Om os  |  Nyhedsbrev  |  Støt  |  Foredrag  |  Kontakt

Flere samtaler

Fatima Osborne, der er kommet til Danmark som flygtning fra Somalia, fortæller i en samtale med forfatteren Michael Svennevig om både flugten, men også andre rejser, hun har været på i sit liv frem til at blive den, hun nu er.
• Læs hele samtalen
   

Humanismen tur/retur

Forfatteren Stig Dalager giver et politisk tværrids af, hvad der er forandret siden de to tolerance-festivaler, der blev holdt i 2015. Hvad er der egentlig sket og hvordan er det sket? Hvilke sammenhænge har grebet ind i hinanden, så vi i dag befinder os i en markant anderledes situation? 
Læs samtalen her

 

 

”Horse spirit” af David Jason Lou.

Jeg kæmper for håbet

”Det er vigtigt at bringe håb. Hvis jeg ikke gør det, så dør jeg selv indeni,” siger David Jason Lou (kunstner, asylansøger mv.) i en samtale om håb, om det Kina, han flygtede fra, og om kunstens betydning.
• Læs hele samtalen

   

Så længe der fortælles historier, er der stadig håb

”Der er et citat af forfatteren Peter Bichsel, som jeg holder særlig meget af: ’Historier fortæller ikke sandheden, men fortæller om sandhedens muligheder. Og så længe der fortælles historier, er der stadig muligheder’,” siger forfatteren Hanne Marie Svendsen i denne samtale.
Læs samtalen her

”Det er ikke så nemt som det ser ud på tv”

Alan Pary og Razan Haugaard, der begge er kurdere fra Irak og arbejder som integrationskonsulenter udveksler erfaringer om deres arbejde med at integrere flygtninge i samfundet og på arbejdsmarkedet. 
Læs samtalen her

Foto: Per Morten Abrahamsen

”Om at være mange ting lidt, men ikke at føle at man er én ting helt”

Det kan ende med helt andre historier, end man oprindeligt havde forestillet sig, når man vil prøve at fortælle andre menneskers historier. Det fortæller iscenesætteren Lene Skytt om i denne samtale.
• Læs samtalen

Fotograf Elias Benakrich udstiller i august i VerdensKulturCentret.

”Vi har også et ansvar som danskere – og hvad gør vi så ved det”

”Det ikke så let længere bare at vende et blindt øje til politik i Danmark, som det har været. Vi har også et ansvar som danskere – og hvad gør vi så ved det?” spørger fotograf Elias Benakrich i denne samtale. Han er månedens udstiller i VerdensKulturCentret på Nørrebro i København i august. 
• Læs hele samtalen

   

(Foto: Stine Ringvad)

Jorden rundt på ryggen af en søhest

”Søhesten er i mit arbejde blevet symbol på internationalt venskab,” siger maleren Maria Dubin i denne samtale, hvor hun blandt andet fortæller om et projekt med udsmykning af Asylcenter Kongelunden på Amager. 
Læs samtalen her

Gruppebillede af de medvirkende fra ”I en lille båd, der gynger” på Edison, instrueret af Mia Lipschitz og Kasper Sejersen.

”Det er mødet der interesserer mig”

”Jeg synes, at mennesker er spændende og finurlige. Al vor mangfoldighed har altid interesseret mig. Jeg synes, at mennesker er interessante,” siger instruktøren Mia Lipschitz i denne samtale med festivalarrangør Michael Svennevig og instruktørkollegaen Kasper Sejersen.
• Læs samtalen her

(Foto: Lis Vallentin)

"Vi er til for hinanden"

”Vi er til for hinanden – afhængige af hinanden. Jeg tror faktisk, at vi er til for hinanden,” siger forfatteren og dramatikeren Michael Svennevig i denne samtale med Ursula Djezzaz Nielsen som optakt til festivalen ”Med og uden smykker”, der holdes 12.-14. august på Nørrebro i København.
Læs samtalen her

Samtaler på bloggen

Når man er der, er det det eneste der giver mening

- samtale med fotografen Stine Friis Refsgaard, der fortæller om en meget anderledes festivalrejse. Om jordskælv og penge-indsamling til ris på Facebook.

