Om os  |  Nyhedsbrev  |  Støt  |  Foredrag  |  Kontakt

Flere samtaler

Fatima Osborne, der er kommet til Danmark som flygtning fra Somalia, fortæller i en samtale med forfatteren Michael Svennevig om både flugten, men også andre rejser, hun har været på i sit liv frem til at blive den, hun nu er.
• Læs hele samtalen
   

Foto fra Nepal. (Foto: Stine Friis Refsgaard)

Når man er der, er det det eneste der giver mening

Fotografen Stine Friis Refsgaard fortæller i en samtale med forfatteren Michael Svennevig om en meget anderledes festivalrejse. Om jordskælv og penge-indsamling til ris på Facebook.
• Læs hele samtalen

   

Humanismen tur/retur

Forfatteren Stig Dalager giver et politisk tværrids af, hvad der er forandret siden de to tolerance-festivaler, der blev holdt i 2015. Hvad er der egentlig sket og hvordan er det sket? Hvilke sammenhænge har grebet ind i hinanden, så vi i dag befinder os i en markant anderledes situation? 
Læs samtalen her
   

Så længe der fortælles historier, er der stadig håb

”Der er et citat af forfatteren Peter Bichsel, som jeg holder særlig meget af: ’Historier fortæller ikke sandheden, men fortæller om sandhedens muligheder. Og så længe der fortælles historier, er der stadig muligheder’,” siger forfatteren Hanne Marie Svendsen i denne samtale.
Læs samtalen her

”Det er ikke så nemt som det ser ud på tv”

Alan Pary og Razan Haugaard, der begge er kurdere fra Irak og arbejder som integrationskonsulenter udveksler erfaringer om deres arbejde med at integrere flygtninge i samfundet og på arbejdsmarkedet. 
Læs samtalen her

Foto: Per Morten Abrahamsen

”Om at være mange ting lidt, men ikke at føle at man er én ting helt”

Det kan ende med helt andre historier, end man oprindeligt havde forestillet sig, når man vil prøve at fortælle andre menneskers historier. Det fortæller iscenesætteren Lene Skytt om i denne samtale.
• Læs samtalen

Fotograf Elias Benakrich udstiller i august i VerdensKulturCentret.

”Vi har også et ansvar som danskere – og hvad gør vi så ved det”

”Det ikke så let længere bare at vende et blindt øje til politik i Danmark, som det har været. Vi har også et ansvar som danskere – og hvad gør vi så ved det?” spørger fotograf Elias Benakrich i denne samtale. Han er månedens udstiller i VerdensKulturCentret på Nørrebro i København i august. 
• Læs hele samtalen

   

(Foto: Stine Ringvad)

Jorden rundt på ryggen af en søhest

”Søhesten er i mit arbejde blevet symbol på internationalt venskab,” siger maleren Maria Dubin i denne samtale, hvor hun blandt andet fortæller om et projekt med udsmykning af Asylcenter Kongelunden på Amager. 
Læs samtalen her

Gruppebillede af de medvirkende fra ”I en lille båd, der gynger” på Edison, instrueret af Mia Lipschitz og Kasper Sejersen.

”Det er mødet der interesserer mig”

”Jeg synes, at mennesker er spændende og finurlige. Al vor mangfoldighed har altid interesseret mig. Jeg synes, at mennesker er interessante,” siger instruktøren Mia Lipschitz i denne samtale med festivalarrangør Michael Svennevig og instruktørkollegaen Kasper Sejersen.
• Læs samtalen her

(Foto: Lis Vallentin)

"Vi er til for hinanden"

”Vi er til for hinanden – afhængige af hinanden. Jeg tror faktisk, at vi er til for hinanden,” siger forfatteren og dramatikeren Michael Svennevig i denne samtale med Ursula Djezzaz Nielsen som optakt til festivalen ”Med og uden smykker”, der holdes 12.-14. august på Nørrebro i København.
Læs samtalen her

