskes uendelige værdi, når det tydeligt er ”anderledes” under pres i dagens Europa. I Frankrig blev en ung – muslimsk – pige sendt hjem fra skole, fordi hendes nederdel var for lang! I bedste Halfdan Rasmussen-stil blev der staks lavet en karikatur af en lille pige, der sagde: ”Mine ben er for korte.” Og Søren Pind er åbenbart ikke bevidst om, at når to mennesker har talt med hinanden, er de begge blevet forandret.

 

Økonomi som undskyldning
Sådan er det nemlig, og det er personalismens kærne. Samtidig skal vi holde det fælles fast. Vi har nemlig det væsentlige fælles: ”Når jeg møder og åbner mig for den anden, så er det ikke en religion eller hudfarve, jeg møder – men et menneske, der kan være nok så forskellig fra mig selv, men som jeg alligevel deler grundvilkår med.” (Side 240) Accepterer man ikke det, ses det, at der benyttes økonomiske argumenter i stedet for den medmenneskelige forståelse. ”Presset kommer dels fra nationalistiske kræfter, dels fra materialistiske holdninger, som til tider smelter sammen i en slags nationalmaterialisme.” Hvis ordet virker uhyggeligt, så har det gjort sin realistiske virkning.

 

Det tveæggede sværd – negativt set
Et af de aller smerteligste – og unødvendige – fænomener i Europa er romaernes situation, jaget som de bliver fra land til land. Thereza Eriksson siger om sine særvilkår som roma: ”Du giver mig en skilling, hvis jeg danser / Du giver mig et bifald, hvis jeg synger. / Men hvad giver du, hvis jeg læser? / Og hvad giver du mig, hvis jeg siger/ at jeg kan alt det, du kan?

Jeg ved det. / Du giver mig det svar, at det er lige meget, / hvad jeg kan, eller hvad jeg gør. / Jeg kan ikke være noget, / for jeg er kun en roma.” (Side 253)

Alt hvad bogen kan opregne af åbent medmenneskesyn er her vendt om, den anden æg af sværdet bruges med hensyn til romaer hos ”fremmede”, som romaerne også hører til, skønt de lever over hele Europa, ligesom med hensyn til grønlændere.

Hvad der opregnes som konsekvenserne af det negative syn gælder romaerne og de andre minoriteter.
1) ”Værdighed: Bliver romaerne mødt og inddraget på en måde, der tager højde for og anerkender deres værdighed som individer og som minoritetsgruppe?
2) Relationer: Er vi (som personer og samfund) reelt interesserede i og parate til at indgå i en ligeværdig relation med medmennesker med romabaggrund?
3) Engagement: Er vi reelt engageret i romaernes vilkår og i dem som medmennesker. Og skaber vi forudsætninger for, at romaer kan udfolde deres engagement i fællesskab med os andre? (…)
Danmark har ikke anerkendt grønlændere, færinger og romaer som nationale mindretal.” (Side 255 ff.)

Men også de fattige er med i personalismens menneskeforståelse. I vores samfund bliver de almindeligvis gjort til objekter, fordi vi lukker os ude fra dem og går glip af den menneskelige rigdom og de menneskelige problemer, som ligger i vore fælles vilkår. Det går også ud over de rige: ”Underlegenhed er menneskehedens værste dræber.” (Side 278) Min egen kongstanke, at den værste uretfærdighed er, at nogen overhovedet skal hjælpes, bliver en sandhed med meget store modifikationer, hvis samfundet bliver mere personalistisk præget, og hjælperne bliver gladere, fordi de realistisk forstår, hvor meget de bliver hjulpet ved at hjælpe.

 

Fængselsvæsenet i nyt lys
Når en forbryder er fængslet, er opholdet bag lukkede døre straffen. Kloge mennesker har vist, hvor vigtigt det er – og ofte muligt – at personalismen, den gensidige afhængighed, også kommer til at gælde bevidst mellem personale og fanger. Den danske fængselsinspektør, Ole Ingstrup, har været chef for det føderale canadiske fængselsvæsen. Den grønne fakta boks på side 303 fortæller: ”Han gjorde op med den dengang herskende behandlingspessimisme og indførte en lang række evidensbaserede behandlingsprogrammer. Ligesom han oprettede en højt kvalificeret forskningsafdeling, der kvalitetssikrede behandlingsprogrammerne og fulgte op på deres resultater. Det var Ole Ingstrups faste overbevisning, at menneskelig interaktion kunne føre til forandring, også i fængsler, og det lykkedes ham at nedbringe tilbagefaldet til ny kriminalitet betydeligt.”

 

Den nødvendige erkendelse
For at alt dette skal lykkes, må vi erkende vores magtesløshed og den risiko, vi løber hver eneste dag bare ved at trække vejret. Man behøver heldigvis ikke tænke på det uafbrudt, men når man handler, er det vigtigt at vide med sig selv og sine medmennesker, at ens forehavende kan mislykkes. Her er det eksempel, der gjorde størst indtryk på mig hospitalspræsten og hans arbejde: Han løber altid en risiko for at tabe, når han tager håbet fra en patient: ”Man må ofte ødelægge det, man tror der giver liv, for at få hul på livet.” (Side 316).

