Om os  |  Nyhedsbrev  |  Støt  |  Foredrag  |  Kontakt

Flere samtaler

Fatima Osborne, der er kommet til Danmark som flygtning fra Somalia, fortæller i en samtale med forfatteren Michael Svennevig om både flugten, men også andre rejser, hun har været på i sit liv frem til at blive den, hun nu er.
• Læs hele samtalen
   

Foto fra Nepal. (Foto: Stine Friis Refsgaard)

Når man er der, er det det eneste der giver mening

Fotografen Stine Friis Refsgaard fortæller i en samtale med forfatteren Michael Svennevig om en meget anderledes festivalrejse. Om jordskælv og penge-indsamling til ris på Facebook.
• Læs hele samtalen

   

Humanismen tur/retur

Forfatteren Stig Dalager giver et politisk tværrids af, hvad der er forandret siden de to tolerance-festivaler, der blev holdt i 2015. Hvad er der egentlig sket og hvordan er det sket? Hvilke sammenhænge har grebet ind i hinanden, så vi i dag befinder os i en markant anderledes situation? 
Læs samtalen her

 

 

”Horse spirit” af David Jason Lou.

Jeg kæmper for håbet

”Det er vigtigt at bringe håb. Hvis jeg ikke gør det, så dør jeg selv indeni,” siger David Jason Lou (kunstner, asylansøger mv.) i en samtale om håb, om det Kina, han flygtede fra, og om kunstens betydning.
• Læs hele samtalen

   

Så længe der fortælles historier, er der stadig håb

”Der er et citat af forfatteren Peter Bichsel, som jeg holder særlig meget af: ’Historier fortæller ikke sandheden, men fortæller om sandhedens muligheder. Og så længe der fortælles historier, er der stadig muligheder’,” siger forfatteren Hanne Marie Svendsen i denne samtale.
Læs samtalen her

”Det er ikke så nemt som det ser ud på tv”

Alan Pary og Razan Haugaard, der begge er kurdere fra Irak og arbejder som integrationskonsulenter udveksler erfaringer om deres arbejde med at integrere flygtninge i samfundet og på arbejdsmarkedet. 
Læs samtalen her

Fotograf Elias Benakrich udstiller i august i VerdensKulturCentret.

”Vi har også et ansvar som danskere – og hvad gør vi så ved det”

”Det ikke så let længere bare at vende et blindt øje til politik i Danmark, som det har været. Vi har også et ansvar som danskere – og hvad gør vi så ved det?” spørger fotograf Elias Benakrich i denne samtale. Han er månedens udstiller i VerdensKulturCentret på Nørrebro i København i august. 
• Læs hele samtalen

   

(Foto: Stine Ringvad)

Jorden rundt på ryggen af en søhest

”Søhesten er i mit arbejde blevet symbol på internationalt venskab,” siger maleren Maria Dubin i denne samtale, hvor hun blandt andet fortæller om et projekt med udsmykning af Asylcenter Kongelunden på Amager. 
Læs samtalen her

Gruppebillede af de medvirkende fra ”I en lille båd, der gynger” på Edison, instrueret af Mia Lipschitz og Kasper Sejersen.

”Det er mødet der interesserer mig”

”Jeg synes, at mennesker er spændende og finurlige. Al vor mangfoldighed har altid interesseret mig. Jeg synes, at mennesker er interessante,” siger instruktøren Mia Lipschitz i denne samtale med festivalarrangør Michael Svennevig og instruktørkollegaen Kasper Sejersen.
• Læs samtalen her

(Foto: Lis Vallentin)

"Vi er til for hinanden"

”Vi er til for hinanden – afhængige af hinanden. Jeg tror faktisk, at vi er til for hinanden,” siger forfatteren og dramatikeren Michael Svennevig i denne samtale med Ursula Djezzaz Nielsen som optakt til festivalen ”Med og uden smykker”, der holdes 12.-14. august på Nørrebro i København.
Læs samtalen her

 

 

Samtaler på bloggen

”Om at være mange ting lidt, men ikke at føle at man er én ting helt”

- samtale med iscenesætteren Lene Skytt

Det kan ende med helt andre historier, end man oprindeligt havde forestillet sig, når man vil prøve at fortælle andre menneskers historier. Det fortæller iscenesætteren Lene Skytt (LS) om i denne samtale med festivalarrangør Michael Svennevig (MS). Samtalen bliver undervejs også sporet ind på, hvad sker der, når et land er ved at gå i opløsning, og om det er det, der er ved at ske i Danmark og Europa. Lene Skytt medvirker ved åbningen af festivalen ”Med og uden smykker”, der holdes i København i august. Her fortæller hun om, hvordan det er at lave teater om andres livshistorier.

