Om os  |  Nyhedsbrev  |  Støt  |  Foredrag  |  Kontakt

Flere samtaler

Fatima Osborne, der er kommet til Danmark som flygtning fra Somalia, fortæller i en samtale med forfatteren Michael Svennevig om både flugten, men også andre rejser, hun har været på i sit liv frem til at blive den, hun nu er.
• Læs hele samtalen
   

Foto fra Nepal. (Foto: Stine Friis Refsgaard)

Når man er der, er det det eneste der giver mening

Fotografen Stine Friis Refsgaard fortæller i en samtale med forfatteren Michael Svennevig om en meget anderledes festivalrejse. Om jordskælv og penge-indsamling til ris på Facebook.
• Læs hele samtalen

   

Humanismen tur/retur

Forfatteren Stig Dalager giver et politisk tværrids af, hvad der er forandret siden de to tolerance-festivaler, der blev holdt i 2015. Hvad er der egentlig sket og hvordan er det sket? Hvilke sammenhænge har grebet ind i hinanden, så vi i dag befinder os i en markant anderledes situation? 
Læs samtalen her

 

 

”Horse spirit” af David Jason Lou.

Jeg kæmper for håbet

”Det er vigtigt at bringe håb. Hvis jeg ikke gør det, så dør jeg selv indeni,” siger David Jason Lou (kunstner, asylansøger mv.) i en samtale om håb, om det Kina, han flygtede fra, og om kunstens betydning.
• Læs hele samtalen

   

”Det er ikke så nemt som det ser ud på tv”

Alan Pary og Razan Haugaard, der begge er kurdere fra Irak og arbejder som integrationskonsulenter udveksler erfaringer om deres arbejde med at integrere flygtninge i samfundet og på arbejdsmarkedet. 
Læs samtalen her

Foto: Per Morten Abrahamsen

”Om at være mange ting lidt, men ikke at føle at man er én ting helt”

Det kan ende med helt andre historier, end man oprindeligt havde forestillet sig, når man vil prøve at fortælle andre menneskers historier. Det fortæller iscenesætteren Lene Skytt om i denne samtale.
• Læs samtalen

Fotograf Elias Benakrich udstiller i august i VerdensKulturCentret.

”Vi har også et ansvar som danskere – og hvad gør vi så ved det”

”Det ikke så let længere bare at vende et blindt øje til politik i Danmark, som det har været. Vi har også et ansvar som danskere – og hvad gør vi så ved det?” spørger fotograf Elias Benakrich i denne samtale. Han er månedens udstiller i VerdensKulturCentret på Nørrebro i København i august. 
• Læs hele samtalen

   

(Foto: Stine Ringvad)

Jorden rundt på ryggen af en søhest

”Søhesten er i mit arbejde blevet symbol på internationalt venskab,” siger maleren Maria Dubin i denne samtale, hvor hun blandt andet fortæller om et projekt med udsmykning af Asylcenter Kongelunden på Amager. 
Læs samtalen her

Gruppebillede af de medvirkende fra ”I en lille båd, der gynger” på Edison, instrueret af Mia Lipschitz og Kasper Sejersen.

”Det er mødet der interesserer mig”

”Jeg synes, at mennesker er spændende og finurlige. Al vor mangfoldighed har altid interesseret mig. Jeg synes, at mennesker er interessante,” siger instruktøren Mia Lipschitz i denne samtale med festivalarrangør Michael Svennevig og instruktørkollegaen Kasper Sejersen.
• Læs samtalen her

(Foto: Lis Vallentin)

"Vi er til for hinanden"

”Vi er til for hinanden – afhængige af hinanden. Jeg tror faktisk, at vi er til for hinanden,” siger forfatteren og dramatikeren Michael Svennevig i denne samtale med Ursula Djezzaz Nielsen som optakt til festivalen ”Med og uden smykker”, der holdes 12.-14. august på Nørrebro i København.
Læs samtalen her

 

 

Samtaler på bloggen

Så længe der fortælles historier, er der stadig håb

- samtale med forfatteren Hanne Marie Svendsen

”Der er et citat af forfatteren Peter Bichsel, som jeg holder særlig meget af: ’Historier fortæller ikke sandheden, men fortæller om sandhedens muligheder. Og så længe der fortælles historier, er der stadig muligheder’,” siger forfatteren Hanne Marie Svendsen i denne samtale med forfatter og festivalarrangør Michael Svennevig forud for festivalen ”Med og uden smykker, der holdes i København i august. Her medvirker Hanne Marie Svendsen i en samtale om fortællinger og historier. 
   

