Om os  |  Nyhedsbrev  |  Støt  |  Foredrag  |  Kontakt

Blog-skribenter

Bent Dahl Jensen
Redaktør 
Liste over blogindlæg


Marianne Olsen
Lektor
Liste over blogindlæg


Saliha Marie Fetteh
Lektor
Liste over blogindlæg


Svend Løbner
Journalist
Liste over blogindlæg


Zainab Nasrati
Medicinstuderende
Liste over blogindlæg

Blog-samtaler

Som optakt til festivalen JA TAK, TIL KAFFE, der holdes i København i perioden 11.-20. august 2017, bringer vi en række samtaler, som festival-arrangøren, forfatter Michael Svennevig har haft med nogle af de medvirkende. Læs den første samtale her - og find links til de øvrige samtaler.

Samtaler i 2016

Som optakt til festivalen "Med og uden smykker", der blev holdt i København i august 2016, skrev festivalarrangøren, forfatteren Michael Svennevig en række samtaler med nogle af de medvirkende: 

Fatima Osborne,
Stine Friis Refsgaard,
Stig Dalager,
David Jason Lou,
Hanne Marie Svendsen,
Alan Pary og
Razan Haugaard
,
Lene Skytt,
Elias Benakrich,
Maria Dubin,
Mia Lipschitz og Kasper Sejer
- og i den sidste artikel talte Ursula Djezzaz Nielsen med Michael Svennevig om samtalegenren.

 

 

Blog

Blogindlæg er udtryk for skribentens egen holdning.

 

 

Aldrig glemme. Aldrig hade: Tre levnedsløb

Af Marianne Olsen
Lektor
Oprettet 06-11-2017 

 

 

 

Det europæiske barbari demonstreres for hele verden

Med Krystalnatten blev det tydeligt, at Europa var faldet ned i et indtil da uhørt barbari, og vanviddet, manglen på almindelig menneskelighed, udspillede sig på baggrund af den tyske kultur, som ellers havde forstået sig selv som det fineste, Europa nogen sinde havde virkeliggjort med musik og digtning. Men det synes som om allerede første verdenskrig havde væltet al forståelse af, hvad der er et meningsfuldt liv. Krystalnatten blev en nat fuld af ødelæggelse, der kun skulle blive en markant begyndelse på destruktion uden ende, af menneskeliv, af livsglæde, af dygtighed på alle planer.

 

Mennesket er et univers

Igen 79 år efter ser det ud til, at menneskets onde sider bliver virkeliggjort i den skadelige form for kynisme og selvforherligelse, som vi ser beviset på så mange steder i forskellige former for ekstremisme. Men her vil jeg ikke fortælle om de millioner af mennesker, der blev industrielt myrdet, for ved tallets størrelse bliver forbrydelserne abstrakte. Derimod skal min kære læser have beretningen om tre levnedsløb: Et menneske er et univers, og det enkelte menneskes overlevelse er en redning af et univers.

 

Det første levnedsløb: Tre generationers nære ven

Hanna Kobylinski fortalte i 1999, kort før sin død, historien om sit livsforløb til TV Lorry. Jeg har fået udsendelsen foræret på dvd og ser den af og til med stor glæde. Hun var min og min families ven, havde været mine bedsteforældres og mine forældres. Et sjældent kærligt og klogt åndsmenneske, en af dem, som Hitler havde ønsket udryddet ifølge sine sindssyge raceteorier.

 

Hanna Kobylinskis baggrund, uddannelse og opbrud

Hanna var jøde, født i Berlin i 1907. Hun var ikke specielt religiøs, men med levende forståelse for og kærlighed til den jødiske tradition. Hun havde i 1933 skrevet sin doktordisputats i historie om den franske revolution [i 1848] som problem i Tyskland, da Hitler kom til magten. Det var utænkeligt, at en historiker med jødisk baggrund skulle kunne få arbejde i det nazistiske Tyskland, så hendes familie bad hende rejse til Danmark og i første omgang være hos mine bedsteforældre, der var hendes og hendes forældres nære venner. Den 31. marts rejste Hanna til København.

 

Jødisk liv efter Krystalnatten

Hanna Kobylinski fortæller i udsendelsen, at mange jøder rejste fra Tyskland efter 1933 ligesom hun selv, men andre blev fanget i en fælde, fordi de ikke forstod, hvor farligt det var at blive. Efter Krystalnatten den 9. november 1938 blev det meget vanskeligt at slippe ud af landet, fordi man forlangte ”affidavits”, erklæringer om, at flygtningene ikke kom til at ligge modtagerlandene til økonomisk byrde. Det er jo ikke noget nyt for os her i landet. Vi prisgiver også nu, ligesom dengang, menneskers liv for selv at kunne spise os overmætte.

Men det lykkedes hele Hannas familie at komme til England. Hanna blev dansk og sammen med sin senere mand, Stefan Rozental, der blev Niels Bohrs højre hånd, berigede hun det danske samfund. Hun fortæller, at hele hendes familie – som en undtagelse – blev reddet. Hun er sig ganske bevidst, at hun er et privilegeret menneske. Det næsten umærkelige smil, da hun fortæller det, rummer en verden af taknemmelig og vemodig glæde. ”Europa kunne have reddet mange flere,” siger hun.

 

Det andet levnedsløb: Gerd Høst – en norsk kunstners oplevelser

Den 18. oktober 2007 holdt professor John Ole Askedal en mindetale over den norske skuespillerinde, forfatterinde og videnskabskvinde Gerd Høst (1915-2007). Hun var et af vidnerne til Krystalnatten.

