Om os  |  Nyhedsbrev  |  Støt  |  Foredrag  |  Kontakt

Som optakt til festivalen JA TAK, TIL KAFFE, der holdes i København i perioden 11.-20. august 2017, bringer vi en række samtaler, som festivalarrangøren, forfatter Michael Svennevig har haft med nogle af de medvirkende.

Flere samtaler

Om at møde andre og være i øjenhøjde

Om at skyde de længste pile. Om sprog og digtning ...

Om to malerier, der er en hyldest til Angela Merkel

"Jeg synes, at det er fantastisk at blive gammel"

”Jeg havde aldrig troet, at jeg selv skulle blive flygtning”

Om at forholde sig tillidsfuldt til hinanden

Strøtanker fra en gammel gøgler. Om natur og bæredygtighed

Lyset i birkegrenene. Om manglende bremse-klodser og stor poesi

Om Venligboere, fobier og drømme

Iranske billeder. Om at fotografere og blaffe rundt i verden

Musikken fører an. Om musik og de vildeste naturkræfter

I vilden sky. Om at synge og lytte. Om intuitiv sang

Julenat i Herlev. Om medmenneskelighed, penge og følelser

Om at nyfortolke historien om Jesus – og om at optage film på Vestbredden

Om Den Store Leder og det lille teater

Samtaler i 2016

Som optakt til festivalen "Med og uden smykker", der blev holdt i København i august 2016, skrev festivalarrangøren, forfatteren Michael Svennevig en række samtaler med nogle af de medvirkende: 

Fatima Osborne,
Stine Friis Refsgaard,
Stig Dalager,
David Jason Lou,
Hanne Marie Svendsen,
Alan Pary og
Razan Haugaard
,
Lene Skytt,
Elias Benakrich,
Maria Dubin,
Mia Lipschitz og Kasper Sejer
- og i den sidste artikel talte Ursula Djezzaz Nielsen med Michael Svennevig om samtalegenren.

 

 

Samtaler på bloggen

Om at have mange meninger. Om sprog, farver og om at klatre i træer

Nargiz Galib Andersen i samtale med Michael Svennevig

Nargiz Galib Andersen. (Foto: Michael Svennevig)

 

Jeg husker Nargiz´ bryllup som noget ganske særligt. Jeg var ikke inviteret med til den efterfølgende fest, for så godt kendte vi heller ikke hinanden, men jeg var med i kirken og til receptionen bagefter. Nargiz var iført en flot hvid kjole, der var snøret i ryggen med knaldrøde bindebånd. Hun havde røde højhælede sko på. Hendes kæreste Lars var iført en rock-jakke. Hvad angik de to forældrepar, har jeg sjældent set så store kontraster. Lars’ forældre var kommet fra Jylland og så temmelig blege og danske ud, mens Nargiz’ forældre lignede havguder. De var så flotte, at jeg måbede. Faren med sit store sorte hår, der mest af alt lignede en manke, kunne være trådt lige ud af den græske mytologi. Hvis han var Zeus, måtte moren være Hera. Faren, der er klassisk komponist, spillede et solostykke på klaver, og jeg tror at moren sang. Måske er det bare min erindring, der spiller mig et puds, for hun lignede én, der hvert øjeblik kunne bryde ud i sang. En stor volumiøs Wagner-arie. Det var svært at få øjnene fra de to. Og så var der musikken! Nargiz og Lars havde valgt en intro fra et Heavy Metal-nummer, ”Symbiosis” af det kristne heavy metalband Mortification, hvor en guitar med distortion vrider sig frem gennem den forholdsvis stille intro der blev afspillet, mens Nargiz blev ført op til alteret af sin far. Jo, det var sandelig et bryllup, der ikke lignede noget andet.

Måske havde jeg set Nargiz’ malerier før jeg mødte hende. Det var et par år inden brylluppet. De hang i Apostelkirkens menighedssal. Store farvestrålende nonfigurative malerier, der virkede som vældige farvehav. Der var musik i de billeder, og det var en af grundene til at jeg bad hende om at male logo og animere traileren til den kommende festival.

