Om os  |  Nyhedsbrev  |  Støt  |  Foredrag  |  Kontakt

Flere samtaler

Fatima Osborne, der er kommet til Danmark som flygtning fra Somalia, fortæller i en samtale med forfatteren Michael Svennevig om både flugten, men også andre rejser, hun har været på i sit liv frem til at blive den, hun nu er.
• Læs hele samtalen
   

Foto fra Nepal. (Foto: Stine Friis Refsgaard)

Når man er der, er det det eneste der giver mening

Fotografen Stine Friis Refsgaard fortæller i en samtale med forfatteren Michael Svennevig om en meget anderledes festivalrejse. Om jordskælv og penge-indsamling til ris på Facebook.
• Læs hele samtalen

   

Humanismen tur/retur

Forfatteren Stig Dalager giver et politisk tværrids af, hvad der er forandret siden de to tolerance-festivaler, der blev holdt i 2015. Hvad er der egentlig sket og hvordan er det sket? Hvilke sammenhænge har grebet ind i hinanden, så vi i dag befinder os i en markant anderledes situation? 
Læs samtalen her

 

 

”Horse spirit” af David Jason Lou.

Jeg kæmper for håbet

”Det er vigtigt at bringe håb. Hvis jeg ikke gør det, så dør jeg selv indeni,” siger David Jason Lou (kunstner, asylansøger mv.) i en samtale om håb, om det Kina, han flygtede fra, og om kunstens betydning.
• Læs hele samtalen

   

Så længe der fortælles historier, er der stadig håb

”Der er et citat af forfatteren Peter Bichsel, som jeg holder særlig meget af: ’Historier fortæller ikke sandheden, men fortæller om sandhedens muligheder. Og så længe der fortælles historier, er der stadig muligheder’,” siger forfatteren Hanne Marie Svendsen i denne samtale.
Læs samtalen her

”Det er ikke så nemt som det ser ud på tv”

Alan Pary og Razan Haugaard, der begge er kurdere fra Irak og arbejder som integrationskonsulenter udveksler erfaringer om deres arbejde med at integrere flygtninge i samfundet og på arbejdsmarkedet. 
Læs samtalen her

Foto: Per Morten Abrahamsen

”Om at være mange ting lidt, men ikke at føle at man er én ting helt”

Det kan ende med helt andre historier, end man oprindeligt havde forestillet sig, når man vil prøve at fortælle andre menneskers historier. Det fortæller iscenesætteren Lene Skytt om i denne samtale.
• Læs samtalen

Fotograf Elias Benakrich udstiller i august i VerdensKulturCentret.

”Vi har også et ansvar som danskere – og hvad gør vi så ved det”

”Det ikke så let længere bare at vende et blindt øje til politik i Danmark, som det har været. Vi har også et ansvar som danskere – og hvad gør vi så ved det?” spørger fotograf Elias Benakrich i denne samtale. Han er månedens udstiller i VerdensKulturCentret på Nørrebro i København i august. 
• Læs hele samtalen

(Foto: Stine Ringvad)

Jorden rundt på ryggen af en søhest

”Søhesten er i mit arbejde blevet symbol på internationalt venskab,” siger maleren Maria Dubin i denne samtale, hvor hun blandt andet fortæller om et projekt med udsmykning af Asylcenter Konge-lunden på Amager. 
Læs samtalen her

(Foto: Lis Vallentin)

"Vi er til for hinanden"

”Vi er til for hinanden – afhængige af hinanden. Jeg tror faktisk, at vi er til for hinanden,” siger forfatteren og dramatikeren Michael Svennevig i denne samtale med Ursula Djezzaz Nielsen som optakt til festivalen ”Med og uden smykker”, der holdes 12.-14. august på Nørrebro i København.
Læs samtalen her

 

 

Samtaler på bloggen

"Det er mødet der interesserer mig"

- samtale med instruktørerne Mia Lipschitz og Kasper Sejersen i Enghaveparken, da Café Venligbo åbnede i maj

Jeg synes, at mennesker er spændende og finurlige. Al vor mangfoldighed har altid interesseret mig. Jeg synes, at mennesker er interessante,” siger instruktøren Mia Lipschitz i denne samtale med festivalarrangør Michael Svennevig og instruktørkollegaen Kasper Sejersen. Ved festivalen ”Med og uden smykker”, der holdes 12.-14. august på Nørrebro i København, fortæller Kasper Sejersen søndag eftermiddag om politisk teater og forestillingen ”De Stuerene”, og Mia Lipschitz fortæller om at instruere teater, så det inddrager andre mennesker – og om at bevæge sig fra det aktivistiske til det mere poetiske. 