Fra ”Festival om fortællinger og livshistorier” på Betaniahjemmet på Frederiksberg i februar 2016, hvor Hanne Marie Svendsen medvirkede i en samtale med Michael Svennevig om uendelighed. (Foto: Tommy Flugt)

MS: Jeg vil gerne have at vi skal tale om fortællingerne, og om hvad de gør ved os. Er du selv i gang med at skrive for tiden? 

HMS: Der er perioder i ens liv, hvor man af forskellige årsager har svært ved at komme ind i den nødvendige koncentration. Sådan har jeg det for øjeblikket. Jeg skriver lidt hver dag for at holde mig i gang og for ikke at ruste. Men det bliver mest til udkast, idéer og tilløb, det vil ikke samle sig. Og det irriterer mig, skønt jeg godt ved, at jeg bare skal vente på at den kommer, den der gode meditative ro.

 

MS: Den politiske situation omkring os gør fortællingerne om os selv og hinanden endnu aktuelle for tiden. Konteksten gør at fortællingerne er meget mere nødvendige. For hvad er det vi gør med fortællingerne, og hvad gør de ved os? Er det noget du har tænkt på?

HMS: Nej, egentlig ikke. Jeg skriver ud af min egen nødvendighed. Og jeg har svært ved at formulerer mig mundtligt. Der synes jeg ofte, at jeg kommer til at bruge nemme løsninger. Det er gennem skriveprocessen den egentlige tankeproces foregår, som regel på et ubevidst plan. Men med hensyn til dit spørgsmål: Nu siger man jo, at den store fortælling er død. Vi oplever verden som et usammenhængende kaos, der ikke vil give mening. De egentlige fortællinger opløses, hævder mange.

 

MS: Ja, eller også er den samme opløsning netop forudsætningen for at der kan komme nye fortællinger?

HMS: Det kan du have ret i. Når man skriver, må man midt i det kaotiske virvar hele tiden træffe sine valg, valg af ordene, valg af tematik. Og det kommer til at skabe sin egen helhed, sin egen mening. De gamle mennesker, som jeg lyttede til i min barndom, fortalte mange historier, gysere, skæmtehistorier, beretninger om stærke formødre. For dem var fortællingerne en overlevelsesstrategi, ikke mindst gennem deres humor. Jeg tror, at det forholder sig på samme måde med de nye fortællinger, selv om deres emner kan være nok så grusomme.

 

MS: Joh, det er et helende aspekt ved det.  

HMS: Det tror jeg er et vigtigt aspekt.

 

MS: Det gør vi jo også for os selv. Når vi beretter om vores eget liv, har vi altid det med. Når vi f.eks. bliver spurgt om hvordan det går. Det er jo også en fortælling som vi danner i hovedet på den der lytter. Men hvad gør fortællingerne ved dig?

HMS: De strukturerer kaos. Der er nogle der siger, at kaos ikke kan struktureres. Det ville være forræderi mod virkeligheden. Men forfatteren bruger det hele, vælger ud af det: arven fra fortiden, angsten for fremtiden, drømmene, det surreelle, og skaber ud fra sine forudsætninger sin egen helhed. 

  

MS: I din roman ”Bølgernes skum” lader du dig selv og dit forfatterjeg smelte sammen i mødet med en Husforbi-sælger. Det aftvinger du en mening eller får det til at give mening.

HMS: Det er delvis en jeg-fortælling, der er bygget over mine egne oplevelser, men samtidig en roman om ensomme mennesker, der hjælper hinanden med at finde en form for mening.

 

MS: Det bliver samtidig udtryk for nogle livserfaringer, og af det som du har gennemlevet. Via dig har vi mulighed for at komme ind i den psyke som du beskriver. Men det er en anden måde at arbejde med fortællinger på, end du har gjort i dine andre bøger. Du har på en måde åbnet fortællingen, for jeg kan mærke at du ikke har besluttet hvad der videre skal ske. Som om du nærmest blotlægger fortællingen …

HMS: Forholdet mellem romanens Husforbi-sælger og kvinden er ikke noget jeg har oplevet.

 

MS: Nej, men du har oplevet et møde med en Husforbi-sælger, der har fået dig til at skrive. Det er ligegyldigt, hvor grænsen går. Det er virkeligheden der har fået dig til at skrive.

