Om os  |  Nyhedsbrev  |  Støt  |  Foredrag  |  Kontakt

Som optakt til festivalen JA TAK, TIL KAFFE, der holdes i København i perioden 11.-20. august 2017, bringer vi en række samtaler, som festivalarrangøren, forfatter Michael Svennevig har haft med nogle af de medvirkende.

Flere samtaler

Om at møde andre og være i øjenhøjde

Om at skyde de længste pile. Om sprog og digtning ...

Om to malerier, der er en hyldest til Angela Merkel

"Jeg synes, at det er fantastisk at blive gammel"

Om at forholde sig tillidsfuldt til hinanden

Strøtanker fra en gammel gøgler. Om natur og bæredygtighed

Lyset i birkegrenene. Om manglende bremse-klodser og stor poesi

Om Venligboere, fobier og drømme

Iranske billeder. Om at fotografere og blaffe rundt i verden

Musikken fører an. Om musik og de vildeste naturkræfter

I vilden sky. Om at synge og lytte. Om intuitiv sang

Om sprog, farver og om at klatre i træer

Julenat i Herlev. Om medmenneskelighed, penge og følelser

Om at nyfortolke historien om Jesus – og om at optage film på Vestbredden

Om Den Store Leder og det lille teater

Samtaler i 2016

Som optakt til festivalen "Med og uden smykker", der blev holdt i København i august 2016, skrev festivalarrangøren, forfatteren Michael Svennevig en række samtaler med nogle af de medvirkende: 

Fatima Osborne,
Stine Friis Refsgaard,
Stig Dalager,
David Jason Lou,
Hanne Marie Svendsen,
Alan Pary og
Razan Haugaard
,
Lene Skytt,
Elias Benakrich,
Maria Dubin,
Mia Lipschitz og Kasper Sejer
- og i den sidste artikel talte Ursula Djezzaz Nielsen med Michael Svennevig om samtalegenren.

 

 

Samtaler på bloggen

”Jeg havde aldrig troet, at jeg selv skulle blive flygtning”. Om at flygte, om at skrive og om at finde hjem

Depp Mattock i samtale med Michael Svennevig

Depp Mattock, syrisk flygtning og journaliststuderende, flygtede via Libyen – og en farefuld færd i båd over Middelhavet – til Danmark. (Privatfoto fra Facebook)

 

Michael Svennevig (MS): Jeg husker ikke hvordan jeg kom til at læse artiklen. Måske var det overskriften og billederne, der først fangede mig. ”Beretning fra en flygtningebåd” var overskriften på den første artikel i dagbladet Information, skrevet af den syriske journaliststuderende Depp Mattock. I den første beskrev Depp flugten fra Syrien og den farefulde færd over Middelhavet fra Libyen i 2014. I den anden, der var en kronik, beskrev han mødet med danskerne tre år efter. Det er alvorlige emner, men skrevet i et poetisk sprog, der berørte mig og gav lyst til at møde ham. Mads Nygaard formidlede kontakten, og kort tid efter fik jeg besøg af Depp, der satte sig over for mig og kiggede åbent på mig. Han virkede rolig og fastholdt mit blik.

 