• Se trailer for festivalen

Nargiz Galib Andersen har malet logoet til festivalen ”Ja tak, til kaffe”.

 

Nargiz Galib Andersen (NGA): Jeg har boet i Norge ét år inden jeg kom til Danmark.

Michael Svennevig (MS): Men dine forældre fik opholdstilladelse i Norge, mens du og din bror kom til Danmark.

NGA: Det var ikke så sjovt. Det var dybt … (leder efter ordene og går i stå). Det kan jeg stadigvæk ikke forstå. Men vi var over 18, min lillebror og jeg. Hvis vi havde været under, kunne vi have fået familiesammenføring.

MS: Hvordan var det at komme til Danmark?

NGA: Jeg boede på en højskole, hvor der var mange på min egen alder. Det var meget spændende at gå på højskolen, og jeg lærte så mange mennesker at kende at jeg meget gerne ville lære sproget og kulturen at kende. Det var mere sådan … ih, det er H.C. Andersens land som jeg var i! Også Kierkegaard! Det var måske meget romantisk … Da jeg kom til Danmark var jeg meget irriteret over, at folk spurgte … altså når jeg skulle lave opgaver i dansk på studiet, skulle jeg først analysere og altid sige, hvad min holdning var. Jeg var så irriteret over at man hele tiden skulle have en mening. Man skulle synes noget, men jeg var da ligeglad! Men efter at jeg lærte sproget bedre at kende og boede sammen med en veninde, der syntes at det var vigtigt at engagere sig i politiske spørgsmål, fik jeg også øje på politik – og så fik jeg mange meninger og kunne slet ikke tie stille. Det bakser jeg stadig med. (ler og kigger over på kæresten Lars, der sidder og smiler hovedrystende ovre i sofaen bag os).

MS: I 2011 lavede du forsideillustrationen til Karsten Wraae Larsens digtsamling ”Punkterblomst”, men du brugte slet ingen farver ud over sort.

NGA: Nej, det var sort på sort, for jeg brugte kun sorte nuancer.

MS: Det er svært at forstå, når man ser de glade og romantiske billeder du har kreeret til festivalen og til festivaltraileren. De er meget anderledes. Hvad er der sket?

NGA: Dengang tror jeg, at jeg ikke var særlig sød. Det har sat sine ar – på folk omkring mig. Men jeg tror det er fordi jeg selv har haft det svært.

MS: Ja, det hænger jo sammen. På et tidspunkt arbejdede du som integrationsmedarbejder.

NGA: Ja, i Indre Mission. (ler) Joe, jeg har en grum forhistorie i Indre Mission.

MS: Det mener du sarkastisk?

NGA: Ja, jeg søgte job i Indre Mission, fordi jeg håbede på at kunne få lov til at arbejde der. Det var fint nok, men det var også hårdt. 

MS: Hvordan hårdt?

NGA: Fordi jeg levede på "kontrakt-tid” og ikke vidste, hvordan min fremtid ville komme til at se ud, da jeg ikke havde ubegrænset opholdstilladelse her i landet, og jeg var bange for at vende tilbage til Aserbajdsjan, hvis ikke jeg fandt et opholdsgrundlag i Danmark. Men der var rigtig mange der spurgte: ”Hvad laver du her? Er du ikke udlænding?” Men det var ofte dem, der ikke kendte til Indre Mission, fordi de ikke just forbandt Indre Mission med udlændinge i 2005. 

Nargiz Galib Andersen: ”Misforståelser”, acryl.

 

MS: Hvad tænker du på, når du tænker tilbage på din opvækst i Aserbajdsjan?

NGA: Fra min barndom?

MS: Ja!

NGA: Det er haven, træerne, kirsebærtræerne og frugterne. Både vores egen have, men også min mormors og morfars have. Jeg var overladt meget til mig selv og var egentlig glad. Jeg sang hele dagen. Sammen med min bror Hassan, klatrede jeg i træerne og sang.