Gruppebillede af de medvirkende fra ”I en lille båd, der gynger” på Edison. En forestilling med og af flygtninge instrueret af Mia Lipschitz og Kasper Sejersen for C:ONTACT.

  
Vi sidder ved indgangen til Enghaveparken på Vesterbro i København, hvor Café Venligbo lige er åbnet. Der er ved at blive gjort klar til udendørsgrill, og en musiker er ved at stille anlæg op. Allerede inden Mia har købt kaffe og is i caféen, er hun faldet i snak med Hassan, der var deltager i ”I en lille båd, der gynger”, men som ikke ville stå på scenen, og i stedet for gik til hånde på andre måder. Forestillingen instruerede Mia sammen med Kasper Sejersen for C:NTACT (mere om den senere). Vi er mødtes for at tale om den kommende festival, og jeg forklarer at det ikke er noget protestarrangement som sådan. At vi nu er nået til et andet sted, hvor vi har brug for noget mere base og bredde, meget mere end bare endnu en protest. Selvfølgelig er det også en protest, men protest i sig selv er ikke længere så interessant.

Mia Lipschitz (ML): Åh, det er jeg glad for at du siger, for jeg kan mærke at jeg har udmattet mig selv af protest. Er på en måde blevet så magtesløs af det. For skal vi ikke hellere skabe noget kærligt i stedet?

 

Michael Svennevig (MS): Ja, vi skal lave noget om fællesskab – og også gerne blive klogere på os selv og hinanden. Jeg tror at en sådan festival er en tilnærmelse til ”næsten”, men ikke i nogen religiøs forstand.

ML: Jeg synes at “næsten” er et godt ord. Det er jo det det er, og det kan vi forholde os til.

 

MS: Jeg har udvalgt nogle livsberetninger, der rækker ud over sig selv. Historier, der vil andet og mere end bare sig selv, for der er jo også rigtig mange fortællinger, der er så voldsomme og som sidder urokkeligt fast i dem, der har oplevet dem, at det er vigtigt at de medvirkende formår at række ud over sig selv. Det er det, som vi kunstnere altid står overfor. At vi har gjort os tankerne om, hvor vi skal hen med den pågældende historie. Det er ikke nok bare at efterlade den på scenen. Det kræver og forudsætter en bearbejdelse.

ML: Ja, for hvad sker der bagefter, og hvordan kan vi billedsætte det? Det er ikke nok at stille sig op med en mikrofon og sige, at man protesterer. Billeder taler tit meget stærkere, og er meget mere åbne for fortolkninger. Måske hænger det sammen med, hvor jeg er nu, for jeg har lige fået et arbejdslegat, og vil bruge det til at dykke ned i ideologierne. Jeg skal bruge to måneder hen over sommeren til at lave ideologi-forskning, som jeg bagefter vil forsøge at iscenesætte – og bruge scenisk.

 

MS: Jeg vil gerne have dig til at fortælle om, hvad du gør, når du har lavet flygtningeforestillinger. For det sætter sig selvfølgelig i kroppen. Hvor får det dig hen, og hvad gør det ved dig?

ML: Det sætter sig fast indeni. Altid, og man har jo disse skæbner med sig for evigt. Det er uundgåeligt for mig. Rent kunstnerisk udfordrer det mig også til, hvordan jeg kan omsætte disse meget konkrete historier, der også skildres i andre medier, til scenisk stærke og tankevækkende billeder.

