Om os  |  Nyhedsbrev  |  Støt  |  Foredrag  |  Kontakt

Som optakt til festivalen JA TAK, TIL KAFFE, der holdes i København i perioden 11.-20. august 2017, bringer vi en række samtaler, som festivalarrangøren, forfatter Michael Svennevig har haft med nogle af de medvirkende.

Flere samtaler

Om at møde andre og være i øjenhøjde

Om at skyde de længste pile. Om sprog og digtning ...

Om to malerier, der er en hyldest til Angela Merkel

"Jeg synes, at det er fantastisk at blive gammel"

”Jeg havde aldrig troet, at jeg selv skulle blive flygtning”

Om at forholde sig tillidsfuldt til hinanden

Lyset i birkegrenene. Om manglende bremse-klodser og stor poesi

Om Venligboere, fobier og drømme

Iranske billeder. Om at fotografere og blaffe rundt i verden

Musikken fører an. Om musik og de vildeste naturkræfter

I vilden sky. Om at synge og lytte. Om intuitiv sang

Om sprog, farver og om at klatre i træer

Julenat i Herlev. Om medmenneskelighed, penge og følelser

Om at nyfortolke historien om Jesus – og om at optage film på Vestbredden

Om Den Store Leder og det lille teater

Samtaler i 2016

Som optakt til festivalen "Med og uden smykker", der blev holdt i København i august 2016, skrev festivalarrangøren, forfatteren Michael Svennevig en række samtaler med nogle af de medvirkende: 

Fatima Osborne,
Stine Friis Refsgaard,
Stig Dalager,
David Jason Lou,
Hanne Marie Svendsen,
Alan Pary og
Razan Haugaard
,
Lene Skytt,
Elias Benakrich,
Maria Dubin,
Mia Lipschitz og Kasper Sejer
- og i den sidste artikel talte Ursula Djezzaz Nielsen med Michael Svennevig om samtalegenren.

 

 

Samtaler på bloggen

Strøtanker fra en gammel gøgler. Om natur og bæredygtighed – og om at holde fast i gøgleriet

Jytte Abildstrøm i samtale med Michael Svennevig

Michael Svennevig i samtale med gøgleren Jytte Abildstrøm. Billedet er fra festivalen ”Med og uden smykker”, der blev holdt i VerdensKulturCentret på Nørrebro i august 2016. (Foto: David Blazek)

 

Jytte Abildstrøm (JA): Min mormor og morfar boede i Wesselsgade. De havde en tøjforretning ved Peblingesøen og Dronning Louises Bro. De havde tre børn. To piger og en dreng, og så havde de barnepigen, Sophie, der boede i Blågårdsgade.

Jeg er født i 1934, og jeg kom på landet under krigen på en gård, som min morfar kendte, sammen med min storebror. Selv om min mormor og morfar havde et sommerhus i Holte, havde de også en nyttehave og en stor frugtplantage.

Vi var også i Sophies kolonihave under og efter krigen. Jeg elskede at komme i den kolonihave. Bare jeg tænker på den, kan jeg se de spartanske møbler, lugte petroleumslampen – og smage frokosten. Er det ikke vildt? Så jeg har altid tænkt, at hvis alt går galt, er der kolonihavebevægelsen. Efter miljøåret i 1987 ryger proppen af, og jeg tænker, at nu må jeg simpelthen realisere nogle af de ting som jeg har været i nærheden af. Der var tilfældigvis én kolonihave til salg på Finsensvej. Min mor og far hjalp mig, og jeg købte den.

I miljøåret havde vi spillet ”Klodshans”, hvor min ældste søn, Lars, lavede en masse foredrag og Peter var med, og så fik jeg det, der i forvejen var skabt i min sjæl. Det var bare en anden størrelse, men inde i mig hænger det sammen. Forstår du det?

Jeg havde lige været på trækursus i Järna sammen med 80 skovfolk, for jeg ville gerne lære at plante træer. Jeg var den eneste gøgler – og de andre var skovfolk. (ler sin karakteristiske latter) Men de passede så godt på mig, for underviseren tænkte: ”Die Däne ist langsam”, men han fandt ud af, at jeg var noget helt andet. Nu var der meget lidt plads i min kolonihave, men jeg havde frugttræer og frugtbuske. En norsk filosof, Hans-Jørgen Højnæs foreslog: ”Du skal da møde min ven Flemming Abrahamsen, der er arkitekt.” Så da jeg kom hjem fra Järna, tog jeg ned til ham. I Sverige er der rigtig mange komposttoiletter, og han havde et komposttoilet, og så havde han lige lært en finne at kende og en finsk masseovn, så han kom ud i min lillebitte kolonihave og lavede en finsk masseovn. Jeg var med og så, hvordan den blev lavet. For det er genialt med en finsk masseovn, fordi den bruger så lidt brænde, og du kan bage på eftervarmen – og røgen forurener ikke.

Michael Svennevig (MS): Hvad er en finsk masseovn?

JA: Alt efter husets størrelse kan du have et, to eller tre rum, hvor røgen cirkulerer. Mit hus var jo lille, så jeg fik bare ét rum. Så går røgen op i det kammer, hvor man kan lave mad, og så ryger det rundt i kammeret og giver varmen fra sig, så du ikke har det samme som med en kakkelovn, hvor du bare får varmen med det samme. I en masseovn fyrer du op en time om morgenen, og så er det varmt hele dagen.