Idor, Stine, Torben, Maj-Britt, Katrine og Max. (Foto: Per Morten Abrahamsen)

 

Da vi mødes ude i min kolonihave er det første gang vi ser hinanden. Vi sætter os i hængesofaen. Jeg kender Lenes arbejde fra forestillingen ”En landsby på højkant” som hun lavede sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN. En forestilling som jeg var meget begejstret for, og som fik publikum på vandring rundt i højhuset mellem beboerne. Vi trådte indenfor hos de enkelte beboere, der fortalte om sig selv, hinanden og huset. Men hvad skal der til, når man formidler andres historier? Hvilke fortællinger kan der komme ud af det – og hvilke fortællinger er det vi formidler videre? Det var meget grænseoverskridende, meget udfordrende – og meget rørende i ”En landsby på højkant”, der genopsættes sidst i september i forbindelse med Golden Days.

 

MS: Hvor har du sit sociale engagement fra – hjemmefra?

LS: Ja, min mor er sygeplejerske, og var hjemmesygeplejerske i rigtig mange år, da jeg var lille, så hun havde selvfølgelig tavshedspligt, men kom jo i alles hjem i Ishøj og Taastrup. Hun kom rundt til alle mulige mennesker, der skulle have hjælp på alle mulige måder, og som havde alle mulige forskellige historier. Jeg er vokset op med, at alle mennesker er lige, for når man kommer ind i et hjem som sygeplejerske, er det lige gyldigt, hvor mange penge man tjener. Det har jeg jo nok taget med mig ud i verden.

 

MS: Hvem er du?

LS: Jeg er uddannet teaterinstruktør fra Statens Teaterskole i 2013, og er stadig forholdsvis nyuddannet. Rosa, Gry, Tine og Maria fra FAMILIEN har jeg kendt i 20 år. Vi har ikke gået på teaterskolen samtidig, men startede med at lave teater sammen som børn, hvor vi gik på Piccolo Scenen på Islands Brygge. Vi blev veninder og blev ved med at ses, da den lukkede. Mange år efter var vi som voksne i Berlin for at se teater og drikke øl. Der sad vi en aften og kiggede på hinanden, et halvt år før jeg blev færdiguddannet, og var allerede en instruktør, to skuespillere, en dramaturg og en kostumedesigner. Vi var allerede en gruppe, uden at vi havde tænkt over det før.

 

MS: Du må også have været ekstra motiveret til at komme i gang, når du stod og var ved at afslutte uddannelsen?

LS: Ja, meget. Det virkede befriende selv at tage affære i stedet for bare at vente på at telefonen skulle ringe. At lave sin egen helle. Sin egen konstellation. Måske var det også grunden til, at det endte med at komme til at hedde FAMILIEN. Det er meget familiært at have det som base i en meget flagrende branche.

Idor. (Foto: Per Morten Abrahamsen)

 
MS:
Hvordan kan det være, at I endte med at lave en forestilling om beboerne i et lokalt højhus?

LS: Det er svært at sige, fordi vi netop ikke fandt sammen i et kunstnerisk smagsfællesskab, men fordi vi var venner. Derfor er vores metode og æstetik altid til debat, for vi har meget forskellig smag. Men historien om højhuset startede med, at vi gerne ville lave en sight specific-forestilling og var på jagt efter det rette sted. Selv bor jeg i nærheden og var på barsel på det tidspunkt, og kørte rundt med barnevogn som man kommer til at gøre meget, hvis man har et barn der kun vil sove, når barnevognen kører. En dag besluttede jeg, at jeg ville op og se udsigten oppe fra toppen, og så tog jeg elevatoren op øverst som en anden udsigtsturist. Højhuset er en slags tidslomme, for efter at det blev besluttet at det skulle nedrives, gør de ikke længere noget ved det. Det mindede mig på en eller anden måde om min barndom, fordi det er strandet i 1990’erne, før det senere blev det til almenboligbyggeri i år 2000. Som om man kan mærke at der er noget i huset, der stoppede dengang. Som 80’er-barn har jeg en betonromantik omkring det. Det var genkendeligt. På vej ned igen møder jeg en mand i elevatoren, som ser at jeg står der med et barn og spørger: ”Mangler I et sted at bo?” Og inden jeg får sagt noget, siger han: ”For så finder vi ud af det! Der er ikke nogen der skal … Vi hjælper hinanden her!” Det var rørende.

 

MS: Så du hjemløs ud?

LS: Det tror jeg ikke at jeg gjorde, nej.

 

MS: Det har bare været naturligt for ham at spørge?