Depp Mattock (DM): Efter at jeg flygtede fra Syrien har jeg fået ”ekstra liv”. Forlænget livstid, kan man sige, fordi jeg har været så tæt på at dø. Jeg har lidt så meget, at det føles som om livet nu smiler til mig. Men pludselig var jeg i vandet – i Libyen. Det var et meget farligt område. Jeg skulle forhandle med menneskesmuglerne. Det er dårlige mennesker. Det gjorde mig til en handelsvare, der blev solgt fra den ene smuglergruppe til den anden. Da jeg befandt mig i båden midt på Middelhavet, kæmpede vi alle for at nå frem til det lovede paradis. Vi havde kurs mod frihed og rettigheder, så det skulle nok blive godt det hele, men da jeg kom til Danmark … Alting ser så godt ud på afstand. Men når du når frem, må du spørge dig selv, om det var det hele værd? Alle de dødsens farlige situationer for at nå hertil. Mange sælger deres hjem, alt hvad de ejer og har – for at komme hertil. For dem fremstod det som paradis, og som stedet, hvor de skulle genvinde det tabte. Her er det et nyt liv – med nye udfordringer og besværligheder. Først her opdagede jeg alt det, jeg havde mistet. Du skal starte helt forfra – hver dag. Alt er nyt og ukendt. Hvordan går man i skole, hvordan lærer man at tale sproget? Hvordan lærer man at leve her? At starte helt forfra kræver enorm tålmodighed og styrke. Bare at begynde at leve igen. Det er ikke let at komme videre. Det er svært at finde arbejde. Det er svært at håndtere alt det, der trækker dig ned. Alt det vi oplevede vender tilbage, men vi beslutter at overleve for at kunne begynde et nyt liv. Vi giver ikke så let op. Det er vigtigt at følge drømmene, for måske vil der ske noget i morgen. Man skal altid have åbent hjerte, være tålmodig, passe på kærligheden og forsøge at bevare glæden. For ingen ved, hvad der vil ske. Danmark og Europa er drømmenes sted, hvor du kan indfange dine drømme. Hvis du ved, hvad du vil og forsøger at indfri det, skal du nok opnå det og blive til det, du vil. Det er vigtigt at opretholde kontakten til andre mennesker. At tage det bedste og give det videre til andre. Vi skal tage os af hinanden, og vise hensyn. Være præcise … (smiler) selv om jeg godt ved, at jeg var lidt forsinket til vores aftale i dag. Men vi skal forsøge. Det er vigtigt, at vi finder en god måde at leve på uden at glemme fortiden, så vi bliver en del af samfundet med alle de nye ideer og tanker vi rummer.

 

Danskerne ved ikke noget om krig. De ved ikke, hvordan det er at kæmpe for en kop mælk.

Depp Mattock

 

MS: Men kan vi forstå hinanden, når der er en krig, der skiller os?

DM: Hvis man ikke har prøvet det selv, så ved man ikke noget om det. Danskerne ved ikke noget om krig. De ved ikke, hvordan det er at kæmpe for en kop mælk. Eller at skulle gå mange kilometer for at hente brød til sine børn. De ved ikke noget om menneskesmuglere. Når jeg fortæller om det, bliver de chokerede og overraskede.

MS: Vi ved ikke, hvordan vi skal forholde os til det.              

DM: Det samme skete for mig. Da jeg var i Syrien mødte jeg mange flygtninge fra Irak og Afghanistan, men havde aldrig forestillet mig, at jeg selv en dag skulle blive én af dem – en flygtning. At jeg en dag ville blive skudt på og smidt ud af mit eget land. At jeg ville blive bådflygtning. At jeg ville komme sejlende som flygtning til Europa. Det ville jeg aldrig have kunnet forestille mig. Men da det skete, var der intet valg. Både her i Danmark og over hele verden, kræver det blot nogle vanvittige mennesker, før der kan opstå krig. Vores verden er fuld af den slags mennesker. De har stor indflydelse på vores liv, og laver krige bare for at tjene penge og få indflydelse. For at kunne ødelægge vore lande og vore drømme. Det kan også ske andre steder.

Pige baner sig vej gennem murbrokkerne fra bombardementer i Syrien. (Foto: Depp Mattock)

 

MS: Du bruger udtrykket ”at beslutte sig for at overleve”, og når jeg læser din artikel i Information om din flugt fra Syrien, får jeg vitterlig indtryk af, at de der overlever er dem, der ”beslutter sig for at overleve”.

DM: Ja, men der er også noget andet, som jeg bliver ved med at tænke på. Det var under sejladsen over Middelhavet, hvor det viste sig, at der var skjult 200 mennesker under dækket, som vi ikke vidste besked om. Vi kunne ikke lade alle komme op, for når du skal overleve, kan du ikke hjælpe alle på én gang. På samme måde som I heller ikke kan hjælpe alle os flygtninge her i Danmark, for så ville I ikke kunne huse og føde os, der allerede er her. På båden besluttede vi, at vi måtte skiftes til at være oppe og nede, for hvis alle kom op på én gang, ville balancen ryge og båden kæntre. Tilsammen var vi 600, og det ville der slet ikke være plads til.

