Om os  |  Nyhedsbrev  |  Støt  |  Foredrag  |  Kontakt

Flere samtaler

Fatima Osborne, der er kommet til Danmark som flygtning fra Somalia, fortæller i en samtale med forfatteren Michael Svennevig om både flugten, men også andre rejser, hun har været på i sit liv frem til at blive den, hun nu er.
• Læs hele samtalen
   

Foto fra Nepal. (Foto: Stine Friis Refsgaard)

Når man er der, er det det eneste der giver mening

Fotografen Stine Friis Refsgaard fortæller i en samtale med forfatteren Michael Svennevig om en meget anderledes festivalrejse. Om jordskælv og penge-indsamling til ris på Facebook.
• Læs hele samtalen

   

Humanismen tur/retur

Forfatteren Stig Dalager giver et politisk tværrids af, hvad der er forandret siden de to tolerance-festivaler, der blev holdt i 2015. Hvad er der egentlig sket og hvordan er det sket? Hvilke sammenhænge har grebet ind i hinanden, så vi i dag befinder os i en markant anderledes situation? 
Læs samtalen her

 

 

”Horse spirit” af David Jason Lou.

Jeg kæmper for håbet

”Det er vigtigt at bringe håb. Hvis jeg ikke gør det, så dør jeg selv indeni,” siger David Jason Lou (kunstner, asylansøger mv.) i en samtale om håb, om det Kina, han flygtede fra, og om kunstens betydning.
• Læs hele samtalen

   

Så længe der fortælles historier, er der stadig håb

”Der er et citat af forfatteren Peter Bichsel, som jeg holder særlig meget af: ’Historier fortæller ikke sandheden, men fortæller om sandhedens muligheder. Og så længe der fortælles historier, er der stadig muligheder’,” siger forfatteren Hanne Marie Svendsen i denne samtale.
Læs samtalen her

Foto: Per Morten Abrahamsen

”Om at være mange ting lidt, men ikke at føle at man er én ting helt”

Det kan ende med helt andre historier, end man oprindeligt havde forestillet sig, når man vil prøve at fortælle andre menneskers historier. Det fortæller iscenesætteren Lene Skytt om i denne samtale.
• Læs samtalen

Fotograf Elias Benakrich udstiller i august i VerdensKulturCentret.

”Vi har også et ansvar som danskere – og hvad gør vi så ved det”

”Det ikke så let længere bare at vende et blindt øje til politik i Danmark, som det har været. Vi har også et ansvar som danskere – og hvad gør vi så ved det?” spørger fotograf Elias Benakrich i denne samtale. Han er månedens udstiller i VerdensKulturCentret på Nørrebro i København i august. 
• Læs hele samtalen

   

(Foto: Stine Ringvad)

Jorden rundt på ryggen af en søhest

”Søhesten er i mit arbejde blevet symbol på internationalt venskab,” siger maleren Maria Dubin i denne samtale, hvor hun blandt andet fortæller om et projekt med udsmykning af Asylcenter Kongelunden på Amager. 
Læs samtalen her

Gruppebillede af de medvirkende fra ”I en lille båd, der gynger” på Edison, instrueret af Mia Lipschitz og Kasper Sejersen.

”Det er mødet der interesserer mig”

”Jeg synes, at mennesker er spændende og finurlige. Al vor mangfoldighed har altid interesseret mig. Jeg synes, at mennesker er interessante,” siger instruktøren Mia Lipschitz i denne samtale med festivalarrangør Michael Svennevig og instruktørkollegaen Kasper Sejersen.
• Læs samtalen her

(Foto: Lis Vallentin)

"Vi er til for hinanden"

”Vi er til for hinanden – afhængige af hinanden. Jeg tror faktisk, at vi er til for hinanden,” siger forfatteren og dramatikeren Michael Svennevig i denne samtale med Ursula Djezzaz Nielsen som optakt til festivalen ”Med og uden smykker”, der holdes 12.-14. august på Nørrebro i København.
Læs samtalen her

 

 

Samtaler på bloggen

Det er ikke så nemt som det ser ud på tv

- samtale mellem Alan Pary og Razan Haugaard, der begge arbejder med integration

Razan Haugaard og Alan Pary. (Foto: Michael Svennevig)

