Om os  |  Nyhedsbrev  |  Støt  |  Foredrag  |  Kontakt

Som optakt til festivalen JA TAK, TIL KAFFE, der holdes i København i perioden 11.-20. august 2017, bringer vi en række samtaler, som festivalarrangøren, forfatter Michael Svennevig har haft med nogle af de medvirkende.

Flere samtaler

Om at møde andre og være i øjenhøjde

Om to malerier, der er en hyldest til Angela Merkel

"Jeg synes, at det er fantastisk at blive gammel"

”Jeg havde aldrig troet, at jeg selv skulle blive flygtning”

Om at forholde sig tillidsfuldt til hinanden

Lyset i birkegrenene. Om manglende bremse-klodser og stor poesi

Om Venligboere, fobier og drømme

Om sprog, farver og om at klatre i træer

Julenat i Herlev. Om medmenne-skelighed, penge og følelser

Samtaler i 2016

Som optakt til festivalen "Med og uden smykker", der blev holdt i København i august 2016, skrev festivalarrangøren, forfatteren Michael Svennevig en række samtaler med nogle af de medvirkende: 

Fatima Osborne,
Stine Friis Refsgaard,
Stig Dalager,
David Jason Lou,
Hanne Marie Svendsen,
Alan Pary og
Razan Haugaard
,
Lene Skytt,
Elias Benakrich,
Maria Dubin,
Mia Lipschitz og Kasper Sejer
- og i den sidste artikel talte Ursula Djezzaz Nielsen med Michael Svennevig om samtalegenren.

 

 

Samtaler på bloggen

Den Store Leder og det lille teater. Om teatergruppen BATIDA og om at rejse ud

Søren Valente Ovesen i samtale med Michael Svennevig 

Søren Ovesen i samtale med Michael Svennevig ved festivalen ”Med og uden smykker” i 2016. (Foto: David Blazek)

   
Vi har taget vores te og kaffe med op i den bløde sofa på 1. sal i Batidas Teaterhus på Rentemestervej i København Nordvest. Søren Valente Ovesen, dramatiker, instruktør og skuespiller har sat sig over for mig. Teatergruppen BATIDA har eksisteret i over 30 år, og er rundet af de mange gruppeteatre fra 1980´erne. Måske er det en af grundene til, at det føles anakronistisk at besøge dem. Forstået på den gode måde, for de holder fast i at lave teater i øjenhøjde, og gør det med fynd og klem. De holder den musikalske fane højt. En fane, der måske nok er politisk, men lige så meget repræsenterer en solidarisk tilgang til teatret og dets publikum.

Michael Svennevig (MS): Jeg vil gerne have dig til at fortælle om de billeder vi har af os selv og hinanden, ud fra de erfaringer som du og Teatergruppen Batida har gjort jer efter mere end 100 udenlandsturnéer til 45 lande, blandt andet Nord- og Sydkorea og Cuba i tiden omkring Fidel Castros død. Men inden vil jeg gerne have dig til at fortælle om, hvorfor du arbejder med teater, og om din egen vej ind i teatret?

Søren Valente Ovesen (SVO): Jeg havde været et år i Brasilien og kom tilbage og var arbejdsløs. I Teatergruppen Skifteholdet var de lige ved at afslutte en produktion, som Lars Knutzon instruerede, hvor de manglede en tekniker til at køre lys. Jeg blev jeg ansat på stedet og placeret foran et lysbord.

MS: Men du var jo ikke tekniker?

SVO: Overhovedet ikke. Dengang styredes lyset fra et manuelt lysbord, og det virkede meget kompliceret for en uerfaren mand som mig. Der stod røg ud af ørene på mig af sammenbidt koncentration de første mange gange, vi afviklede forestillingen, men det lykkedes, og jeg blev meget glad for at køre det manuelle lys, hvor man virkelig er med i det der foregår på scenen – tempoet, rytmen. Senere fik jeg mulighed for at skrive et stykke til Skifteholdet, mit første stykke. Jeg gik til det med ungdommens skråsikkerhed, og det blev ret vellykket, og senere kom jeg faktisk også selv til at spille med i forestillingen. Senere igen begyndte jeg at instruere og fandt ud af, at det ikke var helt så farligt som jeg havde troet – og nu har jeg jo samlet erfaringer på det felt i mere end 30 år. Det er naturligvis ikke noget man bare gør. Det er et fag og der er en masse man skal kunne og forstå, selvom det er lærdom det er meget svært at sætte ord på, for det handler om at have det rette blik for det der sker på en scene. Hvis jeg havde været uddannet, havde jeg haft helt andre redskaber at gøre godt med, og havde måske undgået en lang række fejl. Omvendt er man heller ikke tynget af konventioner, og det kan være en fordel. De sidste 10-15 år har jeg fået bedre og bedre greb om at instruere og føler mig langt mere sikker nu. Jeg begår ikke helt de samme fejl, og skal heller ikke længere store omveje for at måtte slette 20 minutter af en forestilling, fordi det alt for sent går op for mig at den er blevet for lang. Men jeg kunne nu godt bruge et liv mere for at komme endnu et skridt nærmerede det uopnåelige perfekte. Det er nok alle menneskers lod, at hver gang de får besvaret ét spørgsmål, er der to nye der trænger sig på. Men det er stadig sjovt og vanvittigt spændende, for hver eneste forestilling er et nyt enestående og for det meste vidunderligt barn, der bliver født med alle sine fejl, stritører og sit eget, nogle gange umulige temperament.

MS: Men du er blevet hurtigere?

SVO: Ja, meget. Jeg skriver et manuskript på ganske få timer. Ikke i ét stræk, men et kvarter her og et kvarter der. 4-5 timer i alt – og så på gulvet, for sammen med skuespillerne at se om der er liv i det. Jeg sidder ikke og skriver om 20 gange og smider ud. Det har jeg slet ikke tålmodighed til.

Søren Valente Ovesen i Cameroun i 2006.

   

MS: Har udgangspunktet for dine forestillinger været, at de skulle være ordløse, ligesom jeres seneste hundeforestilling ”Menneskets bedste ven”, hvor der er lutter sang og dans?