MS: Ligesom i de gamle keramikovne?

JA: Jeg har hørt at det er noget lignende.

MS: Du siger at den ikke forurener, men røgen skal vel et eller andet sted hen?

JA: Ja, ja, men det er meget lidt røg, nærmest ingen, for røgen bliver brugt til at cirkulere og varme stenene op, sådan så der ikke er noget der bliver efterladt. Men jeg har hørt røgforedrag af Steen Møller om at der er udviklet noget, der er endnu mere fantastisk, for han lavede en bænkevarmerovn, og den byggede jeg også mange år efter ude i kolonihaven. For hvis du tænker dig, at man putter brænde ned og det brænder nedefra og op, går røgen ind i sådan en jerndims, og ind i en trappe op til en lille hems. Røgen varmede trappen op, og ingen røg kommer ud. Steen Møller har lavet et fantastisk arrangement, hvis man har en ovn og man kender røgens veje, for de er uransagelige og ikke helt almindelige. Du kan ved at lave nogle gulvdimser varme gulvet op med røg, hvis du ved hvilken vej røgen går, så ingen røg slipper ud. (ler) Nå, jeg har hørt mange røgforedrag, for jeg synes at det er dødspændende, for vi skal jo finde ud af, hvordan vi gør. (tænker og skænker te op) Jeg havde fået et varmt fodbad og spurgte, hvordan vandet var blevet varmt? Jamen, det er en solfanger. Hvorfor er der ingen, der har sagt det til mig? Det var i 1987. Jeg opdagede, at én af mine bedste venner, der er ingeniør, havde solfangere til at opvarme swimmingpoolen, men han var til grin – og sådan begynder alting. Derfor havde han ikke fortalt om det. Min nye ven hed Hans Jørgen, og han startede et solfangerfirma som i dag hedder Solarventi. Jeg lavede efter miljøåret en solfanger hos Hans Jørgen og satte den på Flemmings muldtoilet. Det var også bad, idet der var en tønde foroven med vand fra en lille hane, og det fantastiske er, at når vandet er koldt går det ned i solfangeren, og når det er varmt stiger det op i tønden uden EL. Inde i huset havde jeg et muldtoilet, hvor jeg separerede ”humørbomben” og urinen.

Jytte Abildstrøm i økohuset. (Foto: Riddersalen)

MS: Men det havde du også ude på Riddersalen, ikke?

JA: Ja, i økohuset. Men mit i kolonihaven var mere primitivt. Men selv om min kolonihave var lille, fik jeg via Jørgen Løgstrup lært at lave et rodzoneanlæg, hvor man med tagrør renser spildevand. Der skulle man bruge sådan nogle sten, sådan noget grus osv. Det lavede jeg sammen med dem, men havde jo ikke så meget spildevand, hverken tis eller fra vasken, så det lukkede jeg ned efter nogle år og lavede et fikst lille filter, hvor der skulle være sten, sten og sten. Vi laver en vis portion fæces, ”humørbomber”, om året, men de bliver til meget lidt, når de komposteres med bøgesavsmuld eller kartoffelskræller i kolonihaven. I kolonihaven havde jeg solfanger, muldtoilet og en solcelle. Dengang skulle man have et batteri at lade op. Men man behøver jo ikke så meget læselys, og der var nok til to lamper. Det passede med ét batteri. Vi samlede regnvand – men der kommer myg, sagde naboen. Jeg havde ikke et hak forstand på fisk. Jeg købte slørhaler, og de gik derude og åd myggene. Om vinteren var de i et lille akvarie i lejligheden. De blev til sidst for store og velnærede, så der knapt var plads til at de kunne tage mere end ét svømmetag, så jeg tog dem med ned til dyrehandleren for at få ham til at købe dem, og han spurgte: ”Hvordan har du båret dig ad med det?”

MS: Altså få dem så store?

JA: Ja, for de bliver altid syge, sagde han. Jamen, det ved jeg da ikke. De har været i min regnvandstønde og spist myg. Så lo han.

 

Det der ord ”gider” kender jeg slet ikke. Hvis vi skal få jord, luft, ild og vand til at fungere sammen igen, er det en kæmpe øvelse.

Jytte Abildstrøm

 

MS: Men hvorfor fik kolonihave den ganske særlige betydning for dig?

