Om os  |  Nyhedsbrev  |  Støt  |  Foredrag  |  Kontakt

Boganmeldelse

Bibelen læst med palæstinensiske øjne

 

”Det er en meget væsentlig og tankevækkende bog, Mitri Raheb har skrevet. Det er berigende at få sat Bibelens tekster ind i de historiske kontekster, de hører hjemme i; og det er udfordrende at læse om den aktuelle politiske situation i Palæstina/Israel i lyset heraf,” skriver redaktør Bent Dahl Jensen i en anmeldelse af ”Troen og imperiet”, der er skrevet af den palæstinensiske præst Mitri Raheb.

Af Bent Dahl Jensen
Artiklen blev oprettet 07-11-2014 

Da jeg en sen aften lagde Mitri Rahebs nye bog ”Troen og imperiet” fra mig efter at læst bogens afsluttende kapitler, tænkte jeg umiddelbart, at det var et af de mest revolutionerende budskaber, jeg længe havde læst – måske det mest radikale, siden jeg for mere end 35 år siden første gang læste evangeliernes beretninger om Jesus Kristus.

Bogen har undertitlen ”Biblen set med palæstinensiske øjne”, og Mitri Raheb, der er præst ved den lutherske Julekirke i Betlehem, ønsker med bogen at sætte Bibelens tekster ind i den palæstinensiske kontekst, de i sin tid blev skrevet i. Samtidig sætter han den aktuelle politiske situation i området ind i et bibelsk perspektiv, hvor han gør op med de stærke tendenser, der er og har været blandt mange kristne i Europa og USA i de seneste årtier til at se igennem fingre med staten Israels overgreb mod palæstinensere, mens man kritiserer menneskerettighedskrænkelser andre steder i verden.

Palæstinensisk teologi for lægfolk
Det er i udgangspunkteten teologisk bog, men Mitri Raheb skriver i indledningen, at han valgte at skrive en ”populær bog, som ville være tilgængelig for lægfolk (…) og fremlægge, hvordan Biblen kan og bør læses i Mellemøsten i dag.”

”Det, jeg her præsenterer, er en teologi fra og for den palæstinensiske kontekst,” skriver Mitri Raheb, der har taget sin teologiske uddannelse i Tyskland. Med det in mente sammenligner han ”Troen og imperiet” med sine tidligere bøger, ”som dansede til rytmen fra europæisk orgelmusik og teologi”, mens han med den nye bog ”komponerer musik til den tromme, der er hovedinstrumentet i Mellemøsten”, hvor han nu er landet efter en rejse gennem angelsaksisk teologi.

”Arbejdet er således en invitation til læseren om at følge med mig på en rejse ind til Mellemøstens hjerte og ind til hjertet af det bibelske budskab.” Ved at læse Bibelen i en palæstinensisk kontekst ”kan der skabes et nyt og genuint palæstinensisk, teologisk narrativ, som tager både den oprindelige bibelske kontekst og den aktuelle politiske situation alvorligt,” skriver Raheb.

Skiftende imperier i 2.500 år
Den palæstinensiske kontekst er, at skiftende imperier gennem de seneste 2.500 år – bortset fra enkelte korte perioder – har formet Palæstinas skæbne ”som et besat territorium og en kampplads for konkurrerende imperier”. Blandt andet assyrerne, babylonierne, perserne, grækerne, romerne, byzantinerne, araberne, korsfarerne, osmannerne, briterne og staten Israel som den seneste i rækken af imperier.

Disse imperier har både præget historien og de enkelte palæstinenseres identitet. Raheb nævner således, at hans far, der blev født i 1905 i Betlehem som borger i det osmanniske rige, har haft fire identiteter. Efter osmannerne kom briterne, da området blev en del af det britiske mandatområde. I 1949 blev området i Jordan, og han blev borger i kongedømmet Jordan. Siden fulgte den israelske besættelse, og da faderen døde i 1975, havde han identitetspapirer, der var udstedt af Israel. Og Mitri Rahebs fornavn er af græsk oprindelses.

Fællestræk ved imperier
I kapitlet om imperiet (kapitel 5) beskriver Mitri Raheb syv træk, som han i forskellig grad ser hos de forskellige imperier, der har behersket Palæstina.