MS: Er det en efterrationalisering, eller vidste du allerede dengang i situationen, at de 200 mennesker under dækket samtidig sikrede bådens balance?

DM: I hvert fald vidste jeg, at der aldrig ville kunne være plads til os alle 600, for så ville folk begynde at kæmpe mod hinanden. Jeg synes, at det var godt at det lykkedes os at gennemføre, at vi skiftedes til at være oppe og nede, for ellers havde det betydet døden for os. Det er godt at hjælpe, men man skal finde en god måde at gøre det på. Det samme gælder behandlingen af flygtningene her i landet. Det gælder om at hjælpe, men ikke om at gøre livet så besværligt for dem som muligt.

Dreng på vej væk under luftangreb i Aleppo. (Foto: Depp Mattock)

 

MS: Du skriver meget poetisk, men er faktisk journaliststuderende fra Damaskus. Denne digteriske åre berører læserne. Er den bevidst – og hvor kommer den fra?

DM: Jeg har skrevet mange poetiske breve til mine kærester.

MS: Ja, men det er ikke kun det, for det har de fleste gjort. Det er noget andet – og mere. Du skriver f.eks. i kronikken om dit møde med Danmark: ”Jeg forsøger stadig at blive smittet af lykken”.

DM: Jeg kan godt lide at bruge enkle og simple ord. Det er blevet klart for mig, når jeg skal bruge engelsk og dansk. For jeg vil normalt ikke bruge ord som ”lidelse”, men meget heller beskrive det som: ”Jeg fandt ikke noget at spise, så jeg kunne overleve. Jeg spiste, hvad jeg fandt på gaden, og hvis jeg havde mad, gav jeg det til børnene …” Jeg skrev det som jeg følte det, uden at bruge ord som ”lidelse”. Jeg skrev det udelukkende med ord, der var fulde af følelser, for det berører og rører os. Det handler om den måde du tænker på. Om den måde jeg opfatter verden på. Mange sagde efter artiklerne, at de var poetiske, men det var ikke noget jeg var mig bevidst.

MS: Nej, for det er kun, når det kommer indefra at det berører os.

DM: Hvis man holder teksten åben, vil alle forstå det på deres egen måde, og sådan skal det også være.

MS: Er det Danmark, der har gjort dig til digter?

DM: (uden tøven) JA! (tænker) Det er meget mærkeligt at sige det, for jeg troede ikke at jeg skulle komme til at skrive igen. Troede at jeg bare skulle være tjener, som jeg er nu, for at tjene til dagen og vejen. Men der er et kongerige af ideer, hvor det er muligt at se verden på mange måder. Måske også at kunne forlige sig med det der er sket, så på den måde er min hjerne begyndt at fungere igen. For hvorfor har vi skullet alt dette igennem? Det skal jeg lære at lægge bag mig. Men hvis man tænker det på forskellige måder, hvad vil der så ske? For jeg tror også, at vi lavede mange fejl, men det var en barsk tilværelse, uden valg. 

”Jeg har fået ”ekstra liv”. Forlænget livstid, så at sige,” siger Depp Mattock. (Privatfoto fra Facebook)

 

MS: Dine observationer af hvordan danskerne opfører sig er meget præcise, sådan som det går igen i overskriften på din kronik: ”Det er tilladt at kysse i en bus i Danmark, men man må ikke tale med en fremmed”.

DM: Ja, for ved du hvad, jeg forsøger at være ude mellem folk og se, hvad der sker mellem dem. Det vil jeg fortsætte med, fordi jeg er her og har brug for at bruge tid sammen med dig og jer – og danskerne. For at forstå kulturen jeg er landet i, og for at forstå livet bedre. Hvis jeg tilbragte tre år i Danmark bag en lukket dør, kunne jeg ikke sige at jeg var i Danmark. Men nogle gange føler jeg slet ikke at jeg er her. Jeg køber billet. Jeg tager toget. Jeg tager bussen, men jeg føler ikke rigtigt at jeg er her. Hvordan kan jeg bryde den cirkel? Det var dét som kronikken egentlig handlede om, for jeg skrev om det jeg havde oplevet i Danmark.

MS: Hvordan kan det være, at du er kommet igennem dine oplevelser med din optimisme i behold, for det kunne lige så vel have forbitret dig?