JA: Det hedder learning by doing. Kan du forestille dig at være født i 1934 i Vanløse. Selv om min far var arbejdsløs, tryllede han så vi kunne blive boende i det der herlige hus, men der var jo kun varme i én stue, og på et vist tidspunkt lå der tørv ude i haven, og så siger sådan en lille pige på 8 år: ”Hvor længe kan man grave tørv op?” Og det er jo det jeg støder på mange år efter i Jeremy Rifkins bog ”Et nyt verdensbillede”. Du skal tænke dig godt om og genplante et træ, når du hugger ét ned for at brænde det, men med kul, koks, tørv og olie lægger du ikke noget ned igen. Det er grunden til at ordet ”vedvarende energi” blev et mantra for mig. Det er det samme med jorden, for jeg havde også kompost til træerne og sagde, at vi allesammen skulle kompostere. Men det gider vi ikke! Hvorfor ikke det? Det der ord ”gider” kender jeg slet ikke. Hvis vi skal få jord, luft, ild og vand til at fungere sammen igen, er det en kæmpe øvelse. Jeg havde så mange rundvisninger – og til sidst sagde de: ”Vi vil ikke leve så fattigt!” Tænk, det var da noget underligt noget at sige ... For dem var det fattigt. Hvordan kan du tage bad? Der er svømmehaller og hos venner, og man kan da altid ... Vandet var jo lukket om vinteren, men havde man en lille plastikbøtte lærte man at vaske op i en kop vand, som vi kaldte det.

MS: Jeg tager aldrig i bad i sommerhalvåret, for jeg bader dagligt i havnen.

JA: Ja, det er lige det. Ja, selvfølgelig når du er ældre ...

MS: Nu behøver man jo heller ikke at hugge hul i isen for at bade om vinteren.

JA: Nej, nej, nej, men derfor i 1996 blev vi spurgt om vi både kunne være morsomme og samtidig lave noget vedvarende, så det var startskuddet til teatrets økohus. 

Fra forestillingen ”Klodshans” på Riddersalen. (Foto: Bitten Kønig)

 

MS: Var det ”Klodshans”, der var forløberen for det?

JA: Ja, miljøåret var forløberen. Vores teaterværksted ligger ved siden af Lorry, og jeg opdagede, at de, der gik på værkstedet, blev dårlige af limen, malingen og savsmuldet. Det holder jo ikke en meter, vel? Vores store drøm var, at den dårlige luft fra værkstedet skulle op og renses af bedene oppe i økohuset, og tilbage ned i værkstedet igen. Men ved du hvad, Rom blev ikke bygget på én dag. Men det var en øjenåbner. Bare det at vi sidder og taler sammen har konsekvenser, for hvorfor tænker alle: ”Nej, se det maling. Nu er det allerede tørt. Hvor er det herligt.” Men man har ikke tænkt på konsekvenserne. Når man så møder ... jeg fik en kæreste, der nu er min bedste ven ... hans far havde malersyndromet, fordi han var maler. Tingene har konsekvenser, og det nyttede jo ikke noget at tale og fortælle om skønhed og kærlighed på scenen, når de går og har det dårligt på værkstedet. Det er en cyklus, der pludselig går op for én. Det, at Hans Jørgen var oppe i det der solfangerfirma, hvor jeg byggede en solfanger med onklen, var også en øjenåbner for mig. Han viede sit liv til det. Han lavede en luftsolfanger, hvor der inde i midten er en solcelle, men i stedet for vand er der luft i rørene, så den puster – via en lille pumpe som sættes i gang af solcellen, når solen skinner – varm luft ind i hus eller kælder, så man undgår fugt. Derfor hedder det en luftsolfanger. Jeg har som sagt været medbygger på de der ting som jeg nævner, men det er learning by doing, når du så læser om noget og begynder i det små. Derfor har jeg også været med i kolonihavebevægelsen her i Roskilde. Det er meget bedre med muldtoiletter end at kloakere kolonihaverne, for de tror at de bliver mere værd, og folk bliver ikke oplyst om, hvor enkelt det er med muldtoiletter og heller ikke om, hvor enkelt det er med en solcelle. Eller om hvad røg er.

”Det, der nogle gange hjælper mig, er min harmonika og mine historier, for der er nogle, der kan blive stærkt ophidsede – og det skal vi ikke have,” siger Jytte Abildstrøm. (Foto: David Blazek)

MS: Når man siger: ”Vi ikke vil leve så fattigt!”, tror du så, at vi har vænnet os til at et godt liv er lig med at være rige?

JA: De tror at man er rig ved at have det andet. For så er det væk, så kan man ikke se det!

Men hvis du tror det, skal du bare gå ned og besøge et rensningsanlæg. (ler) Hvem tror du at jeg havde besøg af ude i kolonihaven? Kan du gætte det? Direktøren for Lynetten. Der er en anden nu, men det var jo sidst i 1980’erne og i 1990’erne. Jeg fik kolonihaven i 1988. Jeg kan ikke huske, hvorfor vi fik kontakt, men måske fordi jeg ville lave et projekt, hvor søerne igen skulle være søer, fordi mine bedsteforældre er født ved søerne. I 1920’ne var der nogle arkitekter, der blev sendt til Paris, og de blev så fascineret af at der var kanter på floderne, så derfor satte de kanter på søerne, men så er det ikke en sø mere, men blot et bassin. Ja, det hang sammen med rensningsanlægget, men den sammenhæng har jeg glemt i dag, for jeg ville lave nogle flydeøer og skaffede penge for at lave et væksthus, så Rigshospitalets vand kunne gå ind i væksthuset, og der skulle vokse blomster, som kunne sælges i butikkerne, og så kunne de gå ned til søen, hvor der ikke var kanter mere, og blive raske af at gå igennem væksthuset.

MS: Det var en smuk helhedsplan.