SVO: Nu er det ikke en forestilling jeg har instrueret, det har Nils P. Munk. Jeg har skrevet historien, og jeg har for et par år siden sat den op på Cuba med kun 3 skuespillere. Den spiller faktisk stadig, jeg så den for nogle måneder siden. I Batidas udgave er vi 9 medvirkende. Men nej, vi er ikke decideret gået efter det ordløse. Vi har tidligere forsøgt et par gange, men skuespillerne sige et eller andet. Også selv om det er noget vi som tilskuere ikke forstår. For det er svært at være skuespiller helt uden ord. Med mindre man er danser eller mimer, men det er en helt særlig genre, hvor jeg synes, at det nogle gange kan knibe med at få kontakt med publikum. Især kan et småbørnepublikum føle sig ladt i stikken, hvis man ikke gider at tale med dem. En af vores helt store forestillinger, som vi er meget stolte af den dag i dag, ”Magic Powers”, og som vi spillede for 15 år siden, var et kæmpe musikalsk drama med 11 medvirkende og uden et eneste forståeligt ord…

MS: Talte I sort?

SVO: Ja, der var et hold mænd og et hold kvinder i en stor konflikt med hinanden. Det var en civilisationsbeskrivelse. Mændene boede oppe ved det store, fantastiske, alt-leverende køleskab, der med tykke kabler var forbundet med højspændingsmasterne, og urkvinderne boede nede – i affaldsbunkerne. Det endte med atomkrig og en fuldstændig bizar, happy ending, der fik følsomme sjæle til at græde snot. Vi spillede den mange gange over hele landet og dertil 25 gange i Korea.

Men for at vende tilbage til dit spørgsmål: Ja, det var oprindeligt ideen, at det skulle være en ordløs forestilling, men vi fandt ud af at karaktererne på scenen var nødt til at få sig et sprog, så hvert hold udviklede deres helt eget, der bestod af karakteristiske lyde og udråb. Det blev selvfølgelig ikke til lange filosofiske samtaler, men det skabte mulighed for at de kunne råbe ad hinanden, og for at udtrykke følelser af forskellig slags. Det bliver nu engang meget mere nuanceret, hvis man bruger sin stemme.

MS: Mange af jeres forestillinger er civilisationshistorier.

SVO: Det er det, der optager mig mest. Jeg er ikke så interesseret i det psykologiske. Verden er fuld af ulykkelige ægteskaber og eksistentielle problemer, som naturligvis ikke skal negligeres, men jeg vil ikke sidde og kigge på egen navle. Ikke fordi det ikke er vigtigt med mænds eksistentielle kriser, når de bliver 40, 50 og 60 år, men det er altså ikke det der sætter mig i gang. Vores teater er som udgangspunkt musikalsk, politisk og humoristisk.

MS: Jeg har lige været i Paris, hvor jeg så Théâtre du Soleil og kom til at tænke på jer og Odin Teatret og Asterions Hus på Teaterøen som eksempler på teatersamfund, der er som små øer, afsides beliggende, men som også har formået bevare kampgejsten og som mener, at teatret også er et talerør for andet end underholdning.

SVO: Teater skal være underholdende. Det er forudsætningen, for hvis det ikke underholder, kan vi godt glemme det igen. Det skal underholde, men det skal også berige og løfte os. Teatret er lidt ligesom at gå i kirke. Ja, måske er det et dårligt billede … en kirke ... lad os sige en sjov, dramatisk, farverig kirke, hvor menigheden også har en fest, mens de bliver oplyst om Gud og hans mening med det hele.

MS: Det er forestillinger begge steder?

SVO: Ja, det kan man godt sige, men det er også et sted, hvor man går hen, og sammen med hinanden og med skuespillerne gennemlever et forløb, der nogle gange minder om et ritual. Man går grueligt meget ondt igennem, men forlader spillepladsen i en løftet tilstand, parat til at tage kampen op mod en urimelig verden, forandre den eller måske lære at leve med den. Det er ikke religiøst i den forstand, at jeg tror at man kan få mennesker, der absolut ikke er enige med én til at lade sig frelse af teatret. Men man kan få søgende sjæle til at gå ind i forestillingens univers, og måske finde det materiale de mangler for at komme videre. Vi skal hverken over- eller undervurdere teatret. Vi skal ikke overvurdere det i den forstand, at vi bilder os ind, at vi direkte kan redde verden med det, men vi skal heller ikke undervurdere det. Så længe der er diktatorer og autoritære styrer, der for enhver pris vil forhindre teater i at blive opført, og sågar slår forfattere og instruktører ihjel, er vores berettigelse bevist. De ser – disse slamberter – hvad det betyder, når ting der skulle være fortiet, bliver sagt højt, når absurditeter bliver udstillet eller magtsymboler latterliggjort. Eller når folk bliver begejstrede for noget andet end det magthaverne bygger deres regimente på. Så længe har teatret en berettigelse. Den dag, hvor der ikke er nogen, der gider forbyde det, skal vi se os om efter noget andet at lave. Motoren i teatret er på den ene side en enorm lyst og livsappetit, men også indignation …

MS: Social indignation?

SVO: Ja, både en social og politisk indignation over, at tingene er som de er og en ide om at de burde være helt anderledes. Det kan f.eks. udfolde sig i en lille historie om et barn, der ikke får kærlighed. Det er selvfølgelig i første omgang et psykologisk drama, men forestillingen kan jo også formulere et ”hvorfor”? Måske har moren haft en skidt barndom. Og igen: ”hvorfor”? At skabe en sammenhæng er jo en af kunstens opgaver! Og det kan man også gøre med et spørgsmål. Så altså, indignation sammen med en kæmpe lyst til at grave sig ned i stoffet, folde det hele ud, og dele det med publikum. Og selvfølgelig underholde publikum samtidig. Det er det der er drivkraften. For mig i hvert tilfælde. Andre – og respekt for dem – laver teater for deres egen skyld, og publikum kan allernådigst få lov til at se på, hvis de altså forholder sig i ro.

”Manden de kaldte Rolex”. (Foto: Ditte Valente)

 
MS: I jeres forestilling ”Manden de kaldte Rolex” spiller du selv den store hersker, der tildeler kunstmaleren den utaknemmelige opgave at skildre lyset i hans øjne.