Det første er ”kontrol med bevægelse”, en kontrol der skal ”sikre bevægelsesfriheden for imperiets egne folk, soldaterne og deres vejsystemer”. Sådan var det under korsfarerne og briterne, og sådan er det i dag under israelerne – dog med det sidste som det værste. Han beskriver Gazas 360 kvadratkilometer som ”verdens største friluftsfængsel”. Palæstinensere i Gaza kan ikke rejse og besøge palæstinensere på Vestbredden, som mest af alt ligner ”en schweizisk ost, hvor Israel tager osten – det vil sige landet og dets ressourcer – mens palæstinenserne bliver skubbet ned i hullerne”.

Også de besøgende til området bliver kontrolleret. Den amerikanske sociolog og præst Tony Campolo skulle i 2010 deltage i en teologisk konference i Betlehem. Ved ankomsten til Ben Gurion lufthavnen i Tel Aviv blev han i fire timer udspurgt om sin deltagelse i konferencen og kontakten til palæstinensiske teologer. Da Campolo fortalte historien, svarede Mitri Raheb med en god portion humor, at det var den samme VIP-behandling Østens vismænd fik, da de kom for at se til Jesus i Betlehem.

Et andet træk ved imperierne er, at de kontrollerer ressourcerne, blandt andet vand. Bortset fra en lille kilde har Jerusalem ingen naturlige kilder. Herodes fik i sin tid bygget en akvædukt, som forsynede Jerusalem med vand fra områder syd for byen. Noget lignende sker i dag. Israel bruger mere end 80 % af vandressourcerne på Vestbredden, og de 20 %, der er tilbage til palæstinenserne, er også under israelsk kontrol.

Bosættelser er et tredje fællestræk. Mitri Raheb skriver, at Israel også her har overgået tidligere imperier, og at den israelske bosættelsesaktivitet på Vestbredden de facto har umuliggjort etableringen af en palæstinensisk stat.

Et fjerde træk er ”statsterror”. 418 palæstinensiske landsbyer blev ødelagt i 1948 ”for at rense de områder, hvor jøder skulle bosætte sig, for arabere”. I dag er der 4.700 politiske fanger i israelske fængsler. Mitri Raheb kritiserer også, at store dele af det internationale samfund forholder sig tavst til disse overgreb.

”Eksil” nævnes som det femte træk. Først med den babylonske invasion. I nyere tid med fordrivelsen af tusindvis af palæstinensere i kølvandet på staten Israels oprettelse i 1948. Der er fem millioner palæstinensiske flygtninge i Gaza, Vestbredden, Jordan, Libanon og Syrien.

Som sjette træk nævnes ”Jerusalem og templet”. Når hovedstæder og vigtige helligdomme ødelægges af en krigsherre, ses det som tegn på kapitulation. Det giver også en god forklaring på, hvorfor spørgsmålet om Jerusalem spiller så stor en rolle i de fredsforhandlinger, der har været mellem Israel og palæstinenserne.

Det syvende og sidste fællestræk er ”imperial teologi”. Mitri Raheb skriver, at imperier ikke udelukkende kan overleve på deres militære, politiske og økonomiske magt, og at ”krænkelsen af menneskerettighederne har brug for at blive smykket med en slags guddommelig formål og sat ind i en ideologisk og teologisk ramme.”

”Når det gælder Palæstinaspørgsmålet, er der en bemærkelsesværdig enighed mellem den liberale, vestlige teologi og den konservative, fundamentalistiske teologi. Begge er helt ukritiske i forhold til staten Israel. Begge rummer en pro-israelsk partiskhed og vælger at ignorere det oprindelige palæstinensiske folks eksistens og lidelser,” skriver Mitri Raheb.

Den palæstinensiske kontekst
I det næste kapitel uddybes beskrivelsen af den palæstinensiske kontekst, som Bibelen er skrevet i, og som palæstinenserne står i i dag.

Både nu og flere gange op gennem historien har folk spurgt: ”Hvor er du, Gud?” ”Det er et spørgsmål, som giver genlyd igennem Biblen. Det er et spørgsmål, som mennesker stiller, når deres tro bliver prøvet uafbrudt og uden ophør. De spørger ikke efter Guds eksistens eller hans omsorg, men de undrer sig over, at Gud ikke gør noget.”