HMS: Ja.

 

MS: Som læser kan jeg mærke det møde, for der er en autenticitet og en tilstedeværelse i det, der flytter mig. Er det dét som fortællingen kan?

HMS: Ja, hvis man er åben over for fortællingen, er det dét der kan ske. Men det kræver en åbenhed. Man kan ikke begynde at læse en historie med alle sine fordomme i behold. Så kan det godt være at man ikke kan lide fortællingen. Det er fuldstændig okay. Men det må ikke være på grund af fordomme og vanetænkning.

 

MS: Hvad var det der gjorde, at du i sin tid valgte fortællingerne. Hvad er det som fortællingerne kan?

HMS: Der var noget jeg gerne ville udtrykke, men jeg vidste ikke selv, hvad det var. Det gik så op for mig gennem skriveprocessen. Jeg troede f.eks. at romanen ”Guldkuglen” fra 1985 skulle være en slægtsroman. Det blev den også, men først og fremmest en skildring af klimaforværringen og af, hvordan vi ødelægger vores skrøbelige lille klode. Novellerne og de små fortællinger springer ud af et billede, en drøm, glimt af en barndomserindring, et postkort, måske. Et menneske konfronteres med noget gådefuldt, uhyggeligt, som trænger ind i normallivet og får grunden under mennesket til at gynge og blive usikker. Det er nok en almindelig oplevelse for mange. Spørgsmålet er så, om forfatteren kan gøre det private almengyldigt.

 

MS: Jeg har en fornemmelse af, at når du slapper af, må du være omgivet af en større kreds af personer og stemmer fra dine romaner?

HMS: (ler let) Der er nogle af stemmerne som er meget svære at slippe af med, og det skal man jo helst, hvis man skal begynde på noget nyt. Dér må jeg nogle gange tale hårdt til dem og sige, at nu skal de ikke være her mere. I og for sig er det ikke så svært. Desværre har jeg det ikke sådan, at jeg kan skrive videre på en roman, for hvis en bog eller en fortælling er færdig for mig, er dens univers lukket, og personerne er kommet dertil, hvor de må være. Men der er mange andre forfattere der kan føre deres personer videre. Det kunne jeg godt have tænkt mig. Men det kan jeg ikke.

 

MS: Men der er vel også nogle af personerne og stemmerne der ikke lader sig afslutte?

HMS: Nej, sådan er det ikke. Der er f.eks. mange der har opfordret mig til at lave en fortsættelse på ”Unn fra Stjernestene” og jeg overvejede det også, men kunne ikke.

 

MS: Skyldes det, at den der skriver jo også befinder sig i et øjeblik, og når det øjeblik er ovre kan det ikke forlænges.

HMS: Ja, romanen har sin tid og sit tidsforløb og det afsluttes.

 

MS: Hvad tænker du om personerne i dine romaner? Hvad er deres rolle, og hvad er det de gør?

HMS: Jeg møder dem, men ved ikke så meget om dem, og kommer først til at kende dem, idet jeg skriver dem frem. Det er i den lange proces at jeg kommer til at kende dem bedre og bedre.

 

MS: Er det på samme måde, når vi her sidder og taler, hvor du er meget nærværende og til stede. Ja, meget modtagelig og afventende over for det, der kan ske.

HMS: (nikker)

 

MS: Har du en ide med dem, eller lader du dem selv buldre løs?

HMS: Buldre er måske så meget sagt, men pludselig ved jeg, hvor de skal hen … eller hvilken dør de går ud ad. Og hvordan de er kommet ind gennem den dør.

 

MS: Hvad er det, der gør det?

HMS: Jamen, det gør jeg! (ler)

 

MS: Ja, men hvad er det, der får dem til at gøre det?

HMS: Det er den meditative koncentration som man når frem til, når man skriver. Eller som man på et eller andet tidspunkt når frem til, og som gør, at de tanker og følelser og personer som eksisterer et eller andet sted i ens underbevidsthed, pludselig begynder at agere.  Jeg er selv en lille del af dem alle sammen, selv de mest usympatiske, som jeg helst ville skille mig ud fra. Men de er også en del af mig.

 

MS: Og det er så også rigtigt?

HMS: Ja, men jeg kan ikke beskrive processen bedre, end at det er en dyb meditativ koncentration. Leif Panduro fortalte mig engang, at når han skulle skrive tv-spil, havde han sin arbejdstid fra kl. 9-13, og der sad han foran tv-skærmen og kiggede på den. Og intet andet.