 

En særlig dokumentarudsendelse

Jeg har i undervisningen brugt hendes enestående dokumentarudsendelse fra opholdet i Berlin i førkrigsårene: ”Mit Berlin”, hvor hun tager seerne med på en vandretur i Berlin, som hun holdt så meget af, og hvor hun lejede værelse hos Henriette ”Mutti” Rothenstein, der blev hendes nære veninde, og som gjorde det klart for hende, at det var forbudt for jøder at sidde på bestemte bænke i parken. Gerd Høst blev perfekt til tysk og lærte mange tysk-jødiske åndspersonligheder at kende i de år, men på sin vandring viser hun os, at det gamle Berlin er forsvundet. Som skuespiller blev hun en gang inviteret til middag hos Göbbels, og Mutti Rothenstein overtalte hende til at gå med, for så kunne hun lægge et godt ord ind for jøderne, der havde det så skidt. Gerd Høst gik med, og da middagen var slut, tog hun mod til sig og spurgte den meget venlige Göbbels, om jødernes mulighed for at få det mere tåleligt: ”Med ét blev hans øjne hårde, og han sagde: ”De tyske jøder er et tysk problem!”” og Gerd måtte tage hjem med uforrettet sag. Hun fortæller om den gru og rædsel, der ramte hendes værtinde og hende selv på Krystalnatten, og da hun tog hjem til Norge efter det tyske overfald på hendes land, måtte hun se i øjnene, at hun og Mutti Rothenstein havde set hinanden for sidste gang. Henriette Rothenstein blev myrdet i en af de nazistiske udryddelseslejre.

 

Det tredje levnedsløb: Elie Wiesel

I Norge lærte Gerd Høst senere Elie Wiesel (1928-2016) at kende. Hun gjorde et stort arbejde for at gøre denne ejendommelige digter og forfatter kendt, og det er blandt andet hendes fortjeneste, at han fik Nobels fredspris i 1986.

Elie Wiesel overlevede som 15-årig koncentrationslejren. Han var den eneste overlevende, for han mistede hele sin familie. Koncentrationslejren har han skildret i ”Natten”.

 

Normalt og abnormt

Oprah Winfrey spørger i et interview, hvordan han kunne gennemleve Holocaust uden at blive bitter. Elie Wiesel var 72, da de talte med hinanden. Oprah Winfrey: ”Hvad skal der til for at blive normal igen, efter at nazisterne har flået al menneskelighed af én?” og han svarer: ”Det er abnormt, at jeg er normal, at jeg overlevede Holocaust og blev ved med at elske smukke piger, at tale, at skrive, at spise ristet brød og drikke te og leve mit liv. Det er det der er abnormt.”

Aldrig glemme – aldrig hade.

Elie Wiesel lærer os, at det vigtigste er at huske. Glemmer vi vore elskede afdøde, slår vi dem ihjel for anden gang. Men han lærer os også at give afkald på hadet, som kun gør os afhængige af bødlerne. I sin takketale ved modtagelsen af Nobels fredspris begynder han med en velsignelse. Det er den måde, hvorpå Europa kan genvinde kærlighed, omsorg og kultur.

 

At redde et menneske er at redde et univers

I anledning af markeringen af Krystalnatten skal det være mit ønske, at nationalismen aldrig må vokse så skræmmende og voldsomt, at noget menneske skal føle sig uønsket eller truet af samfundet og dem, vi giver ansvaret.

Gid enhver med sit særpræg må få lejlighed til at blomstre med, hvad han og hun har at bidrage med.

 

Marianne Olsen er redaktør af SOS mod Racismes magasin.

                                                                    

Læs mere

Elie Wiesel takketale ved modtagelsen af Nobels fredspris 1986Nobelprize.org

”Aldrig mere en Krystalnat”: Krystalnatten markeres flere steder den 9. novemberSameksistens.dk, 03-11-2017

 

Tidligere blogindlæg af Marianne Olsen

 

 

Nyhedsbrev

Kalender

København: Konference om trosfrihed og åndsfrihed

24 nov 10:30 - 15:00

Folkekirkens mellemkirkelige Råd holder konference på Christiansborg om trosfrihed og...Læs mere

Odense: Demonstration på Grønttorvet

25 nov 10:00 - 11:00

Bedsteforældre for Asyl - Fyn demonstrerer på Grønttorvet i Odense. • Læs mereLæs mere

København: TændEtLys for en voldsudsat kvinde - Shine a light

25 nov 15:00 - 16:45

Arrangementet begynder på Rådhuspladsen og slutter ved Søpavillonen. Arrangørerne skriver: Vold...Læs mere

Følg Sameksistens.dk

 

Sameksistens.dk støttes af

TrygFonden, Region Hovedstaden støtter projektet om religionsfrihed.


Vi modtager ikke offentlig mediestøtte, og vi bringer ikke annoncer på Sameksistens.dk, derfor er vi taknemmelige for bidrag, der kan støtte udgivelsen af netavisen.

Tegn støtteabonnement
via netbank eller MobilePay

Bidrag i november 2017: 1.950 kroner
Bidrag i alt i 2017: 17.000 kroner
Mange tak for ethvert støttebidrag.

Til eftertanke

Alt det vi deler
Video fra TV2, 2017


Ingen er anderledes.
Vi er alle forskellige.

Peter Mygind,
skuespiller