Et andet spørgsmål, der rejser sig, er: ”Hvem er min næste?” Det er et gennemgående spørgsmål i Bibelen, der fra start til slut kan ”ses som en samling narrativer om land, folk og identitet”, skriver Mitri Rahab og gennemgår en række af beretningerne fra Det Gamle Testamente. Og han hævder, at ”hele Det Nye Testamente er en samling af fortællinger, som udfordrede de eksisterende, eksklusive, nationale og religiøse narrativer” og henviser til lignelsen om den barmhjertige samaritaner.

Dernæst bruger han en del plads på at besvare spørgsmålet: ”Vejen til frihed?” En vej er at kæmpe imod med vold, hvilket mere end undtagelsen end reglen. En anden vej er at overholde loven, fordi man ser besættelsen som en straf, der skyldtes, at de havde glemt Guds lov. Befrielsen kommer ved at indordne sig under religionen. Det kendetegnede farisæerne, og det kendetegner islamiske grupper som Hamas og Det Muslimske Broderskab. En tredje vej er at tilpasse sig som mellemmænd mellem folket og imperiet. En femte vej er at samarbejde med imperiet, og en femte er, at man trækker sig helt tilbage og isolerer sig i en ørkentilværelse og ”lader verden gå sin gang”.

Endelig spørger Mitri Rehab: ”Hvornår får vi en stat?” Han påpeger samtidig, at Bibelen er ”yderst realistisk med hensyn til, hvad en stat i Palæstina kunne og ville gøre. Staten anses på en eller anden måde for en logisk nødvendighed – men ikke som en løsning. Faktisk er Biblen kritisk i forhold til de fleste af Israels konger”.

”En stat er nok vigtig, men den vil ikke forandre ret meget på den geopolitiske magtbalance. (…) Hvis israelere og palæstinensere vil være ærlige over for sig selv, må de indrømme, at det statsprojekt, som begge parter i de sidste 60 år har arbejdet så hårdt for at realisere, er slået fejl. Israel udviklede et apartheidsystem. Hverken den palæstinensiske ministat i Gaza eller de palæstinensiske ’huller i osten’ på Vestbredden svarer til den drøm, som folket kæmpede for. Alligevel er begge folk stadig ude af stand til eller uvillige til at indrømme denne hårde og smertefulde sandhed – og begynde at se fremad mod nye former for sameksistens.”

Gud, Jesus og Ånden
Overskrifterne for bogens tre sidste kapitler er: Gud, Jesus og Ånden. Her vender Mitri Raheb blandt andet til spørgsmålet: Hvor er du, Gud?

Han mener, at Gud er der. For ”når mennesker bliver overvældet af imperiets magt og er ved at drukne i den følelse, at ingen andre stater eller mennesker kan hjælpe dem med at bekæmpe imperiet, så er der ikke andre steder at hente hjælp … så er der kun Gud tilbage.” Han mener videre, at ”en stor del af den religiøse fundamentalisme, som findes i Mellemøsten i dag, har at gøre med den overvældende følelse af magtesløshed i forhold til den imperiale overmagt.”

”Troen på, at der findes noget, som er stærkere end imperiet, er en vigtig og nødvendig forudsætning for at kunne kritisere imperiet,” skriver Mitri Raheb. Han mener heller ikke, at det er tilfældigt, at de tre monoteistiske religioner opstod i Mellemøsten. ”Det er netop dette miljø med konstant undertrykkelse og et liv i imperiets evige skygge, der har fremkaldt både jødedom, kristendom og – på den anden side af havet – også islam.”

”Den åbenbaring, som Palæstinas folk modtog, var evnen til at få øje på Gud, der hvor ingen andre kunne se ham.”

”Modstand kræver tro til at træde ud af gengældelsens onde cirkel”
Samtidig med at Mitri Raheb er skarp i sin kritik af den israelske besættelsesmagt, siger han også klart fra over for voldelig modstand.