(Foto: Stine Friis Refsgaard)

 
I efteråret 2015 rejste Stine Friis Refsgaard sammen med kæresten Thomas til Nepal, for at være med på en festival uden for Katmandu. Her er hendes beretning om hvad der sker når jorden skælver, og når det mest naturlige er at blive og hjælpe. Stines fotos fra rejsen, der illustrerer artiklen her, er med på traileren til festivalen ”Med og uden smykker”. Hør Stine fortælle mere om sine oplevelser i Nepal til festivalåbningen. 

  

(Foto: Stine Friis Refsgaard)


Det startede som enhver anden festivalrejse
.
Kl. 11.20 kørte vi afsted i bus fra Katmandu, der ligger i en stor dal omgivet af bjerge. Området, hvor festivalen foregik, lå på den ene bjergside. Der var huller i vejen så vi bumlede afsted. Vi var 30 hippier fra hele verden i bussen. Vi havde kun kørt 10 minutter, da den pludselig standsede. Ud ad vinduet så jeg en dame, der så ud som om hun var fuld. Det undrede mig, for det var ikke almindeligt at se fulde folk. Hun var pæn og iført en flot sari. Han, der støttede hende, bevægede sig også mærkværdigt. Men det var jorden der bevægede sig. Alt bevægede sig. Selv bygningerne bevægede sig. Tykke, tykke mure virkede underligt elastiske og nudelagtige. Det er svært at tro, hvis man ikke har set det selv.

 

Jeg havde spekuleret over hvordan jordskælv føltes – det var altså sådan. Vi var 20-30 unge i bussen, alle på vej til festival og musikken bragede gennem bussen, men nogen slukkede den, da det gik op for os, hvad der skete omkring os. En bygning styrtede sammen. Der var revner overalt. Også i vejen. Der var panik. Pludselig var det virkelighed, og vi befandt os midt i det uden at have nogen anelse om hvor voldsomt det var. De, der organiserer turen, slog beklagende ud med armene. Der var ikke noget at gøre. Måske var det hverdag herude? Vi kørte 10 minutter mere, og var ved at komme ud af byen og op mod bjergene. Bussen stopper så vi kunne kigge os rundt. Det brændte flere steder, og vi så røgen stige op derfra. Vi passerede sammenstyrtede bygninger. Folk var i gang med at fjerne mursten. Længere fremme var vejen spærret af politi. Det begyndte at ryste igen. En af de lokale viste os en video på YouTube eller CNN, hvor vi så at det var 7,9 på Richter-skalaen. Først da forstod vi alvoren. Chaufføren kørte os så langt han kunne – og turde, men ville ikke op ad de smalle bjergveje. Vi blev sat af og fik at vide at vi bare skulle følge vejen videre for at nå op til festivalstedet. Vi følte os egentlig trygge nok, for vi havde jo alt i vore rygsække, så vi kunne klare os, men vidste stadig ikke rigtig, hvad der skete omkring os.

 

Da vi havde gået en halv times tid nåede vi op til naturområdet, hvor festivalen skulle afholdes. Der stod fem-seks nepalesere og græd, mens de lyttede til en lille radio, der var skruet helt op. De græd og græd. Alle der arbejdede på hotellet, hvor vi skulle bo, var væk, der var kun ham tilbage der boede der. De andre var taget hjem for at se til deres familier. Nyhederne spredtes, selv om tiden stod stille og ingen vidste noget. Der er mange, mange døde. Der blev oprettet køkken, så vi kunne spise. Vi fik fat i min kærestes forældre inden for det første døgn. Alle vidste at vi var i Katmandu, for det havde vi skrevet på Facebook. Jeg skrev mange sms´er til min egen familie og troede at én af dem var gået igennem, men der gik næsten to døgn før min familie blev underrettet – for dengang kendte min og Thomas´ familie ikke hinanden. Min storesøster nåede at efterlyse mig via Røde Kors. BT ville skrive om mig med billede, men det nåede de heldigvis ikke. Min søster fortalte at vi skulle forberede os på det værste, for de havde set billederne fra Katmandu i nyhederne, og alt var jævnet med jorden. Så vi havde hjertet siddende oppe i halsen, da vi kørte tilbage ind mod byen sammen med vores venner Shirley og Sunil. Vi havde hørt at en fra den australske ambassade ville komme for at tale med os om hvad vi skulle gøre. Alle kunne blive fløjet ud af landet, og det bedste ville være at vi tog afsted for ikke at tage ressourcer fra de lokale, for der var madmangel. Havde man ikke et sted at tage hen, skulle man forlade landet, men Shirley og Sunil tilbød straks at vi kunne bo hos dem, så det gjorde vi. Der var dog mange steder, hvor jordskælvet ikke havde hærget. Men Durbin Square med de 800 år gamle templer, som vi havde set inden vi tog afsted op til festivalen, var nu styrtet sammen.

