Om os  |  Nyhedsbrev  |  Støt  |  Foredrag  |  Kontakt

Flere samtaler

Fatima Osborne, der er kommet til Danmark som flygtning fra Somalia, fortæller i en samtale med forfatteren Michael Svennevig om både flugten, men også andre rejser, hun har været på i sit liv frem til at blive den, hun nu er.
• Læs hele samtalen
   

Foto fra Nepal. (Foto: Stine Friis Refsgaard)

Når man er der, er det det eneste der giver mening

Fotografen Stine Friis Refsgaard fortæller i en samtale med forfatteren Michael Svennevig om en meget anderledes festivalrejse. Om jordskælv og penge-indsamling til ris på Facebook.
• Læs hele samtalen

   

”Horse spirit” af David Jason Lou.

Jeg kæmper for håbet

”Det er vigtigt at bringe håb. Hvis jeg ikke gør det, så dør jeg selv indeni,” siger David Jason Lou (kunstner, asylansøger mv.) i en samtale om håb, om det Kina, han flygtede fra, og om kunstens betydning.
• Læs hele samtalen

   

Så længe der fortælles historier, er der stadig håb

”Der er et citat af forfatteren Peter Bichsel, som jeg holder særlig meget af: ’Historier fortæller ikke sandheden, men fortæller om sandhedens muligheder. Og så længe der fortælles historier, er der stadig muligheder’,” siger forfatteren Hanne Marie Svendsen i denne samtale.
Læs samtalen her

”Det er ikke så nemt som det ser ud på tv”

Alan Pary og Razan Haugaard, der begge er kurdere fra Irak og arbejder som integrationskonsulenter udveksler erfaringer om deres arbejde med at integrere flygtninge i samfundet og på arbejdsmarkedet. 
Læs samtalen her

Foto: Per Morten Abrahamsen

”Om at være mange ting lidt, men ikke at føle at man er én ting helt”

Det kan ende med helt andre historier, end man oprindeligt havde forestillet sig, når man vil prøve at fortælle andre menneskers historier. Det fortæller iscenesætteren Lene Skytt om i denne samtale.
• Læs samtalen

Fotograf Elias Benakrich udstiller i august i VerdensKulturCentret.

”Vi har også et ansvar som danskere – og hvad gør vi så ved det”

”Det ikke så let længere bare at vende et blindt øje til politik i Danmark, som det har været. Vi har også et ansvar som danskere – og hvad gør vi så ved det?” spørger fotograf Elias Benakrich i denne samtale. Han er månedens udstiller i VerdensKulturCentret på Nørrebro i København i august. 
• Læs hele samtalen

   

(Foto: Stine Ringvad)

Jorden rundt på ryggen af en søhest

”Søhesten er i mit arbejde blevet symbol på internationalt venskab,” siger maleren Maria Dubin i denne samtale, hvor hun blandt andet fortæller om et projekt med udsmykning af Asylcenter Kongelunden på Amager. 
Læs samtalen her

Gruppebillede af de medvirkende fra ”I en lille båd, der gynger” på Edison, instrueret af Mia Lipschitz og Kasper Sejersen.

”Det er mødet der interesserer mig”

”Jeg synes, at mennesker er spændende og finurlige. Al vor mangfoldighed har altid interesseret mig. Jeg synes, at mennesker er interessante,” siger instruktøren Mia Lipschitz i denne samtale med festivalarrangør Michael Svennevig og instruktørkollegaen Kasper Sejersen.
• Læs samtalen her

(Foto: Lis Vallentin)

"Vi er til for hinanden"

”Vi er til for hinanden – afhængige af hinanden. Jeg tror faktisk, at vi er til for hinanden,” siger forfatteren og dramatikeren Michael Svennevig i denne samtale med Ursula Djezzaz Nielsen som optakt til festivalen ”Med og uden smykker”, der holdes 12.-14. august på Nørrebro i København.
Læs samtalen her

Samtaler på bloggen

Humanismen tur/retur

Forfatteren Stig Dalager i samtale med festivalarrangør Michael Svennevig

En frivillig livredder hjælper en ung pige i land på den græske ø Lesbos, efter at både hun og de øvrige flygtninge var ombord på stødte på grund nær kysten. (Foto: UNHCR/A. Zavallis)

 
Hvor blev tolerancen af?” og ”Nu er jeg menneske igen” var de første to Tolerance-arrangementer i 2015. ”Med og uden smykker” i august 2016 er det tredje. Alle tre gange har forfatteren Stig Dalager medvirket. Det er der en speciel grund til, for han har en særlig evne til både at være analytisk, klartseende og fabulerende, og så er han en glødende humanist, der igennem sit store virke som forfatter og debattør igen og igen stiller op for humanismen – ikke mindst når det gælder flygtninge og indvandrere.

