Om os  |  Nyhedsbrev  |  Støt  |  Foredrag  |  Kontakt

Boganmeldelse

”En alvorlig opmuntring til magthaverne”

 

”Personalismen er en alvorlig opmuntring til vore magthavere og myndigheder. Hvis de har mod til at tage den til sig, fordøje den og handle efter den, er der virkelig håb for vores kriseramte samfund.”

 

Af Marianne Olsen
Artiklen blev oprettet 26-03-2015

 

”Det personlige samfund. Personalisme i praksis” er en appetitvækkende bog at få i hånden, indrettet overskueligt med forskelligt farvede skilleblade, smukke, raffinerede fotografier og en kunstnerisk bearbejdet forsideillustration, så man straks ser, at den enkelte person, der har arbejdet med bogen, har haft lov til, eller taget sig lov til med alles accept, at sætte sit helt autentiske præg på bogen. Det giver lyst til at læse, og denne anmelder har bevaret lysten fra først til sidst.

 

Personalisme og menneskesyn
”Det personlige samfund” opfatter sin væren blandt bøger som et kald til at svare på den krise, vores samfund efter bidragydernes mening befinder sig i. De mange bidragydere, som har skrevet, fotograferet og tegnet, analyserer krisen, giver historiske indblik og løsninger på, hvordan krisen kan gøres frugtbar gennem stadig behandling, for krise kan ikke undgås, hvor der er mennesker og samfund dannet af mennesker.

Om begrebet personalisme har jeg fundet denne definition af Emmanuel Mounier:

”Samlebetegnelse for en række filosofiske opfattelser, der i en eller anden forstand betragter mennesket som person. Siden Nietzsche har personalisme ofte karakteriseret et menneskesyn, som lægger vægt på handling og vurdering frem for tænkning. En strengere udgave af personalisme hævder, at menneskets væsen kun forstås ud fra jeg’ets forhold til et du. I mødet mellem jeg og du kommer det sandt menneskelige ægte frem, (…)” (Gyldendals Religionsleksikon, 1998)

Denne definition stemmer fint med, at de mange essays, som bogen indeholder, er skrevet af folk som i praksis har ansvar for andre mennesker og i deres arbejde ser ansvaret som en værdi, de deler med de mennesker, som ellers let i det kriseramte samfund af i dag bliver gjort passive, en påtvunget passivitet, som fratager mennesket livslysten.

 

”Etik tager tid”
”Det personlige samfund” har en indledning med redegørelse for, hvad der her skal forstås ved personalisme:

Personalismen skildres som en komplementaritet af fænomener, der igennem alle tider har kunnet iagttages i menneskelige handlinger på den ene side og på den anden side en etisk pligtopfattelse, der kan forbedre samfundet og gøre den enkeltes liv både bevidst og glædeligt.

Forfatternes skildring af en ny praksis bærer på en velgørende måde præg af et menneskesyn. Og det er lige det, vi ellers mangler så katastrofalt hos flertallet af magthavere, der virker, som om de kun skal reagere på andres handlinger, som om de altid stod med ryggen mod muren og derfor handler med den magtesløses magt: Kortsynet og brutalt eller slapt. Bogen derimod giver os lov til at tænke. ”Etik tager tid,” siger en af skribenterne.

”Ord uden praktisk tilknytning kommer til at flagre uden forankring. Dette kan være forklaringen på, at den strategiske tænkning forhindrer ordene i at udfolde sig i praksis.”

 

Relation, engagement og værdighed
Mennesket er ifølge personalismen et væsen, der virker sammen med andre mennesker, både i arbejde og i leg, både når man er alene og f.eks. skriver en anmeldelse, og når man sammen indretter et hus, så der er plads til flere forskellige aktiviteter. Mennesket er relationelt.

Netop denne egenskab ved mennesket gør, at det også har det bedst, når det virker sammen med andre, hvad enten det læser deres tanker eller selv udtrykker de ideer, der er kommet ud af det. Mennesket er engageret.