SVO: … ja, utaknemmelig og farlig. For der ikke det mindste glimt af lys i den store leders kyniske og magtbegærlige øjne.

MS: Det må være en pudsig forestilling at spille, fordi I har spillet den så mange forskellige steder. Også steder hvor det netop ikke er en abstrakt problemstilling.

SVO: Vi har spillet den i Warszawa, på Cuba og i Sydafrika. Alle tre steder kunne man genkende sin egen historie omend i mere eller mindre groteske udgaver. I Warszawa var det i forbindelse med en verdenskongres i ASSITEJ, der er en international organisation af børne- og ungdomsteater i hele verden. Blandt publikum var der folk fra Kina, Mellemøsten og selvfølgelig det tidligere Østeuropa, og den ramte dem stærkt, for de har problemstillingen – kunstens rolle i forhold til magthaveren – frisk i erindringen. De har selv deres store ledere, eller har haft dem i en ikke så fjern fortid. På Cuba, der sådan set ikke er noget voldsomt autoritært land, selv om de har en autoritær struktur …

MS: … og du er lige kommet hjem dernedefra.

SVO: Ja, vi har været dernede og spille for jeg ved ikke hvilken gang, men lad os lige gøre ”Manden de kaldte Rolex” færdig. Da vi spillede forestillingen der, på en stor international festival i Havanna, var det ikke sådan, at folk udvandrede eller følte at det var totalt kontroversielt. Emnet er kontroversielt der, men ikke kontroversielt, fordi diskussionen allerede er i fuld gang på Cuba. Hvorimod den ville være meget mere kontroversiel i Tyrkiet, for der har vi nok noget af det mest hampre, der finder sted for tiden. Her er der tale om en diktator, en af vore allierede, der for alvor er ved at sætte sig tungt på magten, og hvor folk bliver fyret fra stillinger inden for det offentlige, som de har bestridt upåklageligt gennem 20-30 år, med de mest vanvittige begrundelser, som f.eks. at de er terroristsympatisører, skønt de blot er normale pæne mennesker der bare ikke elsker deres store leder.

MS: Sagt med pæne ord …

SVO: Og så er der nogle, der også bliver fængslet. Vi er tæt på at være derhenne, hvor folk bare bliver sat i fængsel på en udokumenteret formodning. Selvcensuren er selvfølgelig udtalt. Erdogan har galoperende storhedsvanvid, derfor vil vores forestilling være meget relevant i Tyrkiet, hvor vi desværre ikke har haft lejlighed til at spillet den, og nok heller ikke får det. (drikker af sin kaffe) ”Manden de kaldte Rolex” handler jo ikke bare om en østeuropæisk magthaver og en kunstner, der kommer i klemme. Det handler om MAGT og KUNST. I virkeligheden kender vi også til problemstillingen herhjemme, selvfølgelig i en meget mindre og næsten uskyldig målestok. Der er jo ikke noget teatermennesker, der går i lodret clinch med en eller anden anmelder, der også sidder i Reumert-komiteen, vel? Tænk hvis man gik glip af en nominering på den konto. Også selv om man skulle have den opfattelse, at en Reumert er det mest latterlige der findes! For vi er jo alle afhængige af at stå os godt med dem der deler den ud. For det er ikke bare en Reumert-statuette til kaminhylden, der er på spil. Det er den anerkendelse, den blåstempling, der åbner kassen til de midler alle vi teatermennesker er så forbandede afhængige af. Vi ved jo godt, at komiteen blot består af nogle mennesker der elsker teater, og som deler anerkendelse ud til den slags teater de godt kan lide. Sådan er det med den slags, og det er ikke særlig odiøst. Men det er jo ikke Gud der taler med statuetter, det skal vi lige have i baghovedet. For Batida ville en sådan Reumert være at betragte som en pudsig opmærksomhed, som vi kunne holde en fest på, men vi vil meget hellere måles af vores publikum fra forestilling til forestilling. Det kreperlige er imidlertid, at en sådan Reumert er et PR-boost, der ville have en kæmpe betydning for vores økonomiske status. Derfor behersker vi os selvfølgelig, når de kære anmeldere nogle gange vrøvler. Kunst er godt, men PR er bedre, som en af mine venner har sagt. (ler)

MS: Er han PR-konsulent?

SVO: Nej, han er desværre død, men han var klog mens han levede.

MS: Men nu befinder I jer altså herude på Rentemestervej – ganske Reumert-løse – og gemmer jer.

SVO: Vi gemmer os også i børneteatret. Det er et sted, hvor man aldrig bliver opdaget.

MS: Og det giver frihed?

SVO: Ja, men det betyder også, at vi skal kæmpe for den anerkendelse, der giver penge og hvad det angår, er vi ikke særligt velforsynede. Heldigvis er vi er gode til at gå på vandet. Det skal man kunne i dette her hjørne af branchen.

MS: Er det at lave kunst, at kunne gå på vandet?

SVO: Ikke nødvendigvis, men det er en kunst at kunne få de midler vi har til rådighed, til at blive til det her teater med den kæmpeaktivitet vi præsterer. Det betyder selvfølgelig ikke, at dette talent – som vi for resten deler med Jesus – fører til, at vi bare laver bedre teater. Så ubeskedne er vi dog ikke. Der er kollegaer, der er rigtig upraktiske, og som er umanerlig dyre i drift, men som laver glimrende kunst. Omvendt er der også folk, med lige så store pengekasser, som laver dårlig kunst. Det er der ingen sammenhæng imellem. Men vi – Batida – burde i det mindste få hængt en medalje om halsen for vores talent for at overleve, en overlevelses-Reumert. Alle andre steder får de en million oven i hatten til at drive en butik mindre en vores. Vi mangler simpelthen penge. Verden er uretfærdig!

Fra forestillingen ”Ouverture”. (Foto: Ditte Valente)

   
MS: Jeres teater er ikke personfikseret. Det er gruppeteater. I mange af forestillingerne optræder I med røde næser, små sorte overskæg og ens parykker, både mænd og kvinder. Men din figur adskiller sig alligevel, og er let genkendelig, for den er tykkere end de andre, og så sætter du dig altid oven på en trompet og gør den flad.