Vi mødtes på Café Oven Vandet på Christianshavn, ligesom vi har gjort mange gange før. Stig Dalager (SD) har parkeret cyklen i stativet udenfor. Vi sætter os under markisen, for solen sætter trumf på.

Jeg har lagt ud med at bede Stig lave et politisk tværrids tilbage til det første Tolerance-arrangement året før. For meget er forandret siden dengang. Men hvad er der egentlig sket og hvordan er det sket? Hvilke sammenhænge har grebet ind i hinanden, så vi i dag befinder os i en markant anderledes situation?

Stig har svaret parat.

 

SD: Ved næstsidste omgang, der jo i virkeligheden var første, mht. tolerance-arrangementerne, talte Kirsten Thorup og jeg om tolerance på baggrund af Irak-krigen og den såkaldte aktivistiske udenrigspolitik, som var blevet ført med Anders Fogh som initiator, men som også blev ført videre frem, og som i virkeligheden har ophævet Danmarks gamle rolle som en fortrinsvis fredsskabende og fredsmæglende nation, især i betragtning af at vi er en så lille stat. Det var den ene dimension af det, vi talte om sidst, for det har været med til at udvikle og forandre Danmark i en ny retning, fra at være fredsskabende til en krigsdeltagende nation. Det andet spor var den etniske politik, hvis vi skal kalde det dét, som også Fogh initierede og indledte med et såkaldt systemskifte, hvor det ikke var ualmindeligt at regeringen dannede alliance med Dansk Folkeparti og talte nedsættende om det muslimske mindretal, mens der foregik en etnisk diskrimination på arbejdsmarkedet og i nogle tilfælde også i lovgivningen. Noget vi for så vidt ikke har set før i Danmark i nogen større udstrækning. Vi skal helt tilbage til ankomsten af de østeuropæiske jøder i Danmark i starten af 1900-tallet for at se noget blot svagt tilsvarende. Det er i de store linjer ikke noget vi har tradition for. Tværtimod er vi kendte for at være den nation af alle, måske med undtagelse af Bulgarien, der via befolkningens indsats reddede de fleste af vore jødiske mindretal fra deportation til lejrene i nazi-Tyskland.  

 

MS: Men så fik vi et nyt image…

SD: Det kan man sige. Men det var situationen sidst, og det var mens der udviklede sig en flygtningekrise, som man kalder det, i Europa. Det var før den så at sige eksploderede politisk og i medierne. Nu er den eksploderet og har givet Europa meget store politiske problemer, selv om de nyankomne flygtninge samlet set kun udgør langt under en procent af det samlede indbyggertal i EU, og selv om man for så vidt i EU har fat i den rigtige ende. Ud fra den europæiske tanke om solidaritet og humanitet og i overensstemmelse med forpligtelserne i forhold til flygtningekonventionen har man for længst i EU vedtaget at fordele antallet af flygtninge imellem landene via en kvoteordning. Problemet er bare, at de fleste EU-medlemslande af det, man kunne kalde national-egoistiske hensyn ikke eller kun i ringe omfang har ønsket at medvirke i gennemførelsen af denne flygtningekvote, det gælder også Danmark, der ikke er juridisk forpligtet, men sagtens kunne være med i samarbejdet. Det er en politisk beslutning, som man kunne tage, hvis man ville. Man har i stedet overladt det til bestemte lande som især Tyskland og indtil for nylig Sverige at tage imod et uforholdsmæssigt stort antal flygtninge, og i realiteten er den foreslåede rimelige fordeling af flygtningene på de enkelte lande aldrig ført ud i livet. I Danmark har vi været så ”tilbageholdende”, og kaldt det storsindet, at vi på et tidspunkt har tilbudt at tage imod 1.000 flygtninge inden for flygtningekvoten – det var statsministeren der gjorde det, da man første gang forhandlede en fordeling af flygtningene i Europa.

Dette udspil afspejler meget godt den danske regerings politik på området inklusiv de blå støttepartier, og desværre må vi også sige, som det har vist sig inden for det sidste års tid, i større og større grad også Socialdemokraternes politik på flygtningeområdet. Man vægrer sig, der er en modstand imod for det første at tage flere ind, men også at se det som et særligt anliggende, ligesom svenskerne gjorde det i mange år. At være foregangsland, når vi taler om at tage mennesker ind, der flygter fra krig og terror, og netop den terrorisme som der ironisk nok fra politisk hold gøres meget ud af at bekæmpe og tage afstand fra, næsten så meget, at det undertiden fylder hele billedet af det vi er optaget af i Danmark. Sidste år kan man sige, at det i første omgang var en positiv overraskelse for mange danskere og en øjenåbner for en hel del flere, der ellers har været passive eller skeptiske over for flygtninge, da flygtninge krydsede vore egne grænser til fods og blev synlige i det danske landskab.