DM: Jeg har valgt min egen vej, for jeg har altid kæmpet med mig selv. Jeg vidste at jeg skulle til at begynde et nyt liv og vidste, at jeg først og fremmest skulle være i fred med mig selv, for jeg ville få en masse flashbacks af det jeg havde været igennem. Jeg må acceptere det jeg har været igennem og har været udsat for. Det var en beslutning jeg har taget, at jeg vælger at møde mennesker med kærlighed. Det er derfor at jeg sagde, at jeg har fået ”ekstra liv”. Forlænget livstid, så at sige. Det er som i et videospil, hvor du får en ekstra bonusrunde. Du får ekstra liv. Sådan føles det. Kærlighed er det eneste, der overlever. Det er den eneste vej. Det er det eneste, der kan sikre freden i verden.

Depp Mattock med sin mor. (Privatfoto fra Facebook)

 

MS: Har du altid været sådan eller er det noget du er blevet? Hvordan var du i Damaskus?

DM: Jeg smilede altid. Jeg havde et glad, lykkeligt journalistliv, omgivet af mange venner. Altid med hovedet fyldt af forskellige ting. Jeg tænkte ikke på diktaturet, eller på hvordan livet formede sig i Syrien, for jeg havde et skønt liv. Men et eller andet sted vidste jeg godt, at jeg ikke bare ville fortsætte med at leve mit liv som alle andre. Jeg vidste, at jeg skulle noget andet. Da revolutionen startede, var det første gang jeg hørte min egen stemme, da jeg gik i gaderne og demonstrerede for frihed og rettigheder.

MS: Det arabiske forår? Kalder I det også det?

DM: Ja, for vi fulgte revolutionen i Libyen og Egypten og tænkte, at det også var godt for os. For vi ville også have frihed. I begyndelsen var vi usikre, men jeg begyndte at møde menneskene i min by. Det var rart, for vi kæmpede for det samme. Alle var sammen om det.

MS: Så det løftede jer?

DM: Ja, det var først, da at jeg begyndte at lære det syriske folk at kende. Det er nu seks år siden, i 2011. Jeg følte at jeg fik livet tilbage, og at jeg gjorde noget godt for alle.

MS: Hvad mener du, når du siger at du fik dit liv tilbage?

DM: Før revolutionen var vi normale mennesker, der gik på universitetet, gik i skole, kom hjem fra skole, spiste, sov og så videre. Jeg kunne godt lide at rejse. Jeg ville skrive og blive en rigtig god journalist, men mit rigtige liv startede med revolutionen, da jeg begyndte at kræve at vi skulle have mere frihed.

MS: Da du begyndte at drømme?

DM: Ja! Jeg begyndte at drømme om, hvordan livet kunne blive. Jeg følte at jeg gjorde en forskel – at jeg gjorde noget for mit barn. For mine børn. For den kommende generation. Så de kunne vokse op med respekt, demokrati og kvalitet. Med alt det vi ikke selv havde. Men drømmen blev til et mareridt. Nu tænker jeg nogle gange, at det var en stor misforståelse, en stor fejltagelse. At det var vores skyld, at alt dette skete. Krigen og alt det der videre skete. På den ene side var vi nødt til det, men på den anden side … jeg er kommet i tvivl.

MS: Det er store modsætninger at skulle rumme. For på den ene side gjorde i jer synlige med jeres protest og dermed svage, så I var lette at angribe. Men jeg har jo kun set det i tv og hørt beretningerne derfra.

DM: Faktisk er der de samme modsætninger inde i mig. Det er grunden til at jeg besluttede mig for at begynde at skrive igen. Jeg har mange venner i samme situation. Én begyndte at tage stoffer, for bare at glemme det hele. 

Depp Mattock. (Privatfoto fra Facebook)

 

MS: For at overleve?