 

 

Samtaler på bloggen

Jeg kæmper for håbet

David Jason Lou i samtale med festivalarrangør Michael Svennevig

”Det er vigtigt at bringe håb. Hvis jeg ikke gør det, så dør jeg selv indeni,” siger David Jason Lou i denne samtale med forfatter og festivalarrangør Michael Svennevig. David Jason Lou kommer fra Kina. Han har søgt asyl i Danmark og bor for tiden i Asylcenter Kongelunden på Amager. Han har mange talenter, blandt andet maler han, og kunsten nærer ham psykisk. ”Det er den, der holder mig i live – og giver mig håb. Det er det håb, jeg gerne vil give videre til andre,” siger David Jason Lou i denne samtale forud for festivalen ”Med og uden smykker, der holdes i København i august. 
   

”Horse spirit” (acryl på papir, 20 x 30, 2016) af David Jason Lou.

Først cykler jeg forbi, for der er hverken husnummer eller skiltning. Placeringen på Kongelundsvej, grænsende op til skoven, er så langt ude på Amager at jeg er blevet en del forsinket. Asylcenter Kongelunden betegnes som omsorgscenter. Men det er kun den omgivende frodige, grønne natur der kaster et formildende skær over stedet. Receptionen er åben fra kl. 9-12, men nu er der rullet et tætsluttende metalgitter ned foran. To mørklødede mænd sidder på en bænk udenfor, og jeg spørger om de kender David og har set ham? De nikker og tager mig over til den nærliggende pavillon.

 

Det er billedkunstneren Maria Dubin, der har sat mig sammen med David, for man skal have en kontakt indenfor for at kunne komme på besøg og se den nye vægudsmykning. Mens vi går fra billede til billede og taler om Marias fantasiblomster og fabeldyr, kommer vi tættere på hinanden. David har en kunstners umiskendelige blik og tanke. Han er svær at aldersbestemme, for han ser meget yngre ud end han er. David ler og fortæller at han er 47. Han taler et fint nuanceret engelsk men med asiatisk accent. Der er en forsinkelse over alle hans svar. Der er flere ord jeg ikke forstår, men sammenhængen er klar nok.

Efter rundvisningen byder David på en kop te. At træde ind på Davids værelse er som at træde ind i en anden verden. I hjørnet har han papegøjen ”Grey”. Den følger med i alt hvad vi laver, men siger ikke så meget i dag, selv om David fortæller at den kan synge ”Jingle Bells” fra start til slut. Også to nationalsange. Både den franske ”La Marseillaise" og den amerikanske "The Star-Spangled Banner". David må være et særligt menneske, når han formår at gøre stemningen så anderledes rar her på sine 12 kvadratmeter. Måske er det malerier, der gør det, for de er over det hele. Nogle på væggen, andre på sengen. Især et af hans billeder, ”Horse spirit”, fascinerer mig. Det er en løbende hest. Den er malet med hvidt sat op mod en sort himmel. Vinden bølger i manken. Allerøverst i venstre hjørne er der en måne. David siger at det symboliserer håbet. At hesten løber mod håbet. ”På samme måde kæmper jeg for håbet”, forklarer David. Sådan er det på alle hans billeder. Det er symbolske udtryk for hans tro på livet. Nogle af titlerne siger allerede en del f.eks.: ”The international big family of Kongelunden” og ”The last green leave on the tree”. Andre titler kræver en forklaring - som f.eks. ”Nightmare in the heaven”. David fortæller, at ”heaven” er Danmark, og ”nightmare” er alle asylansøgernes mareridt efter det de har været igennem før de kom til Danmark. David kan noget med farver og bevægelser. Det er meget minutiøst malet og fint indrammet. Jeg spørger om lov til at købe hans hestemaleri, for næste dags aften skal han udstille billederne i asylcentret, hvor han har organiseret en kulturuge omkring udstillingen, hvor mange andre kunstnere læsere digte og musicerer. Det er første gang det sker der. Men hvor får han styrken og kraften til det fra? Hvem er denne mand, der tilsyneladende mentalt er undsluppet det limbo, som både fængsel og tortur kunne have efterladt ham i, for slet ikke at tale om hvordan man mentalt overlever de først tre et halvt år i et dansk asylcenter med udsigt til at skulle blive i lejren på ubestemt tid?