LS: Ja, for der er gæstelejligheder derude, hvor der kommer folk, fordi de ikke har andre steder at være. Før var der også anvisningslejligheder for kommunen, så de kender til at hjælpe hinanden. Men jeg fik sagt pænt nej tak, men talte med resten af kollektivet om det, hvorefter vi kontaktede Domera, der udlejer lejlighederne, der henviste os til Torben Jostsen, der er formand for afdelingsbestyrelsen, altså dem der bor der. Vi mødtes med Torben, og han åbnede dørene på vid gab. Både så vi kunne fortælle deres historier, men nok endnu mere historien om, at når højhuset rives ned, er det også slut med at huse de mennesker, som der ikke længere er plads til nogen steder. Det ligger hans hjerte nært. Han var muligvis klar over, at hele projektet var en smule naivt på det tidspunkt, men har vel tænkt at det måtte vi selv gøre vore erfaringer med.

 

MS: Hvorfor naivt?

LS: Fordi det var et kultursammenstød at flytte ud i huset. Der var en mand som var vred på os. Det har vi taget med i forestillingen. I starten var han sikker på at vi var en sekt, fordi han syntes at vi var så ens. Men hvis du kigger på os, synes jeg overhovedet ikke at vi er ens. Men derfra hvor han kiggede, så vi ens ud. Og derfra hvor jeg kiggede, var de fuldstændig ens. Så det tog tid at komme ind til det enkelte menneske. Vi mødte Idor i elevatoren. Han bor på 12. etage med den store udsigt, men kommer slet ikke nede i fællesskabet i stueetagen, men han fik sagt noget om at han måske ville være med … Vi kunne i hvert fald lige kigge forbi, så det gjorde vi. Han var meget spørgende over for hvad vi ville, for det ville ikke være muligt at lave historien om huset, hvis vi ikke var klar over at der boede 240 forskellige mennesker, som han sagde. Han ville gerne bidrage til, at det ikke kun blev historien om stueetagen og fællesskabet dernede, der blev fortalt.

 

MS: Og Idor var ham, der havde haft en helt anden formuende fortid?

LS: Lige præcis. Det var en øjenåbner for os, for vi forstod at det skulle være en historie om kompleksitet. At det ikke handlede om at komme og lave velmenende socialt projekt-teater, hvor vi skulle give en stemme til dem der ikke selv har nogen (ler).

 

MS: Det må have været som at få en våd vaskeklud i hovedet, men også det eneste rigtige på dét tidspunkt.

LS: Ja, for det afsporede i hvert fald ideen om, at de var på en bestemt måde, og vi var på en bestemt måde. Og at publikum var ligesom os. Der skulle ske en udveksling der.

MS: Altså at positionerne var alt for fastlåste til at de kunne bruges til noget.

Torben. (Foto: Per Morten Abrahamsen)

 
LS:
Beboerne var i hvert fald ikke med på det. Det var interessant. For de beboere, der ville turde stille op til det, var både nogle stærke og kreative mennesker med store personligheder, der på ingen måde var interesseret i at blive puttet i kasser. Lige så lidt som vi jo er det. De blev lige så provokeret, som vi blev, over at andre syntes at de er ens. Det blev nøglen til, at det i stedet blev enkelthistorierne der kom i centrum.

 

MS: Så I lavede en konstruktion, hvor hver af de små grupper af publikum på 8-10 stykker aflagde besøg hos beboerne i vilkårlig rækkefølge. Så hver beboer og deres lejlighed var et eget univers.

LS: Det er det der er så vildt, for der er 240 universer, der lever helt parallelt og de deler to elevatorer, der er husets lunger. Så folk mødes og forholder sig til hinanden der, og så er der jo også fælleslokalerne, men derfor er det stadig 240 forskellige universer, som skaber det komplekse hele som huset er. Og som byen også er, eller i hvert fald har været på et tidspunkt, men som det efterhånden holder op med at være.  

 

MS: Hvad tænkte I skulle være forestillingens tema?

