Om os  |  Nyhedsbrev  |  Støt  |  Foredrag  |  Kontakt

Flere samtaler

Fatima Osborne, der er kommet til Danmark som flygtning fra Somalia, fortæller i en samtale med forfatteren Michael Svennevig om både flugten, men også andre rejser, hun har været på i sit liv frem til at blive den, hun nu er.
• Læs hele samtalen
   

Foto fra Nepal. (Foto: Stine Friis Refsgaard)

Når man er der, er det det eneste der giver mening

Fotografen Stine Friis Refsgaard fortæller i en samtale med forfatteren Michael Svennevig om en meget anderledes festivalrejse. Om jordskælv og penge-indsamling til ris på Facebook.
• Læs hele samtalen

   

Humanismen tur/retur

Forfatteren Stig Dalager giver et politisk tværrids af, hvad der er forandret siden de to tolerance-festivaler, der blev holdt i 2015. Hvad er der egentlig sket og hvordan er det sket? Hvilke sammenhænge har grebet ind i hinanden, så vi i dag befinder os i en markant anderledes situation? 
Læs samtalen her

 

 

”Horse spirit” af David Jason Lou.

Jeg kæmper for håbet

”Det er vigtigt at bringe håb. Hvis jeg ikke gør det, så dør jeg selv indeni,” siger David Jason Lou (kunstner, asylansøger mv.) i en samtale om håb, om det Kina, han flygtede fra, og om kunstens betydning.
• Læs hele samtalen

   

Så længe der fortælles historier, er der stadig håb

”Der er et citat af forfatteren Peter Bichsel, som jeg holder særlig meget af: ’Historier fortæller ikke sandheden, men fortæller om sandhedens muligheder. Og så længe der fortælles historier, er der stadig muligheder’,” siger forfatteren Hanne Marie Svendsen i denne samtale.
Læs samtalen her

”Det er ikke så nemt som det ser ud på tv”

Alan Pary og Razan Haugaard, der begge er kurdere fra Irak og arbejder som integrationskonsulenter udveksler erfaringer om deres arbejde med at integrere flygtninge i samfundet og på arbejdsmarkedet. 
Læs samtalen her

Foto: Per Morten Abrahamsen

”Om at være mange ting lidt, men ikke at føle at man er én ting helt”

Det kan ende med helt andre historier, end man oprindeligt havde forestillet sig, når man vil prøve at fortælle andre menneskers historier. Det fortæller iscenesætteren Lene Skytt om i denne samtale.
• Læs samtalen

Fotograf Elias Benakrich udstiller i august i VerdensKulturCentret.

”Vi har også et ansvar som danskere – og hvad gør vi så ved det”

”Det ikke så let længere bare at vende et blindt øje til politik i Danmark, som det har været. Vi har også et ansvar som danskere – og hvad gør vi så ved det?” spørger fotograf Elias Benakrich i denne samtale. Han er månedens udstiller i VerdensKulturCentret på Nørrebro i København i august. 
• Læs hele samtalen

   

(Foto: Stine Ringvad)

Jorden rundt på ryggen af en søhest

”Søhesten er i mit arbejde blevet symbol på internationalt venskab,” siger maleren Maria Dubin i denne samtale, hvor hun blandt andet fortæller om et projekt med udsmykning af Asylcenter Konge-lunden på Amager. 
Læs samtalen her

Gruppebillede af de medvirkende fra ”I en lille båd, der gynger” på Edison, instrueret af Mia Lipschitz og Kasper Sejersen.

”Det er mødet der interesserer mig”

”Jeg synes, at mennesker er spændende og finurlige. Al vor mangfoldighed har altid interesseret mig. Jeg synes, at mennesker er interessante,” siger instruktøren Mia Lipschitz i denne samtale med festivalarrangør Michael Svennevig og instruktørkollegaen Kasper Sejersen.
• Læs samtalen her

 

 

Samtaler på bloggen

”Vi er til for hinanden”

- Ursula Djezzaz Nielsen i samtale med Michael Svennevig

Vi er til for hinanden – afhængige af hinanden. Jeg tror faktisk, at vi er til for hinanden,” siger forfatteren og dramatikeren Michael Svennevig i denne samtale med Ursula Djezzaz Nielsen, der er kandidat i psykologi og kommunikation. Michael Svennevig er arrangør af festivalen ”Med og uden smykker”, som holdes 12.-14. august på Nørrebro i København. Her holder Ursula Djezzaz Nielsen søndag en workshop om ”De andres historier om os og vores historier om os selv”.