 

MS: På en tom skærm?

HMS: Ja – og så kom det.

 

MS: På et slukket fjernsyn?

HMS: Ja, han blev siddende, indtil de figurer og personer som han havde set for sig, begyndte at foretage sig et eller andet.

 

MS: Så han tvinger sig til at kede sig?

HMS: Ja, det gør han sikkert også. Måske. Det ved jeg ikke. Han ville nok ikke omtale det som at kede sig.

 

MS: Men han giver det i hvert fald råderum – eller mediterer og bringer sig selv ind i en særlig tilstand. Hvad skal der til, for at du kan gå ind i det rum?

HMS: Ro. Ro – og håb. Jeg kan godt sidde i lang tid og tænke at der aldrig sker noget. At jeg er skrevet ud, færdig. Men hvis man giver sig selv den mulighed for at have ro, sker der noget på et eller andet tidspunkt.

 

MS: Du siger håb?

HMS: Ja, håb om at det på et eller andet tidspunkt vil komme. Dét, som man ikke vidste at man gerne ville udtrykke, og som man alligevel gerne vil udtrykke.

 

MS: Så man skal have en iboende tro på at det nytter, selv om det virker nytteløst?

HMS: Jo, man skal blive siddende.

 

MS: Også selv om man er overbevist om at det er slut?

HMS: Ja.

 

MS: Det bare en startposition?

HMS: Ja, den har jeg været i mange gange. Nu kender jeg processen og ved, at det er et spørgsmål om at fastholde koncentrationen.

 

MS: Tænker du nogle gange at det ikke er besværet værd?

HMS: Jo, men at flygte væk fra det ville være forkert, ubehageligt eller dumt. Det der med at have det godt i en velbehagelig afbalanceret tilværelse, hvor der ingen krav stilles til én, ville være så tomt. Hvad skal man med det?

 

MS: Men så siger du også dermed, at livet giver mening når man arbejder i en proces, eller har et mål med noget. Du nævnte ordet ”håb” før. Det er et stort ord, men hvad ligger der i det for dig?

HMS: Det er meget svært at definere. Man kan håbe på forskellige private ting, men håb i al almindelighed gælder noget meget større og meget bredere. F.eks. i den aktuelle politiske situation er håb en tro, der meget ofte bliver kuldkastet. En tro på at der er mulighed for at leve i en verden, hvor der er lige vilkår og plads til alle … ja, det lyder vist meget banalt.

 

MS: Ja, men tilværelsen er banal på mange måder, derfor kan det ikke undgå at blive noget banalt sludder, når man skal tale om det. For hvis vi skal sige hvad det er, der gør os glade og lykkelige, er det ofte både meget banalt og meget enkelt. Men vil du sige at det er noget gennemgående i dit forfatterskab, at du skriver hen imod det håb?

HMS: Ja, det vil jeg tro går igen i mange af de ting som jeg har skrevet.  Der er jo en social og politisk undergrund gemt i de fleste fortællinger.

 

MS: Hvor har du det fra?

HMS: Mere eller mindre på grund af min opdragelse, og på grund af min gode mor, der var socialt og politisk engageret. Og opdrog mig til at det skulle jeg også være. Men jeg er blevet doven …

 

MS: Hvad mener du?

HMS: Ældre og mere doven. Jeg har vist altid været lidt fraværende. Jeg påtager mig ikke så mange forskellige …

 

MS: Du stiller da op hver gang jeg spørger dig.

HMS: (ler) Det er jo ikke nogen byrde. Det er en fornøjelse.

 

MS: Du har også siddet i Dansk PEN’s bestyrelse gennem mange år. Det handler da i høj grad også om håb.

HMS: Ja, det handler om håb. Men man bliver meget deprimeret, når man ser hvordan udviklingerne er. Når man ser på hvor utroligt mange forfattere, skribenter – og mange andre, men nu er det dem som PEN beskæftiger sig med – der fængsles og tortureres, og hvordan alle de appeller der kommer fra hele verden ikke ser ud til at gøre videre forskel.

 

MS: Men ikke desto mindre er der hvert år afsendelse af bøger til fængslede forfatter rundt over hele kloden via PEN.

HMS: Ja, det er der. Og det sker da også af og til at der kommer brev fra forfattere, der har modtaget bøger.

 

MS: Men er det at være forfatter at bringe håb?