 

MS: Det var et meget stærkt billede.

SD: Ja, for nu var og er det ikke længere noget, vi kan placere i en mellemøstlig sfære, hvor politikerne stadig helst vil placere flygtningene, nemlig i de såkaldte nærområder, der er så behageligt langt væk. På den måde flytter man politisk både fokus og problemerne endnu længere væk, men her blev vi i kontrast opsøgt af rigtige levende mennesker med hver deres historie og skæbne, og det bliver vi stadigvæk – på trods af skepticisme og et utal af stramninger fra politisk hold, for flertallet af dem flygter fra krig, men også fra fattigdom. Det er et stigende pres, der udspringer direkte af Syrienskrigen, men også af de umulige forhold, der er i Irak og til en vis grad også i Afghanistan og Libyen, hvor vi har ført krig. Det er helt indlysende, at det er sådan. Men der så vi altså i første omgang, at et flertal i befolkningen på forskellig måde var parat til at støtte og hjælpe flygtninge, og at et helt nyt landsdækkende netværk af flygtningevenner, Venligboerne opstod. I stedet for at lade sig inspirere af den folkelige parathed, kunne man fornemme en vis forskrækkelse hos det politiske establishment, som i hvert fald i en kort periode ikke anede, hvilket ben man skulle stå på, for mange politikere var så vant til at henvise til, at danskerne eller et flertal af danskere gik ind for stramninger på alle planer, når vi talte om indvandrere og for så vidt også flygtninge. Først var det indvandrere, og der friholdt man til en vis grad flygtninge i 00’erne, men senere er det jo også blevet flygtningene, man på mange forskellige måder har strammet kraftigt op i forhold til. Det startede under Thorning-Schmidt, der direkte gik til valg på i samme åndedrag at sige, at vi internationalt står over for et af efterkrigstidens største flygtningeproblemer, og at vi har strammet op. Det var jo den logik, vi kendte fra Anders Fogh-tiden, men den blev altså nu overtaget af Socialdemokraterne. Mette Frederiksen har ikke alene videreført denne linje, men også strammet vældigt op. I dag kan det være svært, og det tror jeg også politisk er meningen, at kende forskel på Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti i spørgsmålet om flygtninge og indvandrere og iveren efter at stamme op. Men det jeg taler om her var den første fase, hvor der faktisk viste sig at være et flertal i befolkningen for på mange forskellige måder at hjælpe og støtte flygtninge – og meget interessant jo netop da flygtningene blev synlige – fysisk og menneskeligt nærværende.

 

MS: Især i grænselandet i Sønderjylland, hvor det ellers har vist sig, at DF har mange tilhængere.

SD: Netop derfor kom man i konflikt med sine egne holdninger, for skulle man hjælpe eller skulle man stramme? I hvert fald var der en periode, hvor ”hjælpe- og næstekærligheds-genet” vandt.

 

MS: Det faldt sammen med det første Tolerance-arrangement.