LS: Fællesskab. Vi så alle de muligheder der var, for at man socialt kunne komme hinanden ved. I caféen, i ”Rød Stue” og i fællesrummet, hvor man kunne sidde og se film sammen. Det var alt sammen noget som vi godt kunne tænke os der, hvor vi selv boede. Men da vi kom herud, opdagede vi at det slet ikke var så enkelt, for det var også et meget ekskluderende fællesskab. Det var ikke alle der var med. Os ville de i hvert fald ikke have med – i første omgang. Vores tanke var at vi bare skulle ud og hygge os med de her skønne mennesker. Men det skulle de ikke nyde noget af. ”Hvad fanden laver I her?” (ler) Ja, for når man får ideen om at fortælle andre menneskers historie, må man stille sig et sted, hvor man ingenting ved. Sådan så du ikke på forhånd tror, at du ved hvilken historie andre mennesker skal fortælle om sig selv. For så bliver det patroniserende. Derfor var det vigtigt, at det IKKE kom til at handle om vores idé om dem. Alle muligheder var åbne, og det er både skønt og skræmmende i en kreativ proces. Efter at have været her en uge, talte vi om at det kunne være at forestillingen i stedet kom til at foregå i en lejet container i gården, og hvor publikum aldrig kommer ind i huset, for det kan godt være at det ender med at de smider os ud, så det i stedet bliver historien om hvorfor vi aldrig fik lov til at komme ind.

 

MS: At have en forudfattet mening dur ikke.

LS: Nej, det tror jeg slet ikke på, for det har jeg også oplevet en anden gang. For jeg er i gang med et projekt, hvor jeg vil samle scenekunstnere, der har rødder i eks-Jugoslavien, fordi jeg gerne vil lave flygtninge-erfaringshistorier. I disse tider kunne det være interessant at undersøge, hvordan det havde været for dem, der flygtede hertil for 20 år siden, for hvad er deres historie egentlig, og kan vi lære noget af den? Vi fik udviklingspenge og lavede en workshop, men de kiggede bare undrende på mig: ”Hvorfor vil du det? Det gider jeg da ikke være med til.”

 

MS: De følte sig befamlet?

LS: Ja, det der velmenende flygtningeteater kunne jeg godt droppe. Det gad de ikke. Og der sad jeg så med alle mine gode intentioner. Skrid! For det er jo deres grundeksistens …

 

MS: … og deres smerte.

LS: I høj grad. Det skal jeg ikke komme og forestille mig at jeg ved noget om. Der var jeg igen nødt til at stille mig et sted, hvor jeg ikke vidste hvad det vil sige at være dem. Jeg havde jo også taget for givet, at de havde noget til fælles med hinanden, men det kunne jeg heller ikke bare tage for givet, så jeg måtte slippe ideen med flygtningehistorien, for der var ingen lyst til at fortælle egne historier, én til én. De sagde til mig: ”Jeg ved godt at det ser sådan ud i medierne nu, men hvis jeg fortalte dig om min flugt, hvad ville du bruge det til? Det var en bustur, intet andet. Fra Sarajevo til København. Jeg satte mig ind i en bus sammen med mine forældre, og faldt i søvn, og da jeg vågnede var jeg i Danmark. Det var min flugt!” I stedet spurgte jeg så, hvad det var de havde til fælles.

 

MS: Altså du postulerede, at de havde noget til fælles?

LS: Ja, der var noget i rummet. Et eller andet. Derfra snakkede vi os mere og mere ind i noget som vi kaldte TOMRUMMET. Om at være mange ting lidt, men ikke at føle at man er én ting helt. Altså at være en lille smule fra Danmark og en lille smule fra Serbien og en lille smule fra … Det kan også være at være en lille smule fra Sjælland og en lille smule fra København. Det kan have mange farver. Men at have en tomhed inde i sig og en leden efter sig selv, fordi man ikke passer ind i kasserne. Så vi arbejdede videre derfra, og det blev i stedet til noget om at blive misforstået i det danske samfund. Så blev det januar og december, og flygtningestrømmen tog for alvor til. Dramatikeren Aleksa Okanovic og jeg kiggede på hinanden og blev enige om, at det var noget som vi blev nødt til at tage fat i, så nu er det blevet en historie om hvad flygtningestrømmen gør ved danskerne. Aleksas forældre er fra Serbien. Han har en erfaring i sig om et land i opløsning. Det er i stedet det der er blevet det interessante, for hvad sker der, når et land er ved at gå i opløsning, fordi vi har en fornemmelse af at Danmark eller Europa er i opløsning.

 

MS: Ja, eller i hvert fald i opbrud.

LS: Den danske selvforståelse er i opløsning og skal genetableres.

 

MS: Det er kun sundt at få den fornyet.

LS: Ja, det er nødvendigt, og vi er i det mindste nødt til at finde ud af, hvad det så skal være. Så det var endnu et eksempel på, at jeg kom med en forkromet ide om at jeg ville noget med nogle mennesker der skulle fortælle en historie om sig selv, og så blev jeg igen rykket et andet sted hen, hvor jeg selv blev sat i spil. Historien handler nu ligeså meget om mig selv som den handler om dem med eks-jugoslavisk baggrund. Lige som højhuset i høj grad også handler om mig, for det, der gik op for os undervejs var, at vi stort set alle er vokset op tæt ved eller i almennyttigt socialt boligbyggeri. Vi kendte det alle på en eller anden måde. Der var nogle af stemmerne fra vores barndom, som vi ikke havde lyst til skulle forsvinde. Vi er vokset op med den sociale mangfoldighed.