JA: Ja, men jeg har heller ikke opgivet den endnu. (ler sin karakteristiske latter) Jeg er jo en værre buldermikkel, men direktøren fra Lynetten sagde, at han netop havde villet gå den vej med rensningsanlægget som vi sad og filosoferede over, men alle hans uddannede ingeniører ville ikke dén vej, så det kunne han ikke ændre. Han kom mange gange ud og så forestillinger på Riddersalen, hvor vi talte sammen. For i miljøåret havde jeg mødt én, fordi jeg havde købt bogen ”Det levende vand” af Viktor Schauberger, og han forskede i vand og havde opfundet et æg, hvor vand bliver renset ligesom inde i en grankogle. Den fik vi lov til at lægge i en af søerne i Ørstedsparken, fordi vandet er så forurenet der. Vi fik også lov til at lægge et æg i Peblingesøen. Det var derfor jeg skulle søge om tilladelse, for når først man bliver bidt af jord, luft, ild og vand, er det helt balstyrigt. Nu skinner min begejstring for learning by doing og simple living igennem. Det gør det også, når jeg er ude, men jeg er meget diskret, for det er sårbart. Det, der nogle gange hjælper mig, er min harmonika og mine historier, for der er nogle, der kan blive stærkt ophidsede – og det skal vi ikke have. Ophidselse og vrede fører ingen veje hen. Hvis jeg kommer til at sige noget, og en finke ryger af panden og én bliver ophidset, så siger jeg: ”Skal vi ikke tale fynsk, for jeg vil gerne spille Strindberg på fynsk: ”Jeg er så trist, for han er gået fra mig”. Jeg er ikke ude på at ødelægge noget, men bare give en tro på at der også er andre veje ... Kolonihavebevægelsen er genial. Hvis alle havde sådan et lillebitte hus og en lillebitte have, kunne der bo lige så mange mennesker som i et højhus i mange etager på samme areal, for der er så mange trapper og så mange elevatorer, så meget parkering. Så det med simple living er vejen frem.

 

Ja, hele forbrugssamfundet og dets konkurrence er jeg ikke vild med. Når de så siger, at hvis vi ikke havde alt det, havde vi heller ikke den velfærd, svarer jeg dem: Men er det en færd, der er vel? For det er jo på bekostning af noget andet.

Jytte Abildstrøm

 

MS: Jeg tænkte med det samme på dig, da jeg ville lave festival ude i kolonihaven. (Jytte ler) Jeg ved ikke hvorfor, for jeg kender jo ikke din kolonihavehistorie, men det virker så oplagt. Nu er vi i Munksøgård ved Trekroner, nær Roskilde ...

JA: Da vi i sin tid skulle planlægge byggeriet her, foreslog jeg at vi, seniorer, kunne nøjes med 30 kvadratmeter. Vi behøver ikke 50 kvadratmeter, men det ville bygherrerne sørme ikke. Der er tit nogle, når de kommer herned, der spørger: ”Og hvad har du så ovenpå?” Der har jeg naboen! De tror jo ... ja, jeg ved ikke, hvad de tror. Der er sikkert nogen, det kommer bag på, men jeg synes at det hænger godt sammen, for jeg har været på turné med gadeteater i 40 år og boede i telt eller i et brændeskur hos folk. Og så spørger folk: ”Jamen har du da gjort det?” Ja, ja, bare der var noget at ligge på – eller en luftmadras. Vi havde jo ikke råd til hotel. Det er simple living ... når man så kom hjem, kunne man slet ikke tåle al den luksus. Det er ikke fordi jeg er uforskammet over for luksus, men hvad er luksus? Det er et lille enkelt sted.

MS: Jeg tror, at hvis vi ikke kan bruge penge og retfærdiggøre at vi bruger dem, er der jo ikke grund til at arbejde så meget, og det gør næsten alle. Selv arbejder jeg 10 timer om ugen med psykisk udviklingshæmmede, og jeg elsker det, men mere end 10 timer har jeg ikke lyst til. Det dækker mit behov for at arbejde og betaler min husleje. Ud af det kan jeg også rejse og udgive bøger.

JA: Jeg ved ikke hvor det er, at kæden hopper af.

MS: Er det fordi vi samler til hobe?

JA: Ja, hele forbrugssamfundet og dets konkurrence er jeg ikke vild med. Når de så siger, at hvis vi ikke havde alt det, havde vi heller ikke den velfærd, svarer jeg dem: Men er det en færd, der er vel? For det er jo på bekostning af noget andet. Jeg ved da godt, at jeg er dybt privilegeret, og det ved du også at jeg er.

MS: Men det er man altid, når man laver noget, man holder af – og brænder for. Det er jo noget man selv sørger for. Du har da også holdt et banner oppe igennem 100 år – eller 85 år.

JA: Jeg er altså kun 83 år. (ler) 

”Sonja fra Saxogade”. (Foto: Bjørk Aabech)

MS: Nåe ja ... men når jeg tænker på min barndom, tænker jeg selvfølgelig på ”Sonja fra Saxogade”, men også på ”Tyllefyllebølleby Banegård”, for den introducerede noget absurd.

JA: Fuldstændigt absurd.