SD: Ja, det gjorde det, men jeg skal love for, at man efterfølgende fra de etablerede partiers side, herunder også fra Socialdemokraterne under Mette Frederiksen, skiftede kurs. Fra at hun tidligere tilhørte den fløj, der var kritisk over for Fogh-regeringens opstramninger og Karen Jespersens tilsvarende holdninger, gav hun pludselig Vestegnens borgmestre ret i deres modstand og skepsis over for indvandrere. Sass Larsen, gruppeformand, har jo for nylig været ude at lufte den endnu mere skærpede holdning fra Socialdemokraternes side, at humanisme og velfærdssamfund er to næsten uforenelige størrelser. Selv om det muligvis er ment som en provokation, har man med et sådant udsagn fra en gruppeformand fra Socialdemokraterne, foretaget en klar drejning imod en nærmest indvandrer- og flygtningefjendtlig holdning. Det er tale om en markant kursændring i forhold til, hvad Socialdemokraterne tidligere har stået for historisk. Fornylig generindrede de sig deres tradition for humanisme med en stor markering omkring tidligere statsminister Anker Jørgensens begravelse, hvor netop Mette Frederiksen i en tale vedstod sig arven fra Anker Jørgensen, altså den humanisme og solidaritet som var helt afgørende for Anker Jørgensens politik. Det at vise forståelse for de dårligst stillede var afgørende for Socialdemokraterne i 1970’erne, men altså også noget man ved en sådan lejlighed går ud og skilter med som aktuelt den dag i dag. Problemet er så bare, at man nu i praksis fører en politik, der modsiger den humanisme, som man ved sådanne lejligheder melder sig ind i. Der er tale om et Socialdemokrati i splid med sig. Det er meget vigtigt at gøre sig klart, hvor Socialdemokraterne står. Det er vigtigt, hvor de står. Ikke alene som et alternativ til den siddende regering, men også for Danmark som sådan, for det er Socialdemokraterne, der i det 20. århundrede har været et af de afgørende civilisationsbærende partier i Danmark. Det er et parti, der har været drivkraften i at opbygge velfærdssamfundet og en forestilling om mellemmenneskelig og social solidaritet, så når de begynder at give afkald på og beskære deres egne forpligtigelser på humanisme og solidaritet, eller i hvert fald definere solidaritet så selektivt og snævert, at den kun skal gælde nogle grupper til fordel for andre – eller på bekostning af andre, siger det jo noget om, hvilke problemer vi har i Danmark som helhed med at komme igennem med en mere solidarisk politik over for flygtninge og indvandrere som grupper. Så kan der være nok så mange problemer, det anerkender jeg at der er, i både flygtninge- og indvandremiljøer. Såsom selvundertrykkelse og patriarkalisme og kønsdiskriminering, som man naturligvis må være kritisk overfor. Men her taler jeg om, hvordan majoritetssamfundet i de store linjer omgås minoriteterne. Der er tale om en stadig skærpelse. En stadig større strenghed. Der tales hele tiden om stramninger, og det er lige før man i overført forstand er begyndt at identificere flygtninge med mennesker, der skal begrænses på den ene og den anden måde og har bedst af det, altså som en slags andenrangs mennesker. Det betyder i praksis at give dem så dårlige vilkår, at de er uligestillede med andre danskere. Tydeligt blev det i hvert fald for omverdenen med det såkaldte smykkedirektiv, hvor langt man var parat til at gå i en oppisket stemning af frustration her i starten af året over ankomsten af et for så vidt for Danmark håndterligt antal flygtninge på mellem 10.000-20.000. I tilfældet Danmark taler vi dog om et befolkningstal på over 5 millioner og om et af verdens rigeste lande. Målt med bruttonationalindkomsten pr. indbygger ligger vi meget langt nede i vores indoptag af flygtninge, også bag flere udviklingslande. Det er sådan noget der betyder noget. At kigge på, hvilket forhold der er mellem antallet af flygtninge, vi tager ind, og den faktuelle rigdom vi har. Vi taler om de såkaldte nærområder, som man ofte velbehageligt henviser til, altså Libanon, Jordan osv. Der opholder sig millioner af flygtninge i primitive teltlejre, der er ved at undergrave disse små landes økonomi. Det er helt usammenligneligt med, at vi evt. er oppe på måske 16.000-17.000 for i år, eller hvad det nu ender med at blive til, af flygtninge, som vi tager ind. Der er slet ikke noget forhold imellem de tal, men ikke desto mindre kører det op i en vældig spids, det bliver til en skrækvision af en næsten invasion, med en medfølgende risiko for økonomisk kollaps og undergravning af vores økonomi osv., selv om både danske, engelske, tyske og svenske saglige videnskabelige beregninger viser, at flygtningene og indvandrerne i de enkelte lande og i Europa på længere sigt er og vil være en økonomisk og samfundsmæssig gevinst. I skrækvisionens billede lykkedes det imidlertid at overbevise en vis del af vælgerne om, at det var strengt nødvendigt med endnu strammere tiltag på flygtninge- og indvandrerområdet, og der gik man så langt apropos overskriften på vores festival, at man indførte det såkaldte smykkedirektiv, hvor man lidt analogt med, hvad der er skræmmende i historien fra 1930’erne, forestillede sig, at man konfiskerede alt hvad der er af værdi over et vist beløb fra mennesker, der er på flugt fra krig, og som søger landets grænser. Smykker, ure og hvad man nu kan finde, så langt var Socialdemokraterne også i første omgang med. Det fremkaldte, som alle jo ved, en større forskrækkelse og storm i det internationale mediebillede. At smykkedirektivet som et symbol på de nye hårde stramninger gav mindelser om den politik, som nazisterne med Eichmann i spidsen førte op til 2. verdenskrig i Wien, hvor man konfiskerede jøders personlige ejendele til gengæld for at de overhovedet fik lov til at rejse ud, stod mange danske politikere uforstående overfor. Faktisk ville det have været underligt, hvis udlandet ikke havde reageret, fordi der er historiske paralleller, om end man selvfølgelig ikke direkte kan overføre det ene til det andet, fordi det er forskellige historiske kontekster, men selve konfiskationstanken er parallel. Det har et fortilfælde. Tilbage i en tid som vi helst ikke vil forbinde os med, men som vi pludselig blev forbundet med som nation. Desværre med rette. Der var det netop interessant at se, at mange danske politikere fik et problem. Først benægtede de, at der overhovedet var noget om snakken, men derefter uden at indrømme det åbent, reducerede de trods alt på direktivet, men dog ikke så meget, at de ophævede det. Det er stadigt gældende. Det vil sige på trods af udlandets, hjemlige og også politiets protester. Sådan som det er nu, er det overladt til den enkelte politimands skøn om, hvad han/hun finder konfiskationsberettiget eller ikke over en grænse på 10.000 kroner i forhold til de ejendele, som en flygtning måtte have. Så det, vi står overfor er en betydelig skærpelse af holdningen til mennesker i nød, som er et symptom på det katalog af stramninger, der nu er ført helt ind til benet i forhold til flygtninge, der opsøger vores land. Der er tale om en manifestation både fra de borgerlige og socialdemokratiske politikeres side, som illustrerer den afstandtagen til humanismen, som den socialdemokratiske gruppeleder Henrik Sass Larsen har gjort sig til talsmand for. Heldigvis er der mange danskere, der tænker anderledes og ikke har opgivet selv at sanse og tænke. Venligboerne er et af flere udtryk for det.