 
Samtale mellem Alan Pary (AP) og Razan Haugaard (RH). De er begge kurdere fra Irak og arbejder som integrationskonsulenter. Alan er virksomhedskonsulent og social mentor i Lyngby og Razan er områdeleder med kontor i København, men arbejder rundt i hele landet. Festivalarrangør Michael Svennevig (MS) har besøgt dem på deres arbejde og synes, at det kunne være spændende at høre dem udveksle erfaringer om deres arbejde med at integrere flygtninge i samfundet og på arbejdsmarkedet. Om de vanskeligheder og glæder som de møder i arbejdet og kontakten med de nye danske borgere som de hjælper i gang. For hvordan får man borgere, der har en anden kulturel baggrund, ind på et dansk arbejdsmarked? Razan Haugaard medvirker to gange på festivalen ”Med og uden smykker”, der holdes i København i august.

 

 

MS: Hvordan får man den anderledes baggrund til at matche med de forventninger som de bliver mødt med fra danskerne? Hvad er det for nogle processer der skal i gang, og hvad er det for nogle forudsætninger som de skal have for at kunne indgå i det? Hvad er det I møder i jeres arbejde? Hvad er let og hvad er svært – og hvordan oplever I det?

RH: Jeg har alle slags borgere. Jeg modtager dem lige fra asylcentret, men i dag har jeg f.eks. haft et møde med en kvinde, der har boet her i 35 år.

AP: Jeg har én, der har boet her i 23 år. Vi kalder dem for LAB-borgere, der henviser til loven om en aktiv beskæftigelsesindsats. Det er dem, der har boet her længe, og som ikke har gjort noget for at komme i arbejde, så det handler ikke så meget om integration.

RH: Har du så både mænd og kvinder?

AP: Begge dele. Det er blandet. Det er både familier og enlige.

RH: Men hvilken gruppe er det nemmest for dig at rykke – mænd eller kvinder?

AP: Det gør ikke nogen forskel for mig.

RH: Jeg har det selv sådan at jeg sagtens kan få mændene til at flytte sig, når jeg har fået dem til at respektere mig. Men i starten er det meget svært. På samme måde som en dansk medarbejder skal arbejde hårdt på at opbygge tillid til borgeren, skal jeg også gøre det. Som ikke-vestlig skal jeg først vise hvad jeg kan og sætte mig i respekt før jeg kan flytte dem.

AP: Det er rigtigt, for de har en opfattelse af, at når du er fra Mellemøsten, så du dur ikke til noget. Ja, undskyld!

RH: Jo, det er rigtigt … og fordi jeg er kvinde.

AP: Men en lyshåret kvinde fra Danmark stoler de på.

RH: Ja. Sådan er det. Mændene har mere respekt for en dansk kvinde end de har for mig. De danske kvinder bestemmer, men det tror de ikke at jeg kan. De tvivler på at jeg kan være stærk nok til at kunne kæmpe for deres sag. For jeg er kvinde. Men for kvinderne er jeg rollemodel. Gud, hvor er hun sej, tænker de. Se, hun sidder der og fortæller, som ellers kun de danske kvinder kan. Der er tillid og tryghed straks. Så derfor er det let for mig at tale med dem – og flytte dem. Jeg bruger hele tiden mig selv. Når én siger at hun har smerter i ryggen, fortæller jeg også om de smerter jeg har. Jeg bruger hele tiden mit eget liv som eksempel. Når én siger at hun har fire børn, og derfor ikke kan arbejde fuldtids, så svarer jeg at jeg også har fire børn og arbejder fuldtids. Jeg er god til at gennemskue dem. I dag kom en borger med tørklæde. Jeg blev flov over mig selv, for jeg troede at hun var analfabet. Hun har været i systemet i 12 år og har aldrig arbejdet, men gået derhjemme og født børn. Men så begyndte hun at tale om psykologi og filosofi. Hun læste en bog om ugen. Der var absolut intet ved hendes påklædning, der indikerede at hun faktisk var en velfungerende kvinde med en fin og sund tankegang. Hun fortalte om hvordan hun flytter fokus fra sine smerter, og om hvilke metoder hun bruger.

AP: Så kommer spørgsmålet om, hvorfor hun ikke har arbejdet i alle de år?