MS: Det med: ”Tager du lige den her, når du alligevel er derovre!”, og så befinde sig i den anden ende af rummet, og overhovedet ikke være i nærheden. Det syntes jeg var så skørt.

JA: Ja, det var både absurd og finurligt. Det var jo de mennesker man stødte ind i, men der var mange, der tog afstand fra det. Da vi lavede julekalenderen ”Vumserne og juleforberedelserne” var der voldsomme reaktioner.

MS: Hvorfor det?

JA: Det må du ikke spørge om. De har ikke givet nogen forklaring. Det er ikke alt man kan få forklaring på. Men i hvert fald kom socialrealismen i 1975, og så blev Jytte Hauch og jeg fyret, og vi kom ikke derind siden, for så forsvandt alt det.

MS: Men det har i hvert fald lagt nogle frø ...

Hans Chr. Ægidius, Jytte Abildstrøm og Claus Strandberg i ”Tyllefyllebølleby Banegård”. (Foto: DR)

 

JA: Jamen, er det ikke mærkeligt. Jeg kan møde nogen, når jeg går tur, der siger: ”Hvor er det mærkeligt at se dig gå her!” Men jeg blev så forskrækket over nogle af de folk, der blev vrede over de livsholdninger jeg har, og jeg tænkte at jeg da ikke ville støde nogen (ler) ... Men hvad søren, jeg synes at det var sjovt med den ballade. Jeg kan huske engang med ”Tyllefyllebølleby Banegård”, hvor der skulle komme et helikopterhold med nogle operafolk ned igennem taget på banegården. Det hele var one take. Som tak for at de sang skulle de have nogle pindemadder, og så går jeg ud for at hente de der pindemadder, og så står regissøren og siger: ”Gud, dem har vi glemt!” (ler) Så stod der midt i alt det rod der var bagved, et stempelholderstativ, og det tog jeg med ind, og der var i hvert fald én pind på. Jeg har aldrig set Ulrik Cold sådan, for de var ved at falde om af grin.

MS: Hvem var forfatterne bag?

JA: Det var Jytte Hauch-Fausbøll, Thomas Winkler og Jesper Klein.

MS: Du og Hans Christian Ægidius var forstanderparret?

JA: Ja, det var vi på en station, hvor der aldrig skete noget. Der kom ingen tog, men vi havde meget travlt hele tiden. Ofte gik jeg gennem billedet med en trillebør og sagde: ”Nu går jeg ud og laver den swimmingpool!” – og så sagde børnene, hvornår får vi den swimmingpool at se? Ser den sådan ud som jeg siger? Og så beskrev de swimmingpoolen – uden at have set den. Det var det, der var det geniale. At man selv danner billeder af noget, der ikke er. Nå, men det var rigtig sjovt. Selv når man oplever noget, der ikke er sjovt, kan man vende tingene, så man pludselig får noget ud af det. (ler)

MS: Men hvor har du den evne fra? Har du altid haft den?

JA: Det aner jeg ikke. Det er ikke noget jeg altid har kunnet. Men nogle gange er man så fandenivoldsk og tænker hvad dælen ...

MS: Men der er jo nogle gange, hvor man klarer sig ved at være ekstra kvik, for det der kan man da lige vende.

JA: Man kan altid spørge, og så kan man få ja eller nej.

MS: Jeg troede, at du praktiserede det med ikke at spørge ... for at være sikker på ikke at få nej?

JA: Nej, jeg er lige modsat. Min far sagde altid: ”Spørg, så kan du få ja eller nej!” Jeg er meget spørgelysten, men jeg har bare ikke spurgt hele tiden ... (ler)

Erling Schroeder. (Foto: Rigmor Mydtskov)

 

MS: Den første gang jeg var ude på Riddersalen var, da den store teateriscenesætter Erling Schroeder sad og fortalte. Det var i begyndelsen af 1980’erne.

JA: Åh, var det ikke vidunderligt?

MS: Jo, han sad lige så stille ved et bord med et stearinlys og fortalte om sit liv. Jeg var 17 år. Det var magisk. Jeg ved ikke, hvor meget jeg forstod af det, men alligevel forstod jeg det hele.

JA: Ja, han havde en ganske særlig måde. Den første gang, for han var der to gange, handlede blandt andet om en ven. De tog på en tur på en flod i Tyskland, og så var der en bølge og han druknede.

MS: Var det dér han slukkede stearinlyset?

JA: Ja ...

MS: Dét husker jeg.

JA: Så var der stille. Helt stille.

Fra ”Mors Dag” på Riddersalen. (Foto: Susanne Mertz)
Fra ”Mors Dag” på Riddersalen. (Foto: Susanne Mertz)

MS: Den første forestilling jeg husker ude på Riddersalen var ”Mors Dag”, hvor I satte en cykel op, og bad en fra publikum om at træde i pedalerne, for at få lyst scenen op. Det var så overraskende!

JA: Det var i 1992. Vi spillede den ad flere omgange. Jamen, de seks piger! Det var nogle fandenivoldske madammer. Ud over mig var det Daimi, Lone Kellermann, Jytte Pilloni, Katrine Jensenius og Signe Birkbøll. Det er svært at lave en forestilling om økologi og bæredygtighed, men vores juleforestilling ”De Underjordiske” har det samme budskab. Den spiller stadig. Det er derfor at vi ikke tager den af plakaten.