 

MS: Ofte fortæller vi en bedre historie ved at gå rundt om i stedet for bare at buse ind ad hoveddøren. For vi får alligevel aldrig hele historien på den måde. Hvilke historier er det vi formidler? Det skal vi vide at håndtere, for vi er alle historiefortællere – og formidlere, men hvis vi ikke har gjort os klart, hvad vi vil med historierne, hvad skal andre så bruge det til? I bund og grund arbejder jeg for at vi skal få et bedre samfund. Det kan vi selv påvirke og arbejde for. Jeg synes – modsat mange andre – at vi har uanede muligheder for at bruge vore kunstneriske stemmer, og at det er yderst vigtigt at vi gør det, for vi har så meget at bidrage med. Men personligt siger det mig ikke noget at gå ind på den rent politiske arena. Så længe jeg holder mig fra det politiske, som jeg synes er alt for entydigt, skaber det plads og rum for det flertydige og den mangfoldighed, som jeg synes er nødvendig.

ML: Jeg er enig med dig, for jeg synes at vi har så meget at sige. Vi SKAL. For mig er det vores forbandede pligt. Men spørgsmålet er hvordan? Det er så svært og komplekst. Selv er jeg gået fra det meget konfrontatoriske til i stadig højere grad at være interesseret i, at folk udleder deres egne refleksioner fra de værker jeg skaber. At jeg i virkeligheden styrer mindre. Jeg ved hvad der styrer MIG, og hvad jeg synes der er væsentligt at tale om. Men i forhold til historierne kan jeg mærke, at de tekster der interesserer mig er i højere grad abstrakte tekster. Jeg laver ikke kun poesi, men er mere og mere interesseret i abstraktion. Men jeg synes det er meget vigtigt, at kunstnere skaber direkte aktionsbaseret teater også. Selv arbejder jeg for tiden med poesi i et samarbejde mellem Lene Henningsen, skuespillerne Mette Frank, Mia Lerdam og Ulver Skuli Abildgaard samt billedkunstner Marianne Grønnow. Vi kalder det Poetisk Teater. Lene Henningsen er meget politisk, men samtidig ekstremt poetisk og svulstig i sit sprog, men det er spændende, hvordan man kan gå ind og lave billeder andre steder fra. Som en essens af noget abstrakt, som man så igen kan kaste op i luften. Men det er vigtigt at det ikke bliver ligegyldigt eller tilfældigt. Det skal være gennemtænkt og styret, og der hvor folk selv er. Jo mere du som tilskuer kan tage med dig ud fra dit eget refleksionsrum, som du selv oversætter og tager med dig videre ud i verden, jo bedre en verden tror jeg vi får.

 

MS: Vi har forskellige billeder af hinanden. På samme måde som jeg havde af dig. Det er jo første gang vi taler sammen i dag. Jeg har set tre af dine opsætninger og synes allerede, at jeg har et billede af dig baseret på de tre opsætninger, men du har jo lavet meget mere end det.

ML: For tiden er jeg især interesseret i den abstrakt aktivistiske scenekunst.

 

MS: Hvad er det?

ML: Det er mødet med ’ikke skuespillere’. Altså mødet med virkelighedens aktører i et poetisk rum. Så du Shakespeare-forestillingen ”Comedy of Errors”? Den forestilling var jeg meget glad for. Det var vores ambition at lave Shakespeare for unge – i øjenhøjde, og så valgte vi Shakespeares ungdomsværk, som han skrev som 19-årig. Det er hans dårligste. Det er en fuldstændig overpostuleret forviklingskomedie, men sjov. Vi indtog GAME, der er en kæmpe sportshal ude på Enghavevej. Der kommer alle slags mennesker. Der er også mange rodløse fra Sydhavnen, der dyrker sport der, for der er åbent døgnet rundt, så man behøver ikke at være på gaden og lave ballade. Vi mødte en masse skønne typer.

 

MS: Det var et møde.

ML: Det blev det til. Det er det, der interesserer mig. Det uforudsigelige. Men jeg kan mærke at jeg bliver mere og mere modig – og bedre til at turde. Men personligt er jeg mere interesseret i abstraktionen. Den gør verden større, for udsagnet kan blive for småt, hvis det er for styret. Hvis det f.eks. bare resulterer i et statement, som alle er enige om både før og efter. Noget som de lige så godt kunne have læst i avisen. For det er i sprækkerne at det spændende opstår. I den usikkerhed vi alle kender så godt. Det er det samme med instruktion. Hvis det er for perfekt, gider jeg ikke se det. Jeg sover mig igennem. Jeg kan godt se at det er flot, men det rører mig ikke. Selv er jeg på den ene side kontrolfreak og på den anden side total kaot. Det er et clash inde i mig som menneske.