Der er altid mere at sige om mennesket. Mennesket er, når det er alene eller ensomt en skrøbelig enhed, som har brug for virksomhed i fællesskab, og derfor er det nødvendigt, at vi beslutter, at mennesket er værdigt. Ingen ligner nogen andre. Vi kan altså ikke bare tage mål af de andre og på den måde finde ud af, hvordan vi selv skal være. Men at få lov til at være sig selv i fællesskabet kræver værdighed. Og den kan vi kun få ved, at vi tror på den. Det viser de historiske kendsgerninger med uhyggelig tydelighed.

Disse tre fænomener, relation, engagement og værdighed, udgør personalismens menneskesyn.

Efter alle de gode ideer står næstsidst en artikel om Dostojevskijs menneskesyn, som man finder den i hans digtning: Mennesket er en indviklet affære, som man derfor ikke kan få magt med – i virkeligheden, altså. Det kan godt se sådan ud, men et blik på verdenshistorien viser, at det ikke går at tænke i årsags-virkningsanalyse, for mennesket er ”som en uvorn hundehvalp”. Udtrykket er Anne Skare Nielsens. Hun er fremtidsforsker, og hendes familie har taget tilværelsen i egen hånd i den overbevisning, at det er livet, det kommer an på, og det er for godt til Djøfisering. Hvorfor bruge sit liv på en kontorstol, når man har børn, man kan udvikle sig sammen med?

 

Lykke og velfærd
Et bidrag giver læseren et tilbageblik på K.K. Steinckes ”angst for de svage”:

I 1920 sagde han i en tale: ”Hvad nytter den stigende humanisering, den stadigt voksende offentlige forsorg? Den mangeartede omsorg, de store tilskud til børneforsorgen – dels ved kontante tilskud, velgørenhed og allehånde indsamlinger – fører kun, takket være lægevidenskabens og sygeplejens stærke udvikling, til at svække slægten ved at holde liv i tusinder, som samfundet var bedst tjent med bukkede under. Hvis vi derfor ikke vil risikere den moderne europæiske civilisations gradvise tilbagegang og endelige undergang, må vi ind på en systematisk modvirken og tillige stræbe for en forædling af racen, den såkaldte eugenik, i Tyskland og Norden, særlig benævnet racehygiejne eller raceforbedring. Ingen der alvorligt betragter samfundet i dag, kan være i tvivl om, at vi befinder os i en kritisk situation. ”

Steincke har vist glemt, at samfundet består af mennesker!

Det bør gyse i enhver politiker at se en tankegang fremsat af en anset mand, ham, der ”gav” socialloven. Nu kan vi se, at jorden var gødet til menneskeudryddelserne, som havde fundet sted før og skulle få en endnu mere modbydelig industriel slagtemetode som sit håndværk, for som Dickens siger i sit berømte Juleeventyr: ”Vil du afgøre, hvilke mennesker, der skal leve, og hvilke, der skal dø? Det er meget muligt, at du i himlens øjne er uværdigere og mindre egnet til at leve end millioner som denne fattige mands barn.” Det er bare en af de associationer, man kan få ved at læse.

 

Engagement og dannelse
Men på grund af alles adgang til medier er også den nuværende struktur i demokratiet under forandring. Således opfordrer et essay til, at politik skal føres nedefra og op, indefra og ud. Men for at det skal kunne gøres uden at blive til pøbelvælde ”må selv-interesse[..] holdes i ave med kollektiv altruisme på samme måde som personliggørelse i politisk fællesskab med andre forudsætter gensidig accept og anerkendelse af forskellighed.” Det kan opnås sådan med initiativet Borgerlyst og samtalesaloner: Her kan man føre ”Uforstyrret samtale i faste rammer.”

Generation Z har ”Et menneskesyn, hvor mennesker er reduceret til kemiske reaktioner mellem molekyler eller styret af sociale konstruktioner. Pejlemærkerne er ikke længere etiske ”sandheder”, men overfladiske trends og kroppe kommunikeret igennem diverse medier. I en tid med meget frihed og overflade og meget lidt kerne og substans efterlades mennesket ensomt i sit bur – fanget i friheden.” Og om konkurrencestaten står der, at den ”ikke levner plads til, at menneskeliv ikke altid flasker sig, som vi ønsker.”

 

Standardiseringen er problemet
Det gælder boliger. Det gælder også sygeplejen og ældreplejen, der bliver taget under kærlig behandling og skarp kritik:

”Patienten har en trykaflastende madras ”for det er standardprocedure efter denne type operation.”