 

DJL: Det er et godt spørgsmål. Da jeg kom til Danmark tænkte jeg, at det gjaldt om hurtigst muligt at prøve at komme ud af asylsystemet for ikke at strande der. For mig er det eneste at forsøge at få et nyt liv i Danmark. Vigtigst er at få arbejdstilladelse, for med en fast månedlig indkomst på 33.000 kr. ville jeg kunne få opholdstilladelse, så jeg læste IT på KEA, Københavns Erhvervsakademi, i et forsøg på at slippe ud af asylsystemet. Hvis jeg kan blive bedre til dansk og jeg kan få mulighed for et job, ligegyldigt hvilket, så jeg kan forsørge mig selv, ville jeg kunne få et godt liv i Danmark. Men det var bare en af to strategier. Den anden er helt anderledes, for jeg har altid været god til bordtennis. Ja, ikke bare god. Meget god, så jeg begyndte at træne målrettet og udfordrede og vandt også over nogle af de andre, der var rigtig gode til det. Fordi jeg ville kunne mestre det. Men jeg er også akupunktør, og jeg kan godt lide at hjælpe andre. Det gør jeg hellere end gerne. Det er vigtigt at bringe håb. Hvis jeg ikke gør det, så dør jeg selv indeni. Så det er svaret på dit spørgsmål. Men baggrunden er, at i de sidste syv år er der ingen kinesiske asylansøgere, der har fået opholdstilladelse i Danmark. 

Mens David laver te giver han mig en tekst fra Facebook som han opfordrer mig til at læse. Det er en virkelig beretning der har ramt ham lige i hjertet. Her er teksten:

Today I went to Dunkin and saw a clearly homeless guy singing on the side of the road and picking up change. Eventually I saw him stroll into Dunkin, as he was counting his change to buy something I began to get super annoying and talk to him over and over again even when he didn't really want to talk. Since he had maybe $1 in change I bought him a coffee and bagel and asked him to sit down with me. He told me a lot about how people are usually very mean to him because he's homeless, how drugs turned him into the person he hated, he lost his mom to cancer, he never knew his dad and he just wants to be someone his mom would be proud of (along with another hours worth of conversation.) this lovely mans name was Chris and Chris was one of the most honest & sincere people I've ever met. After realizing I really need to get back to class Chris asked me to wait so he can write something down for me. Handing me a crumpled up receipt he apologizes for having shaky hand writing, smiled, and left. I opened his note and this was it. "I wanted to kill myself today because of u I now do not. Thank u, beautiful person." (Casey Fischer, 20/5/1915, Guildford, C.T, USA)

 

Da David kommer tilbage med teen, fortæller han hvor vigtigt det er at vi er opmærksomme på hinanden og hjælper hvor vi kan. Det kan redde liv. Ofte uden at vi selv er klar over det. Han giver mig også et af sine egne digte. Det er indrammet og skal med på udstillingen næste dag. Det er en brutal historie, men også en historie om, at der er tilgivelse for alt.