SVO: Vi har altså omtrent 15 ”levende” forestillinger i repertoiret.  Men ja, vi har to forestillinger, der er lavet af Giacomo Ravicchio. De hører sammen: ”Ouverture” og ”Grande finale”. Og I dem har vi næser på, det er rigtigt.

MS: Og ”Intermezzo”.

SVO: Ja, det var en blanding af de to forestillinger, den blev lavet i anledningen af H.C. Andersens jubilæumsår.

MS: Og i den anledning smadrede I en masse H.C. Andersen gipsfigurer.

SVO: Ja! Det har været et kæmpe scoop for os at lave de forestillinger. Giacomo er rigtig god til at lave elskeligt teater, der er sjovt og poetisk, og som har været en kæmpe succes for os, og som har en stor andel i vores ”verdensberømmelse”. Og så er der sket det, at vi nu har lavet en 3. forestilling sammen med ham, ”Solo for to”, hvor jeg igen er blevet udstyret med tyk mave og den samme næse. På en måde ærgrer det mig lidt, at vi er kørt videre ad det spor, selv om forestillingen er rigtig fin og vi har meget glæde af den.

MS: Hvorfor? Jeg synes at det var dejligt at se figuren igen.

SVO: Det er det også.

MS: Men er det for publikums-appellerende for dig?

SVO: Nej, egentlig ikke, men vi bliver så identificeret med de figurer, for vi er jo også så meget andet. Men det er bare en detalje, for vi er rigtigt glade for den nye forestilling. Vi har spillet den på Cuba på såkaldt spansk og i Korea på engelsk.

MS: Taler I overhovedet noget sprog i forestillingen, for er det ikke bare sort tale?

SVO: Vi taler gebrokkent dansk, men der er nogle informationer som man ikke kan undvære, især i de første 8-10 minutter. Det er Simon Holm, der har den rolle der skal tale rigtig meget, og han har ingen forudsætninger for at tale spansk. I starten anede han ikke, hvad han sagde, men blev bedre og bedre til det, og så gav det jo også mere og mere mening på scenen. Det var en kæmpe opgave, for det er svært at spille på et fremmed sprog, man kan ikke rigtig udtrykke noget, hvis man ikke forstår hvad man selv siger. Man er lost, hvis der er den mindste variation, og man ikke har et eneste ord at stikke ind. Når man spiller på engelsk, kan man altid hoste sig igennem. På dansk er der masser af småord at gøre godt med, hvis det kniber. Men det har også sin egen charme at spille på et sprog, man ikke kender, for folk synes at det er sjovt at høre deres eget sprog blive maltrakteret. 

Fra forestillingen ”Hallelujah!”. (Foto: H.C. Rørdam)

   
MS: I 1990 var I på jeres første russiske tur til Arkhangelsk ved Det Hvide Hav – og 25 år efter var I tilbage.

SVO: Ja, det er 2-3 år siden. Til sommer skal vi tilbage igen.

MS: Er det en cirkelbevægelse?

SVO: Det lyder sgu’ så buddhistisk, men ja, tilfældigvis, for vi har hele tiden tænkt, at det kunne være sjovt at komme tilbage, og vi fandt ud af at ham, der arrangerede vores første tur stadigvæk var der. Vi skrev til dem og spurgte om de kunne huske os, og det kunne de sagtens, så de inviterede os igen. Nu er det blevet til en udendørs gadefestival. Der var også en håndfuld af de skuespillere tilbage, der var der, da vi var der første gang. Der kommer faktisk tre skuespillere derfra og gæstespiller hos os under Copenhagen Stages, og til sommer skal vi spille vores gadeforestilling ”Hallelujah!” hos dem.

MS: Hvordan vil du selv karakterisere ”Hallelujah!”?

SVO: Den handler om vores griskhed og om den kærlighedsløse kapitalisme.

MS: Det er en grum historie.

SVO: Ja, den foregår i Hallelujah Bank. Men er samtidig også en lille Jesus-historie, for der lander et lille hittebarn på deres bord, en lille pige, der er tænkt som en gave til dem. De kan naturligvis slet ikke rumme hende, tværtimod mishandler de hende på det groveste. Til sidst hævner hun sig ved at snyde alt hvad de har fra dem, mens hun bilder dem ind at hun frelser dem. 

MS: Det er nærmest en undergangs-bank-satire.

SVO: Ja, ja! Det er også en simpel historie om mobning. Bankfolkene opfører sig som børn i en skolegård.

MS: Siger du med et stort smil.

SVO: Ja, jeg elsker den, men det er en af vore forestillinger, der har været vanskeligst at have med at gøre.

MS: Den er også uhyggelig.

SVO: Ja, men den skal være uhyggelig på en sjov måde.

MS: Den skræmte mig.

SVO: Den kræver noget af skuespillerne, som de ind imellem har haft svært ved at levere.

MS: Det er i høj grad en civilisationshistorie.

SVO: Genremæssigt er det en fjællebod-forestilling, en markedsplads-forestilling. Der er fuld gang i den. Den er meget udadvendt, meget kommunikerende. Man indgår hurtigt den overenskomst med publikum, at her er alt tilladt. Den må ikke ende med at blive alvorlig, på den forkerte måde. Men det er lykkedes os efter nogle forsøg at få den til at lette. Det er Simon Holm, der er en meget afgørende motor i den forestilling, han skal være totalt frygtløs, og når han er det, bliver den utrolig skæg. Hvis skuespillerne holder igen, bliver den bare mystisk.

MS: Den vil jeg glæde mig til at se i den nye version.

SVO: Det er ikke en ny version, men bare en tydeligere udgave, hvor der bliver spillet igennem. Den er teknisk set meget vanskelig, og opmærksomheden skal kun være dér, hvor den skal være. Alt det der praktiske skuespillerne skal holde styr på, skal slet ikke ses.

MS: Er det tit sådan, at det er de problematiske forestillinger, der bliver hjertebørn?

SVO: Jo, dén forestilling har været et smertensbarn, men jeg ved, at når den bliver spillet rigtigt, løfter den folk. De skal helt op at stå og klappe begejstret og gå lettet og inspireret derfra. Det er ligesom en koncert, hvor man bagefter er glad. Man må gerne blive rasende og oprørt undervejs, men man skal gå oplivet derfra.

