Om os  |  Nyhedsbrev  |  Støt  |  Foredrag  |  Kontakt

Flere samtaler

Fatima Osborne, der er kommet til Danmark som flygtning fra Somalia, fortæller i en samtale med forfatteren Michael Svennevig om både flugten, men også andre rejser, hun har været på i sit liv frem til at blive den, hun nu er.
• Læs hele samtalen
   

Foto fra Nepal. (Foto: Stine Friis Refsgaard)

Når man er der, er det det eneste der giver mening

Fotografen Stine Friis Refsgaard fortæller i en samtale med forfatteren Michael Svennevig om en meget anderledes festivalrejse. Om jordskælv og penge-indsamling til ris på Facebook.
• Læs hele samtalen

   

Humanismen tur/retur

Forfatteren Stig Dalager giver et politisk tværrids af, hvad der er forandret siden de to tolerance-festivaler, der blev holdt i 2015. Hvad er der egentlig sket og hvordan er det sket? Hvilke sammenhænge har grebet ind i hinanden, så vi i dag befinder os i en markant anderledes situation? 
Læs samtalen her

 

 

”Horse spirit” af David Jason Lou.

Jeg kæmper for håbet

”Det er vigtigt at bringe håb. Hvis jeg ikke gør det, så dør jeg selv indeni,” siger David Jason Lou (kunstner, asylansøger mv.) i en samtale om håb, om det Kina, han flygtede fra, og om kunstens betydning.
• Læs hele samtalen

   

Så længe der fortælles historier, er der stadig håb

”Der er et citat af forfatteren Peter Bichsel, som jeg holder særlig meget af: ’Historier fortæller ikke sandheden, men fortæller om sandhedens muligheder. Og så længe der fortælles historier, er der stadig muligheder’,” siger forfatteren Hanne Marie Svendsen i denne samtale.
Læs samtalen her

”Det er ikke så nemt som det ser ud på tv”

Alan Pary og Razan Haugaard, der begge er kurdere fra Irak og arbejder som integrationskonsulenter udveksler erfaringer om deres arbejde med at integrere flygtninge i samfundet og på arbejdsmarkedet. 
Læs samtalen her

Foto: Per Morten Abrahamsen

”Om at være mange ting lidt, men ikke at føle at man er én ting helt”

Det kan ende med helt andre historier, end man oprindeligt havde forestillet sig, når man vil prøve at fortælle andre menneskers historier. Det fortæller iscenesætteren Lene Skytt om i denne samtale.
• Læs samtalen

(Foto: Stine Ringvad)

Jorden rundt på ryggen af en søhest

”Søhesten er i mit arbejde blevet symbol på internationalt venskab,” siger maleren Maria Dubin i denne samtale, hvor hun blandt andet fortæller om et projekt med udsmykning af Asylcenter Kongelunden på Amager. 
Læs samtalen her

Gruppebillede af de medvirkende fra ”I en lille båd, der gynger” på Edison, instrueret af Mia Lipschitz og Kasper Sejersen.

”Det er mødet der interesserer mig”

”Jeg synes, at mennesker er spændende og finurlige. Al vor mangfoldighed har altid interesseret mig. Jeg synes, at mennesker er interessante,” siger instruktøren Mia Lipschitz i denne samtale med festivalarrangør Michael Svennevig og instruktørkollegaen Kasper Sejersen.
• Læs samtalen her

(Foto: Lis Vallentin)

"Vi er til for hinanden"

”Vi er til for hinanden – afhængige af hinanden. Jeg tror faktisk, at vi er til for hinanden,” siger forfatteren og dramatikeren Michael Svennevig i denne samtale med Ursula Djezzaz Nielsen som optakt til festivalen ”Med og uden smykker”, der holdes 12.-14. august på Nørrebro i København.
Læs samtalen her

 

 

Samtaler på bloggen

”Vi har også et ansvar som danskere – og hvad gør vi så ved det”

- samtale med fotograf Elias Benakrich

”Det ikke så let længere bare at vende et blindt øje til politik i Danmark, som det har været. Vi har også et ansvar som danskere – og hvad gør vi så ved det?” spørger fotograf Elias Benakrich i denne samtale med festivalarrangør Michael Svennevig. Elias Benakrich er efter 12 år i London vendt tilbage til Danmark, hvor han er født og opvokset i en familie med marokkanske rødder. Han udstiller i denne måned i VerdensKulturCentret på Nørrebro i København, hvor den officielle åbning af udstillingen finder sted i forbindelse med festivalen ”Med og uden smykker”, der holdes 12.-14. august. Her fortæller han blandt andet om forskellen på tilværelsen i London og København.