 

Tekst: Michael Svennevig, forfatter og dramatiker
Artiklen blev oprettet 07-07-2016

Bogtilbud til netavisens læsere
Denne og Michael Svennevigs øvrige ”samtaler på bloggen” er samlet i bogudgivelsen "Med og uden smykker. Samtaler & digte", der udkommer til festivalåbningen. Bogen, der udgives af forlaget Epigraf, koster 198 kroner. Der er et favorabelt tilbud til læsere af Sameksistens.dk: Man kan købe bogen med 50 kroners rabat, altså for 148 kroner – eller man kan få to bøger for én bogs pris, altså for 198 kroner. Bestilling skal ske på mail til Forlaget Epigraf. Skriv i mailen, at bestillingen sker via Sameksistens.dk – og om du ønsker én bog for 148 kroner eller to bøger for 198 kroner.

”Med og uden smykker”
– en festival om de sidste værdigenstande

Festivalen handler om, at "vi skal turde se hinanden i øjnene – og række hånden frem. Det værste er ligegyldigheden.”

Festivalen holdes i VerdensKulturCentret på Nørrebro i København i weekenden 12.-14. august 2016. I løbet af de tre dage byder festivalen på arrangementer med 55 medvirkende, fordelt på to scener.

• Med og uden smykker (hjemmeside)
Festivalprogram fredag den 12. august
Festivalprogram lørdag den 13. august
Festivalprogram søndag den 14. august
• Med og uden smykker (Facebook)

Nyhedsbrev

Kalender

København: Konference om trosfrihed og åndsfrihed

24 nov 10:30 - 15:00

Folkekirkens mellemkirkelige Råd holder konference på Christiansborg om trosfrihed og...Læs mere

Odense: Demonstration på Grønttorvet

25 nov 10:00 - 11:00

Bedsteforældre for Asyl - Fyn demonstrerer på Grønttorvet i Odense. • Læs mereLæs mere

København: TændEtLys for en voldsudsat kvinde - Shine a light

25 nov 15:00 - 16:45

Arrangementet begynder på Rådhuspladsen og slutter ved Søpavillonen. Arrangørerne skriver: Vold...Læs mere

Følg Sameksistens.dk

 

Sameksistens.dk støttes af

TrygFonden, Region Hovedstaden støtter projektet om religionsfrihed.


Vi modtager ikke offentlig mediestøtte, og vi bringer ikke annoncer på Sameksistens.dk, derfor er vi taknemmelige for bidrag, der kan støtte udgivelsen af netavisen.

Tegn støtteabonnement
via netbank eller MobilePay

Bidrag i november 2017: 1.950 kroner
Bidrag i alt i 2017: 17.000 kroner
Mange tak for ethvert støttebidrag.

Til eftertanke

Alt det vi deler
Video fra TV2, 2017


Ingen er anderledes.
Vi er alle forskellige.

Peter Mygind,
skuespiller