MS: Det er en herlig forestilling og visuelt ganske overdådig. Den er meget smuk. Hvor mange år spillede du hovedpersonen i den?

JA: 18 år ... (tænker og smiler) Jeg forlangte jo ikke, at alle de ansatte levede efter ordet. Men de fik det også bedre, når de fandt ud af at leve lidt i overensstemmelse med det, så man ikke spiller roller.

MS: Du plejer at sige: ”At det ikke er nok at gøre det i ånden, man skal også have det i hånden!”

JA: Ja, det er lige det! Hvis ånden skal ind ... kender du Charles Gandrup (1847-1911) og ”Lykken er ikke gods og guld”? (reciterer):

 

Lykken er ikke gods eller guld,
lykken er ikke storhed og ære,
lykken kan selv i den ringeste vrå
arbejdets frugter på bordet bære.

Lykken har rod i det ærlige sind,
lykken er nøjsomheds rige broder,
lykken er altid: at være sig selv,
aldrig trælbundet af livets goder.

Lev ej i tomme ønskers rus!
Drik ej misundelsens bitre bæger!
Rigere fryd vil du fange, når ret
andres glæde dit hjerte kvæger.

Lykkeligst den, som har fred med sig selv,
fred med sin gud, og fred med sin næste!
Går det i verden så op eller ned,
han har af lykken dog fundet det bedste.

 

Jeg har den altid med, når jeg er ude at holde foredrag. Gandrup skrev den til indvielsen af en højskole. Den læste mine forældre for mig, da jeg var barn.

 

Man kan aldrig blive træt af de enkle visdomsord, der er i salmerne: ”Lysets engel går med glans” og ”Altid frejdig når du går”.

Jytte Abildstrøm

 

MS: Har du klæbehjerne?

JA: Nej, kun til husbehov. Min far og mor spillede klaver sammen og var meget musiske. Og vi sang og jeg fik en violin som 7-årig.

MS: Det plejer at lyde forfærdeligt de første par år, men det gjorde det måske ikke da du spillede?

JA: Øh, nu skal jeg ikke prale, men jeg havde flair for det.

MS: Jeg synes aldrig, at jeg har set dig med en violin.

JA: Neej, det er fordi jeg har fået noget med min venstre arm ... men jeg kan stadig spille harmonika. Da jeg havde spillet tre måneder med lærerinden, sagde hun: ”Du må finde dig en dygtigere lærer, for du spiller bedre end mig!” Jeg brugte violinen meget på teatret. Det er også derfor jeg spiller på sav, og så fortalte jeg folkeeventyr og H.C. Andersen. Jeg tror at mange mennesker har glemt ordet, og det man gør med ordet – og om ens levevis hænger sammen med det man giver fra sig. Når folk hører om det, ser de underlige ud i hovedet: ”Er du også religiøs?” Hvad er der i vejen med det? Jeg tror, at de har ladet sig fortælle, at det er mere moderne at være u-åndelig. Eller at klare sig selv. Man kan aldrig blive træt af de enkle visdomsord, der er i salmerne: ”Lysets engel går med glans” og ”Altid frejdig når du går”. Jeg går også i kirke og hører morgenprædiken i radioen. Det handler jo også om, hvad det er for liv som folk vælger. I en forestilling engang havde vi denne her:

 

Er Edens Have egentlig økologisk?

Var Vor Herres have med vekseldrift, derom kan vi gisne og gætte.

Blev mon kål og radiser sået med gift og blev de vejet og fundet for lette?

Var der muligheder i fortidens mulm? Gav det noget at leve som bonde?

Var der fede år med julesul? Veksled det gode med det onde?

Der var balance, vil vi sige, selv om fler’ var på spanden og få var rige.

Det vi trænger til i dag er en bondeopstand fra bunden af.

Vi må se med helt andre øjne og mor jord skal tages i ed.

Vi har levet længe nok på løgne. Det er da soleklart. Det kan ikke blive ved!

Havemuld! Ja, havemuld! Ja, pris din jord! 

Jytte Abildstrøm i økohuset. (Foto: Riddersalen)

MS: Det er skønt, hvem har skrevet det?