 

MS: Vi bruger fortællingerne omkring os til at forstå verden og hinanden med, men når historier ikke længere kan rumme os, har vi et problem, for så begynder verden også at blive uforståelig for os. Vi har nok brug for et paradigmeskift. Vi har brug for at åbne os, så vi kan se, hvad det er vi er omgivet af. Hvis vi bliver ved med krampagtigt at holde fast i vores egen selvforståelse, der jo kan være fin nok, men ligesom alt andet, også er under forvandling og forandring, for verden, tiden og vi selv ændrer os, må det være vores opgave at følge med og få givet den nyt liv, så den stadig kan rumme os selv og verden. Men hvorfor fortæller du historier, og hvad er det historiefortællingen kan?

LS: Jeg tror at historiefortællingen er en urkraft i os, der har eksisteret siden der var et lejrbål og et sprog. Fordi det er ved at lytte og selv at tale, at vi forstår hvem vi er. Genkendelsen opstår de mærkeligste steder. For mig handler det om at blive klogere på mig selv og i konstellationer, hvor jeg ikke hører hjemme.

 

Til festivalåbningen fredag fortæller Lene Skytt om at arbejde med andres livshistorier.

De illustrerende fotos er fra forestillingen ”En landsby på højkant”. (Læs Michael Svennevigs anmeldelse af forestillingen.)

 

Tekst: Michael Svennevig, forfatter og dramatiker
Artiklen blev oprettet 27-07-2016

Idor, Stine, Torben, Max og Katrine. (Foto: Per Morten Abrahamsen)

Bogtilbud til netavisens læsere
Denne og Michael Svennevigs øvrige ”samtaler på bloggen” er samlet i bogudgivelsen "Med og uden smykker. Samtaler & digte", der udkommer til festivalåbningen. Bogen, der udgives af forlaget Epigraf, koster 198 kroner. Der er et favorabelt tilbud til læsere af Sameksistens.dk: Man kan købe bogen med 50 kroners rabat, altså for 148 kroner – eller man kan få to bøger for én bogs pris, altså for 198 kroner. Bestilling skal ske på mail til Forlaget Epigraf. Skriv i mailen, at bestillingen sker via Sameksistens.dk – og om du ønsker én bog for 148 kroner eller to bøger for 198 kroner.

”Med og uden smykker”
– en festival om de sidste værdigenstande

Festivalen handler om, at "vi skal turde se hinanden i øjnene – og række hånden frem. Det værste er ligegyldigheden.”

Festivalen holdes i VerdensKulturCentret på Nørrebro i København i weekenden 12.-14. august 2016. I løbet af de tre dage byder festivalen på arrangementer med 55 medvirkende, fordelt på to scener.

• Med og uden smykker (hjemmeside)
Festivalprogram fredag den 12. august
Festivalprogram lørdag den 13. august
Festivalprogram søndag den 14. august
• Med og uden smykker (Facebook)

Nyhedsbrev

Kalender

København: Konference om trosfrihed og åndsfrihed

24 nov 10:30 - 15:00

Folkekirkens mellemkirkelige Råd holder konference på Christiansborg om trosfrihed og...Læs mere

Odense: Demonstration på Grønttorvet

25 nov 10:00 - 11:00

Bedsteforældre for Asyl - Fyn demonstrerer på Grønttorvet i Odense. • Læs mereLæs mere

København: TændEtLys for en voldsudsat kvinde - Shine a light

25 nov 15:00 - 16:45

Arrangementet begynder på Rådhuspladsen og slutter ved Søpavillonen. Arrangørerne skriver: Vold...Læs mere

Følg Sameksistens.dk

 

Sameksistens.dk støttes af

TrygFonden, Region Hovedstaden støtter projektet om religionsfrihed.


Vi modtager ikke offentlig mediestøtte, og vi bringer ikke annoncer på Sameksistens.dk, derfor er vi taknemmelige for bidrag, der kan støtte udgivelsen af netavisen.

Tegn støtteabonnement
via netbank eller MobilePay

Bidrag i november 2017: 1.950 kroner
Bidrag i alt i 2017: 17.000 kroner
Mange tak for ethvert støttebidrag.

Til eftertanke

Alt det vi deler
Video fra TV2, 2017


Ingen er anderledes.
Vi er alle forskellige.

Peter Mygind,
skuespiller