”For det unge menneske er der én sandhed. For det modne voksne menneske er der altid mindst to sandheder. Modenhed er at kunne leve med ambivalensen. Det er det at miste troen på ét system, der er modenhed.” (Side 317) Jeg vil ikke citere mere af den artikel, men opfordre min læser til at selv at læse de hårrejsende og meget kærlige beretninger.

 

Grundtvig
Grundtvig skildres som personalist. Det er sjovt at se, at han var en forkæmper for kvinden og for, at hendes stilling skulle forbedres. Vi ved godt, at han giftede sig med en højt begavet kvinde; alligevel er det dejligt, at hun var andet og mere end hans elskede – også i hans øjne.

 

En ejendommelig undtagelse
Det er en virkelig glæde at læse de tre bind om personalisme. Også dette bind. Og fotografierne er fornemme og fint begrundet af fotografen. Alting er tillokkende.

Og alligevel undrer jeg mig over opgørelsen næsten til sidst om ”nutidsbillede af danskernes relationer, engagement og værdighed” med målinger, mange af dem fra Epinion og med forklaringer af samme. Forklaringerne er såmænd gode nok. Men pludselig savner jeg personalismen. Indrømmet jeg har det svært med ordet ”dansker”. Men her bliver det ikke lettere: Hvordan ser danskerne på dette og hint. Hvordan ser unge og ældre på forskellige fænomener. Men hvordan ”nydanskerne” (også et ord jeg ikke bryder mig om) ser på danskerne, fandt jeg ikke. Var jeg blevet træt?

Man bliver ellers kun oplivet af at læse bogen. Og der er kun få trykfejl, jeg har opdaget. Dog kan jeg ikke lade være med at sige, at hvis man skulle være faldet i søvn, hvad jeg bestemt ikke tror, at man gør, vil man vågne med et sæt, når man læser, at Grundtvig foretog tre rejser til England ”i årene 1929-1931”, selv om han altså var meget forud for sin tid. Men så kan man vågne, kan man, og jeg har selv gjort noget lignende i en lærebog, så jeg vil ikke hovmode mig. Det er da vist også tilstrækkelig tydeligt til, at læseren selv kan føle sig som medvirkende i et muntert personalistisk netværk.

Nu har vi valgkamp. Det ville være godt for samfundet, om vore politikere læste bogen. De skal jo ikke sove de næste uger alligevel. Og tiden er godt brugt. Læs og fryd jer!

 

Bidragydere til bogen ”Det relationelle menneske”
Karen Lumholt, Jonas Norgaard Mortensen
Peter Kemp, Sofie Maria Brand
Casper Rongsted, Rasmus Schiellerup
Karsten Auerbach
Michael Schluter
Tor Nørretranders
Elsebeth Gerner Nielsen
Dorte Toudal Viftrup
Ove Korsgaard
Rasmus Hougaard Nielsen, Tune Revsgaard Nielsen
Myron Moses Jackson
Regner Birkelund
Preben Melander
Bent Dahl Jensen
Malene Fenger-Grøndahl
Karin Lautrup Ramachandra
Peter lodberg
William Rentzmann
Preben Kok
Jens Nygaard Nielsen
Michael Hedelund
Søren Kjeldgaard

Karen Lumholt og
Jonas Norgaard Mortensen (red.):

Det relationelle menneske.
Personalisme i perspektiv

Forlaget Vindelsti, 2015
360 sider, illustreret
Vejledende pris: 299,85 kroner
Link til forlag

Køb medieanalyse

Hvem tegner billedet af muslimer og islam i danske medier?

Analyse af syv dagblades omtale af islam og muslimer i danske nyhedsartikler i 2017.

Rapporten forhandles af forlaget Vindelsti. Pris 99 kr. (+ forsendelse). Bestil her.

 

Nyhedsbrev

Kalender

Sjælsmark: Demonstration ved Udrejsecenter Sjælsmark

22 jul 14:00 - 15:00

Bedsteforældre for Asyl demonstrerer ved Udrejsecenter Sjælsmark, Sjælsmarkvej 10, 2970...Læs mere

Sjælsmark: Demonstration ved Udrejsecenter Sjælsmark

12 aug 14:00 - 15:00

Bedsteforældre for Asyl demonstrerer ved Udrejsecenter Sjælsmark, Sjælsmarkvej 10, 2970...Læs mere

Sjælsmark: Demonstration ved Udrejsecenter Sjælsmark

26 aug 14:00 - 15:00

Bedsteforældre for Asyl demonstrerer ved Udrejsecenter Sjælsmark, Sjælsmarkvej 10, 2970...Læs mere

Følg Sameksistens.dk

 

Støt Sameksistens.dk

Støt via netbank eller send
via MobilePay til 22 54 74 12

Bidrag i juli 2018: 5.750 kroner.
Bidrag i alt i 2018: 25.250 kroner.
Mange tak for ethvert støttebidrag.

Foredrag

Netavisen tilbyder foredrag om:

  • Mediebilledet af islam og muslimer i Danmark
  • Chikane af kristne, muslimer, jøder og andre religiøse grupper
  • Religionsfrihed og ytringsfrihed

Læs mere

Til eftertanke

Alt det vi deler
Video fra TV2, 2017


Ingen er anderledes.
Vi er alle forskellige.

Peter Mygind,
skuespiller