Fotograf Elias Benakrich er månedens udstiller i VerdensKulturCentret, Nørre Allé 7, 2200 København N. Flere af motiverne er – som dette – fra Marokko.

 

Når han taler løfter han venstre øjenbryn. Hans 33-årige stemme er blød og hans fotos afslører samme følsomhed. Han må være meget tålmodig, for mange af billederne bærer præg af, at han har ventet og ventet indtil det rette øjeblik, da f.eks. en høne vender hovedet mod et barn, der kigger i samme retning, så det ser ud som om deres blikke netop mødes i billedet. Det giver den nødvendige balance, så motivet falder til ro. Billederne ekkoer af den ro og omhyggelige grundighed, der skal til for at lave så gennem-komponerede fotos. Elias er månedens udstillende kunstner i VerdensKulturCentret på Nørrebro i København. Udstillingen åbner officielt i forbindelse med festivalen ”Med og uden smykker”, men starter faktisk inden. 

Elias er født i København og er vendt tilbage fra England, hvor han har opholdt sig og arbejdet de sidste 12 år som Art Director, men er oprindelig fra Marokko. Han har designet coveret til morens roman ”Rejsen”, som Saida Benakrich udgav i 2015. En roman, der skildrer rejsen fra Marokko til Danmark, og som også berører morens sorg over, at sønnen fravalgte Danmark og i stedet slog sig ned i London, da uddannelses- og jobmuligheder var bedre der. Mest smerteligt var det for hende at konstatere, at sønnen følte sig presset til det for at kunne frigøre sig fra de snævre bånd herhjemme, for slet ikke at tale om tonen over for indvandrerne. Men nu er han efter 12 år tilbage igen, og beretter her om grunden til det i en samtale med Michael Svennevig.

 

Elias Benakrich (EB): Faktisk så har jeg tidligere prøvet at flytte tilbage til Danmark, der gik tre måneder, så flyttede jeg tilbage igen til London. Jeg syntes ikke Danmark havde rykket sig så meget, specielt hvad angår tonen over for mennesker med en anden etnisk baggrund, og der var alt for stillestående her. På trods af familien i Danmark følte jeg mig hjemme i London blandt alle de forskellige nationaliteter. Det var en berigelse, og jeg følte mig ikke længere som labelled ”2. generations indvandrer”. Det var en kæmpe lettelse. Alle i London er stort set indvandrere – og vi alle havde ét fælles sprog, nemlig engelsk – det var skønt! Når jeg sad i toget på vej til arbejde hørte man spansk, mandarin og forskellige britiske accenter. Jeg kunne spise malajisk mad den ene dag og indisk den næste. Om fredagen stod det som regel på traditionelt fish-and-chips, sådan var det. Som ung og fattig studerende drømte jeg om at rejse jorden rundt, men ved at rejse til London føltes det som om verden kom til mig. Det var i hvert fald den billige løsning. Men jeg savnede familien, og på et tidspunkt må man gøre op med sig selv hvad der er allervigtigst i ens liv. Det er heller ikke let. For jeg efterlader en hel masse i London, både venner, arbejdskarriere og alt det jeg har knoklet hårdt for de sidste 12 år. Det er trods alt der hvor jeg er vokset op, sådan føles det i hvert fald. Selvfølgelig voksede jeg op i Danmark i familiens trygge rammer, men det er i London jeg har lært at stå på egne ben at jeg er blevet voksen. Jeg havde absolut intet at starte med da jeg flyttede derover. Jeg flyttede på kollegiet, begyndte at studere og fik hurtigt nye venner. Jeg kom ind på Central Saint Martins på linjen med Graphic Design, og specialiserede mig inden for reklamer. Jeg tog som tillægsfag fotografi og filmproduktion. Men da jeg var færdig, ville jeg gerne se om jeg kunne få arbejde inden for reklamebranchen, og det var næste udfordring. Det tog sin tid. Næsten to år for at havne der, hvor jeg ville være. Mens nogle af mine danske venner, som jeg havde studeret med, flyttede tilbage allerede efter de var færdige med uddannelsen, for det var svært at finde en læreplads, som i øvrigt er ulønnet. London er jo dyr nok i forvejen, og det var næsten en umulig opgave uden at kunne bo hjemme. Men jeg gav ikke op og arbejdede mig op helt fra bunden. Jeg tog et job som tjener og overlevede stort set på drikkepenge. Det gav mig nogle fine kundskaber, der kan blive værdifulde senere i livet. Al erfaring – er go' erfaring.