Men den omtalte patient havde bare ikke sådan en madras, og der var ingen lyst til at se efter. Det regnede man med, for det måtte systemet have sørget for.

”Sygeplejerskerne er identitetsmæssigt presset både udefra og indefra og har derfor svært ved at blive enige om at italesætte og forsvare egen kernefaglighed.”

Etik tager tid, system kræver hurtighed.

”Ord uden praktisk tilknytning kommer til at flagre uden forankring. Dette kan være forklaringen på, at den strategiske tænkning forhindrer ordene i at udfolde sig i praksis.”

 

”Strategisk tænkning truer ånd og sprog”
Undervejs citeres ofte forskellige filosoffer, således Foucault: ”Foucault mener, at magten må have et modspil, og siger, at vi ikke må resignere, vi må ikke acceptere udelukkende at beskrive sygeplejen på systemverdenens præmisser, men kræve retten til også at bruge ord fra livsverdenen. Evidens handler om andet og mere end målinger og bedømmelser.”

At sætte system over for liv, som i dette citat, vidner om en ubalance, den enkelte i samarbejde er nødt til at ændre.

I denne afdeling stråler Thyra Franks artikel ved sin billeddannende sprogbrug, der vidner om både erfaring og menneskevenlighed. Her er blot et af hendes malerier:

”(…) Der er ingen ældre, der kommer på plejehjem for at få skrevet en dagbog. Dokumentation er naturligvis nødvendig, for eksempel ved influenza, men det er gået for vidt. (…)” ”(…) aldrig har vi haft så mange toiletter til de ældre – men aldrig har vi givet dem så mange bleer på. På Lottehjemmet havde vi blot syv toiletter, men de kom med sikkerhed derud flere gange hver dag. En ble er et glimrende hjælpemiddel, men det må aldrig erstatte toiletbesøg.” Når Thyra Frank nævner dette eksempel, er det hendes empati, der klart viser sig: ”Fratager vi de ældre retten til at komme på toilettet, fratager vi dem også deres værdighed og svækker deres livslyst.” Det er tydeligt, at plejehjemmenes planlæggere faktisk har haft samme tanke: ”Vi har skabt en ældrepleje, hvor det at have sit eget toilet og bad er en rettighed, men det er desværre ikke en ret at komme derud.”

Den samme venlighed findes i afsnittet om psykologi. En psykolog kan ikke kun gøre sit arbejde professionelt. Psykologen og klienten er også to mennesker, der taler med hinanden. ”Teknik og metode slår ikke til”.

 

Konfliktmægling
Konflikt ligner borgerkrig. ”Under en borgerkrig idealiseres ens egen nationale identitet, mens fjendens dæmoniseres.” Det er helt alment sandt. Man kan tænke på skilsmisse, på forældremyndighed. Og man kan tænke på forsorgshjem, hvor misbrugere oplever frustration over et ansvar, som de ikke har lov til at tage på sig. I den forbindelse kommer ledelse naturligt i spil.

I den slags sager er det nødvendigt at se, hvilke elementer vi har med at gøre, så ingen bliver absolut magtesløs, ingen bliver heller absolut magtfuldkommen. Begge tilstande er lige dårlige, og de kan afhjælpes ved på den ene side at være fast i sin åbenhed og handlekraftig i sin lydhørhed. Når det lykkes, trives individet i fællesskabet og fællesskabet trives med individet.

Disse overvejelser er så overbevisende udtrykt, at man kommer til at studse ved følgende: ”Kunsten er derfor hele tiden at give mennesker så meget magt, at de ønsker at være deltagende i fællesskabet – men uden at de føler sig magtfuldkomne og derfor bevæger sig derud, hvor de ikke længere ønsker at bidrage til gruppens fælles bedste, men kun til sig selv.”

Men hov! Hvem skal give dem det? Her er vi vist ved sagens kerne, at det skal vi selv med os selv og hinanden, for i det ægte fællesskab er enhver ansvarlig.

 

Tillid
Men den enkeltes ansvar betyder ikke, at hierarkiet afskaffes. Det betyder blot, at der er relationer mellem alle medlemmerne af en gruppe. Der kan sagtens være struktur i en tillidsbaseret ledelse, så skal man ”bare” skabe en struktur, der passer til den. ”Tillid avler ansvar.”