Fra Cuba, 2006.

   
MS:
I har spillet på chilenske børnebiblioteker i Valparaisos værste slumkvarterer og i et ungdomsfængsel der. Hvordan kommer sådan noget i stand?

SVO: Anne Hansen er en vidunderlig, kraftfuld gammel dame, der har brugt meget af sit liv på at arbejde i Chile. Hun er dansker, men har boet mange år i USA og Chile. Hun har været medstifter af et lille bibliotek i Valparaiso, hvor de udstyrer gode danske børnebøger med spansk tekst på labels, der dækker de danske ord. Og uden at spørge nogen udlånes de danske børnebøger til Valparaisos fattige slumbørn. Blandt andet ”Aben Osvald” som vi har sat i scene og spillet gennem mange år. Da hun hørte om forestillingen og så den, sagde hun, at den skulle vi spille i Chile. Det endte dog med at vi kom med et andet af vore absolutte hits: ”Spaghetti” eller ”El Espaghetti” som den hedder på spansk. Da der slet ikke var plads inde i biblioteket, spillede vi den udenfor. Men også på skoler, i slumkvarteret og sågar i et ungdomsfængsel. For at komme ind til de unge fanger skulle vi først passere to ringmure og forbi maskinpistolbevæbnede vagter. Der var vel ca. 50 teenagere, nogle af de unge piger med babyer på armen.

MS: Forestillingen er meget visuel.

SVO: Ja, meget og med levende musik spillet af skuespillerne, og den er let at forstå. Det er en børneforestilling, men dem vi spillede for i fængslet var unge med en meget dårlig skolegang. Den passede fint der. Den var de glade for.

MS: Økonomi til den slags?

SVO: Vi søger penge rundt omkring og får næsten aldrig dækket vore faktiske udgifter. Men så kigger vi dybt i Batidas kasse, og gennemfører projektet alligevel, som det f.eks. var tilfældet med Chile. Og det gør vi gerne, og har også gjort det rigtig mange gange, fordi vi synes at det giver mening – og det er også en slags løn til skuespillerne, at være en del af sådan noget. Vi er ikke bange for at bruge penge, hvis det giver mening. Vi har et princip om, at vi gerne vil dele vilkår med de folk, der står for invitationerne til udlandet. Så hvis det er en velhavende festival, hvor alle bliver betalt ordentligt, skal vi også betales ordentligt, men er der ingen midler til rådighed, kun entusiaster der bruger deres fritid og egne ressourcer, er vi heller ikke blege for at dele vilkår med dem, i det omfang vi kan. 

Klar til forestilling i Cameroun, 2006.

   
MS: I 2012 var I i Nordkorea for første gang.

SVO: Ja, for første og eneste gang. Vi fik ad omveje en kontakt via en tidligere kollega, der er meget begejstret for det nordkoreanske styre og som skulle over og fejre Den Store Leders 100 års jubilæum, hvor der skulle fyres en kæmpe raket af. Den skvattede for resten ned, nærmest inden den slap jorden.

MS: Det lyder som noget fra en af jeres forestillinger.

SVO: Ja, det kunne det godt have været. Men han medbragte altså noget af vores materiale og et par dvd’er med nogle af vore forestillinger, som han gav videre, sammen med et høfligt brev. Et par måneder efter fik vi en fin officiel skrivelse fra dem.

MS: Hvad tænkte du, da du fik den?

SVO: Hold da op, der er hul igennem! For vi havde uden held først forsøgt at skrive til den nordkoreanske ambassade i Stockholm. Også forsøgt via nogle vietnamesiske kolleger, der tidligere havde spillet i Nordkorea.

MS: Hvorfor ville I spille i Nordkorea?

SVO: Dels ville vi gerne selv opleve dette mærkelige land. Men vi synes også, det gav mening at lave en udveksling – for der var fra begyndelsen tale om en udveksling. Vores overskrift var: ”Findes der mennesker i Nordkorea?” Det ville vi gerne bevise at der gjorde. Det er måske et indlysende spørgsmål …

MS: Det handler om den måde vi ser os selv og hinanden på?

SVO: Ja, for den måde vi opfatter nordkoreanere på er, at de er en slags apparater, der ikke længere har nogen personlighed eller selvstændige tanker, og som kun gør det de bliver programmeret til. Det er en sandhed med meget store modifikationer. For de er lige så meget mennesker som alle andre. De er bare religiøse mennesker, der tror på en gud, der er større end dem selv. I deres tilfælde er det så Den Store Leder (Kim Il Sung), eller Den Kære Leder (Kim Jong Il). Andre steder er det Jesus eller Muhammed (profet, red.), for bare at nævne dem der huserer i vores baghave.

MS: Der er to ting som jeg gerne vil have dig til at fortælle fra rejsen, og det er jeres besøg ved Den Store Leders grav og reaktionen på jeres forestilling derovre.

SVO: Mr. Kang, der er den mand, der har været vores formidler og som har arbejdet meget ihærdigt for vores besøg, er meget loyal over for systemet, men samtidig også en meget passioneret og intelligent mand, som jeg tror er dybt splittet. Han kan på en eller anden måde rigtig godt lide os som personer – trods det at vi repræsenterer fjenden – og han havde sammen med andre embedsmænd vovet pelsen ved at bringe os derover. Han ville give os det ultimative bevis på det nordkoreanske styres storhed, nemlig mausoleet for Den Store Leder og for Den Kære Leder, far og søn. Han var overbevist om, at når vi så det, ville vi blive grebet af følelsen af at stå over for noget ufatteligt stort. Ligesom han selv og nordkoreanerne gør.

MS: Det var også en rejse, som blev omtalt i store reportager i dagbladet Politiken.

SVO: Vi havde en pressefotograf, to filmfotografer, en journalist og en producer med hele vejen igennem, også under vores til tider meget ophedede diskussioner med vore værter. Der var sikkert nogen, der var inde og rode i deres kufferter for at se hvad de havde med, men der var ingen form for censur. De ville ikke se, hvad der blev optaget, så på den måde var der en stor åbenhed.

MS: Tillid?