 

Michael Svennevig (MS): Boede du midt i London?

EB: Ja, midt i al mylderet. Mit job som tjener var fra 9am til 1pm, hvor jeg efterfølgende tog hjem og arbejdede på min portfolio til næste morgen. Meget søvn blev det ikke til. Jeg kontaktede reklame-bureauerne i min spisepause. Det hårde arbejde mindede mig blot om, hvor meget jeg ønskede at få mit drømmejob. Og den dag det lykkedes at få mit første job som junior art director, gjorde det også kun sejren endnu sødere. Men morgentogturen til arbejde med London Underground savner jeg bestemt ikke. Selv om jeg har boet temmelig centralt i London, har der alligevel dagligt været mindst en halv times transport frem og tilbage. Hvis man var heldig var der ikke forsinkelser eller strejke igen på London Underground. Man stod som sild i en tønde, og det krævede specielle atletiske færdigheder at skaffe sig en siddeplads, for der var kamp om dem. Nu når vi snakker om transport, så kommer jeg lige i tanke om, inden jeg skulle flyve til London som 20-årig, havde jeg en køreprøve at bestå. Der var ikke noget der hed en ommer, for jeg havde allerede købt flybilletten. Heldigvis bestod jeg og tog af sted med et spritnyt kørekort. Men sjovt nok fik jeg næsten aldrig brugt det. Jeg vovede mig ud i trafikken én enkelt gang, men det var alt for overvældende. I England kører bilerne jo i den ”forkerte side”, og vejene i London er meget snævre. Nogle gange var det svært nok bare som fodgænger at kigge til den rigtige side, inden man sprang ud på vejen. Puha, det blev tæt på nogle gange. Men efterhånden vænner man sig til trafikken, og så virker det ikke så forkert længere.

 

MS: Hvad var det første du fornemmede i mødet med London?

EB: De første tre måneder i London bemærkede jeg en energi og vibration i luften, som var anderledes i forhold til Danmark. I London er der aldrig helt stille. Hvis man lyttede godt efter kunne man høre og mærke en konstant buzz-lyd. Den virkede drænende i starten. Det kan også godt være, at det havde noget at gøre med elektromagnetiske radiobølger i luften fra de mange mobiltelefoner – who knows? Jeg er typen som er meget opmærksom og nysgerrig over for mine omgivelser. Det var alt for spændende, og det stoppede det aldrig med at være. Som de selv siger: ”If a man’s tired of London, he is tired of life”. Træt er jeg gudskelov aldrig blevet, men nu er jeg så tilbage i Danmark igen for at starte et nyt kapitel, og der er så dejligt stille her. Det er én af de mange ting som jeg værdsætter, og som jeg tog lidt for givet engang. Derfor er det sundt at komme ud, opleve noget nyt og udvide sin horisont. 

 

MS: Så nu er du tilbage i Stillelandet?