 

Diskonjunktionstænkning
En lille indvending, eller lad mig kalde det et råd til videre studier efter denne gode bog: Læs og lær om diskonjunktionstænkning:

Den danske tænker, Andreas Simonsen (1923-1991) har udmøntet diskonjunktionstænkningen: Han tænker med dette udtryk på to tilsyneladende modsætninger, som i virkeligheden er komplementære, heraf navnet: Dis= fra hinanden, konjunkt= samhørende. Her tænker han f.eks. i sin dilemmatænkning på sådanne etiske størrelser som:
Indgriben og acceptering
Selvrespekt og altruisme
Objektivitet og subjektivitet

Læs også www.andreas-simonsen.dk

 

Bogen er en alvorlig opmuntring til vore magthavere
”Det personlige samfund” er kommet efter den første bog om emnet personalisme, ”Det fælles bedste”, som Jonas Norgaard Mortensen har skrevet. Personalismen er en alvorlig opmuntring til vore magthavere og myndigheder. Hvis de har mod til at tage den til sig, fordøje den og handle efter den, er der virkelig håb for vores kriseramte samfund.

Bidragydere til bogen ”Det personlige samfund”
• Jonas Norgaard Mortensen – (redaktør og indleder)
• Lykke og velfærd: Meik Wiking, Anne Skare Nielsen, Mikael R. Lindholm, Nick Allentoft
• Engagement og dannelse: Nadja Pass, Henrik Bang, Jan Dufke
• Familie og fællesskab: Lone Møller, Keld Dahlmann, Kjeld Ghozati, Bruno Langdahl, Henrik Nord
• Ældre og omsorg: Noomi Falbe, Annette Cecilie Langdahl, Thyra Frank
• Krise og konfliktløsning: Else Marie Bech, Finn Godrim, Steen Clausen, Lene Holmsgaard, Øystein Leonardsen
• Relationer og ledelse: Emilia van Hauen, Signe Jarvad, Henrik Schelde Andersen
• Menneskesyn: Jan Nilsson
• Fotografen og kunstneren: Søren Kjeldgaard, Karsten Auerbach.

Karen Lumholt og Jonas Norgaard Mortensen (red.):

Det personlige samfund. Personalisme i praksis

Forlaget Vindelsti, 2015
296 sider, illustreret
Vejledende pris: 299,95 kroner
• Link til forlag

Køb medieanalyse

Hvem tegner billedet af muslimer og islam i danske medier?

Analyse af syv dagblades omtale af islam og muslimer i danske nyhedsartikler i 2017.

Rapporten forhandles af forlaget Vindelsti. Pris 99 kr. (+ forsendelse). Bestil her.

 

Nyhedsbrev

Kalender

Sjælsmark: Demonstration ved Udrejsecenter Sjælsmark

22 jul 14:00 - 15:00

Bedsteforældre for Asyl demonstrerer ved Udrejsecenter Sjælsmark, Sjælsmarkvej 10, 2970...Læs mere

Sjælsmark: Demonstration ved Udrejsecenter Sjælsmark

12 aug 14:00 - 15:00

Bedsteforældre for Asyl demonstrerer ved Udrejsecenter Sjælsmark, Sjælsmarkvej 10, 2970...Læs mere

Sjælsmark: Demonstration ved Udrejsecenter Sjælsmark

26 aug 14:00 - 15:00

Bedsteforældre for Asyl demonstrerer ved Udrejsecenter Sjælsmark, Sjælsmarkvej 10, 2970...Læs mere

Følg Sameksistens.dk

 

Støt Sameksistens.dk

Støt via netbank eller send
via MobilePay til 22 54 74 12

Bidrag i juli 2018: 5.750 kroner.
Bidrag i alt i 2018: 25.250 kroner.
Mange tak for ethvert støttebidrag.

Foredrag

Netavisen tilbyder foredrag om:

  • Mediebilledet af islam og muslimer i Danmark
  • Chikane af kristne, muslimer, jøder og andre religiøse grupper
  • Religionsfrihed og ytringsfrihed

Læs mere

Til eftertanke

Alt det vi deler
Video fra TV2, 2017


Ingen er anderledes.
Vi er alle forskellige.

Peter Mygind,
skuespiller