SVO: Ja, eller i hvert fald en bevidsthed om, at hvis de ville have folk til at besøge landet, nytter det ikke at kontrollere, hvad de optager. De er nødt til at udvise en eller anden form for imødekommenhed. Nå, men det der mausoleum er et kæmpe set-up. Et stort gammelt palads, hvor man bliver ført ind i hold. Eller gammelt var det formodentlig ikke, for der er ikke noget der er gammelt i Nordkorea. Først går man ned i garderobeområdet, hvor man skal aflevere ure og telefoner. Alt af metal. Bagefter skal man igennem en metaldetektor. Så bliver man ført på lange gå-bånd, ligesom i lufthavnen, men man må ikke gå på dem. Man skal stå, og så bliver man ført igennem hundrede meter lange gange plastret til med store malerier af lederne i opbyggelige situationer. Fuldstændigt rituelt, og så er der musik. De har en særlig genre, hvor det er crescendo fra ende til anden ...

MS: Hyldestmusik?

SVO: Ja, det er ”begejstringsmusik”. Det er dårlig smag og dårlig musik, der hele tiden er ved at gå i klimaks. Vi blev ført igennem disse gange frem til en stor hal, hvor der står to kæmpe statuer af de afdøde, de er vel henimod 10 meter høje. Herfra bliver man ført – igen i hold – ind i en forholdsvis lille elevator, hvor der står en vagt, der som alle andre vagter der, har makeup på, så de ligner hinanden. De står rundt omkring. Helt urørlige, som voksdukker. Elevatoren fører op til et mindre rum, hvor man skal lægge sine kameraer, for fotograferne havde faktisk fået lov til at tage kameraer med ind, og derefter bliver man ført igennem en lillebitte dør ind i en luftsluse, hvor der blev blæst luft på én, så alle urenheder, fysiske såvel som åndelige bliver blæst væk. Det er ren hokus pokus. Derfra videre ind i en kæmpe sal, der minder om en terning, den er lige lang, bred og høj, nok 15-20 meter på hver led, og der ligger først Den Store Leder, Kim il Sung, i en glaskiste. Alt er belyst i rødt, og soldaterne i hjørnerne står omend endnu mere ubevægelige. Man bliver dirigeret ind på rækker på 10 for at bukke mod liget fra alle fire sider, før man bliver ledt ud igen. Så trækkes man igennem rækker af lokaler, hvor man får at se, hvor den og den af verdenshistoriens store politiske lederskikkelser har skrevet under på dette eller hint dokument vedrørende Nordkorea. Endeløse montrer med gaver fra alverdens statsbesøg. Der er Den Store Leders båd, en kæmpe båd, og Den Kære Leders togvogn

MS: En hel togvogn?

SVO: Ja, der sad han og skrev sine begavede ord på sin sidste rejse. Masser af uniformer, kort og hilsner. Det hele gentager sig. Først tager man turen med Den Store Leder og så turen med Den Kære Leder. Altså, det hele én gang til. Bortset fra at man ikke kører én gang mere med gå-båndet …

MS: … og I var meget imponerede …

SVO: Nej, vi var vist mere benovede. Men vi gjorde skam hvad vi skulle, og var ikke ude på at provokere, men han – Mr. Kang – kunne jo godt mærke at vi ikke rigtigt var blevet opløftede af mødet med de balsamerede kejsere. Og han var dybt, dybt skuffet og synligt frustreret. Her var vi blevet præsenteret for en vidunderforestilling af Hollywoodske dimensioner, og så kunne vi næsten ikke løfte hænderne til blot en beskeden applaus.

 

”Da forestillingen så var forbi, var der imidlertid helt stille. Meget stille. Der gik måske fem sekunder. Fem sekunder er lang tid, når forestillingen ellers ender med et brag, der normalt får publikum til at springe op i begejstring. ...”

Søren Valente Ovesen om opførelsen af ”Grande Finale” i Nordkorea

 

MS: Fortæl om reaktionen på jeres forestilling.

SVO: Som sagt, Mr. Kang blev meget rystet over vores reaktion efter mausoleet. Han havde i sin naivitet troet, at vi ville blive slået af beundring og klarsyn, og forstå ”det hele” efter besøget. Det gjorde vi imidlertid ikke, og det kunne han mærke. Senere samme aften spillede vi en prøveforestilling af ”Grande Finale” som han overværede. Der sker det i forestillingen, at jeg optræder som tyk mand, der bærer et klaver ind på ryggen og senere under en dans får et hjertetilfælde, falder om og dør. Derefter bliver jeg båret i ligtog hen til klaveret, hvori jeg bliver begravet til ordene: ”He was a big man! He was the biggest man in this little world. We have big memories of big man!” Og så står alle de fjollede karakterer med overdrevent bøjede hoveder, indtil den afdøde efter nogle minutter dukker op med vinger på ryggen. Den scene så han. Bagefter sagde han fnysende: ”I ved jo godt, hvordan man opfører sig ved en begravelse!” Han tog den vanvittige scene fuldstændigt alvorligt, og fangede slet ikke ironien. For ironi er ikke noget der stortrives i Nordkorea. De aner vist næsten ikke, hvad det er. Men han kunne se, at vi godt kunne stå med bøjede hoveder og sige noget alvorligt. Det var det, vi skulle have leveret i mausoleet. Det var helt corny. Men for ham beviste det, at vi ikke havde taget hans ledere alvorligt.

MS: Okay …

SVO: Det var altså den konklusion han i sin vrede udledte.

MS: Men så spillede I forestillingen for et rigtigt publikum.

SVO: Næste dag havde ”Grande Finale” Nordkorea-premiere. I salen sad et par hundrede unge mennesker. De to første rækker var dog besat af tavse alvorsmænd.

MS: I uniform?

SVO: Nej, egentlig ikke, nærmere en slag tøjstil, der indikerer at man er en betydningsfuld person. Og alle, ALLE, med et emblem med Den Store eller Den Kære Leder lige over hjertet. Man går som voksen ikke uden for en dør, uden at man har det på.

MS: Hvordan blev forestillingen så modtaget?

SVO: De unge mennesker grinede.

MS: Sådan forsigtigt?