HMS: Nok sjældent som en bevidst hensigt. Forfatterens forpligtelse er først og fremmest at arbejde med ord. Hver tekst er en opdagelsesrejse ind i ordene. Man bruger tid på ikke at svigte ordene. At se bag om klichéer og banaliteter. ”I begyndelsen var ordet. Til sidst frasen” som den polske aforistiker Stanislaw Jerzy Lec siger. At være forfatter er først og fremmest at arbejde med det byggemateriale som ordene er, og sørge for at det bliver ærlige konstruktioner, hvor ordene ikke misbruges. Men der er et håb gemt i de kreative energier. Selv om nogen måske vil hævde, at det er et gammeldags synspunkt.

 

MS: Det er da smukt. For hvad skulle man ellers give?

HMS: Jeg tror at det var Rainer Maria Fassbinder, der sagde, at når han skrev tv-stykker der kom ud til mange mennesker, ville han aldrig lade dem slutte så forfærdeligt som mange af hans film for det mere eksklusive publikum. Det kunne man ikke tillade sig. Jeg kan ikke huske det præcist, det er sikkert forkert citeret, men det gjorde indtryk på mig. Der er også et citat af forfatteren Peter Bichsel, som jeg holder særlig meget af: ”Historier fortæller ikke sandheden, men fortæller om sandhedens muligheder. Og så længe der fortælles historier, er der stadig muligheder.”

 

MS: … og håb.

HMS: Ja, håb hører sammen med muligheder.

 

MS: Du kan noget særligt. Du har en evne til at være til stede i sproget og i øjeblikket og kryber ind i den menneskelige psykologi, sådan så det er meget personligt, men aldrig privat.

HMS: Det er det vigtige.

 

MS: Men der er noget, som jeg mangler at få svar på …

HMS: (ler) Der er sikkert meget du mangler at få svar på, men jeg er glad for at tale med dig. Jeg er ikke kvik til det der med at formulere mig hurtigt efter dine spørgsmål, men jeg prøver.

 

MS: Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg holder særligt meget af de samtaler som vi har haft til diverse arrangementer og i flere bøger. Det er samtaler der åbner sig. Hvis ikke begge parter har et reelt ønske om at være levende i samtalen, bliver det bare et interview, og i et interview vil det som oftest være den ene der er klog og den anden der er nysgerrig. Men hvis man skal bygge noget sammen, så det bliver en konstruktion der holder …

HMS: … skal begge parter være nysgerrige.

 

MS: Ja, for ellers bliver det bare en afdækning af andres fortræffeligheder, og det er ikke særligt interessant. I den sammenhæng synes jeg at du har en nådegave. Selv om jeg ikke kan lide det religiøse i udtrykket, har jeg ikke andre ord for det. Når vi taler sammen oplever jeg, at der en resonans eller en overliggende tone. I hvert fald en lyst og en nysgerrighed og ikke mindst en higen efter at ville se, hvad der befinder sig bag den næste bakketop. Det er noget som du besidder. Det er jo ikke noget som jeg kalder frem.

HMS: Jo, det er jo det, du gør.

 

MS: Ja, men kun noget iboende. Men har du altid haft denne lyst til at ville se længere. Den nysgerrighed? Og hvor kommer den fra?

HMS: Det er noget der kommer med alderen.

 

MS: Ikke nødvendigvis, for den nysgerrighed er en som man også har som ung, når det hele starter, og man vil ud og se verden og finde ud af, hvad et menneske er.

HMS: I min barndom fik jeg altid at vide fra de gamle damer, at det gjaldt om at bevare sin nysgerrighed. Det synes jeg er rigtigt. Hvis man ikke er nysgerrig, kan man have svært ved at afdække andre mennesker, at komme ind i andre mennesker og forstå deres psyke. Ellers bliver det bare et skin af omverdenen og det fører ikke til noget. Jeg har taget de gamle damers visdom til mig fra starten. Men jeg er – og det opdager jeg mere og mere – fravendt på en måde. Nogle vil måske sige at jeg er lidt søvnig. I hvert fald er jeg distræt og eksisterer meget i min egen indre verden, hvad der er irriterende for mine omgivelser. Jeg glæder mig hver aften, når jeg lægger mig til at sove. Jeg synes at jeg er meget mere nærværende når jeg drømmer, end når jeg er vågen. Det er ikke nogen heldig kvalitet, men sådan er jeg nu engang. Jeg går lidt blåøjet gennem tilværelsen.