 

MS: Men det er nok derfor at du kan lave noget interessant.

ML: Det håber jeg. Men jeg øver mig i at lade kaoten råde. Jeg bliver mere og mere inspireret af kunstnere som Anders Paulin, som jeg var så heldig at samarbejde med på Det Kongelige Teater. Vi var jo vidt forskellige, men skulle dele den samme scenografi. Det møde kom der noget spændende ud af, men det var hårdt, for han har sin helt egen vej og er kompromisløs. Han er både en tænker, kunstner og en filosof. Selv kom jeg næsten lige fra skolen.

 

MS: Det han laver er meget mærkeligt. Det laver rod i enhver vanetænkning. Ja, det laver rod i systemerne. Det er det som kunst skal. Det skaber en anden dagsorden.

ML: Ja, men lad os tale lidt om dig? For du har så mange hatte på. Hvordan ser det ud for dig som forfatter og dramatiker? Hvad optager dig for tiden?

 

MS: Da jeg holdt ved et lyskryds i går, fik jeg en ide som jeg skyndte mig at indtale, for jeg havde min diktafon ved hånden – og havde snart omridsene til en tekst som jeg kalder ”Kærlig integration”. For det gik op for mig, at de første elskere og elskerinder som jeg har haft, var fra forskellige kulturer, og det har da selvfølgelig været med til at præge min opfattelse af, hvad et kulturmøde er og kan gøre.

ML: Sjovt. Det gav mig straks 10 billeder, for min første var italiener … Alt handler i bund og grund om – sex.

 

MS: Men der er også noget andet, for hvis der er noget jeg ikke forstår, vil det ofte også være spændende for andre. For jeg vil jo gerne prøve at forstå noget af det uforståelige. Jeg bruger skriveprocessen som en undersøgelse, for at nærme mig det jeg ikke fatter…

ML: Det lyder som om du tit tager udgangspunkt i meget personlige oplevelser?

 

MS: Både og. De første ting jeg skrev, handlede om mig selv, indtil jeg ikke kunne holde det ud mere og begyndte at skrive om andre. Det er det, jeg synes der er sjovest nu. Er vel blevet mæt af mig selv, for det blev helt ulideligt.

ML: Ja, man bliver træt af sig selv.

 

MS: For mig begyndte det, da jeg blev valgt ind i Dansk PEN’s bestyrelse. Én af mine venner havde opfordret mig til at stille op. Mens jeg var der, blev vi kontaktet af en ung kurdisk kristen digter, Alan Pary, der havde siddet næsten 10 år i danske asylcentre. Jeg mødtes med ham. Det gjorde noget ved mig, da jeg sad på hans meget lille værelse, hvor de boede 4-5 unge fyre sammen i Sandholmlejren. Jeg ville ikke acceptere det og heller ikke affinde mig med det. Ville ikke have det siddende på mig, at vi havde sådanne lejre. Jeg skrev en kronik i Politiken og lavede også forestillingen HEGN, der kom op på Teatret ved Sorte Hest i samarbejde med skuespilleren Niels Vigild og sangeren og komponisten Thulla. TV-Avisen fulgte Alan oppe fra Sandholm i den bus, som vi havde fået stillet til rådighed for at fragte asylansøgerne ned til premieren. Vores lille forestilling blev pludselig til noget stort – og det var jo mange år før Brorsons Kirke. Det betog mig, at det var muligt at lave en så politisk forestilling uden at den fremstod politisk.

ML: Hvad mener du med det?

 

MS: At den kunne være et så stærkt menneskeligt dokument eller dokumentation uden at være egentlig parti-politisk, men det fungerede meget stærkt menneskepolitisk, hvis jeg kan lave den skelnen. Det var sådan det startede for mig – og så har jeg bare fortsat siden.

ML: Okay, men det er jo også politisk, ligesom din festival er.

 

MS: Ja, det var og er det.