MS: Mens I klatrede rundt?

NGA: Nej, vi klatrede så højt op vi kunne. Måske for at kunne se ud, men også for at finde en gren, hvor man kunne sidde godt og have det sådan lidt huleagtigt, så kunne vi synge der, for det var vores scene. Det træ jeg husker bedst er ferskentræet. I Aserbajdsjan er frugterne meget store. Slet ikke som dem man kan få her. Jeg var 7-8 år, men klatrede rundt til jeg blev teenager. Vi lavede også mudderkage og byggede huler i haven. I min barndomshave i Ganja, hvor jeg blev født, havde vi høns, og det var mig der fodrede og passede dem. Når hønsene havde lagt et æg, galede hanen, og så vidste jeg at der var æg. Det var vores morgenmad. Både spejlæg og kogte æg, med blød blomme. Hassan havde en særlig interesse, for han kunne godt lide at adoptere gadehunde, der var kommet til skade, som vi så passede, indtil de var blevet store nok til at de igen kunne klare sig. Nogle gange beholdt vi dem bare. Der var også på et tidspunkt en fugl, der var kommet til skade med den ene vinge, og som vi tog os af. Men det var min brors ideer. Selv om han kun var lillebroren, så fulgte jeg bare efter. I min erindring er det en stor have, men det kan godt være at den slet ikke var så stor. Det er altid haven jeg tænker på, når jeg tænker tilbage på Aserbajdsjan og savner det der var dengang. Jeg har også en tendens til at romantisere det. (tænker) Jeg ville så gerne stå på skateboard og køre på cykel, men som pige fik jeg aldrig lov til det. Senere da vi flyttede til hovedstaden Baku måtte jeg godt løbe på rulleskøjter, men først skulle jeg øve mig i vores stue og passe på gulvet, så det blev aldrig rigtigt til noget videre.

MS: Men du har taget revanche efter at du kom til Danmark?

NGA: Ja, nu har jeg friheden til det, men jeg kunne aldrig forstå, hvorfor jeg ikke måtte dengang. Men nu cykler jeg som en gal københavner.

MS: Jeg har aldrig før hørt om hovedstaden Baku.

NGA: Har du hørt om vores nationaldigter Nizami Ganjavi fra 1200-tallet?

MS: Nej, aldrig.

NGA: Har du været i Davids Samling?

MS: Ja, men ikke efter deres ombygning.

NGA: Jeg var der sammen med mine forældre. Det var anden gang jeg var der, og det var et helt identitets-boost for mig, for ikke nok med at vi fandt nogle mønter fra det gamle Aserbajdsjan, helt tilbage til dengang, inden landet blev et samlet land, hvor det var delt mellem nogle kæmpende områder og hære. Det grænser både op til Tyrkiet, Armenien og Iran og ligger mellem Kaukasus-bjergene ud mod Det Kaspiske Hav. Men vi fandt også kærlighedsdigte af Nizami Ganjavi, der går for at være den største digter i persisk litteratur. Guiden, der viste rundt, vidste hvem han var og hvad han har skrevet. Bare ved at fortælle om det nu får jeg gåsehud.

MS: Hvorfor det?

NGA: Jeg har altid været interesseret i identitet – og hvad det er for os, og hvad det gør os til.

MS: Er det også noget du har beskæftiget dig med på studiet?

NGA: Nej, jeg har skrevet om gæstfrihed, men ikke skrevet om identitet som sådan. For der er nogle ting som jeg er nødt til at have på armslængde, for da vi kom til Danmark, Hassan og jeg, gik vi rundt og fortalte om hvordan vi blev kristne. I kristen sammenhæng kalder man det for ”vidnesbyrd” og det var godt på sin vis, og mange var taknemmelige og sagde: ”Hvor er det stort!”, men alligevel gør det noget ved ens egen fortælling. For det var jo ikke bare de gode ting man husker tilbage på, men noget af det var nødvendigt for at opleve en sådan guddommelig oplevelse. Det var vendepunktet.

MS: Det foregik i hemmelighed?