EB: Ja, men der er også kommet lidt mere gang i den her. Jeg husker at der plejede at være meget mere stille i S-togene på vej til KBH for 12 år siden. Nu kan man høre flere sprog blive talt på én gang. Men nu må vi se, for jeg har ikke været meget rundt endnu. Kun én måned knap og nap. Stort set alle de butikker som jeg plejede at hænge ud i er væk. F.eks. en videobutik der hed Laserdisken med film fra hele verden. Det skal lige siges, at jeg var og er stadigvæk en kæmpe filmnørd, så jeg var nede og tale med filmgutterne om nye film og Anime specielt importeret fra Japan. Film er som et vindue ud til verden. Og når man først finder ud af at der er mere end Hollywood, er det svært at vende tilbage. Jeg har altid interesseret mig for film, men også generelt for de forskellige medier og deres styrke til at formidle et budskab. De har hver deres fordele. I lang tid tænkte jeg, at filmmediet var det ultimative format. Det er et medie, der kan rumme det hele og derfor gør et meget stærkt indtryk på sine seere ved brug af lyd og bevægende billeder. Man siger at ét billede er mere end 1000 ord værd. Men en film har ca. 24 billeder i sekundet ... Jeg er også meget interesseret i at fortælle historier, men der skal være en mening med den rejse du tager dine seere på. Man skal ikke spilde folks investerede tid – tid er kostbar. Jeg spørger altid mig selv, hvordan kan jeg gøre en forskel. På uddannelsen gik jeg ud i det ekstreme og lavede mange film, og jeg har siden filmet en håndfuld reklamer. Men nu er jeg gået ”back to basics” igen, nemlig til billedformatet, for hvis man kan udtrykke sig i ét enkelt billede, tror jeg også på, at man bliver bedre til at lave film. Jeg tror på, at man skal stræbe efter at hver frame skal kunne hænges op på en væg.

 

MS: Hvordan startede det for dig?

EB: Min mor er jo også god til at tegne. Hun tegnede meget med mig som barn. Det var det, der vakte min interesse for kunst, og som udviklede sig til det grafiske osv. osv.

 

MS: Hvad med din mors bog?

EB: Jeg fik lov til at læse nogle sider i den inden den blev udgivet. Jeg har også altid haft en interesse for at skrive, men det føler jeg ikke at jeg har samme talent for. Min mor f.eks. er ekstremt dygtig til at bruge ord som et redskab. Når hun lænker dem sammen, konstruerer hun på magisk vis en beretning der kan ses og lugtes. Ord kan gå lige i hjertet, hvis de er brugt rigtigt. Det har jeg altid beundret ved gode forfattere som hende. Derfor var det en stor ære at illustrere omslaget. Bogen er desuden en meget aktuel og vigtig bog med et forrygende budskab, som kunne gavne os mere nu end nogensinde. Den hjalp mig faktisk med at vende snuden hjemad igen.

 

MS: Hvordan kommer dit videre liv til at se ud nu?

EB: Det er et godt spørgsmål … jeg har som sagt kun været her en månedstid og er lige kommet tilbage fra New York, hvor jeg har tilbragt 11 dage.

 

MS: Hvordan er det at komme fra New York til Brøndby?

EB: Der er stor kontrast. Jeg havde set rigeligt efter fem dage. Det var London på steroider. Jeg elsker Brøndby, for her er så stille og grønt, og man er kun 15 minutter fra bylivet med toget, hvis man nu savner det. Lige nu er det rart at have trukket sig tilbage fra alt menneske-myldret og reflektere over alt det, der er sket i de sidste par år og ikke mindst, hvad der skal ske i det næste kapitel af mit liv. Der venter en interessant tid forude. Der sker også meget i verden lige nu. England har stemt sig ud af EU. Tilstrømningen af flygtninge. Valget i USA. Alt sammen kommer jo til at få en stor effekt på lille Danmark.

 

MS: Hvordan tror du at det vil påvirke os?

EB: Før i tiden så man det hele på tv og på afstand. Det rørte os ikke på samme måde, hvad der skete i Mellemøsten. Men nu er Vestens handlinger begyndt at indhente os som en bølgeeffekt, og vi ser direkte de følger det har, f.eks. i form af flygtningestrømmen. Og så bliver vi så forbavsede, når hjemløse familier kommer og banker på vores hoveddør. Så er der nogen, der ikke vil have noget med dem at gøre, men synes du ikke at det er det mindste man kan gøre som medmenneske, når vi lige har været nede og bombe deres huse?