DJL: Det er min egen historie. Jeg var tæt på at dø. Det har jeg beskrevet i digtet. Når der er nogen, der er syge her, henviser personalet dem til mig, hvis de vil prøve akupunktur. Der er mange der er meget triste og også nogle der overvejer selvmord, så jeg bruger akupunkturen til at gøre dem glade igen. Der er altid noget man kan gøre. En dag var der en iransk mand, der tog min hånd og sagde: ”David, du er den vigtigste person i mit liv. Du har så meget at give til andre!” Ofte har han grædt og været ulykkelig, og jeg synes at det er vigtigt at trøste andre. Han husker krigen og kan ikke undslippe den. Den æder sig ind på ham. Derfor blev jeg så glad da han sagde det til mig. Ofte kan man med bare få ord og bare lidt venlighed hjælpe andre meget mere, end man selv er klar over – og endda redde deres liv. F.eks. har Maria inspireret mig meget. Da jeg kom hertil syntes jeg klart, at jeg skulle male meget mere end jeg gjorde. Vi har i høj grad brug for kunsten. Der er så mange der godt kan lide kunst i Danmark, så det må jeg gøre. Min far er også kunstner.

 

MS: Hvilken slags kunstner?

DJL: Han malede politiske plakater under Kulturrevolutionen i Kina. Min far er ligesom jeg imod regeringen og Kommunistpartiet. Under Kulturrevolutionen blev han deporteret og fængslet langt ude på landet, fjernt fra alting. Men da man fandt ud af at han var en meget dygtig maler, tvang man ham til at male politiske slagplakater for formand Mao og Kommunistpartiet. Selv om han var fængslet netop på grund af sin modstand imod dem. Mange mennesker døde i fængslet, men han overlevede ved at male kommunistiske plakater. Eftersom min far overlevede, kunne jeg blive til, så på den måde blev mit liv født ud af kunsten. Jeg har haft kunsten i blodet og i mit DNA lige siden. Kunst er det der nærer mig psykisk. Det er den, der holder mig i live – og giver mig håb. Det er det håb, jeg gerne vil give videre til andre.

 

MS: Har du overtaget dit politiske engagement efter din far?

DJL: Ja, det har jeg.  Jeg kan vise dig, hvad han malede. Jeg har det her på mobilen. Det er propagandakunst til arbejderne for formand Mao… 

 

De er meget morsomme, for de er svære at tage alvorligt, fordi de er så overdrevne heroiske. Så hvis det ikke var så alvorligt, ville det være en vittighed. Her kan du se arbejderen med hævet hammer. Det symboliserer kampen mod den gamle verden og kampen for den nye. Det virker så primitivt.

 

MS: Er din far stadig i live?

DJL: Nej, han døde for flere år siden – som 80-årig. Min far overlevede kulturrevolutionen udelukkende fordi han var en så talentfuld maler.

 

MS: Hvad har du selv gjort?

DJL: Du kender den 4. juni 1989 og studenterrevolutionen på Tiananmen Square/Den Himmelske Freds Plads. Vi ville have demokrati, og jeg var aktiv i bevægelsen længe inden. Jeg studerede på universitetet og gjorde mange ting imod regeringen. Min ven blev dræbt på Tiananmen Square, men jeg fortsatte modstanden imod regeringen. Så de kan ikke lide mig. Jeg er farlig i Kina. Kommunistpartiet ønsker ikke ændringer. Sådan har det været helt fra begyndelsen af. Det er sådan de styrer folket. De lyver om alt. Ønsker ikke at der skal være andre historier end den officielle. Fortiden vil de helst ikke mindes om. Jeg ved ikke hvor længe det vil tage, før der sker ændringer. Regeringspartiet er et monster, der slet ikke er så let at få til at forsvinde igen. Fra 1959-1961 døde 40 millioner mennesker. Min bedstefar døde dengang. Hungersnøden drev dem til at spise alt hvad de kunne finde, men der var ikke noget. Til sidst måtte de spise græs, bark og jord. Alle sultede. Det var forfærdeligt.

 

MS: For mig lyder det middelalderagtigt, men det er jo ikke særligt længe siden. Ikke engang 60 år. Men hvad med situationen i dag? Kina har så stor økonomisk indflydelse, gør det din situation sværere nu, fordi ingen ønsker at blive uvenner med Kina?