ML: Det slår mig … at jeg selv er startet decideret aktivistisk. Allerede da jeg gik i gymnasiet lavede jeg Operation Dagsværk og var efter gymnasiet på noget der hed Afrika-kontoret under Folkekirkens Nødhjælp, hvor jeg arbejdede et par år med at lave undervisningsmateriale for unge i Cameroun og Somalia. Vi lavede også rollespil, og jeg rejste rundt sammen med en konsulent. Det handlede om hungersnød. Derefter fik jeg arbejde via Folkekirkens Nødhjælp ude i Kongelunden. Jeg er ikke troende, men et miskmask, for min far var jødisk ateist og fagottist i Radiosymfoniorkestret. Min mor var cellist samme sted. Hun var ikke specielt religiøs. Hendes forældre var bare medlemmer af valgmenigheden (der også er inde i Vartov). Men i hvert fald tog en af mine venner, som jeg havde lavet Dagværk sammen med, mig med derind. Så tog jeg til Israel for at møde noget af min fars familie og boede der i to år, mens jeg arbejdede i Tel Aviv, hvor jeg var assistent for et russisk teaterkompagni. Jeg har altid spillet teater, men det var i mødet med dem, at min teaterinteresse fik rigtigt fat. Samtidig arbejdede jeg også for Røde Kors i Israel/Palæstina, som jeg havde fået kontakten til via mit arbejde for Folkekirkens Nødhjælp, men det var et kæmpe dilemma, for jeg havde jo et jødisk navn, så det med at krydse grænsen gav en masse ballade, men det gik. Det var i hvert fald med til at give mig en stærk social indignation. Min israelske familie var meget splittet. De gamle var flygtet fra Polen og meget højreorienterede grænsende til det zionistiske. Deres børn havde startet en Rudolf Steiner-Kibbutz. De var åndelige og arbejdede med musikterapi og havde dyrkningsfællesskaber med alle de arabiske landsbyer i Golan. Det var en sjov kombination af to meget forskellige fløje. Tilbage i Danmark arbejdede jeg to år ude i Kongelunden, både som projektmedarbejder og nattevagt. Bagefter begyndte jeg at studere. Det var sådan mit arbejde med flygtninge startede.

 

MS: Hvad lavede du i Kongelunden?

ML: Jeg var på en lægeklinik, hvor jeg tog imod folk og screenede dem fysisk og psykisk.

 

MS: Var Kongelunden også dengang for de mest medtagne flygtninge?

ML: Ja. Om natten handlede det ”bare” om at holde ro. Det var for de mest udsatte. Folk med rigtig grimme oplevelser var samlet under uhyrlige forhold, hvor de boede ti på hvert værelse. To familier sammen af hver sin tro. Men det er snart 20 år siden nu. Så begyndte jeg at blive mere og mere interesseret i kunst og teater – og flyttede til London i fire år og tog en master på Goldsmith University kombineret af sociologi og teaterinstruktion.

 

MS: Det var noget af en kombination!