(Foto: Lis Vallentin)

  
Vi kender hinanden fra gymnasiet. Vi holdt ikke kontakten, men pludselig løb vi på hinanden. Tilfældigt. På gaden i København. Nogle gange synes det umuligt at skræve over mellemliggende år, men for os var det skævt på den rigtige måde. Nu ses vi jævnligt. Vi er begge optaget af mennesker, af fortællinger og af samtaler. Vi går tit i teatret sammen. I dag er jeg draget fra min bydel – Ørestad – til Michaels kolonihave. Til gengæld tilbereder han the på sit primusapparat. Ingen samtale uden en god kop the.

 

Ursula Djezzaz Nielsen (UDN): Du har gennemført mange samtaler på dine festivaler og i dine bøger. Det er en form, du benytter, når du eksempelvis introducerer festivaldeltagerne?

Michael Svennevig (MS): Ja. Det er for at ryste dem lidt ud af det, de plejer at sige, for det er jo folk, der er medievante, og derfor genfortæller de ofte den historie, som de allerede har fortalt. Men i dialogen bliver de mere årvågne og nærværende.

 

UDN: Og det bliver et format, du bruger i en kunstnerisk sammenhæng? Har du tænkt på, at samtalen bliver et værk i sig selv?

MS: Ja, det tænker jeg meget på. Grunden til at jeg bruger samtalen som et greb er, at jeg har erfaret, at når jeg ændrer mit syn på noget, foregår det ofte i en samtale. Det sker ved, at du siger noget andet, end det jeg selv mener, og så undersøger jeg: Hvorfor siger du det? Hvad ligger der til grund for, at du siger det? Så når jeg bruger samtalen som et greb, er det fordi, det er det medium, som jeg selv ændrer mening ved at deltage i. Derfor tænker jeg, at samtale er et godt format, fordi de mennesker, der deltager i festivalen, også skal have mulighed for at ændre det, de mener ved at høre nogen være årvågne og til stede i samtalen.

 

UDN: Der skal være bevægelse? Noget overraskende?

MS: Jeg synes, at en samtale er kedelig, hvis jeg mener det samme når samtalen er slut, som jeg gjorde i begyndelsen. Det er jo spændende, hvis du siger noget, som overrasker mig, og som gør at jeg ser det jeg plejer at mene på en ny måde, og derfor bliver lidt klogere. Det er det, der er hele ideen med at bruge samtalen. Jeg tager udgangspunkt i mig selv: At det er i samtalen, jeg har mulighed for at ændre mine holdninger og angribe mine meninger fra nye vinkler.

 

UDN: Har du tips og tricks til, hvad man gør for at skabe en samtale, der bevæger sig?

MS: Jeg har eksperimenteret meget med, hvad der giver en god samtale. Men jeg kan ikke sige noget konkret om hvad, der skal være til stede. Nogle gange har jeg oplevet dét, som jeg forstår ved samtale. Jeg har eksempelvis oplevet det med en bestemt forfatter. Jeg tror det er fordi hun er generøs og åben. Hun henter overraskende ting ned. Det er ikke bare hende, der taler. Det er ikke bare mig, der taler. Det er hende og mig, så det bliver 1+1=3 og ikke bare 2. Samtalen får sit helt eget liv. Det oplever jeg som noget meget sjældent. Men der er mange forskellige samtaler. Der kan være samtaler, hvor indholdet er spændende, men som ikke nødvendigvis flytter noget. Alle de samtaler, jeg har lavet i mine portrætbøger, synes jeg er spændende på forskellig vis, men det er ikke alle, der er et reelt møde. Det er selvfølgelig mit møde med deres verden, men hvis ikke de er interesserede i dialogen bliver der ikke en gensidig bevægelse. Hvis det kun er den ene part, der er nysgerrig, og den anden bliver siddende i samme position, er der ikke noget der rykker sig. Der er også de samtaler, jeg opsøger, fordi de mennesker jeg vil tale med, har en særlig kapacitet. De behøver ikke nødvendigvis at ende ud i samtaler. Da jeg eksempelvis talte med en bestemt filminstruktør, var det ikke en samtale. Det var ham, der talte, og mig der lyttede.

 

UDN: Så det var mere et interview?