SVO: Nej, egentlig ikke. Der er megen dejlig falden-på-halen komik i stykket, som er mere eller mindre universel. Men for Mr. Kang, der sad på 5. række var der ikke rigtig noget at grine af. Faktisk var han bleg som et lagen. For ham var dette nåleøjet, som vi – og ikke mindst han – nu skulle igennem. Det skulle være en succes, for hvis det blev en fiasko ville det få konsekvenser for ham. Det er selvfølgelig ikke noget jeg ved, men noget jeg tror. Han ville – tror jeg – blive degraderet og måske miste sit job, så ”Grande Finale” skulle helst gå hjem. Da forestillingen så var forbi, var der imidlertid helt stille. Meget stille. Der gik måske fem sekunder. Fem sekunder er lang tid, når forestillingen ellers ender med et brag, der normalt får publikum til at springe op i begejstring. Vi skuespillere befandt os i en virkelig spændende parentes som fyldtes med hærskarer af tavse engle. Så rejste manden i midten sig op og klappede entusiastisk, og så fulgte resten trop. Alle var jublende glade. Vi var blevet godkendt. Og Kang var glad, så glad, at jeg tror han tilgav os vores respektløse omgang med lig dagen før.

MS: I var blevet blåstemplet?

SVO: Ja, for der er ikke rum til en personlig vurdering, fordi det er noget af det nordkoreanerne ikke kan eller snarere ikke må. Kun nogle ganske få af de mennesker vi mødte viste mod og evne til at vurdere selv. De fleste gør, hvad de får besked på. Det er en del af deres opdragelse. I den vestlige kultur udstyrer vi de unge mennesker med et – nogen gange temmelig irriterende – ’hvorfor?’, hvorimod man i Nordkorea altid har et ’javel!’ parat.

MS: Politikens journalist Morten Skjoldager skrev lange reportager fra jeres besøg, og bagefter skrev du selv en kronik – også i Politiken, for at tilføje noget af det du syntes manglede i artiklerne.

SVO: På mange måder var reportagerne i og for sig sobre nok, men jeg syntes, at han ofte havde en lidt for dramatisk vinkel på det han så og beskrev.

MS: Det gik igen i overskriften: ”Her er det ikke svært at blive paranoid”.

SVO: Det var en af de overskrifter, der faktisk rummede en vis erkendelse, for man kan godt blive paranoid.

MS: Men det var jo ikke det, som I var taget derover for at konstatere.

SVO: Nej, journalisten var faktisk ret nervøs, selv om der efter min bedste overbevisning ikke var nogen grund til det. Når man er sådan nogle som os eller bare en almindelig journalist, kan det ikke gå galt. Man bliver ikke udsat for meget andet end meningsløst besvær. Meget af det jeg så, lignede da også bare et ganske almindeligt 3. verdens land. Nordkoreanerne er deres egne værste fjender, for det med at rende rundt i hælene på folk og sige, at de ikke må se det og det, skader i den grad vores opfattelse af dem. Jeg har gået rundt alene i hovedstaden Pyongyang to gange i flere timer, og det jeg så var dårligt vedligeholdte betonbygninger og nogle folk, der sad og solgte grøntsager på en trappe ned til en metrostation. Der var busser, der er ved at falde fra hinanden, og hvor folk hang ude på siden. Man ser alt det, der på en måde er de menneskelige træk, som man gerne vil se og som de burde vise. I stedet for viser de os vidunderbørnene, der kan spille Chopin som femårige.

MS: Stereotypt?

SVO: Ja, det er en slags omvendt misinformation, for da jeg var ude på en skole for at se de der vidunderbørn, gik jeg ned ad en gang og rundt om et hjørne og ind i et andet klasselokale, hvor der sad ganske almindelige børn og tegnede kruseduller på et stykke papir, ligesom børn gør, når de er 4-6 år. Lærerne var søde og venlige. Der var ingen kadaverdisciplin. Vi optrådte også på en almindelig skole, hvor skolelederen gik rundt og passede nogle høns, han havde i et hjørne, mens alle børnene pillede ved vore ting og var fuldstændig som børn er. Men nordkoreanerne elsker at vise de små genier frem, og få dem til gøre kunster for os. De har steder, hvor de dyrker de børn. Som en slags prestigeprojekt. Et bevis på styrets ufejlbarlighed. Men det skader dem selv, for hvis de kunne vise os hvor normale de faktisk er, ville vi meget bedre kunne forstå dem. 

MS: Det var noget af det du pointerede i kronikken, du skrev måneden efter i Politiken.

SVO: Ja det gjorde jeg vist. Men for lige at fortsætte historien om vores strid med mr. Kang om, hvad vi skulle se og hvad vi ikke skulle se. Det var et endeløst tovtrækkeri. Han slæbte os hen til soldatergrave og pompøse monumenter, og vi sagde at det ville vi ikke se – at vi ville se almindelige mennesker. Nogle gange blev han sur, og pludselig smed han os af i en park, men fulgte alligevel med os, da han var gasset af. I parken var der ganske almindelige mennesker, der sad og røg og drak og dansede – det var en søndag eftermiddag. De unge dansede lidt disco, og de gamle dansede traditionel dans. Det var enormt almindeligt og hyggeligt. Det betyder selvfølgelig ikke, at Nordkorea ikke er et regime, der har sin knusemaskine, for det har det. Hele samfundsordenen er én stor knusemaskine, den er så at sige indbygget, for systemet forpligter alle til at holde øje med alle. Og alt beror på belønning eller modsat, fratagelse af privilegier. Men i det almindelige samliv er de mennesker ligesom os. Der er masser af spillerum til at være menneske, hvis man altså ikke lægger sig ud med regimet. Det er i al sin banalitet værd at bide mærke i. Måske kan vi have det i baghovedet, når vi skal til at droppe en uhyrlig bombe i hovedet på dem, fordi deres tåbelige leder har fremprovokeret en af den slags situationer, der kalder på store eksplosioner.

 

”Det I laver er kunst.
Det vi laver er reproduktion.”

Nordkoreaner i samtale med Søren Valente Ovesen

 

MS: Du sagde tidligere, at Mr. Kang var meget reflekterende, hvad mente du med det?

SVO: Mr. Kang og hans chef vidste meget om Vesten, og sagde et par ting som …

MS: Talte han engelsk?