 

Åh, nej, nu ryster det igen. Det føltes som om nogen slog to Himalaya-bjerge sammen. Det gav en stor klonk-lyd med en efter-vibration. Først sidder man stille for at fornemme om det standser, og hvis ikke, gælder det om at løbe udenfor. Der var 250 efterskælv på de 28 dage vi var der. Nepaleserne havde ventet i to år, for voldsomme jordskælv kom hver 80. år. Dette var, hvad de havde ventet på. Jorden i Katmandu lettede 1,20 meter og faldt ned igen som en bølge. Der gik som en chokbølge gennem jordoverfladen. Mount Everest rykkede sig 8 cm.

Shirley og Sunils hus var jordskælvssikret og stod der stadig, men muren omkring haven var væltet. Det samme gjaldt for mange andre i kvarteret. Men ud over de væltede mure og et knækket træ i deres have var der ikke sket noget.
   

(Foto: Stine Friis Refsgaard)


Det var underligt at være der
som nogle af de eneste turister. Livet fortsatte, hundene gøede, fuglene sang og solen skinnede. Men mange ville ikke flytte tilbage ind i husene. Heller ikke selv om bygningerne var blevet undersøgt og erklæret for stabile nok. De var stadig bange for at flytte indenfor, så i stedet lejrede de sig under presenninger sat op ad de omgivende havemure.  
   

(Foto: Stine Friis Refsgaard)


Vi besøgte en af Shirleys venner
. Ved hans restaurant var der stablet rissække op. Flere af de udlændinge, der boede fast i Katmandu, sad langs borde i restauranten der var omdannet til kontor. De forsøgte at organisere arbejdet med at få ris bragt ud til de nødstedte. På ophængte kort havde de indtegnet de bydele og de omliggende områder, der var hårdest ramt. Hvem manglede mad? Hvor var vejene ødelagt, og hvor kunne man stadig komme frem - og hvor ville det være muligt at få ris ud?

Men hvordan ville vi kunne hjælpe?         

”Ris! Vi prøver på er at få mad ud til de folk der ikke har noget at spise. Ris har vi brug for!”

 

Vi købte 20 kg ris, der ville kunne føde en hel familie i over en uge. Efter at have brugt de penge som jeg selv kunne undvære, skrev jeg på Facebook at man kunne få en sæk ris for 120 kr., og hvis nogen ville være med til at hjælpe kunne de sende penge på min MobilePay, så skulle jeg sørge for at de kom videre. Det gik meget hurtigt, det hele. På én dag trillede der 6.000 kroner ind på min konto. Den første rigtige optælling lød på 13.000 kroner. Opslaget blev delt 56 gange. Senere kom der 10.000 kroner mere. I alt 23.000 kroner. Det var utroligt. Hvad gør man med så mange penge?

Sunil fik fat på en mand, der ejede store landområder, hvor der lå mange landsbyer, og fortalte at vi havde penge og ville købe ris, dal og olie. 

”Hvis du stiller en lastbil til rådighed, kører vi selv op og deler maden ud?”

Han aftalte med landsbyen at vi ville være der dagen efter kl. 13.