MS: Ja, det fik mere karakter af et interview. Det, jeg så kunne gøre i den samtale, det var, at når han sagde noget, som han havde sagt før, kunne jeg sige: ”Nå, ja, det lyder meget smart, når du siger det, men hvad mener du”?

 

UDN: Hvad kræver det af dig, hvis en samtale skal blive en samtale, som du oplever som et møde?

MS: Jeg skal have forberedt mig grundigt og være fuldstændig parat og klar, for jeg skal kunne fange alle de signaler, som den, jeg sidder overfor, udsender. I høj grad også det der ikke bliver sagt. Og det er jeg god til. Jeg kan høre den lille tøven. Den kan opstå, når der siges noget, som man selv ønsker sig, var sådan, men hvor det reelt ikke forholder sig sådan.

 

UDN: Uha ja, det kender jeg godt. Det er, som om man håber, at hvis man siger en løgn, bliver den måske sand, hvis den anden tror på det.

MS: Det er jeg ret god til at høre, og der vil jeg spørge: ”Jae, det siger du jo, men er det rigtigt?” Det er min erfaring, at det ændrer noget i samtalen og gør den nærværende. Jeg talte engang med én, der er meget medievant. Det, jeg så kunne gøre i den samtale var, at når han sagde noget han havde sagt før, kunne jeg sige ham imod. Det gjorde ham meget spontan, og det endte med at blive interessant.

 

UDN: Så du vil gerne have, at folk er nærværende. Men det lyder også som om du er katalysator for deres fortællinger? Hvordan hænger det sammen med, at en samtale er en udveksling, hvor begge parter berøres og bevæger sig?

MS: Jeg gør altid det, at jeg selv fortæller noget. For hvis jeg skal have andre til at fortælle, må jeg også fortælle selv. Ellers er det ikke reelt. Jeg kan ikke forvente, at andre fortæller, hvis jeg ikke selv gør. Så i mange samtaler er jeg meget personlig, for det er også det jeg ønsker af andre. En samtale er en udveksling.

 

UDN: Og forfatteren, du fører gode samtaler med, hvad gør hun ved dig?

MS: Jeg ved det ikke. Men jeg kan konstatere, at hver gang jeg taler med hende, er det tæt på det, jeg forbinder med en ideel samtale. Selvfølgelig er der forskellige samtaler, men jeg har måske et ideal om, at en samtale er et rum, hvor vi har ophævet forskelle, og hvor vi er frie. Jeg føler, at vi er frie i det rum vi skaber sammen. Hun er utroligt lyttende og nærværende. Jeg piller altid de pæne ting, hun siger om mig ud, for det skal jo ikke handle om at hun anerkender mig. Jeg piller i det hele taget alt det, der handler om mig ud, når jeg gennemskriver portrætsamtaler. Det er trods alt ikke mig, det handler om. Jeg skal bare sætte samtalen i gang, men det skal være en jævnbyrdig samtale, hvis der skal komme en interessant historie ud af det.

 

UDN: Hvordan er du så til stede i det rum, til forskel fra når du f.eks. er inde at se en teaterforestilling?

MS: Jeg forholder mig nok på samme måde. Der er jeg også fuldstændig åben. Jeg er modtagelig for det, der er i rummet. Jeg prøver at indfange den fortælling, som de ønsker at fortælle mig. Jeg er på opdagelse. Jeg leder som sådan ikke efter, at de skal fortælle mig noget, som skal berøre mig. Jeg tager det for givet, at det berører mig, hvis det er en ordentlig fortælling. Specielt hvis det lykkes mig at få en fortælling, som den anden ikke har fortalt 50 gange før. Når jeg taler med billedkunstnere, synes jeg, det er spændende. Ord har en helt anden værdi for dem. Ordkunstnere er jo vant til at bruge ord. Billedkunstnere har ofte en overraskende måde at bruge ord på. Fordi, oplever jeg, ordene er nye for dem. De er jo vant til at bruge billeder. Billedkunstnere føder ofte ordene i selve øjeblikket. Den fødselsoplevelse er fantastisk. Det er altid spændende at være med, når noget bliver, ja, undfanget. Det lyder så stort igen, men jeg oplever det som en serie af øjeblikke, der kæder sig sammen. Og det er fantastisk, hvis jeg kan tage hånd om det – og kan samle det.

 

UDN: Det lyder også som om det kræver årvågenhed og tilstedeværelse.