ML: Ja, det tog kun ét år. Det var fantastisk, og så blev jeg boende fire år bagefter, hvor jeg både lavede socialt arbejde og teater. Jeg var assistent for Peter Hall, der startede Royal Shakespeare Company. Men i tvivl om jeg skulle tage hjem igen eller blive der. Jeg havde et forhold til en brite. Det gik i stykker, og så tænkte jeg at jeg ville søge ind på Statens Teaterskole på instruktørlinjen, og hvis jeg kom ind, ville jeg flytte tilbage til Denmark. Og det gjorde jeg. Jeg var ret gammel på det tidspunkt, 30 år og det var svært at skulle tilbage på skolebænken igen. At være elev igen sammen med meget unge skuespillere. Men det var fantastiske år og en kæmpe gave at få lov til det. Som studiejob kom jeg igen ud i Kongelunden, så jeg er startet ad den vej, og først bagefter blev jeg ansat på Det Kongelige Teater og mødte Anders Paulin derinde, hvor vi fik det her projekt sammen, hvor vi på Lille Scene skulle have fælles scenografi. Vi havde ikke valgt hinanden, men det var skuespilchefen, Emmet Feigenberg, der besluttede det. Anders havde en god kontakt til Trampolinhuset, der er et mødested for asylansøgere, og ideen var, af de fleste af vore midler skulle spares på scenografien og i stedet gå til Trampolinhuset. Temporary National Theatre hed samarbejdet med Anders Paulin og Tor Lindstrand i Skuespilhuset. Vi støttede ikke Trampolinhuset direkte, men omfordelte vore midler så vi kunne omdanne Lille Scene til et forsamlingshus, hvor arrangementerne bl.a. foregik i tæt samarbejde med Trampolinhuset. Arkitekten Tor Lindstrand lavede scenografien, der bestod af fire flytbare spånvægge, noget video og lidt maling. Ikke ret meget andet. Jeg instruerede en tekst, der hed ”Himmelvæg”, og blev meget glad for den, selv om den var en meget svær og ikke altid velfungerende tekst, der handlede om Theresienstadt og om nazisternes iscenesættelse af livet i lejren, til ære for en Røde Kors inspektør der skulle tilse fangernes forhold. Jeg var helt ung instruktør og benovet over at blive inviteret indenfor. Forestillingen fik forfærdelige anmeldelser, men jeg var faktisk meget glad for den. Og så gav vi jo alle de sparede pengene fra scenografien til samarbejdet med Trampolinhuset – og det endte med at vi lavede en kæmpe festival. Jeg vil ikke tage æren fra Anders, men var glad for at få lov til at være med til at støtte projektet. Efter hver forestilling tilbød Trampolinhuset gratis arabiskundervisning, og der var også advokatvejledning i Skuespilhusets foyer. Festivalen kørte i en uge, og der var mange mennesker og en masse liv. Det gav mig blod på tanden for at integrere kunst og politik yderligere. Emmet var fantastisk og støttede det hele vejen igennem, og kunne have brokket sig tusind gange undervejs, men gjorde det ikke. Så der startede det for mig. Det var en af de stærkeste kunstneriske, men sørme også personlige oplevelser som jeg har haft. Bagefter begyndte jeg så at lave forestillinger for C:NTACT. Jeg lavede også deres Romeo & Julie # 4. Nu er de ved at lave # 6. Der er en ny instruktør på hver gang. Bagefter lavede jeg så endnu en Romeo-forestilling på Egnsteatret Masken i Nykøbing F, og der mødte jeg Mads, og det førte videre til Shakespeare-forestillingen i GAME. Så på den måde trak det tråde mellem de forskellige ting. For mig har det både været en interesse at arbejde med unge og at arbejde med klassiske tekster – og med integration. Så var der ”I en lille båd, der gynger” (læs anmeldelse) også på C:NTACT, som var en opgave som Kasper Sejersen og jeg påtog os. Selv var jeg kun med i begyndelsen og slutningen, mens Kasper kørte hele forløbet igennem. Jeg elskede hvert et sekund. Sikkert også fordi det startede med følelsen af, at det var umuligt. De medvirkende var af kommunen blevet påbudt at de skulle møde op hos os. Det var flygtninge fra mange forskellige lande, der efter at have opholdt sig i landet i et halvt år skulle lave en forestilling sammen. De fik at vide, at hvis de skulle have deres kontanthjælp, skulle de troppe op. Det var fuldstændig vanvittigt, for de anede slet ikke, hvorfor de var der. Det var grotesk …

”De Stuerene”, Mungo Park Kolding, instrueret af Kasper Sejersen. (Foto: Morten Fauerby)

  
Mens vi har siddet på bænken, er Kasper Sejersen også mødt op til åbningen af Café Venligbo i Enghaveparken. Faktisk er der også flere andre af de medvirkende i forestillingen til stede, så gensynsglæden er stor. Det er meget overraskende at han pludselig står der. Vi kalder ham over og forsøger at få ham med ind i samtalen.

 

MS: Vi taler netop om det menneskelige. Hvad fik du ud af at arbejde med flygtningene i ”I en lille båd, der gynger”? Hvad fik I ud af bådturen – rent menneskeligt?

ML: Vi taler om det menneskelige engagement. Både i kunsten og i det hele taget. Jeg tror grundlæggende at mennesker er ens, og så spørger Michael HVORFOR?

Kasper Sejersen (KS): Det er svært at sige … Det bliver ofte til en moralisering. Det er også tit den samme morale. Elsk hinanden – eller sådan noget. I stedet for at ryste posen og lægge det ud til publikum. Værsgo – tag det I vil!