RH: Svaret fik jeg uden at jeg behøvede at spørge, for hun ankom sammen med sin mand, der straks spurgte: ”Hvorfor skal hun med? Hvorfor skal hun møde dig?” Hver gang jeg spurgte hende om noget, svarede han. Også da jeg bad om hendes telefonnummer. Efter mødet spurgte jeg hende om, hvordan hendes mand havde det med at hun arbejdede? Hun svarede, at det syntes han ikke var nødvendigt. Selv ville hun gerne, og hvis hun skulle i praktik, så måtte det meget gerne være sådan at hun SKULLE møde hver dag, for ellers ville han ikke lade hende gøre det.

AP: Det er også det som jeg har problemer med. Især med de nye der kommer fra Syrien. Mændene er alt for dominerende over for deres kvinder. Vi havde en visitationssamtale og manden sagde, at det bare var ham der kom, og jeg svarede at det ikke nyttede noget, for det var HENDE vi skulle tale med. Det var hende der skulle interviewes om, hvad hun tidligere havde lavet, så vi skulle komme videre. Det var hende der skulle i praktik og visiteres. Han VILLE bare med ind – og ville svare for hende. Det er et problem.

RH: Hvordan håndterer du det? Hvad gør du når han insisterer på at være der?

AP: Jeg siger, at sådan er det her i Danmark.

RH: Lytter de så til dig?

AP: Nogle gange gør de. Andre gange slet ikke.

RH: Fordi du er mand?

AP: Ja. Han bestemmer over sin kvinde. De skal vise, hvem der bestemmer. Men det var en dansk kvinde, der skulle interviewe. Jeg skulle bare være tolk. Jeg tror ikke, at det handler om mænd eller kvinder, men han her ville bare bestemme over hende.

RH: Det er også for at være beskyttende. Hvis jeg skal bruge mig selv som eksempel, så havde min ex-mand en meget stor stilling i Irak og var én som folk kendte, og så kommer han her, hvor det eneste han har tilbage og kan styre – er mig. Men da kommunen begyndte at bestemme, hvornår og hvor jeg skal møde, tog det den sidste magt fra ham. Han gik psykisk ned på det, og så begyndte det at gå ud over mig. Han blev jaloux.

AP: Fordi han følte sig magtesløs?

RH: På det tidspunkt trak kommunen ikke i din ydelse, hvis du ikke mødte op, så det var ikke noget som jeg kunne bruge som et argument, så det blev min egen kamp, men det gav konstant skænderier. For mig var friheden at gå på skole. At få muligheden for at lære og læse. Det var slet ikke noget med at gå i byen med veninderne, men bare at have muligheden for at læse. Så det er en stor kamp for kvinder af anden etnisk herkomst i Danmark. Jeg møder mange forskellige. Damen før hende, jeg lige fortalte om, var rasende. Hun råbte og skreg. Hun behøvede ingen mand til at skælde ud. Det klarede hun selv. Men til sidst da hun faldt til ro, spurgte jeg hende om hvorfor hun var så vred. ”Fordi ingen tror på mig og mine smerter. De tror at jeg bare vil snyde og bedrage samfundet. Jeg har betalt skat gennem 25 år, og har arbejdet med rengøring, men min hofte er gået af led af arbejdet. Så lige nu kan jeg intet.” Men hendes vrede skyldtes at hun bliver sat i bås med alle de andre. Det dømte hende som samfundsbedrager. ”Jeg skal hele tiden over for alle forklare, hvorfor jeg ikke har arbejde. Det er jeg træt af. Jeg gider det ikke mere. Hvis jeg i stedet skriger og råber spørger folk ikke.”

AP: Det er heller ikke blevet lettere at få førtidspension. Det er meget svært.

RH: Jeg arbejdede selv med rengøring, da jeg i sin tid skulle tjene til uddannelsen. Det er sørme hårdt. Det et ikke noget som jeg ville kunne i 25 år. Men det er meget svært at sammenligne de forskellige borgere. De er alle forskellige.