MS: Hvis jeg skal forklare det, er jeg som en astronaut, der bliver sendt op i et rumskib og træder ud i en helt ny verden. Jeg prøver at finde ud af, hvordan verden ser ud hos dem jeg taler med. Jeg er især nysgerrig efter at finde ud af, hvad det er der holder dem sammen. Hvordan skaber de sammenhæng og mening? Det lyder stort, men det er faktisk det jeg er nysgerrig efter. Når jeg laver festivaler, har jeg kun folk med jeg kan lide. Jeg kan godt have nogen med, der er lidt kantede, men jeg har ikke nogen med, jeg ikke kan lide. Det er der ikke musik i for mig. Nu er jeg så heldig, at jeg faktisk kan lide mange mennesker.

 

UDN: Men er det ikke også det der sker, når man taler med folk – at man kommer til at kunne lide dem?

MS: Jo. Men jeg har aldrig opsøgt en samtale med folk, jeg som udgangspunkt ikke kunne lide. Som journalist, og jeg er ikke journalist, vil man jo ikke skelne. Der vil man nok sige, at en samtale er en samtale.

 

UDN: Det, som jeg synes er fascinerende, det er, at du konsekvent har valgt at bruge det som en form på dine festivaler. Jeg tænker, at du må have en ide om, at samtalen – som udtryk – kan have en vis interesse for publikum.

MS: Ja. Jeg vil måske animere dem til at udvide deres horisont – ændre deres blik på verden. Og som sagt er det ofte i samtalen, jeg selv bevæger mig. Det fine ved samtalerne er også, at dem jeg taler med slapper af. De kan læne sig tilbage, fordi de ved at det er mig der styrer. Og når de slapper af, fortæller de ofte på en anden måde og når derfor også frem til noget andet. Når de slapper af, har de tættere kontakt til det, de har på hjertet, og så bliver det simpelthen mere interessant. Det gælder også folk, der er erfarne formidlere.

 

UDN: Erfarne formidlere er også vant til at forholde sig til, hvad der forventes af dem, tænker jeg. Og så er det måske fristende at fortælle det, som falder inden for rammerne af, hvad der kan fortælles. Sprækkerne er kittet godt sammen.

MS: Folk behøver ikke nødvendigvis at være uinteressante, når de tager formidlerrollen på. Man tager også en rolle på, når man taler sammen, men der insisterer jeg ofte på, at det er mig og vedkommende der taler sammen. Publikum får bare lov til at lytte med.

 

UDN: På den måde er det ikke en samtale med publikum. De er ikke deltagere i samtalen. De er stadig tilskuere?

MS: Det er mit håb, at publikum – per stedfortræder – måske også kan rykke sig, hvis de hører at ting kan hænge sammen på overraskende måder for andre. At de rystes ud af vante forestillinger. Mærker deres egne brudflader. Hvis de altså vil. Men mit udgangspunkt er, at det vil de gerne.

 

UDN: Hvad er det, den forfatter, du har gode samtaler med, anerkender dig for i samtalerne?

MS: Det er for de observationer, jeg gør om den måde hun skriver på. Så siger hun f.eks.: ”Det er jeg glad for, at du har lagt mærke til, for det er faktisk noget der er vigtigt for mig”. Hun skaber et miljø for samtalen – den bliver ligeværdig. Hun vrister mig ud af en oplagt rolle, som jeg ikke ønsker at være i. Jeg ønsker jo ikke at være interviewer. Jeg synes ikke, interviewsituationen er særlig spændende, fordi den ikke er gensidig. I et interview er der en, der er den kloge, og den anden er nysgerrig. Det er ikke specielt interessant. Hun gør det til et fælles projekt – en fælles opdagelse. Det sætter mig fri, og jeg forestiller mig, at det er det samme der sætter andre fri.

 

UDN: Man kan måske også vende det om og sige, at du har bevidnet hendes eksistens?

MS: Ja, det er et godt udtryk. Det hun gerne vil, det lykkes jo, for så vidt at en anden ser det.

 

UDN: Kan det også være, at det er det der gør samtalen god? At du gør noget særligt, sådan at samtalen bliver til en usædvanlig samtale?

MS: Ja, men så burde alle mine samtaler være sådan, for jeg gør jo det samme. Men samtalerne med hende nærmer sig min idealforestilling om samtaler, for der er en lethed og en frihed.