ML: Det bliver en slags opskrift. I stedet for at være et emotionelt nedslag i noget, som jeg ikke selv ved hvad er. Men når jeg har en fornemmelse af at det er interessant, må man sammen med publikum finde ud af, hvad det kan blive til. Så det bliver et mindre lukket værk. Det interesserer mig mere og mere, men det er ud fra nogle social-strukturalistiske betragtninger …

 

MS: Hold da op, hvor du kan … Social-strukturalistiske!! (ler)

ML: Ja, eller filosofiske betragtninger.

 

MS: Men er det teatermediet, der kræver denne firkantethed? For denne diskussion ville jeg jo aldrig have med mine forfattervenner.

KS: Det handler om storytelling. Det er et valg. For meget modsat det, har jeg lavet en forestilling om Dansk Folkeparti på Mungo Park i Kolding. Der havnede vi i et dilemma, for hvad ville vi? Skulle det være propaganda for DF, eller skulle det være det forudsigelige venstreorienterede spark til DF. Vi var stadig i tvivl om, hvor vi skulle lægge tyngden en uge før premieren, for vi tænker på hvor vi har en ”hook”.  Hvad kan vi sige, og hvad kan vi ”afsløre”? Men vi skulle jo ingen af delene, men bare lægge det frem. Man skal turde satse som kunstnere og vove sig ud i det usikre. Der var én der sagde, at hvis du roder omkring med DF, kan du ikke undgå at blive beskidt.

ML: Men er det ikke også vores pligt?

 

MS: Det handler måske netop om, at vi ikke skal være for rene. Selv var jeg både chokeret og begejstret, da jeg så ”De stuerene” (læs anmeldelse) om DF, for forestillingen skildrer både partiets tindrende succes gennem de sidste 20 år, men er samtidig også en dommedagsprofeti. Det er tydeligvis et forsøg på at ”ryste posen”. Resultatet virker både frisk og energisk, selv om det også er en dræbende vision for morgendagen, for hvad sker der, når drømmen om noget bedre dræbes, for hvad er så tilbage? I formår at få gjort 20 års danmarkshistorie til et spørgsmål om vores menneskesyn. Om det der var, og det der er. Det er rystende stærkt teater. Har du lyst til at fortælle lidt om jeres arbejde med forestillingen og om reaktionerne på den – og om hvad tager du med dig fra arbejdet med forestillingen?

KS: Jeg synes det er vores pligt at forsøge at ryste det hele lidt, så vi får set tingene fra en anden vinkel.  Og finde det sted, hvor det ikke kan forklares simpelt. Jeg havde venner inde og se forestillingen, som de opfattede meget forskelligt, fordi de er vidt forskellige og står for vidt forskellige standpunkter. Det synes jeg er et interessant sted at stå. Fordi kunsten ikke er lineær og moraliserende, men måske mere blive det der klassiske spejl foran hvert enkelt publikum. Faren er så at det kan tolkes meget frit i hvilken retning det skulle være. Der er jo altid taget et valg, og nogle gange taget et valg om ikke at tage et valg. Et standpunkt.

ML: Vores forbandede pligt er jo netop at prøve at forstå det, vi helst ikke vil forstå. Vi skal ikke provokere for provokationens egen skyld, men prøve at komme til at forstå. Jeg synes ikke, at det er så svært at forstå f.eks. vreden over det vestlige samfund, hvis vi f.eks. taler om terrorismen. Især når vi ved hvad der er foregået i Mellemøsten, er det ikke svært at forstå, at der er nogen, der er parate til at gå i Hellig Krig.

 

MS: Men hvad med det menneskelige aspekt?

ML: Jeg synes at mennesker er spændende og finurlige. Al vor mangfoldighed har altid interesseret mig. Jeg synes at mennesker er interessante.

 

MS: Er det fordi du selv spænder fra kontrolfreak til kaot? For selv forstår jeg bedre egne yderpunkter, når jeg laver noget for andre, der giver plads til deres forskelligheder, derved heler det også mig selv.

ML: Ja, det tror jeg. Jeg har ikke tænkt på det sådan, men det giver mig stor tilfredsstillelse. Nu funderer jeg over forskellige måder, hvorved man i det hele taget kan gå mere abstrakt til værks. Det andet bliver hele tiden gentaget i medierne. Men noget af det vi kan som kunstnere er, at vi kan abstrahere over en problematik.