DM: Ja, men også fordi krigen slet ikke er slut. Samtidig er det, der sker nu, resultatet af det vi gjorde. Alting skete så hurtigt. I løbet af bare to år blev alting ødelagt. Folk døde. Krigen tog dem. Der var ikke tid til at reflektere over det. Det kommer først tilbage nu, og giver de flashbacks, man ikke kan gardere sig imod. De er umulige at kontrollere. Det lever sit eget liv inde i os og kræver os til regnskab for det, vi har gjort. For hvorfor gjorde jeg dét og ikke dét? Den ene dag tænker jeg, at det var det rigtige og det eneste der var at gøre, mens jeg den næste dag synes at det var helt forkert.

MS: Fordi det skete så hurtigt?

DM: Ja, for hvorfor kom regimet ikke og kæmpede mod os, ansigt til ansigt?

MS: Jeg går ud fra at du tænker på de seneste kemiske giftgasangreb?

DM: Ja, for hvorfor et luftangreb i ly af mørket? Det var sådan en smuk aften i august, hvor ingen anede uråd … Det var virkelig slemt. Min fætter talte med sin kone i telefonen, de talte om kærlighed og sendte kys til hinanden – og næste dag døde han. Jeg tænker på hans familie. Hans kone og børnene. Jeg taler med dem, og jeg forsøger at forstå det, der er sket. Alt det her tænker jeg på. Alle ser livet på hver sin måde. Jeg har besluttet at skrive. Det her startede det.

MS: Den tilskyndelse følte du ikke tidligere?

DM: Nej, for nu er det nødvendigt, for ikke at blive ved med at bære rundt på det. Det gør det også lettere for mig at forholde mig til andre på den måde, for så ved de, hvad vi har været igennem. Jeg holder stadig meget af at rejse. Det vil jeg gerne gøre mere. For det hjælper også.

MS: Ja, det er også en måde at forlige sig med det man har været igennem på, for når man rejser, så rejser man først og fremmest med sig selv. Når man skriver om det, er man ikke længere alene med det, for det er at række ud efter andre. Måske er der endda nogen, der tager hånden. Muligheden er der i hvert fald.

DM: Ja, det er at åbne døren.

 

Jeg har set mange, der er druknet undervejs.
De har familie og venner, der venter på at høre fra dem,
så jeg tror, at det er vigtigt, at deres historier
ikke går til bunds og forsvinder med dem.

Depp Mattock

 

MS: På din T-shirt står der bare ét ord: FREEDOM. Er det din yndlings T-shirt?

DM: (bliver overrumplet) … Ja.

MS: Den kunne du ikke have på i Syrien.

DM: Jeg tror nu ikke, at politiet ved hvad ”Freedom” betyder. Så det kunne jeg faktisk godt, og hvis de spurgte, hvad det betød, kunne jeg bare finde på noget, for de ville ikke selv vide det. (tænker) Nogle gange giver livet dig ikke mulighed for at være det som du gerne vil. Livet tager dig bare med sig, og nu er jeg skyllet op på den danske kyst. Jeg har set mange, der er druknet undervejs. De har familie og venner, der venter på at høre fra dem, så jeg tror, at det er vigtigt at deres historier ikke går til bunds og forsvinder med dem. Jeg overlevede, og det skrev jeg om i den første artikel. Jeg skrev ikke om mig selv, men om alle de flygtninge, der har oplevet det samme.

MS: Den var oven i købet illustreret med fotos fra sejladsen over Middelhavet.

DM: Jeg tænkte slet ikke på, at de skulle offentliggøres. Det var mere ud fra tanken om, at hvis jeg skulle dø og ingen ville tage sig af det, var det vigtigt at der skulle være billeder. Men nogle gange mister jeg håbet og troen på medierne. Da jeg var i Syrien, sendte vi tusindvis af billeder, men det tog ingen sig af. Folk kiggede vel på dem, skød dem fra sig og skiftede så tv-kanal.

MS: De ville hellere se tegnefilm.

DM: Ja, men jeg er i vane med at fotografere, så jeg brugte dem i artiklen.

MS: Vil du skrive mere om det?

DM: Det var der faktisk en, der spurgte om i kommentarerne efter den sidste artikel. For hvis jeg gjorde, ville hun gerne købe bogen. Men det skulle nu ikke være for at sælge den, men bare for at kunne overføre mine ideer og tanker om det, jeg har været igennem til hende – og andre. Det er noget jeg overvejer for tiden.