DVL: Præcis. Bare tænk på de mange kinesiske varer, der importeres til Danmark. Men det er slet ikke så enkelt, for ved at I køber de kineske varer, er der arbejde til fattige, der ellers ville sulte. Tingene har altid flere sider. Men jeg kan fortælle dig om en anden pris, som man betaler for de billige varer fra Kina, for hvert år er der mange der dør, for i Kina aflåses produktionsstederne, fordi man netop ikke ønsker at arbejderne – f.eks. i tøjindustrien – skal stjæle af de varer de producerer og heller ikke ønsker, at arbejderne skal gå udenfor og holde pause. Når der så, som det sker, udbryder brand, kan folk ikke komme ud, så derved dør mange hvert år. Det er ikke usædvanligt. På et tidspunkt var der 300 arbejdere, der brændte ihjel. Det er horribelt. Men ingen ønsker at Kina skal blive vred. (tænker) Men tror du ikke at det får nogen til at føle sig ubehageligt til mode, hvis jeg fortæller min historie på festivalen? Jeg ønsker jo ikke, at der skal komme nogen og aflyse festivalen.

 

MS: Det vil ikke ske, bare rolig. Efter studenterrevolutionen og massakren på Den Himmelske Freds Plads var alle enige om at fordømme det der var sket, men vores politiske hukommelse er forbavsende kort. Det er godt at blive mindet om det. Historien er vigtig.

DVL: Det er godt at minde folk om det, der skete tidligere. For hvis man glemmer, hvad så? Hvad med anden verdenskrig? Hvis vi glemmer hvad der skete der, kan det ske igen. Jeg vil meget gerne give det en stemme, for i Kina har det haft en så stor indflydelse, at det har ændret menneskers liv. Hvis flere får kendskab til min historie, vil det kunne gøre en forskel. Jeg vil meget gerne udrette noget og forsøge at hjælpe andre, for der er så meget man kan gøre. Jeg ser så ung ud, at jeg har mulighed for at gøre en masse med de unge, så det gør jeg også. Man skal blive ved med at tro på det gode. Det er indstillingen til livet, der gør den store forskel. Jeg vil også gerne være mere aktiv som kunstner.

 

MS: Hvad tænker du om danskerne?

DJL: Jeg oplever at de er godhjertede og meget venlige, veluddannede og tolerante, så de kan se ting fra flere sider. De er ikke som kineserne dikteret af, hvad de skal mene og sige. De er tolerante. Det kan jeg godt lide. Jeg kan godt lide at være her. Jeg har en drøm. Jeg ønsker at leve et fredfyldt liv, hvor mennesker respekterer hinanden og har et godt liv. Også i samklang med naturen. Jeg er stolt af min far. Efter 1980 erklærede Kommunistpartiet, at det der skete under Kulturrevolutionen var forkert, og for at rette op på uretten der var begået mod min far, ville de gerne give ham et hus og forbedre hans liv, men der fulgte en betingelse med ”gaven”, og det var, at min far skulle melde sig ind i Kommunistpartiet. Men det nægtede min far. Han har aldrig kunnet fordrage Kommunistpartiet og opfattede det som djævelskab. Men ikke mange modstod fristelsen. Det er en måde at købe folket på, hvis de lader sig købe. Jeg er meget stolt over at han modstod det. Det respekterer jeg min far for. Han var et godt og meget retskaffent menneske. Ja, det er en måde at være menneske på. Det er ligesom med kærligheden. Man kan ikke elske én den ene dag og en anden den næste. I hele mit liv har jeg kun elsket én kvinde. Sådan er det. Det er min historie. Jeg har malet hende. Nu skal du se det… Hun er mit livs kærlighed. Der har altid kun været hende. Så du kan se at mine malerier har deres egne historier. Jeg bliver inspireret af mine følelser. Alt hvad jeg elsker, har jeg malet.