 

Næste dag fyldte vi lastbilen med ris, dal og olie og kørte fra landsby til landsby. Vi kunne selvfølgelig bare have afleveret pengene. Den danske ambassade var også i gang med nødhjælp, men jeg følte ikke at jeg bare kunne give de mange penge fra mig. Sunil ville gerne hjælpe, så vi tog med for at dele ris ud.

Alle var forsamlede i de små landsbyer, hvor vi nåede frem med lastbilen. Mange var iført hvidt tøj, for de havde mistet familiemedlemmer og deres huse var styrtet sammen. Det var bevægende at kunne få lov til at gøre en forskel. Det var Facebook, der var med til det. For at starte en indsamling per mail ville ikke have fungeret. Noget af det gode ved selv at have været ude med risene var at jeg fik taget en masse billeder, og det ville jeg give tilbage til netværket. Det var min måde at kvittere for hjælpen på.

 

Når jeg ser tilbage var det en utrolig smuk oplevelse, men det kan være svært for andre at forstå. Da vi kom hjem og fortalte om det, var der så mange der havde bidraget, at samtalen ikke faldt på død og ødelæggelse, men på hvilken forskel hjælpen havde gjort. Takket været netværket og den enorme opbakning vi havde fået hjemmefra. Mange syntes at det var imponerende, at vi var blevet og havde været med til at hjælpe. Men når man er der, er det det eneste der giver mening.

 

Tekst: Michael Svennevig, forfatter og dramatiker
Foto: Stine Friis Refsgaard
Artiklen blev oprettet 28-06-2016
   

Bogtilbud til netavisens læsere
Denne og Michael Svennevigs øvrige ”samtaler på bloggen” er samlet i bogudgivelsen "Med og uden smykker. Samtaler & digte", der udkommer til festivalåbningen. Bogen, der udgives af forlaget Epigraf, koster 198 kroner. Der er et favorabelt tilbud til læsere af Sameksistens.dk: Man kan købe bogen med 50 kroners rabat, altså for 148 kroner – eller man kan få to bøger for én bogs pris, altså for 198 kroner. Bestilling skal ske på mail til Forlaget Epigraf. Skriv i mailen, at bestillingen sker via Sameksistens.dk – og om du ønsker én bog for 148 kroner eller to bøger for 198 kroner.

”Med og uden smykker”
– en festival om de sidste værdigenstande

Festivalen handler om, at "vi skal turde se hinanden i øjnene – og række hånden frem. Det værste er ligegyldigheden.”

Festivalen holdes i VerdensKulturCentret på Nørrebro i København i weekenden 12.-14. august 2016. I løbet af de tre dage byder festivalen på arrangementer med 55 medvirkende, fordelt på to scener.

• Med og uden smykker (hjemmeside)
• Med og uden smykker (Facebook)

Nyhedsbrev

Kalender

København: Konference om trosfrihed og åndsfrihed

24 nov 10:30 - 15:00

Folkekirkens mellemkirkelige Råd holder konference på Christiansborg om trosfrihed og...Læs mere

Odense: Demonstration på Grønttorvet

25 nov 10:00 - 11:00

Bedsteforældre for Asyl - Fyn demonstrerer på Grønttorvet i Odense. • Læs mereLæs mere

København: TændEtLys for en voldsudsat kvinde - Shine a light

25 nov 15:00 - 16:45

Arrangementet begynder på Rådhuspladsen og slutter ved Søpavillonen. Arrangørerne skriver: Vold...Læs mere

Følg Sameksistens.dk

 

Sameksistens.dk støttes af

TrygFonden, Region Hovedstaden støtter projektet om religionsfrihed.


Vi modtager ikke offentlig mediestøtte, og vi bringer ikke annoncer på Sameksistens.dk, derfor er vi taknemmelige for bidrag, der kan støtte udgivelsen af netavisen.

Tegn støtteabonnement
via netbank eller MobilePay

Bidrag i november 2017: 1.950 kroner
Bidrag i alt i 2017: 17.000 kroner
Mange tak for ethvert støttebidrag.

Til eftertanke

Alt det vi deler
Video fra TV2, 2017


Ingen er anderledes.
Vi er alle forskellige.

Peter Mygind,
skuespiller