NGA: Ja, min familie og jeg blev kristne i Aserbajdsjan, fordi vi mødte nogle kristne missionærer.

MS: Hvor gammel var du?

NGA: Jeg er født i 1983, og vi blev døbt i 1994 – som 11-årig. Det skete i vores hus i al hemmelighed. Sådan noget kan man læse alt muligt om mange steder, men når man fortæller om noget, blotlægger man også sine ar. Hvis jeg forestiller mig sjælen som et fysisk legeme, er det stadigvæk betændt, men det har også givet det en form for skønhed, fordi betændelsen har givet det forskellige farver. Det er selvfølgelig meget billedligt talt.

Stillbillede fra festivaltraileren.

 

MS: Hvis det var din fortælling dengang, hvad er det så i dag?

NGA: Ja, hvad er det så i dag … jo, jeg skal til statsborgerskabsfesten i overmorgen og har fået invitationen af Pia Kjærsgaard.

MS: Sendt ud i hendes navn som formand for Folketinget?

NGA: Ja.

MS: Det er næsten tragikomisk. Har hun selv underskrevet det?

NGA: Ja, sådan ser det umiddelbart ud, men når man kigger nøjere efter kan man se at det er pixeleret og digitaliseret. Sidste år holdt hun en tale, hvor man som nydansker følte det som en pegefinger, og det gider jeg altså ikke at høre på, det kan jeg godt være lidt nervøs for at hun gentager. ”Nu har I fået det her pas, og det skal I gøre jer fortjent til og arbejde for.”

MS: Hvad tænker du om det?

NGA: Jeg er ikke en af dem, der tænker at hun er decideret racistisk. Jeg tænker at hun er professionel i forhold til at hun er tidligere formand for Dansk Folkeparti. Det er sikkert fordi jeg er lidt naiv og gerne vil tro på det bedste i folk. Hun var god som politiker, og gør tingene så let at forstå for én.

MS: Ja, hun forsimpler det, så alle kan følge med.

NGA: Men der var et interview, hvor hun sagde at man ikke bare skulle tro at hun mente at folk per definition var grimme, hvis de har en anden hudfarve, hvorefter hun pegede på et billede og sagde: ”Prøv at se, de er jo virkelig smukke og skønne!” Så hvis man skulle være rendyrket racist, ville man nok kun synes at det hvide er godt og smukt. Men jeg gider bare ikke, hvis hun skal tale til mig og de andre som om vi har indtaget ”deres” land, for det er også mit land nu. Jeg gider ikke de firkantede holdninger, eller at skulle sammenlignes med slidte stereotyper. For hvad kan vi gøre, nu er vi her? Hvad kan vi gøre sammen? Det gælder om at tænke mere fremad i stedet for hele tiden at kigge tilbage og holde krampagtigt fast i de grimmeste erfaringer.

MS: Hvad skal der ske, er der en middag eller er det bare en tale?

NGA: Nej, almindelige danskere har ikke råd til at betale for nydanskere. Det er jo trods alt dine og mine penge som vi skal bruge. Men der er nok pindemadder.

MS: Er det alle fra hele landet der er inviteret på én gang?

NGA: Ja, alle dem, der har fået deres nye pas sidste år. Man må gerne have én ledsager med, så vi skal derind sammen (nikker over mod Lars, der sidder i sofaen bagved og læser). Det er virkelig en fin invitation vi har fået. Der fulgte også en bog med – med Grundlovens paragraffer. Måske skulle vi have siddet og terpet dem, men nu er jeg jo i gang med at skrive speciale, så det må vente.

 

”Der er også dem, der siger at jeg selv er lidt af en outsider. Men hvis jeg tænker på nogle, der er meget neutrale og som følger alle regler, er de selv outsidere – i forhold til mig.”

Nargiz Galib Andersen

 

MS: Hvad læser du?

NGA: Materiel kultur og didaktik. Kort fortalt er det en uddannelse, hvor vi ser didaktik i alt. Det handler om læring og dannelse. Det er en uddannelse, der undersøger ”materialitet”.