JA: Det er mest Signe Birkbøll, men er baseret på Schiller. Det er en skøn sang. Vi skal have fest hernede, og der skal jeg synge for med den sang. (rækker mig en bog) Kender du denne her? Det startede med, at jeg fik en mail fra en mand, der skrev: ”Kan du ikke hjælpe min russiske veninde, Olga Gurkina med at skaffe penge til udgivelsen af bogen ”Anastasia”, som hun har oversat?” Jeg skrev tilbage og spurgte ham: ”Hvordan finder du dog på at kontakte mig?” ”Det er fordi du holdt miljøforedrag på Fyn for nogle år siden, og så går du hen til mig og siger: ’Du har vundet. Vi redder verden sammen.’ – og så gik du op og talte videre, så derfor kan jeg godt skrive til dig.” Er det ikke afsindigt? Så fik jeg ham og en anden ven – og hende – på besøg. Hun har lige været og besøge mig igen i går aftes. Olgas bedsteforældre havde et stort gods i Letland, og efter et regimeskift tog russerne det, og de – bedsteforældrene og moren – kom til Sibirien i arbejdslejr. Olga blev født i Sibirien, fordi moren fik en russisk kæreste, og da hun var 4 år var der et nyt skift, og bedsteforældrene spurgte, om ikke de måtte få deres gods tilbage, og det fik de. Da hun så var 9 år forelskede moren sig i en italiensk kok i Odense, og så tog de til Odense, hvor moren blev gift og senere skilt, men blev i Odense. Nu er Olga 29 år og Rudolf Steiner-lærer. Der er en russisk forfatter, der hedder Vladimir Megre, har du hørt om ham? Han laver alle mulige ting og havde et skib, der skulle repareres og mødte en mand, der fortalte ham, at når de russiske cedertræer blomstrer, og det sker hver 400. år, skulle han møde en kvinde, Anastasia. Det er den beretning han har skrevet. Selv stod Vladimir på et gadehjørne og solgte den første bog og skrev siden 8 til – og 11 millioner over hele verden har læst dem. Endelig er den udkommet på dansk, og det er en vidunderlig miljøbog på en anden måde. Jeg læste de fire første bøger på engelsk i 2000-2004, og så har jeg hjulpet Olga med at udgive bogen, for den er udgivet på et forlag, hvor man selv skal finde pengene. Jeg skrev forordet. Samtalen mellem manden og kvinden i skoven er den første af bøgerne hun oversatte. Men det kan kun gå fremad, når man også vil have elementerne med.

 

MS: Hvad er det der? (en dims på væggen blinker)

JA: Ja, dén der ... jo, da jeg fyldte 75 fik jeg den, for Ib fra Grenå, der er lidt ældre end mig, var meget tidligt ude, når det gælder vedvarende energi, for han opfandt nogle solceller, hvor der går en ledning ned og laver 12 volt om til 220 Watt.

MS: Så den vender de 12 volt til 220 Watt, for det er jo altid det, der er det svære. Det er da smart.

JA: Den blinker, fordi der ikke er sol nok udenfor, for ellers summer den, når den laver EL. Ledningen går videre ned i stikkontakten og så tæller den tilbage – og sender selv EL ind i nettet. Jeg producerer selv 400 KW om året og betaler for ca. 700 KW.

MS: Det er ret raffineret. Det kan jeg næsten ikke forstå.

JA: Men sådan er det. (ler) Den ligger oppe på taget, men hvad så, hvis jeg dør? spurgte jeg. Ja, så må du pille det ned igen. Ja, det må jeg så.

MS: Så kravler du lige op og tager den ned!

JA: (ler) Det ved jeg ikke om jeg kan nå.

MS: Det bliver så den sidste gerning.

JA: Hvad dælen, altså ... (ler igen)

 

Men folk er lidt bange for morale, ikke? Og hvad med dyderne? Nu kalder vi det etik, og det er et svævende og uhåndterligt ord. Vi skal finde ud af, hvor folkesjælen er henne?

Jytte Abildstrøm

 

MS: Hvor tit er du ude at holde oplæg?

JA: Gerne en gang om ugen, men jeg ved ikke, hvor længe Gud vil at skoene holder. Der er ikke så meget her i sommer.

MS: Når du tænker tilbage på alt det du har lavet, har dit teaterarbejde så ført frem mod en mere holistisk forståelse af verden?

JA: Ja, det synes jeg, for det startede med folkeeventyrene, og da mine forældre fortalte ”Konen i muddergrøften” var de så fine, at de sagde at konen var sendt tilbage til muddergrøften for at få et bedre afsæt. Det gør jo en væsentlig forskel.

MS: Du har gjort det meget i folkeeventyr, ikke? Eller du har dem altid med dig på en eller anden måde.

JA: Ja, på en eller anden måde, selv om vi nyskrev nogle af dem, var de stadig med den samme stemning.

MS: De har kant.

JA: Ja – og en lille morale.

MS: Det er ikke bare en sød historie.

JA: Men folk er lidt bange for morale, ikke? Og hvad med dyderne? Nu kalder vi det etik, og det er et svævende og uhåndterligt ord. Vi skal finde ud af, hvor folkesjælen er henne? Og så er det ligegyldigt om vi sidder i en lejlighed, et økofællesskab eller en kolonihave, for der bliver rusket i folkesjælen.

MS: Ja, den er lidt udsat.

JA: Ja, for at sige det smukt.

MS: Du ved, man siger jo altid at det aldrig har været så slemt som det er nu, men det har man sagt til alle tider. Men er det anderledes nu end det var tidligere?

JA: Man skal ikke sige noget dårligt om medierne, for det er ikke medierne i sig selv, men mere hvad man bruger dem til. Men når der er så mange medier omkring os, er det svært at bevare balancen. Det begyndte allerede da mine børn blev født i 1961 og 1963, for hvad er det for spil de ser, og der skal store vejrtrækninger til for at neutralisere det. Det er derfor at jeg har ligget søvnløs mange gange, for det er også et ansvar at have, når man træder ud på de skrå brædder med ord til børn og voksne. For er det noget vi kan vi stå inde for? Man må bare prøve at få sit eget liv til nogenlunde at være i balance. Det skal man gøre sig umage med hele tiden. (tænker) Vi lavede faktisk en forestilling engang, hvor de syv dødssynder var med.