 

MS: Taler du om at give slip?

ML: Ja, og så må vi se hvad der sker. Måske bør jeg uddybe hvad jeg mener med en mere abstrakt tilgang.  For det er jo ikke et spørgsmål om ikke at systematisere, for jeg formulerer altid et meget klart undersøgelsesspørgsmål for mig selv. Det er ikke tilfældigt. Vi skal fortsat råbe op som kunstnere og også blande os direkte i den politiske debat. Men faren er jo, at man ikke bliver hørt og blot får skudt i skoene, at man ikke ved, hvad man taler om. Derfor er det så vigtigt med andre udtryk også. Og det er vigtigt, at vi bruger et kunstnerisk udtryk til at agere på det politiske.

KS: Jeg ved ikke hvad jeg synes om kunsten i dette. Jeg tror på, at det er mødet mellem det enkelte menneske over for det andet. Om det er i kunsten eller i en gademiddag. Tingene flyder meget sammen, for hvad er kunst, og hvad er sociologi og pædagogiske fælleslege? Det er alt sammen interessant for mig. Men jeg tror, at kunsten eller teatret har et krav til publikum om at sætte sig ned og fjerne fokus fra sig selv. At betragte, lade sig berøre og forhåbentlig reflektere. Dette kan komme i mange former, men der er en fælles koncentration om et foretagende. Det tror jeg er vigtigt.

 

Tekst: Michael Svennevig, forfatter og dramatiker
Artiklen blev oprettet 08-08-2016

Bogtilbud til netavisens læsere
Denne og Michael Svennevigs øvrige ”samtaler på bloggen” er samlet i bogudgivelsen "Med og uden smykker. Samtaler & digte", der udkommer til festivalåbningen. Bogen, der udgives af forlaget Epigraf, koster 198 kroner. Der er et favorabelt tilbud til læsere af Sameksistens.dk: Man kan købe bogen med 50 kroners rabat, altså for 148 kroner – eller man kan få to bøger for én bogs pris, altså for 198 kroner. Bestilling skal ske på mail til Forlaget Epigraf. Skriv i mailen, at bestillingen sker via Sameksistens.dk – og om du ønsker én bog for 148 kroner eller to bøger for 198 kroner.

”Med og uden smykker”
– en festival om de sidste værdigenstande

Festivalen handler om, at "vi skal turde se hinanden i øjnene – og række hånden frem. Det værste er ligegyldigheden.”

Festivalen holdes i VerdensKulturCentret på Nørrebro i København i weekenden 12.-14. august 2016. I løbet af de tre dage byder festivalen på arrangementer med 55 medvirkende, fordelt på to scener.

• Med og uden smykker (hjemmeside)
Festivalprogram fredag den 12. august
Festivalprogram lørdag den 13. august
Festivalprogram søndag den 14. august
• Med og uden smykker (Facebook)

Nyhedsbrev

Kalender

København: Konference om trosfrihed og åndsfrihed

24 nov 10:30 - 15:00

Folkekirkens mellemkirkelige Råd holder konference på Christiansborg om trosfrihed og...Læs mere

Odense: Demonstration på Grønttorvet

25 nov 10:00 - 11:00

Bedsteforældre for Asyl - Fyn demonstrerer på Grønttorvet i Odense. • Læs mereLæs mere

København: TændEtLys for en voldsudsat kvinde - Shine a light

25 nov 15:00 - 16:45

Arrangementet begynder på Rådhuspladsen og slutter ved Søpavillonen. Arrangørerne skriver: Vold...Læs mere

Følg Sameksistens.dk

 

Sameksistens.dk støttes af

TrygFonden, Region Hovedstaden støtter projektet om religionsfrihed.


Vi modtager ikke offentlig mediestøtte, og vi bringer ikke annoncer på Sameksistens.dk, derfor er vi taknemmelige for bidrag, der kan støtte udgivelsen af netavisen.

Tegn støtteabonnement
via netbank eller MobilePay

Bidrag i november 2017: 1.950 kroner
Bidrag i alt i 2017: 17.000 kroner
Mange tak for ethvert støttebidrag.

Til eftertanke

Alt det vi deler
Video fra TV2, 2017


Ingen er anderledes.
Vi er alle forskellige.

Peter Mygind,
skuespiller