”Ægte modstand består ikke i at sprænge bygninger i luften og dræbe soldater og civile. Det er bare voldelige reaktioner. Modstand er aktion, ikke reaktion. Modstand kræver mod nok til, at den undertrykte magter at træde ud af gengældelsens onde cirkel, som han så let fanges i. Den onde cirkel vil altid være til størst fordel for den magtfulde. Tro er at udvikle en dristig vision for en ny virkelighed og mobilisere de kræfter, der skal til for at virkeliggøre den.”

Ligeledes gør han op med offerrollen, som han betegner som en negativ identitet. Han henviser til, at Jesu disciple var skræmte i dagene efter korsfæstelsen og opstandelsen, men at ”det var pinsens ånd”, som hjalp dem ud af offerrollen og gjorde dem til et folk med en mission.

”Det, Mellemøsten har brug for i dag, er en ånd, som kan hjælpe folk ud af offerrollen, så de kan påtage sig ansvar og forvandles fra objekter i verdenshistorien til subjekter, der kan handle og bidrage positivt til et nyt samfund. Det er ikke nok, at Mellemøsten gav verden de hellige bøger. I det 21. århundrede må regionen bidrage med noget andet end dens oliereserver.”

Mitri Raheb peger på ikkevold som et af de mest effektive redskaber for enhver modstandsbevægelse – og skriver, at sand frihed også indebærer, at man befrier sin ”fjende” for hans voldelighed.

Han slutter bogen en fantasi og et håb om fred i Palæstina og hele regionen fra Eufratfloden (Syrien, Irak) til Egypten.

”Kun det, vi gør i dag som troende mennesker og som engagerede borgere, kan forandre historiens gang og lægge grunden til en bedre fremtid. Det var denne profetiske tradition, som udsprang i Palæstina. Den tradition må vi holde i live,” slutter Mitri Raheb sin bog.

En meget væsentlig bog
Der kunne tages endnu flere elementer frem fra bogen. For selv om selve teksten slutter på side 139, er den rig på indhold – og der er fyldige noter og kildehenvisninger, som gør det muligt at dykke ned i mange af bogens dele.

Det er en meget væsentlig og tankevækkende bog, Mitri Raheb har skrevet. Det er berigende at få sat Bibelens tekster ind i de historiske kontekster, de hører hjemme i; og det er udfordrende at læse om den aktuelle politiske situation i Palæstina/Israel i lyset heraf. Og det er yderst prisværdigt, at en mand som Mitri Raheb – selv om han har gennemlevet ni krige – bliver i sin fødeby og giver sit bidrag til arbejdet for en bedre fremtid.

 

Læs mere

Palæstinensisk præst: Fred er mulig – hvis ”løven og lammet kan ligge sammen” – Sameksistens.dk, 29-10-2014

Mitri Raheb:
Troen og imperiet
Unitas Forlag
158 sider
199,00 kroner
• Link til forlag

Nyhedsbrev

Kalender

København: Konference om trosfrihed og åndsfrihed

24 nov 10:30 - 15:00

Folkekirkens mellemkirkelige Råd holder konference på Christiansborg om trosfrihed og...Læs mere

Odense: Demonstration på Grønttorvet

25 nov 10:00 - 11:00

Bedsteforældre for Asyl - Fyn demonstrerer på Grønttorvet i Odense. • Læs mereLæs mere

København: TændEtLys for en voldsudsat kvinde - Shine a light

25 nov 15:00 - 16:45

Arrangementet begynder på Rådhuspladsen og slutter ved Søpavillonen. Arrangørerne skriver: Vold...Læs mere

Følg Sameksistens.dk

 

Sameksistens.dk støttes af

TrygFonden, Region Hovedstaden støtter projektet om religionsfrihed.


Vi modtager ikke offentlig mediestøtte, og vi bringer ikke annoncer på Sameksistens.dk, derfor er vi taknemmelige for bidrag, der kan støtte udgivelsen af netavisen.

Tegn støtteabonnement
via netbank eller MobilePay

Bidrag i november 2017: 1.950 kroner
Bidrag i alt i 2017: 17.000 kroner
Mange tak for ethvert støttebidrag.

Til eftertanke

Alt det vi deler
Video fra TV2, 2017


Ingen er anderledes.
Vi er alle forskellige.

Peter Mygind,
skuespiller