AP: Det kommer også an på hvilket miljø du kommer fra. Vi har nogle palæstinensere fra Syrien. De kommer fra et helt andet miljø. De har boet i lejre i Syrien. De virker meget lukkede og føler sig pressede. For tilhører de Syrien, Palæstina eller Israel? Det ved de ikke. De vil have, at alting skal ske her og nu. Og så kommer de til et bureaukratisk land, hvor tingene tager tid. De er ikke vant til måden det sker på her og ved ikke hvordan systemet fungerer.

RH: Det er håbets land for dem. De har ventet hele deres liv på noget bedre og har måttet kæmpet for at komme herop. Alle deres drømme, forventninger og fantasier om at komme til Danmark kommer til kort, for når de opdager at det ikke er så enkelt her, som de troede, bliver de frustrerede Det er drømmens brutale møde med demokratiets realiteter.

AP: Det var ikke det billede de havde, da de kom hertil.

RH: Der er også mange der rejser til USA. Det er drømmenes land, og så bliver de skuffede. Det er ikke så nemt som det ser ud på tv.

 

Mød Razan Haugaard på festivalen ”Med og uden smykker”, hvor hun søndag fortæller om kvinders rettigheder og lørdag holder borgermøde, på samme måde som hun har gjort rundt omkring i Danmark, hvor hun har forberedt de lokale borgere på mødet med de flygtninge, der skal flytte ind. Hun beretter også om sit eget første møde med Danmark og danskerne.

 

Tekst: Michael Svennevig, forfatter og dramatiker
Artiklen blev oprettet 24-07-2016
   

Razan Haugaard og Alan Pary. (Foto: Michael Svennevig)

Bogtilbud til netavisens læsere
Denne og Michael Svennevigs øvrige ”samtaler på bloggen” er samlet i bogudgivelsen "Med og uden smykker. Samtaler & digte", der udkommer til festivalåbningen. Bogen, der udgives af forlaget Epigraf, koster 198 kroner. Der er et favorabelt tilbud til læsere af Sameksistens.dk: Man kan købe bogen med 50 kroners rabat, altså for 148 kroner – eller man kan få to bøger for én bogs pris, altså for 198 kroner. Bestilling skal ske på mail til Forlaget Epigraf. Skriv i mailen, at bestillingen sker via Sameksistens.dk – og om du ønsker én bog for 148 kroner eller to bøger for 198 kroner.

”Med og uden smykker”
– en festival om de sidste værdigenstande

Festivalen handler om, at "vi skal turde se hinanden i øjnene – og række hånden frem. Det værste er ligegyldigheden.”

Festivalen holdes i VerdensKulturCentret på Nørrebro i København i weekenden 12.-14. august 2016. I løbet af de tre dage byder festivalen på arrangementer med 55 medvirkende, fordelt på to scener.

• Med og uden smykker (hjemmeside)
Festivalprogram fredag den 12. august
Festivalprogram lørdag den 13. august
Festivalprogram søndag den 14. august
• Med og uden smykker (Facebook)

Nyhedsbrev

Kalender

København: Konference om trosfrihed og åndsfrihed

24 nov 10:30 - 15:00

Folkekirkens mellemkirkelige Råd holder konference på Christiansborg om trosfrihed og...Læs mere

Odense: Demonstration på Grønttorvet

25 nov 10:00 - 11:00

Bedsteforældre for Asyl - Fyn demonstrerer på Grønttorvet i Odense. • Læs mereLæs mere

København: TændEtLys for en voldsudsat kvinde - Shine a light

25 nov 15:00 - 16:45

Arrangementet begynder på Rådhuspladsen og slutter ved Søpavillonen. Arrangørerne skriver: Vold...Læs mere

Følg Sameksistens.dk

 

Sameksistens.dk støttes af

TrygFonden, Region Hovedstaden støtter projektet om religionsfrihed.


Vi modtager ikke offentlig mediestøtte, og vi bringer ikke annoncer på Sameksistens.dk, derfor er vi taknemmelige for bidrag, der kan støtte udgivelsen af netavisen.

Tegn støtteabonnement
via netbank eller MobilePay

Bidrag i november 2017: 1.950 kroner
Bidrag i alt i 2017: 17.000 kroner
Mange tak for ethvert støttebidrag.

Til eftertanke

Alt det vi deler
Video fra TV2, 2017


Ingen er anderledes.
Vi er alle forskellige.

Peter Mygind,
skuespiller