MS: Øh … men hvad skal du så skrive speciale om?

NGA: Jeg er ved at bearbejde nogle data som jeg skal bruge. Jeg har været på Louisiana med indsatte og ex-indsatte. Det er en antropologisk undersøgelsesmetode, hvor man undersøger uden at have en prædefineret overskrift. Emnet er indsatte på et museum, og hvad der så sker.

MS: Med museet eller de indsatte?

NGA: Det bliver nok ikke med museet, for jeg fokuserer på de indsatte.

MS: Du afsøger grænser og kan godt lide at beskæftige dig med emner der bevæger sig ud mod nogle gråzoner?

NGA: Ja, jeg har hele tiden været interesseret i grupper i samfundet, der befinder sig i samfundsmarginen. Der er også dem, der siger at jeg selv er lidt af en outsider. Men hvis jeg tænker på nogle, der er meget neutrale og som følger alle regler, er de selv outsidere – i forhold til mig. Så det afhænger af, hvem der definerer hvem. Jeg er ikke spor bedre selv. Man skal ikke sammenligne, for det kan man ikke. Nogle af mine venner fortæller om nogle af de ting, der er benspænd for dem i hverdagen. Sådan små ting der egentlig ikke har den større betydning i det store billede, og nogle gange kan de tage sig i det, kigge på mig og undskylde: ”Nå undskyld, det er jo ingenting i forhold til det du har været igennem!” Men det går galt, hvis man sammenligner. For et problem for én behøver ikke at være det for en anden. Men jeg befinder mig altid i en gråzone, for nogle gange kan man alligevel godt sammenligne. Jeg har aldrig mulighed for at være særlig kategorisk, hvad det angår.

MS: Fordi du også selv har fundet ud af, at du lige så vel kunne befinde dig i samme gråzoner?

NGA: Ja, på en måde. Jeg har en færøsk veninde som jeg studerede sociologi med på universitetet, og vi fandt ud af at jo mere vi studerede, des dummere blev vi. For tiden har jeg svært ved at skulle kalde et afsnit for ”konklusion”, fordi det er et så lukket og afsluttet begreb. For hvordan kan jeg konkludere i et humanistisk fag – og gøre det på et fænomen, der indebærer mennesker der befinder sig i en sårbar situation? Det kan igen altid diskuteres, for måske gælder det bare for dette øjeblik og denne situation og de omstændigheder der er til stede nu, for i morgen vil alting være anderledes. 

MS: Mener du at alle indsatte skal på museum?

NGA: Nej, det er ikke noget de skal.

MS: Hvorfor har du valgt det som emne? Fordi ingen andre havde valgt det? Eller var det fordi læreren bare som et eksempel sagde, at det kunne I i hvert fald ikke skrive om – og så gav det dig lyst til alligevel at prøve?

NGA: Ja, det kan man godt sige, for sådan kunne det faktisk godt have været sket. (ler) For vi fik at vide, at der var en række spørgsmål som vi kunne teste vores emner på, så hvis vi ikke ud fra dem kunne svare ja til det hele, så ville det ikke være en god ide at skrive om.

MS: Men er det på grund af Fangekoret, for dem må du jo kende fra Apostelkirken, hvor de øver, og hvor du også selv hører til?

NGA: Ja, jeg møder dem selvfølgelig, når jeg er i Café Exit ved siden af kirken, men så godt kender jeg dem heller ikke. Vi hilser på hinanden. Men at lære dem at kende vil kræve meget mere. Jeg mener ikke at man partout som indsat skal have en chance til. Men dem jeg har mødt går nærmest rundt med en brækket arm, uden at vi andre kan se det. Der er også dem, hvor jeg tænker at der måske er en vej. Men igen, hvem er jeg, der tror at jeg kan bedømme folk ud fra et flygtigt ”Hej”, et smil og fordi vi måske har spist sammen. Men det tager lidt længere tid at komme ind på livet af dem. Jeg er vild med Café Exits generelle holdning til vores frivillige arbejde …

MS: Hvilket frivilligt arbejde, for du er jo aktiv flere steder?