 

UDN: Hvad kræver det ellers at skabe en god samtale?

MS: Det er et eller andet med at turde være lige så menneskelig, som dem, man taler med, er, når de fortæller deres historier. Jeg skal turde stille min egen menneskelighed til skue, så det er okay for dem at gøre det samme. Det er noget med at droppe min egen sikkerhed – ellers kan jeg jo heller ikke kræve, at de skal gøre sig synlige over for mig. Jeg er jo i bund og grund en fremmed. Jeg skal fortælle noget om mig selv, så de føler at de får noget igen. Ellers er det ikke en udveksling. Og mit udgangspunkt er, at det er i mødet – udvekslingen, at vi bliver menneskelige. Jeg kan huske, at jeg var rigtig glad på det tidspunkt, hvor jeg skrev en bog om min egen barndom. Det var ikke nogen lykkelig bog. På samme tidspunkt lavede jeg min første portrætbog, og der syntes jeg, at jeg havde alibiet i orden. Jeg kunne sige: ”I skal vide, at det ikke er sådan, at jeg går rundt og hugger andres historier. Jeg leverer også min egen. Brug den, hvis I vil. Her er min historie.” Det var jeg glad for, for der havde jeg også gjort mig sårbar. Og skal jeg være sammen med deres sårbarhed, må jeg også give mig til kende. Ellers er jeg bare en reporter, der tropper op i deres liv.

 

UDN: Hvad skal der til, for at du synes, at en historie er usædvanlig?

MS: Det skal være en modhistorie til de gængse historier. Hvis en historie har været fortalt før, er der jo ingen grund til at jeg bruger krudt på den. Det må være en historie, der handler om at være menneske på en anden måde. Hvad tænker du om samtaler?

UDN: Når jeg hører dig fortælle, tænker jeg, at samtaler er som fortællinger – der er forskellige genrer, og de kan noget forskelligt. Og om en samtale er god eller dårlig, afhænger af hvad man vil med den. En samtale behøver ikke at være dårlig, fordi den ikke udfolder det, man forventede sig af den. Man får bare noget andet ud af den.

MS: Ja, men hvis den skal skrives ned efterfølgende, skal den have et forløb, der gør, at man er blevet klogere når man har læst den. Det skal ikke være sådan, at den sidste side ikke rigtig siger noget, for så har det været en dårlig oplevelse. Der skal være noget, der holder skidtet sammen.

UDN: Hvorfor? Er det bare en regel? Du går simpelthen efter den klassiske fortælling?

MS: Det kan også være den opdagelse personen har gjort.

UDN: Men det er så en fortælling om selve opdagelsen?

MS: Ja, klart.

 

UDN: Hvis jeg skal fortælle min historie om samtaler, kan den begynde med, at jeg fik en oplevelse af, at de samtaler jeg deltog i, på en eller anden diffus måde manglede nærvær. Det var som om samtalerummet var blevet professionaliseret af alle de kurser i coaching og terapi, som mange jeg kender – og også jeg selv – har deltaget i. Pludselig fik jeg en oplevelse af, at vi var blevet iagttagere til og ikke deltagere i hinandens liv. Jeg følte at det skabte afstand og ligegyldighed. Men jeg opdagede også, at hvis jeg så min samtalepartner som et kunstværk, gav det mig mulighed for at være til stede i samtalen. Jeg kunne lade det de sagde, synke ind og bevæge sig og vokse – følge bevægelserne, vokse med dem og give det tilbage. Derfor synes jeg, at det er spændende, at du har valgt at lade samtaler være en form i en kunstnerisk sammenhæng. Har du tænkt over, hvilken genre du bevæger dig i?

MS: Det er nok erkendelsessamtaler, fordi de handler om hvor mennesker er nået hen, og hvorfor og hvordan de nåede derhen.

UDN: Erkendelser for hvem?

MS: Erkendelser for dem jeg taler med. Jeg ville selvfølgelig kun være interesseret i de andre, hvis det ramte noget i mig og spejlede noget af mig selv. Jeg tror ikke, at jeg kan sidde og juble over noget, som ikke åbner nogle døre i mig. Der er nogle gange, hvor jeg karter rundt for at finde en krog. Det kan godt være, at det der bliver sagt, betyder utrolig meget for den, der sidder og fortæller. Men hvis det ikke er noget jeg kan forbinde mig med, kan jeg ikke sidde og synes, at det er spændende.