 

MS: Jo, og jeg tror også at det er godt at vi bliver vækket af vores eget selvbillede, der ikke længere hænger sammen med verden omkring os. Det er selvfølgelig en brat opvågning, men hellere det end at fortsætte med at gå rundt i søvne. Jeg tror at der er mange muligheder i det, for at gå rundt med et falsk selvbillede er heller ikke brugbart i længden.

EB: Det er jo et chok for Danmark, der altid har været et meget trygt sted. Alt er så fint, men nu har selv Danmark fået et meget kontroversielt omdømme på grund af vore politikere, som på det sidste vil tage smykkerne fra de flygtninge der er kommet hertil. Puha … Når vi rejser rundt i verden, får vi ikke længere den positive reaktion som vi plejede at få. Vi har ellers rigtig meget at være stolte af. Men det er endnu en uheldig konsekvens vi som almenborger kommer til at mærke på grund af de valg der bliver truffet politisk. Og det er jeg selvfølgelig ikke så glad for at opleve. Det ikke så let længere bare at vende et blindt øje til politik i Danmark, som det har været. Vi har også et ansvar som danskere – og hvad gør vi så ved det?

 

Tekst: Michael Svennevig, forfatter og dramatiker
Artiklen blev oprettet 01-08-2016

Bogtilbud til netavisens læsere
Denne og Michael Svennevigs øvrige ”samtaler på bloggen” er samlet i bogudgivelsen "Med og uden smykker. Samtaler & digte", der udkommer til festivalåbningen. Bogen, der udgives af forlaget Epigraf, koster 198 kroner. Der er et favorabelt tilbud til læsere af Sameksistens.dk: Man kan købe bogen med 50 kroners rabat, altså for 148 kroner – eller man kan få to bøger for én bogs pris, altså for 198 kroner. Bestilling skal ske på mail til Forlaget Epigraf. Skriv i mailen, at bestillingen sker via Sameksistens.dk – og om du ønsker én bog for 148 kroner eller to bøger for 198 kroner.

”Med og uden smykker”
– en festival om de sidste værdigenstande

Festivalen handler om, at "vi skal turde se hinanden i øjnene – og række hånden frem. Det værste er ligegyldigheden.”

Festivalen holdes i VerdensKulturCentret på Nørrebro i København i weekenden 12.-14. august 2016. I løbet af de tre dage byder festivalen på arrangementer med 55 medvirkende, fordelt på to scener.

• Med og uden smykker (hjemmeside)
Festivalprogram fredag den 12. august
Festivalprogram lørdag den 13. august
Festivalprogram søndag den 14. august
• Med og uden smykker (Facebook)

Nyhedsbrev

Kalender

København: Konference om trosfrihed og åndsfrihed

24 nov 10:30 - 15:00

Folkekirkens mellemkirkelige Råd holder konference på Christiansborg om trosfrihed og...Læs mere

Odense: Demonstration på Grønttorvet

25 nov 10:00 - 11:00

Bedsteforældre for Asyl - Fyn demonstrerer på Grønttorvet i Odense. • Læs mereLæs mere

København: TændEtLys for en voldsudsat kvinde - Shine a light

25 nov 15:00 - 16:45

Arrangementet begynder på Rådhuspladsen og slutter ved Søpavillonen. Arrangørerne skriver: Vold...Læs mere

Følg Sameksistens.dk

 

Sameksistens.dk støttes af

TrygFonden, Region Hovedstaden støtter projektet om religionsfrihed.


Vi modtager ikke offentlig mediestøtte, og vi bringer ikke annoncer på Sameksistens.dk, derfor er vi taknemmelige for bidrag, der kan støtte udgivelsen af netavisen.

Tegn støtteabonnement
via netbank eller MobilePay

Bidrag i november 2017: 1.950 kroner
Bidrag i alt i 2017: 17.000 kroner
Mange tak for ethvert støttebidrag.

Til eftertanke

Alt det vi deler
Video fra TV2, 2017


Ingen er anderledes.
Vi er alle forskellige.

Peter Mygind,
skuespiller