NGA: Ja, jeg er frivillig i kvindeklubben som hører til Horserød Fængsel, men nogle gange kommer de også i Apostelkirken, og så laver vi nogle kreative ting sammen, og det giver også mening for mig, når det gælder om at kombinere det kreative med det sociale. Da jeg fortalte det til min veninde, sagde hun: ”Selvfølgelig, det er jo det sociale og det kunstneriske som du skal arbejde med i dit speciale!” Men det er en verden der stadig er lukket, for jeg føler at jeg tit snubler.

MS: Men hvad med menneskesynet?

NGA: I forhold til de aktiviteter vi har, spørger vi aldrig, hvad de har lavet. Det er deres egen sag. Men i nogle pædagogiske sammenhænge er det et nødvendigt onde.

MS: At spørge – eller ikke at spørge?

NGA: Ikke at spørge, for lige her hjælper det mig til at se personen og ikke bare dommen.

MS: Men hvorfor museum?

NGA: Den banale grund er, at det er to store modsætninger, men også fordi museer, har jeg læst, gerne vil arbejde med brugerinddragelse, som de kalder det for.

MS: Men er der ikke mange andre brugere som de hellere vil inddrage?

NGA: Jo! (ler) Men jeg fandt ud af at f.eks. Louisiana havde haft besøg af flygtningebørn, men voksne flygtninge …? Jeg var i tvivl om de overhovedet ville synes om det. Men rent praktisk, så ligger Louisiana tæt på Horserød, for der er selvfølgelig også noget økonomisk i det. Men det er et lidt sejt træk.

Nargiz Galib Andersen: Uden titel, olie.

 

”Men når livet har fået en anden drejning for mig, kan jeg jo ikke blive ved med at male blomster i vase og en frugtskål.”

Nargiz Galib Andersen

 

MS: Når det bliver for sejt, er det så et af de tidspunkter, hvor du finder farverne frem og begynder at tegne og male?

NGA: Ja, det har vist sig at være nødvendigt at gøre de gange, især i de første år hvor jeg følte mig fremmed, anderledes og ekstremt ensom i Danmark. (tænker) Nu kender du jo lidt til mine værker og har set dem ved forskellige lejligheder. Der er nogle der er figurative, andre er nonfigurative, men også collager og atter andre er meget impressionistiske … ja, jeg har sågar arbejdet med total installation og animationsfilm. Det kan være svært at se en rød tråd igennem mine værker, men et eller andet sted giver det også mening, hvis man ser på dem ud fra mit livsforløb, der har bølget op og ned i vandringen med Gud. Jeg føler stadig at jeg har behov for at udtrykke mig kunstnerisk – jeg anser det som den vitaliserende faktor i mit liv. Nogle gange møder jeg folk der vil have mig til at vælge én kunstnerisk retning og så følge den. Men når livet har fået en anden drejning for mig, kan jeg jo ikke blive ved med at male blomster i vase og en frugtskål. Til festivalen var det som om du, Michael, drog mig tilbage til mit kunstneriske jeg igen. Du tryllede den rene kunstneriske praksis frem i mig igen. Det tror jeg også jeg sagde til dig! For de tegninger og baggrundsmalerier i forbindelse med festivalen var jo ikke kommet af et spontant følelsesmæssigt dyk, der tvinger til kunstnerisk handling med terapi som formål. Det var tværtimod vores kunstneriske samarbejde, der mindede mig om kunstens magi, der opstår i forbindelse med et projekt, i vores tilfælde var det så – festivalen, ”Ja tak, til kaffe!” I den ”terapeutiske” tilgang føler jeg ofte, at jeg står alene med mit maleri, men i forbindelse med festivalen var det dejligt for mig at diskutere, forhandle og udfordre min kunstneriske bobleverden i løbet af arbejdet med animationstraileren sammen med dig. Kunst er et helt andet sprog der nærmest er uberørt, men kendt af alle. Nok fordi det er så gådefuldt et kommunikationsmiddel, at det nærmest kan være svært at forstå – lige som et nyt sprog er. Hvis jeg møder nogen, der lige er kommet til Danmark og vi har samme modersmål, kan jeg med det samme mærke en hel anden troværdighed, end hvis vi havde talt dansk sammen. Man er mere åben og tør at sige nogle ting. Det er godt at have et frirum, hvor man kan dele nogle frustrationer. Et sted, hvor andre ikke kan stille sig til dommer over, hvorfor man tænker som man gør.