 

UDN: Så du skal kunne forbinde dig?

MS: Som udgangspunkt skal jeg finde en eller anden forbindelse med dem, jeg taler med. Hvad der kommer ud af den, afhænger af det der sker i samtalen. Bevægelsen i samtalen vil jo ofte være en kombination af flere ting. Det kan være, hvis man kommer til at sige noget forkert, der måske er rigtigt. Det lyder som et paradoks, men det er i modsætningerne, det interessante sker, og de kan være svære at være i. Men de folk, jeg har grebet fat i, er nogle der har gjort deres hjemmearbejde. De har tilbagelagt nogle rejser. Derfor er det spændende at høre, hvad det var for rejser, de rejste ud på, og hvordan de er kommet ind på, at de overhovedet ville derhen.

 

UDN: Jeg tænker, at de fleste mennesker måske ser ud til at leve helt almindelige kedelige liv, men de kan have spændende fortællinger om hvordan, de blev til dem de er.

MS: Jeg har det lidt dobbelt med det, for på den ene side er det meget smukt at sige, at alle mennesker er kunstværker Men jeg synes, at jeg har mødt mennesker, der var meget små værker, så at sige. Men jeg kan godt lide tanken om, at vi alle er frembringelser, som vi har indflydelse på.

 

UDN: Ja, det kan også være stramt for mig engang imellem, må jeg erkende. Hvordan hænger det hele sammen med mangfoldighed?

MS: Mangfoldighed er jo forskellighed, og jeg talte om brudflader, så på den led er der megen sammenhæng. Jeg leder efter det, der adskiller sig fra det, som vi hele tiden hører om. Det, synes jeg, er spændende, og det er en form for mangfoldighed. Som udgangspunkt synes jeg, at det er spændende at folk er forskellige, fordi jo mere forskellige de er, jo mere naturligt er det, at jeg selv er forskellig. Jeg må jo konstatere, at jeg ikke kan blive ved med at være den samme. Jeg ændres af de ting jeg laver. Man kan sige, at jeg bliver forskellig fra den jeg var. For de ting jeg laver og de erfaringer jeg gør, bliver en del af mig.

UDN: Du bliver en anden i mødet med de andre?

MS: Eller jeg bliver måske den, jeg er? Jeg har altid haft en masse stræben, indtil jeg en dag oplevede, at nu var jeg blevet min egen stræben. Det er måske lidt firkantet, men det var faktisk det, jeg oplevede. At alle de der ting jeg ville, havde dannet et spor, og så var jeg blevet det jeg stræbte efter.

 

UDN: Jeg tror, jeg leder efter der, hvor vi er ens …

MS: Hvor vi er ens?

UDN: Ja, ens – der hvor vi er mennesker …

MS: Vi er ens på forskellige måder …

 

UDN: Ja, det er det spændingsfelt, jeg synes er spændende. Men så er vi ovre i: ”Hvad er det at være forskellig, og hvad er det at være ens?” Man kan måske også få en tolerance over for forskellighed, hvis man ved, at selv om vi kommer til syne i forskellige udgaver og udtryk, deler vi samme grundvilkår. Der er ingen, der går igennem livet efter en manual. Ingen af os kan kontrollere alt. Der kommer altid overraskelser og kriser. Vi er alle sårbare i den forstand, at vi ikke er planter, der kan stå alene.

MS: Nej, vi er til for hinanden – afhængige af hinanden. Jeg tror faktisk, at vi er til for hinanden. Det lyder helt religiøst, ikke?

UDN: Jeg synes, det lyder rigtigt.

MS: Det giver i hvert tilfælde mening på en eller anden måde, det vil jeg gerne have som en overskrift. Men det er et problem, at det er helt religiøst, for så kan man ikke få lov til at sige det, vel?

UDN: Vi har nok bare ikke andre fortællinger om det, end at det er religiøst. Du må skrive én!

MS: Jeg kan godt lide tanken om, at vi er til for hinanden, så giver det mening at være alene. Når vi er til for hinanden.

 

UDN: Nu bevæger vi os i brudflader og modsætninger: Det giver mening at være alene, når vi er til for hinanden. Alle er forskellige, og derfor er vi ens – alle er ens, fordi vi er forskellige …

MS: Ja, det lyder som ordgejl. Som noget der står på gajol-æskerne.