 

MS: For at holde det levende og kunne beholde det?

DVL: Ja. Du skal også se det, jeg har skrevet om Marias søheste på Facebook. Søhestene er noget ganske særligt. De er trofaste over for den samme partner livet igennem. Jeg bor i en lejr, men gør vi ikke alle det? Det kan være fysiske eller mentale lejre. Nogle gange har man ikke så meget at spise, men man behøver heller ikke særlig meget. Nogle gange kan man få mere delikat mad end andre gange, men nede i maven bliver det hele bare omdannet til føde. Og den ene slags føde kan være lige så god som den anden. Dagen efter udskiller vi den alligevel på toilettet. Det er sådan jeg lever. Jeg er stadig fri, selv om jeg lever i en lejr.

David Jason Lou medvirker både ved opvarmningsarrangementet AT FINDE HJEM og på den anden dag af festivalen ”Med og uden smykker”.

Se også den kommende samtale med Maria Dubin. Den bringes her på netavisen den 4. august.

 

Tekst: Michael Svennevig, forfatter og dramatiker
Artiklen blev oprettet 14-07-2016
  

Bogtilbud til netavisens læsere
Denne og Michael Svennevigs øvrige ”samtaler på bloggen” er samlet i bogudgivelsen "Med og uden smykker. Samtaler & digte", der udkommer til festivalåbningen. Bogen, der udgives af forlaget Epigraf, koster 198 kroner. Der er et favorabelt tilbud til læsere af Sameksistens.dk: Man kan købe bogen med 50 kroners rabat, altså for 148 kroner – eller man kan få to bøger for én bogs pris, altså for 198 kroner. Bestilling skal ske på mail til Forlaget Epigraf. Skriv i mailen, at bestillingen sker via Sameksistens.dk – og om du ønsker én bog for 148 kroner eller to bøger for 198 kroner.

”Med og uden smykker”
– en festival om de sidste værdigenstande

Festivalen handler om, at "vi skal turde se hinanden i øjnene – og række hånden frem. Det værste er ligegyldigheden.”

Festivalen holdes i VerdensKulturCentret på Nørrebro i København i weekenden 12.-14. august 2016. I løbet af de tre dage byder festivalen på arrangementer med 55 medvirkende, fordelt på to scener.

• Med og uden smykker (hjemmeside)
Festivalprogram fredag den 12. august
Festivalprogram lørdag den 13. august
Festivalprogram søndag den 14. august
• Med og uden smykker (Facebook)

Nyhedsbrev

Kalender

København: Konference om trosfrihed og åndsfrihed

24 nov 10:30 - 15:00

Folkekirkens mellemkirkelige Råd holder konference på Christiansborg om trosfrihed og...Læs mere

Odense: Demonstration på Grønttorvet

25 nov 10:00 - 11:00

Bedsteforældre for Asyl - Fyn demonstrerer på Grønttorvet i Odense. • Læs mereLæs mere

København: TændEtLys for en voldsudsat kvinde - Shine a light

25 nov 15:00 - 16:45

Arrangementet begynder på Rådhuspladsen og slutter ved Søpavillonen. Arrangørerne skriver: Vold...Læs mere

Følg Sameksistens.dk

 

Sameksistens.dk støttes af

TrygFonden, Region Hovedstaden støtter projektet om religionsfrihed.


Vi modtager ikke offentlig mediestøtte, og vi bringer ikke annoncer på Sameksistens.dk, derfor er vi taknemmelige for bidrag, der kan støtte udgivelsen af netavisen.

Tegn støtteabonnement
via netbank eller MobilePay

Bidrag i november 2017: 1.950 kroner
Bidrag i alt i 2017: 17.000 kroner
Mange tak for ethvert støttebidrag.

Til eftertanke

Alt det vi deler
Video fra TV2, 2017


Ingen er anderledes.
Vi er alle forskellige.

Peter Mygind,
skuespiller