MS: Men der kan ikke være mange du kan tale aserbajdsjansk med?

NGA: Nej, men jeg taler også tyrkisk og russisk. Når jeg hører nogen tale det, bliver jeg straks nysgerrig og vil gerne høre, hvad de taler om. Men der kommer et armensk band, ”System of a Down” til COPENHELL i juni.

MS: Taler du også armensk?

NGA: Nej, det gør jeg ikke, men Aserbajdsjan og Armenien er jo I clinch med hinanden, så der har jeg tænkt mig at tage et aserbajdsjansk og et armensk flag med og flage med dem begge samtidig.

MS: For at skabe lidt stemning?

NGA: Ja, for at lave rav i den, men også for at gøre det til et statement om musikken der forener nationer, der ellers er hinandens ærkefjender. Men når jeg er færdig med mit speciale til sommer, skal jeg også lære farsi. Det vil jeg gerne.  

 

Tekst: Michael Svennevig

Artiklen er oprettet 07-05-2017

Maleri af: Nargiz Galib Andersen

JA TAK, TIL KAFFE
Festival om engagement og medmenneskelighed.

Festivalen holdes 11.-20. august 2017 – i 4 bydele: Vesterbro, Amager, Østerbro og Christianshavn.

Festivalen holdes i samarbejde med Apostelkirken, H/F Prøvestenen, Salonen og Dansk PEN.

Fredag den 11. august, kl. 19-22 
Festivalåbning i Apostelkirken, Saxogade 13, 1662 København V 

Lørdag den 12. august, kl. 11-18 
Festival i H/F Prøvestenen, Artillerivej 174, 2300 København S 

Torsdag den 17. august, kl. 19-21 
Festival i Salonen, Østerbrogade 222, 2100 København Ø 

Søndag den 20. august, kl. 13-16 
Festivalafslutning i Dansk PEN, Dronningensgade 14,
1420 Kbh. K 

Se trailer for festivalen

• Læs mere om festivalen 

• Facebook-event om festivalen

   

 

 

Nyhedsbrev

Kalender

Odense: Demonstration på Grønttorvet

21 okt 10:00 - 11:00

Bedsteforældre for Asyl - Fyn demonstrerer på Grønttorvet i Odense. • Læs mereLæs mere

Sandholm: Demonstration ved Center Sandholm

22 okt 14:00 - 15:00

Bedsteforældre for Asyl demonstrerer ved Center Sandholm, Sandholmgårdsvej 40, 3460 Birkerød. •...Læs mere

Odense: Demonstration på Grønttorvet

28 okt 10:00 - 11:00

Bedsteforældre for Asyl - Fyn demonstrerer på Grønttorvet i Odense. • Læs mereLæs mere

Følg Sameksistens.dk

 

Sameksistens.dk støttes af

TrygFonden, Region Hovedstaden støtter projektet om religionsfrihed.


Vi modtager ikke offentlig mediestøtte, og vi bringer ikke annoncer på Sameksistens.dk, derfor er vi taknemmelige for bidrag, der kan støtte udgivelsen af netavisen.

Tegn støtteabonnement
via netbank eller MobilePay

Bidrag i oktober 2017: 750 kroner
Bidrag i alt i 2017: 15.050 kroner
Mange tak for ethvert støttebidrag.

Til eftertanke

Alt det vi deler
Video fra TV2, 2017


Ingen er anderledes.
Vi er alle forskellige.

Peter Mygind,
skuespiller