 

MS: Men tror du ikke, at der er mange forfattere der har det på samme måde?

HMS: Jo, det kan godt være.

 

MS: Sådan så det distræte er en måde at være til stede på.

HMS: Jo.

 

MS: Det betyder måske, at omverdenen rammer os med en form for forsinkelse. At der er en form for bufferzone …

HMS: (ler). Du har det på samme måde, kan jeg mærke …

 

MS: Ja, ja. Det kunne godt være et fællesstræk for rigtig mange skrivende. For på den ene side så vil man – jeg vil i hvert fald rigtig gerne – indgå i meget intense sammenhænge, og samtidig er det enormt dejligt at der stadig er denne forsinkelse. Det skal være de helt rigtige ord, men de skal først findes frem og det tager tid …

HMS: Men i drømme er der ingen forsinkelse. Der er jeg meget nærværende – i tanker, i følelser. Jeg tænker sommetider, at jeg også godt ville have det sådan i virkeligheden.

 

MS: Men tror du at det ville være til at holde ud i virkeligheden, for det vil sikkert være alt for intenst?

HMS: Det er muligt. Men i drømme ophæves tid og rum, de dimensioner som vi er vant til at leve i. Det gør jo også at man kan flyve, flyve hen over det hele.

 

På festivalen ”Med og uden smykker” er Hanne Marie Svendsen i samtale med Michael Svennevig om fortællinger og håb – og hvad de gør ved os. Det er om eftermiddagen på festivalens anden dag, lørdag den 13. august.

 

Tekst: Michael Svennevig, forfatter og dramatiker
Artiklen blev oprettet 18-07-2016

  

Bogtilbud til netavisens læsere
Denne og Michael Svennevigs øvrige ”samtaler på bloggen” er samlet i bogudgivelsen "Med og uden smykker. Samtaler & digte", der udkommer til festivalåbningen. Bogen, der udgives af forlaget Epigraf, koster 198 kroner. Der er et favorabelt tilbud til læsere af Sameksistens.dk: Man kan købe bogen med 50 kroners rabat, altså for 148 kroner – eller man kan få to bøger for én bogs pris, altså for 198 kroner. Bestilling skal ske på mail til Forlaget Epigraf. Skriv i mailen, at bestillingen sker via Sameksistens.dk – og om du ønsker én bog for 148 kroner eller to bøger for 198 kroner.

”Med og uden smykker”
– en festival om de sidste værdigenstande

Festivalen handler om, at "vi skal turde se hinanden i øjnene – og række hånden frem. Det værste er ligegyldigheden.”

Festivalen holdes i VerdensKulturCentret på Nørrebro i København i weekenden 12.-14. august 2016. I løbet af de tre dage byder festivalen på arrangementer med 55 medvirkende, fordelt på to scener.

• Med og uden smykker (hjemmeside)
Festivalprogram fredag den 12. august
Festivalprogram lørdag den 13. august
Festivalprogram søndag den 14. august
• Med og uden smykker (Facebook)

Nyhedsbrev

Kalender

København: Konference om trosfrihed og åndsfrihed

24 nov 10:30 - 15:00

Folkekirkens mellemkirkelige Råd holder konference på Christiansborg om trosfrihed og...Læs mere

Odense: Demonstration på Grønttorvet

25 nov 10:00 - 11:00

Bedsteforældre for Asyl - Fyn demonstrerer på Grønttorvet i Odense. • Læs mereLæs mere

København: TændEtLys for en voldsudsat kvinde - Shine a light

25 nov 15:00 - 16:45

Arrangementet begynder på Rådhuspladsen og slutter ved Søpavillonen. Arrangørerne skriver: Vold...Læs mere

Følg Sameksistens.dk

 

Sameksistens.dk støttes af

TrygFonden, Region Hovedstaden støtter projektet om religionsfrihed.


Vi modtager ikke offentlig mediestøtte, og vi bringer ikke annoncer på Sameksistens.dk, derfor er vi taknemmelige for bidrag, der kan støtte udgivelsen af netavisen.

Tegn støtteabonnement
via netbank eller MobilePay

Bidrag i november 2017: 1.950 kroner
Bidrag i alt i 2017: 17.000 kroner
Mange tak for ethvert støttebidrag.

Til eftertanke

Alt det vi deler
Video fra TV2, 2017


Ingen er anderledes.
Vi er alle forskellige.

Peter Mygind,
skuespiller