 

UDN: Måske, men jeg kan mærke, at det åbner noget i mig. Jeg bliver større, når jeg skal indoptage de modsætninger. Mit rum udvider sig.

MS: Ja, det giver mere plads. Også til at være sig selv. Når man giver andre plads, får man selv plads. Jeg har fået en position, som jeg er meget stolt af, for det er ikke en jeg selv har taget, men det er en, andre har givet mig. Det handler om, at andre anerkender mig – giver mig lov til at være den jeg gerne vil være. Det er noget jeg kan bede om, men det er andre, der giver mig lov til at være det. Det er ikke nok, at man har en lyst til at være nogen, hvis ikke man kan kalde det frem sammen med andre.

 

UDN: Nej, så er man intet …

MS: Eller bare fuld af sig selv …

UDN: Man kan sige at samtaler er en skabelsesproces. Vi er ikke bare til for hinanden. Vi er også medskabere af hinanden …

MS: Altid og hele tiden.

 

Det er blevet mørkt. Der er lys bag vinduerne i de høje huse i det fjerne. De er som forandret. De virker ikke helt så strømlinede og uendelige. De er blot en del af den store by – København – der rummer mange forskellige huse, der er ens, fordi de rummer mennesker, der lever deres liv i dem.

 

Tekst: Ursula Djezzaz Nielsen
Artiklen blev oprettet 10-08-2016 

 

Ursula Djezzaz Nielsen indleder festivalens program om søndagen med en workshop om ”De andres historier om os og vores historier om os selv. Ursula er kandidat i psykologi og kommunikation og arbejder med den betydning, som samtalen og fortællingen har for vores identitet.

(Foto: Michael Svennevig)

Bogtilbud til netavisens læsere
Denne og de øvrige ”samtaler på bloggen” er samlet i bogudgivelsen "Med og uden smykker. Samtaler & digte", der udkommer til festivalåbningen. Bogen, der udgives af forlaget Epigraf, koster 198 kroner. Der er et favorabelt tilbud til læsere af Sameksistens.dk: Man kan købe bogen med 50 kroners rabat, altså for 148 kroner – eller man kan få to bøger for én bogs pris, altså for 198 kroner. Bestilling skal ske på mail til Forlaget Epigraf. Skriv i mailen, at bestillingen sker via Sameksistens.dk – og om du ønsker én bog for 148 kroner eller to bøger for 198 kroner.

”Med og uden smykker”
– en festival om de sidste værdigenstande

Festivalen handler om, at "vi skal turde se hinanden i øjnene – og række hånden frem. Det værste er ligegyldigheden.”

Festivalen holdes i VerdensKulturCentret på Nørrebro i København i weekenden 12.-14. august 2016. I løbet af de tre dage byder festivalen på arrangementer med 55 medvirkende, fordelt på to scener.

• Med og uden smykker (hjemmeside)
Festivalprogram fredag den 12. august
Festivalprogram lørdag den 13. august
Festivalprogram søndag den 14. august
• Med og uden smykker (Facebook)

Nyhedsbrev

Kalender

København: Konference om trosfrihed og åndsfrihed

24 nov 10:30 - 15:00

Folkekirkens mellemkirkelige Råd holder konference på Christiansborg om trosfrihed og...Læs mere

Odense: Demonstration på Grønttorvet

25 nov 10:00 - 11:00

Bedsteforældre for Asyl - Fyn demonstrerer på Grønttorvet i Odense. • Læs mereLæs mere

København: TændEtLys for en voldsudsat kvinde - Shine a light

25 nov 15:00 - 16:45

Arrangementet begynder på Rådhuspladsen og slutter ved Søpavillonen. Arrangørerne skriver: Vold...Læs mere

Følg Sameksistens.dk

 

Sameksistens.dk støttes af

TrygFonden, Region Hovedstaden støtter projektet om religionsfrihed.


Vi modtager ikke offentlig mediestøtte, og vi bringer ikke annoncer på Sameksistens.dk, derfor er vi taknemmelige for bidrag, der kan støtte udgivelsen af netavisen.

Tegn støtteabonnement
via netbank eller MobilePay

Bidrag i november 2017: 1.950 kroner
Bidrag i alt i 2017: 17.000 kroner
Mange tak for ethvert støttebidrag.

Til eftertanke

Alt det vi deler
Video fra TV2, 2017


Ingen er anderledes.
Vi er alle forskellige.

Peter Mygind,
skuespiller