SVO: Ja, det gjorde de begge, glimrende. Kangs chef fortalte en dag, at hans datter havde skiftet sine kunststudier ud med økonomistudier, for, som han sagde, vi bliver nødt til at blive civiliserede.

MS: Det er stærke ord.

SVO: We have to be civilized … fordi han godt var klar over, at i et land som Nordkorea er der ingen, der ved noget om økonomi. Ingen almindelige mennesker i hvert fald, for de råder ikke over penge. De får i praksis tildelt lommepenge, men deres lejligheder bliver dem tildelt, ligesom deres ferier. Skolerne bliver tildelt. Man gør sig fortjent til de fleste almindelige goder, alt efter hvor megen umage man gør sig og hvor dygtig man er. Er man derimod dum og obsternasig, får man mindre og mindre og ender nede i en lille kold kælderlejlighed eller ude på landet bag en plov. Eller hvis man er rigtig fræk, ender man i en lejr eller op ad en mur. Det siger sig selv. For mig er det logik, at det er sådan. Folk har ikke penge mellem hænderne, og kan ikke spare op til noget, til en ny smart sofa eller en bil med automatgear, for den mulighed findes ikke. De ved derfor selvfølgelig ikke noget om at spare op og har ikke begreb skabt om økonomi. De har ingen erfaring med at investere og tage lån. Alt det som vi i den grad ved noget om, kender de ikke til.

MS: Det er en mærkelig tanke.

SVO: Det andet Kangs chef sagde, da han havde set vores forestilling, og var meget lettet over at den var så sjov og så god – og ikke mindst ufarlig, var: ”Det I laver er kunst. Det vi laver er reproduktion” og der refererede han til al den optræden vi var blevet præsenteret for, og som alt sammen var yders veludført, men det samme igen og igen. En endeløs repetition. Og så tilføjede han: ”Vi har brug for sådan nogle som jer!”

MS: Det er ret stærk selverkendelse!

SVO: Ja! Og så kom nordkoreanerne til Danmark. Det var aftalen og hele projektets omdrejningspunkt. De optrådte bl.a. på Betty Nansen og blev faktisk godt anmeldt i aviserne. Monna Dithmer bon’ede ud med 4-5 stjerner i Politiken, men skrev også noget kritisk eller satirisk om Deres Store Leder, Kim Jong-un, som Kangs chef fik oversat. Det var ikke særligt slemt efter dansk målestok, men han var meget krænket over at den slags kunne skrives i landets største avis. Det afstedkom en længere samtale om styreformer, og på et tidspunkt spurgte han mig så direkte, hvad jeg syntes om deres styre og deres leder. Det gjaldt for mig om at finde den helt rigtige formulering, så jeg svarede, at jeg syntes deres ledelsesform var gammeldags. Han var selvfølgelig ikke enig, men jeg tror faktisk at han lyttede til det. Jeg kunne sagtens have sagt, at de ikke var rigtigt kloge, men det ville han ikke få noget ud af. Men at bruge betegnelsen gammeldags passede meget godt ind i hans egen opfattelse af, at de måtte se at blive civiliseret og udvikle sig. Jeg er sikker på, at han hele tiden er en af dem, der vover noget, for han er klar over at der må ændringer til.

MS: Han er progressiv.

SVO: Ja, han tror, ligesom mange af sovjetkommunisterne troede det, at systemets fejl kan udbedres, men bevares med nogle mindre forandringer. Men sådan kommer det nok ikke til at gå.

MS: Og så til allersidst: Hvad er det, som teater kan?

SVO: Tja! En million dollars hvis jeg siger noget klogt, ikke? (smiler) Nå, så meget har du ikke, så jeg undlader forsøget. Men jeg kan dog sige så meget, at teatret er et godt sted at opleve noget – sammen!

 

Tekst: Michael Svennevig, forfatter og dramatiker
Artiklen blev oprettet 13-04-2017
    

Maleri af: Nargiz Galib Andersen

JA TAK, TIL KAFFE
Festival om engagement og medmenneskelighed.

Festivalen holdes 11.-20. august 2017 – i 4 bydele: Vesterbro, Amager, Østerbro og Christianshavn.

Festivalen holdes i samarbejde med Apostelkirken, H/F Prøvestenen, Salonen og Dansk PEN.

Fredag den 11. august, kl. 19-22 
Festivalåbning i Apostelkirken, Saxogade 13, 1662 Kbh. V 

Lørdag den 12. august, kl. 11-17 
Festival i H/F Prøvestenen, Artillerivej 74, 2300 København S 

Torsdag den 17. august, kl. 19-21 
Festival i Salonen, Østerbrogade 222, 2100 København Ø 

Søndag den 20. august, kl. 13-16 
Festivalafslutning i Dansk PEN, Dronningensgade 14,
1420 Kbh. K 

Se trailer for festivalen

• Læs mere om festivalen (Facebook)

   

 

 

Nyhedsbrev

Kalender

Sandholm: Demonstration ved Center Sandholm

25 jun 14:00 - 15:00

Bedsteforældre for Asyl demonstrerer ved Center Sandholm, Sandholmgårdsvej 40, 3460 Birkerød. •...Læs mere

Odense: Demonstration på Grønttorvet

01 jul 10:00 - 11:00

Bedsteforældre for Asyl - Fyn demonstrerer på Grønttorvet i Odense. • Læs mereLæs mere

Odense: Demonstration på Grønttorvet

08 jul 10:00 - 11:00

Bedsteforældre for Asyl - Fyn demonstrerer på Grønttorvet i Odense. • Læs mereLæs mere

Følg Sameksistens.dk

 

Sameksistens.dk støttes af

TrygFonden, Region Hovedstaden støtter projektet om religionsfrihed.


Vi modtager ikke offentlig mediestøtte, og vi bringer ikke annoncer på Sameksistens.dk, derfor er vi taknemmelige for bidrag, der kan støtte udgivelsen af netavisen.

Tegn støtteabonnement
via netbank eller MobilePay

Bidrag i juni 2017: 750 kroner
Bidrag i alt i 2017: 3.950 kroner
Mange tak for ethvert støttebidrag.

 

Netavisen Sameksistens.dk er tilmeldt Pressenævnet og medlem af Prauda, foreningen af uafhængige internetmedier.