Depp Mattock taler i Informations telt på Folkemødet på Bornholm den 17. juni 2017. (Foto fra Facebook)

 

MS: Du har en rigtig god fortællestemme, som sagtens kunne bære en længere beretning.

DM: Jeg er lige kommet tilbage fra Sverige, hvor jeg tilbragte to dage i en skov for at slappe af. Jeg blev så berørt af stemningen og af at være der i skoven, at jeg tænkte at jeg ville skrive om det, så jeg begyndte at skrive om dyrene. For selv om jeg skrev om hjorten og elgen, skrev jeg også om Syrien, og om hvordan snigskytterne skød hjortene der. Bare at gå på jagt for sjov, som en slags hobby. Det var lidt som vi havde det, for vi var indespærrede, besat og kunne ingenting gøre. Vi var fanger. Vi havde ikke noget at spise. Vi havde ingenting, og der var ingen fare for at vi skulle vende os mod regimet. Som med hjortene var vi bare nogen, man kunne jage og slå ihjel – for sjov. Det var en anden parallel mellem skoven og krigen. Jeg skrev det på arabisk, men hvis jeg får det oversat til engelsk, sender jeg det til dig. Tror du at det ville være en god ide at skrive en bog om det?

 

Hvordan ved jeg
Hvem jeg er eller hvor jeg er
Hvordan kan en enkelt bølge
Finde sig selv
I et hav

(Oversat fra engelsk af Michael Svennevig)

 

Tekst: Michael Svennevig

Artiklen er oprettet 22-06-2017

 

Læs mere

Dødsrejsen. Beretning fra en flygtningebåd – Information.dk, 14-07-2016

Det er tilladt at kysse i en bus i Danmark, men man må ikke at tale med en fremmed – Information.dk, 15-03-2017

Maleri af: Nargiz Galib Andersen

JA TAK, TIL KAFFE
Festival om engagement og medmenneskelighed.

Festivalen holdes 11.-20. august 2017 – i 4 bydele: Vesterbro, Amager, Østerbro og Christianshavn.

Festivalen holdes i samarbejde med Apostelkirken, H/F Prøvestenen, Salonen og Dansk PEN.

Fredag den 11. august, kl. 19-22 
Festivalåbning i Apostelkirken, Saxogade 13, 1662 København V 

Lørdag den 12. august, kl. 11-18 
Festival i H/F Prøvestenen, Artillerivej 174, 2300 København S 

Torsdag den 17. august, kl. 19-21 
Festival i Salonen, Østerbrogade 222, 2100 København Ø 

Søndag den 20. august, kl. 13-16 
Festivalafslutning i Dansk PEN, Dronningensgade 14,
1420 Kbh. K 

Se trailer for festivalen

• Læs mere om festivalen 

• Facebook-event om festivalen

   

 

 

Nyhedsbrev

Kalender

København: Konference om trosfrihed og åndsfrihed

24 nov 10:30 - 15:00

Folkekirkens mellemkirkelige Råd holder konference på Christiansborg om trosfrihed og...Læs mere

Odense: Demonstration på Grønttorvet

25 nov 10:00 - 11:00

Bedsteforældre for Asyl - Fyn demonstrerer på Grønttorvet i Odense. • Læs mereLæs mere

København: TændEtLys for en voldsudsat kvinde - Shine a light

25 nov 15:00 - 16:45

Arrangementet begynder på Rådhuspladsen og slutter ved Søpavillonen. Arrangørerne skriver: Vold...Læs mere

Følg Sameksistens.dk

 

Sameksistens.dk støttes af

TrygFonden, Region Hovedstaden støtter projektet om religionsfrihed.


Vi modtager ikke offentlig mediestøtte, og vi bringer ikke annoncer på Sameksistens.dk, derfor er vi taknemmelige for bidrag, der kan støtte udgivelsen af netavisen.

Tegn støtteabonnement
via netbank eller MobilePay

Bidrag i november 2017: 1.950 kroner
Bidrag i alt i 2017: 17.000 kroner
Mange tak for ethvert støttebidrag.

Til eftertanke

Alt det vi deler
Video fra TV2, 2017


Ingen er anderledes.
Vi er alle forskellige.

Peter Mygind,
skuespiller