MS: Var det ”Pigen der trådte på brødet”?

JA: Gud, så du den? Den var inspireret af H.C. Andersens eventyr af samme navn. Vi ville gøre op med al teknikken og hvad den blev brugt til. Jeg var Fandens Oldemor og Daimi var den unge pige, Inger. Barbara Gress lavede scenografien.

MS: Den var udfordrende.

JA: Ja, den var ikke nem. Tænk, at du kan huske den.

MS: Det vidste jeg heller ikke at jeg kunne. Men da du nævnte den, kunne jeg.

JA: Den handler om en mor, der ikke kan klare det, så datteren kommer i pleje, men plejemoren siger: ”Tag nu hjem og besøg din mor!” Men da datteren på afstand ser at moren er fattig, vil hun alligevel ikke, men plejemoren insisterer: ”Tag nu hjem og tag et brød med!” Men da hun kommer til en vandpyt, vil hun ikke have sine nye sko ødelagt, og lægger brødet i vandpytten og træder på det – og træder direkte ned i helvede. Nogle af de fluer hun ødelagde, kravler på hendes næse. Det er en lang, lang historie, men på et tidspunkt er der en lille pige, der hører om Inger, der er fangen af Fandens Oldemor, og hun græder og hendes tårer sætter pigen fri.

MS: Den må jeg hjem og læse.

JA: Ja, for det er så farligt, hvis Fandens Oldemor bruger sin begavelse i det såkaldte fremskridts navn. Så siger jeg: Nej tak, til kaffe!

MS: Nu er det jo ellers JA TAK, TIL KAFFE. Men også tak for alle historierne. Tak for dit engagement og for det banner du så vedvarende holder i vejret. Jeg er meget glad for at du kommer med til festivalen, netop den dag, hvor det foregår ude i min kolonihave. Tager du saven med og giver et nummer?

 

 ”I vinterens forløb havde fuglen samlet og givet så mange brødsmuler, at de vejede op tilsammen med hele det brød, som lille Inger havde trådt på for ikke at smudse sine sko, og da den sidste brødsmule var fundet og givet bort, blev fuglens grå vinger hvide og bredte sig ud. ”Der flyver hen over søerne en terne!” sagde børnene, der så den hvide fugl; nu dykkede den sig ned i søen, nu løftede den sig i det klare solskin, den skinnede, det var ikke muligt at se, hvor den blev af, de sagde, at den fløj lige ind i solen.”

H.C. Andersen: ”Pigen, der trådte på brødet” (1859)

 

Tekst: Michael Svennevig

Artiklen er oprettet 08-08-2017

Maleri af: Nargiz Galib Andersen

JA TAK, TIL KAFFE
Festival om engagement og medmenneskelighed.

Festivalen holdes 11.-20. august 2017 – i 4 bydele: Vesterbro, Amager, Østerbro og Christianshavn.

Festivalen holdes i samarbejde med Apostelkirken, H/F Prøvestenen, Salonen og Dansk PEN.

Fredag den 11. august, kl. 19-22 
Festivalåbning i Apostelkirken, Saxogade 13, 1662 København V 

Lørdag den 12. august, kl. 11-18 
Festival i H/F Prøvestenen, Artillerivej 174, 2300 København S 

Torsdag den 17. august, kl. 19-21 
Festival i Salonen, Østerbrogade 222, 2100 København Ø 

Søndag den 20. august, kl. 13-16 
Festivalafslutning i Dansk PEN, Dronningensgade 14,
1420 Kbh. K 

Se trailer for festivalen

• Læs mere om festivalen 

• Facebook-event om festivalen

   

 

 

Nyhedsbrev

Kalender

Odense: Demonstration på Grønttorvet

16 dec 10:00 - 11:00

Bedsteforældre for Asyl - Fyn demonstrerer på Grønttorvet i Odense. • Læs mereLæs mere

København: International Christmas Carols

19 dec 17:00 - 18:30

International Christmas Carol Service i Fredens Kirke, Ryesgade 68, 2100 København Ø. Der...Læs mere

Odense: Demonstration på Grønttorvet

23 dec 10:00 - 11:00

Bedsteforældre for Asyl - Fyn demonstrerer på Grønttorvet i Odense. • Læs mereLæs mere

Følg Sameksistens.dk

 

Sameksistens.dk støttes af

TrygFonden, Region Hovedstaden støtter projektet om religionsfrihed.


Vi modtager ikke offentlig mediestøtte, og vi bringer ikke annoncer på Sameksistens.dk, derfor er vi taknemmelige for bidrag, der kan støtte udgivelsen af netavisen.

Tegn støtteabonnement
via netbank eller MobilePay

Bidrag i december 2017: 3.900 kroner
Bidrag i alt i 2017: 20.900 kroner
Mange tak for ethvert støttebidrag.

Til eftertanke

Alt det vi deler
Video fra TV2, 2017


Ingen er anderledes.
Vi er alle forskellige.

Peter Mygind,
skuespiller